Two Pieces

Zoey og Riley Parks er pap-søstre, det vil sige Zoeys far blev gift med Rileys mor, Zoey er fars lille prinsesse og får hvad hun peger på, hvorimod Riley skulle hjælpe hendes mor med at tjene til føden, men da Rileys mor bliver gift med Zoeys far ændre deres liv sig. De kan ikke fordrage hinanden, men deres forældre gør alt hvad de kan for at de skal kunne lide hinanden. Zoey er kæreste til ingen anden end Niall Horan fra det berømte band One Direction, da Niall kommer hjem til deres hus med Louis Tomlinson ændre deres liv sig drastisk. Riley er meget imod det, men ligepludselig opstår et dobbelt liv mellem hende og Louis.
• historien er skrevet med Sille rr, som skriver Louis og rileys synsvinkel•

14Likes
18Kommentarer
4958Visninger
AA

9. Riley Parks - Sille Rr

Rileys point of view.

Jeg mærkede tårende presse sig på, da jeg styrtede ud af mors kontor. Mine følelser var blandede. Jeg var vred, og ked af det, men jeg følte også en lille gnist af lykke.

Jeg småløb ud ad hoveddøren, og spurtede ned ad gaden. Jeg blev bare ved og ved med at løbe, selvom min side værkede og jeg til sidst næsten ikke kunne få vejret.

Men jeg blev ved. Jeg løb hele vejen til parken, og næsten halvejs ind i den lille skov, inden jeg holdt en pause.

Jeg satte mig ned i en lysning. Der voksede skovjordbær, som jeg plukkede et og spiste.

Den syrlige smag mindede mig om at jeg samlede jordbærrene da jeg var mindre efter skole. Mor blev altid så glad, når jeg kom hjem med lommerne fulde af bær.

Hun havde nogle gange bagt kage af dem, og andre gange havde vi spist dem rå. Jeg havde elsket dem.

Jeg elskede dem stadigvæk. Jeg fyldte mine lommer med de friske bær, og lagde mig så fladt ned på ryggen.

Jeg kiggede op i himlen. Hvorfor kom han først nu? Hvorfor havde han forladt mig og mor til at starte med? Var jeg virkelig så forfærdelig? Er jeg stadigvæk det? Er det derfor Zoey hader mig så meget?

Alverdens tanker myldrede rundt i mit hoved, som myre i en myretue. Det var umuligt at finde hoved eller hale i noget som helst, og mit indre var et kaos.

Jeg trak min mobil op af lommen uden at tænke over det, og låste den op. Jeg bladrede frem og tilbage mellem siderne ud noget formål, indtil jeg trykkede ind på kontakter.

Jeg fandt Louis' nummer, og ringede op.

"Hey Ray!" Hilste Louis glad, da han besvarede opkaldet.

"Hej Lou," sagde jeg stille, da jeg ingen grund havde til at ringe.

"Hvad er der?" Spurgte han lidt bekymret, og jeg bed mig i læben.

"Jeg havde bare brug for en at snakke med," sagde jeg, og kunne mærke tårerne presse sig på. Jeg ville ikke græde.

"Så har du fat i den rigtige,"

 

"Min far, han er tilbage," hviskede jeg ind i Louis' skulder. Vi stod i skoven med fuglesang omkring os. Jeg lyttede til hans hjerte, der roligt slog, og fik mig til at slappe af.

"Det skal nok gå," sagde Louis og kyssede mig på håret. Jeg lukkede øjnene, og nød duften af ham. Det var så dejligt at stå der, i hans lune favn.

Jeg mærkede at han fyldte hullet inden i mig ud stykke for stykke. Jeg følte jeg hørte til her. Her i Louis favn. 

Jeg kiggede op på ham, og mærkede en usynlig kraft trække os tættere på hinanden, indtil vi kun var få centimeter fra hinanden. Det var helt magisk.

Min mobil afbrød øjeblikket, da en sms tikkede ind. Jeg trak mig væk fra Louis, og det magiske øjeblik blev på et øjeblik ændret til et utroligt akavet et af slagsen.

Louis sukkede højlydt, imens jeg trak min mobil op ad lommen. Beskeden var fra Zoey, og jeg forbandede hende langt væk for at have ødelagt vores moment. 

Din far er her, kom venligst hjem, tak.

Jeg læste beskeden igennem flere gange, og for vær gang sprang mit hjerte et slag over.

"Jeg bliver nød til at gå," sagde jeg til Louis. "Tak fordi du kom, det havde jeg brug for." Jeg stillede mig på tæer og kyssede ham på kinden.

Inden han kunne nå at svare, vendte jeg mig om, og begyndte at løbe. Jeg  tilbagelagde afstanden fra parken til vores hus på rekord tid.

Jeg brasede ind ad hoveddøren, og trampede ind i køkkenet, hvor min far og Zoey sad og kiggede lettere forskrækkede på mig.

"Hvad fanden laver du her?" vrissede jeg højt og lagde mine arme over kors. Jeg kunne mærke at al den vrede jeg havde haft imod ham, blev lukket ud nu.

"Jeg vil lade jeg to tale," sagde Zoey og kløede sig akavet i nakken, mens hun gik ud af køkkenet. Jeg ignorerede hende.

"Jeg ville finde dig," sagde min far med et skamfuldt blik.

"Og det synes du ikke er 20 år forsent?" Jeg kunne mærke tårene trille ned af kinderne på mig, men jeg var for vred til at bekymre mig om dem nu.

"Men jeg var ikke klar til at være far dengang," sagde han undskylende.

"Rend mig, rend mig et sted langt væk," sagde jeg. "Forsvind, jeg vil ikke se dig igen, har du forstået?!" 

Jeg knyttede mine hænder så hårdt, at mine negle lavede blå mærker i mine håndflader. "Bare forsvind!"

Jeg vente mig om og forsvandt op ad trappen og ind på mit værelse. Jeg fandt min blog frem, og begyndte at tegne et øje. Der løb tårer fra det, og fra vandet voksede der roser, som omsluttede øjet. 

Jeg stirrede på tegningen, og tårende dryppede ned på papiret. Det gjorde den på en eller anden måde fuldendt, at mine egne tårer var en del af billede, og ødelagde tegningen i små pletter. 

Jeg lukkede bloggen, og lagde mig ned i sengen. Jeg tænkte ikke, men jeg blev ved og ved med at græde, indtil jeg faldt i en dyb søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...