From Hate To Real Love

Emma Johnson, er en pige som kommer ud på sin største rejse. Hun virker udadtil meget snoppet, men i virkeligheden er hun en virkelig sød og flabet pige, som har mange problemer med sin gamle bedste ven, Nichlas.
Emma og hendes forældre har planlagt at hun skal på sprogrejse til USA, hun har ingen ide om hvordan familien er eller hvem hun skal bo ved. Da hun endelig kommer der hen, er det selveste Justin Bieber og hans mor som hun skal bo ved i en hel måned. Emma har et stort had til Justin, men kan det forandres? Hvordan kommer det til at gå når begge er vildt flabet over for hinanden? Hvad sker der med Nichlas? Og til sidst kommer der mon følelser på spil?

83Likes
43Kommentarer
26233Visninger
AA

2. "Engang var vi bedste venner"

Nichlas synsvinkel


 

Kender i det, at nogen gange får man nogle tanker, som man i virkeligheden slet ikke skal tænke på? Det er være badboy i skolen, faktisk næsten hele tiden, kan virkelig være belastende! Nogen gange tænker jeg på om jeg bare skal droppe det hele, men som sædvanligt kommer min underbevidsthed ind, og får mig til at tænke på hvordan jeg har været engang - og det ved jeg med sikkerhed at jeg ikke vil være igen - verdens største taber. Det er helt underligt, at jeg engang har været et nul, og nu er jeg den populæreste i min klasse, bare fordi at jeg skiftede tøjstil og ændrede min attitude.

Det er faktisk lidt sjovt, for da vi var mindre var jeg bedste venner med en der hedder Emma! Vi var så forskellige, hun var den populære og jeg vare taberen, vi var altid sammen i fritiden - aldrig i skolen. Da jeg vidste at Emma ikke ville se med mig i offentligheden, da hun var bange for at blive ligesom mig, men nu er det hele vendt på hoved - jeg er den populære nu og hun er taberen. Selvom jeg faktisk slet ikke ser hende som en, så gør alle mine venner det - mit slæng, som består af Sebastian, Adam, Christoffer som vi bare kalder for Chris, og selvfølgelig mig selv Nichlas.

Man kan faktisk godt sige at vi mobber Emma, selvom vi bare gøre det forsjov, men jeg ved udmærket godt hvor ondt det i virkeligheden gør. Det værste er nok, at jeg allerede ved hvor lavt et selvværd hun har - det havde hun i hvert fald i de mindre klasser. Jeg kendte hende jo temmelig godt, jeg vidste næsten alt om hende - dog vidste hun slet ikke alt om mig. Hvordan jeg gerne ville være, hvor højt jeg egentlig ønskede at blive populær - hun havde altid troet at jeg bare var den lille søde dreng, som havde det helt fint med ikke at være populær, men der tog hun grueligt fejl.

"Ej prøv lige at se hende," sagde Julie som sad lige ved siden af mig, jeg kiggede over hvor hun svagt pegede på en lidt diskret måde. Jeg spændte lidt i mine muskler da jeg så Emma komme forbi, hun var på vej op i kantine for at få noget frokost. "Hun er fandme grim, hvorfor lytter hun ikke til mig, når jeg siger at hun skal skifte sin tøjstil, for hun ligner virkelig noget som er fundet i en skraldespand," sagde Julie lidt efter, jeg kunne tydeligt mærke at jeg blev rød i kinderne, men det var ikke fordi jeg blev genert eller flov - det var vrede. Jeg har altid haft en lille svaghed for Emma så når der er nogle der taler grimt om hende, bliver jeg virkelig vred, og ked af det på hendes vegne, for jeg ved jo hvor en fantastisk pige hun er.

Hvis der overhovedet er nogle der skal tale dårligt om hende, så er det mig! Da jeg allerede ved at hun hader mig, for alt det jeg har gjort mod hende. Lad os bare sige at det langt fra er nogle søde ting jeg har gjort, slået hende, sparket hende, gjort hende til grin foran hele skolen, og meget mere! Det hele fortryder jeg så meget, den eneste grund til at jeg gjorde det var at jeg gerne vil beholde min popularitet - det er jo næsten den eneste måde, da jeg ved at alle andre hader hende. Eller næsten alle, Adam kan faktisk godt lide hende, og det er jeg faktisk meget glad og lettet for - i det mindste er der bare en af mine venner som kan lide hende. Det er så også kun den eneste grundt til at jeg har overvejet, at droppe det hele, da jeg ved at jeg altid har Adam. Men jeg kan jo heller aldrig vide om han vil stikke mig i ryggen, hvis jeg nu bliver en taber igen! Og den chance vil jeg desværre ikke risikere.

"Nichlas."

"Hallo Nichlas."

Jeg vendte mig forvirret rundt, da jeg var faldet lidt i staver med alle de tanker, som jeg har i hovedet lige nu. Det hele er bare så forvirret, at jeg slet ikke ved hvad jeg skal gøre af mig selv.

"Hvorfor kigger du sådan på hende?" Kom det skarpt fra Julie, jeg kiggede lidt små forvirret på hende, for jeg havde da ikke kigget på nogen, eller havde jeg?

"Hvad snakker du om? Jeg har ikke kigget på nogen," svarede jeg hende med et lille smil, selvom jeg egentlig slet ikke havde lyst til at snakke med hende, efter hun har snakket så dårligt om Emma.

"Tror du at jeg er dum? Jeg kan da tydeligt se at du står og glor på den klammeste bitch, hvorfor interessere hun dig så meget, når du har alt lige her," sagde Julie, hvor hun pegede på sig. Jeg ville virkelig ønske at hun lavede sjov, men jeg kender hende, og jeg ved udmærket godt at hun mener alt det hun lige har sagt. Hun er sådan en person som bare siger det hun mener, og det synes jeg faktisk er ret sejt, udover at det for det meste er noget snot dumt som hun lukker ud - noget som gøre hende mindre sej. For hvis jeg skal være helt ærlig har jeg aldrig rigtig kunne lide hende!

"Du kan sgu da være ligeglad med hvem jeg kigger på, og hvem jeg ikke kigger på! Bare fordi at jeg ikke giver dig opmærksomhed hele tiden, så skal du fandme ikke komme her og give mig ordre på hvad jeg skal, og hvad jeg ikke skal. Er du med?" spurgte jeg måske lidt for hårdt, men hun gik mig virkelig på nerverne, hun skulle fandme ikke koste rundt med mig.

"Undskyld, det var slet ikke det jeg mente," svarede hun med en lidt skrøbelig stemme, sig mig var hun bange for mig? Jeg havde et svagt smil klistret fast, da jeg virkelig kunne mærke at jeg havde hende i min hulehånd. Tænk virkelig at hun er så ynkelig, det var da helt vildt.

"Jeg gider dig ikke lige nu, ses," sagde jeg hvor jeg med det samme rejste mig op fra kantine bordet, hvor jeg måske lavede lidt for meget opmærksomhed, da lyden var ret høj da jeg skulle tage stolen ud. Folk gloede, men det var selvfølgelig ikke noget nyt.

"Har i ikke andet at tage jer til end at stå og glo på mig?" spurgte jeg spydigt om, hvor jeg næsten råbte det, da jeg ville være helt sikker på at alle hørte det.

Eleverne kiggede hurtigt ned i deres mad igen, hvor jeg med det samme gik ud ad kantinen, jeg havde bare brug for at komme væk og få mine tanker på det rene. Hvorfor skulle mine tanker hele tiden dreje sig om Emma? Hvorfor kunne jeg ikke bare tænke på noget andet? 

Det her er simpelthen så frustrerende.

Emmas synsvinkel


 

Hvorfor skal han altid lave så meget opmærksomhed, jeg forstår det simpelthen ikke. Hvorfor kan han ikke bare være ligesom alle andre, så vi i det mindste kan være venner igen? Ej okay hvad fabler jeg om, aldrig i mit liv at jeg skal være venner med sådan en psykopat igen. Efter han er blevet ihhh og åååh så populær, er hans ego fordoblet, han var ret selvoptaget da vi mindre, men det var mere sødt - nu er han bare et kæmpe fjols.

Alle de gange hvor han har sagt nogle virkelig onde ting til mig, er jeg næsten gået helt ned. Det lyder måske meget overdrevet, men jeg har virkelig aldrig oplevet noget så hårdt, at miste ens bedsteven bare fordi han gerne vil være populær. Jeg forstår godt at han vil være det, for jeg ved selv hvordan det føles - for jeg har selv været populær, men nu, nu er jeg ingenting.

Det at Nichlas sviner mig sådan til, gøre ondt indenvendigt, at vide hvordan han er blevet gør helt ondt inde i mig. Jeg vil jo bare gerne have at han har det godt, og det kan jeg tydeligt se at han ikke har. 

Jeg vil så gerne vide hvad han tænker når han ser mig, betyder jeg virkelig slet ikke noget for ham, siden han kan slå mig, sparke mig og generelt bare svine mig til - gøre det slet ikke ondt på ham, at jeg lider? Det er næsten ikke til at fatte at denne søde, dejlig dreng er blevet til mit største mareridt. Hvordan kunne vores venskab gå i vasken på grund af popularitet? Efter min mening giver det slet ikke mening, men det er hans liv, ikke mit.

"Emma kom nu," kom det fra Noah, min eneste ven - hvis jeg ikke havde ham, havde jeg intet. Derfor er jeg så utrolig glad for at jeg har ham i mit liv, han kan altid få mig i godt humør lige meget hvad, det er derfor at jeg elsker ham så meget som jeg gør, altså som ven - der er slet ikke nogle følelser fra min side - og det kommer der nok heller ikke.

"Ja, jeg kommer nu," sagde jeg, hvor jeg svagt smilede til ham, vi havde nemlig aftalt at vi skulle i biografen, da klokken nemlig lige havde ringet, hvilket betød at vi havde fri.

Vi har endda også snart sommerferie, hvor jeg ved at jeg skal på sprogrejse til USA, jeg har aldrig glædet mig så meget til noget. Jeg kan næsten ikke fatte at jeg skal der hen, alle de ting som jeg skal se, alle de venner som jeg måske kan få, nu hvor jeg skal være der nede i en hel måned - jeg kan allerede forestille  mig hvor fantastisk det kommer til at være.

Også at jeg skal bo ved en hel fremmed familie, det hele er så spændende, og det er allerede sommerferie om to uger, det er slet ikke til at fatte, at der er så kort tid tilbage - jeg har ventet på den dag i over et år.

"Hvad skal vi se?" spurgte jeg, da jeg faktisk synes at det var hans tur til at vælge en film, for det plejer næsten altid at være mig som skulle bestemme hvad vi skulle se, så nu synes jeg at det er hans tur.

"Mener du seriøst at jeg må bestemme?" spurgte han, hvor han løftede det ene øjenbryn.

"Ja hvorfor skulle jeg ikke mene det?"

"Ja hvorfor mon Emma, det er altid dig der synes at de historier som jeg vælger, er noget komplet åndsvagt," svarede han, og der måtte jeg desværre give ham ret, da han altid plejer at vælge de mest underlige film.

"Ja det har du så sandelig ret i, men nu er jeg jo din bedsteveninde og derfor synes jeg at det er på tide at det er din tur til at vælge, så det ikke kun er film som jeg gerne vil se," sagde jeg med et lille sødt smil, hvor der hurtigt kom et stort smil fra ham - han blev tydeligvis glad for at han måtte bestemme denne gang.

"Ej hvor er du sød," sagde han glad, hvor han derefter gik over til mig og gav mig et knus, som jeg selvfølgelig gengældte. "Så synes jeg at vi skal se 'De Røde Roser'," sagde han, jeg rullede blot øjne da jeg allerede kunne høre på titlen at den lød dødsyg, hvorfor skal han også kunne lide så meget romantik - men nu hvor jeg har givet ham lov, bliver jeg jo også nød til at tage med, så det må jeg jo gøre.

"Det er helt fint," sagde jeg med et smil, det er altid så hyggeligt at være i hans selskab, man glemmer alle sine problemer når man er sammen med ham.


Det var så første kapitel, lad mig hører hvad i synes om den indtil videre.

Jeg er virkelig begyndt at rette kapitlerne som jeg skriver, håber at i kan se det på denne historie, at der ikke er lige så mange fejl, som der er i mine andre historier.

Kom gerne med ros og kritik, kan lide begge dele, da jeg gerne vil vide hvad jeg kan gøre bedre og hvad som er godt. <3

Næste kapitel kommer på fredag! Hvis der når at kommer 30+ likes før fredag, så får i det selvfølgelig når der er det. <3

Ser frem til alle jeres søde kommentarer, som jeg elsker at læse, og gøre at det er nemmere for mig at skrive videre.

Linnea H. <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...