21 Days - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 maj 2015
  • Opdateret: 5 jun. 2015
  • Status: Færdig
Tyve år. Tyve år, har Violet Moore, levet et forfærdeligt liv. Hun har gået rundt med tanken om at hun ikke er god nok, den tanke er samtidig blevet bekræftet af hendes klassekammerater. Om 21 dage, fylder Violet 21 år. Men minuttet før de 21 år, skal hendes sjæl svæve væk og hun skal trække vejret for sidste gang. Men hvad sker der, når hun en dag sidder på en Café efter skole og skriver i hendes dødsdagbog og hendes øjne møder et par skinnende grønne? Præcis de grønne øjne falder hun for. Hun glemmer ikke dem, men glemmer dog sin dødsdagbog. Ejeren af de grønne øjne, selveste Harry Styles, opdager det med det samme. Han leder efter hende og hun leder efter bogen. Vil de mødes ved et tilfælde? Værst af alt; Vil Harry se hvad der står i bogen og dele det med de andre drenge? Vil han hjælpe? Og falder han for hendes dybe og hemmelighedsfulde, brune øjne, ligesom hun faldt for hans grønne? Og vigtigst; er det alle historier, der ender lykkeligt?

173Likes
142Kommentarer
66186Visninger
AA

23. Epilog

Epilog
Day 22


Harrys synsvinkel.


Frustreret går jeg frem og tilbage og værdiger ikke de andre et blik. Jeg sukker for femte gang i dette minut. Hun skrev det og jeg troede på hende, men hun gjorde det alligevel. Fik hun min besked? Så hun den?


”Harry, sæt dig ned og slap lidt af. Det var et uheld og lægen siger hun ikke er livsfare. ” mumler Louis og er for første gang i lang tid, ikke helt vildt oppe og køre.


Hvordan kan en enkelt pige, ingen af os har kendt i lang tid, betyder så meget for os, på så kort tid? Endnu en gang sukker jeg, men denne gang sætter jeg mig ned og kigger tomt ned i gulvet; Jeg har for fanden følelser for hende!


”Nej, det var ikke et uheld. ” mumler jeg sammenbidt og indser med det samme at jeg ikke skulle have sagt det.


Jeg ryster på hovedet af mig selv; Skuffet.
Jeg havde lovet hende ikke at fortælle om bogen og nu er jeg jo tvunget til det, jeg kan ikke lide at lyve over for dem; De er mine bedstevenner og er der altid for mig.


En anden ting jeg er skuffet over, er at jeg ikke fik hende overtalt helt, så hun var hundrede procent sikker, på ikke at gøre det. Men jeg har ingen idé om, hvordan jeg ellers skulle have overtalt hende, end at tale med hende om det.


”Hvad mener du? ” spørger Liam forsigtigt.


”Hvis jeg siger Moore, ved i så hvad jeg mener? ” spørger jeg sukkende.


De ved ikke at hun er Moore. Jeg har fortalt dem om bogen og at det er en der hedder Moore til efternavn, der ejer den. Men jeg har aldrig sagt fornavnet, men de ved skam om bogen. Hun sagde aldrig noget om at jeg ikke måtte fortælle dem om bogen, kun at jeg ikke måtte fortælle dem om bogen og at det er hende der ejer den.


”Ejeren af den der dødsdagbog, eller hvad du kaldte den. Har du egentlig fundet og afleveret den til ejeren? ” spørger Niall.


Jeg nikker og kigger i et kort øjeblik rundt på dem alle. Jeg tager en dyb indånding og sukker igen.


”Ejerens navn er Violet Moore. Det er hendes bog, okay? Hun planlagde det, men i morges skrev hun til mig, at hun ikke ville gøre det alligevel, men hun gjorde det. ” mumler jeg med grødet stemme, dog uden at græde.


De kigger måbende på mig, men jeg forstår dem godt; Hvem havde forventet at det er hende der ejer en dødsdagbog, når hun hele tiden har opført sig – over for drengene – som om alt kørte på skinnerne og altid var klar med en sjov eller flabet kommentar.
Dem der har ødelagt hende på den måde, er virkelig nogle klaphatte, som slet ikke burde snakke til hende. Overhovedet.


”Er hun… Moore? ” spørger Louis chokeret, efter et øjeblik med fuldstændig tavshed. Jeg nikker og fælder en tårer.


”Jeg forstår det ikke, hun har hele tiden været glad og sjov. ” mumler Niall, mindst lige så chokeret som Louis.


Jeg trækker på skuldrende og kigger igen tomt ned i jorden. Hvad hvis jeg havde gjort noget anderledes? Gået hen og snakket med hende første gang jeg så hende? Ville dette så stadig ske, eller ville det være helt anderledes?
Spørgsmål uden svar; Gid jeg havde svarende. De ville være så nyttige.


”Please, lad være med at misforstå hende. Hun kan virkelig godt lide jer, da hun viste det, var det ikke en facade. ” forklarer jeg og mener det.


Al den tid de har kendt hende og været sammen med hende, har hun båret en facade. I bogen har hun selv haft en facade. Den i bogen gik ud på, at hun lod som om at alle de ting der blev sagt til hende eller om hende, bare prallede af på hende, som om hun havde et skjold rundt om sig selv. Og den facade hun bar over for drengene; Der lod hun som om at alt var i den fineste orden, hvilket det ikke var. Men jeg ved, at hun synes om drengene.


De har trods alt været de eneste, der har givet hende en chance og ladet hende blive deres ven. Alle andre – efter hvad jeg har læst i bogen – giver hende ingen chance og dømmer hende med det samme. Derfor vil jeg ikke have drengene til at misforstå hende. Hun fortjener ikke alt det hun har været igennem.


”Jeg misforstår hende skam ikke. Det er bare utroligt, den måde hun kan bære facaden og lade som om det virkelig er hende. ” mumler Liam.


”Det var på en måde også hende selv, bortset fra at hun ikke er glad. Men jeg er ligeglad med hvad hun siger, når hun kan komme ud herfra, skal hun ikke tilbage til den skole. ” siger jeg alvorligt og de nikker, uden at forstå hvad jeg rigtigt mener.


Det er heller ikke dem der har læst bogen.


Jeg er taknemmelig for, at hun faktisk lukkede mig ind, for i starten kunne jeg godt virke virkelig dum, ond eller hvad man kan kalde det. Jeg læste trods alt i hendes bog, uden hendes tilladelse. Jeg tog den også, men det var jo kun for at give hende den tilbage.


Men det var virkelig dumt af mig at læse i den.


”Hvordan startede det? ” spørger Niall.


”Jeg kan ikke rigtig huske grunden, men jeg tror det var på grund af en taske. Det var i hvert fald en virkelig latterlig grund og hun fortjener det ikke. ” slår jeg fast.


En læge kommer ud fra hendes stue og står og taler med damen i receptionisten. De står og snakker i så lang tid, at jeg til sidst ikke kan holde det ud mere. Derfor rejser jeg mig, går hen og prikker lægen på skulderen.


”Undskyld mig, men kan jeg komme ind til Violet Moore? ” spørger jeg og prøver at være så høflig jeg overhovedet kan være, for at vise ham respekt.


Han vender sig om og kigger grundigt på mig – ikke for at lyde selvglad – sikkert fordi at han genkender mig.


”Lige om nogle få minutter. Men der er noget jeg bliver nød til at fortælle Dem først. ” siger han og jeg nikker. ”Hun er lige vågnet og er ikke så kvæstet som man ville være i denne situation, men hun er stadig kommet ret så slemt til skade. Hun skal lige have taget nogle prøver, før De kan komme ind til hende. Hun er sluppet af sted, med to brækkede ribben, en forstuvet fod, et hul i hovedet – men det er dog blevet syet – og nogle skrammer her og der på kroppen. ” forklarer han.


Jeg nikker og kigger opmærksomt på ham, men han siger ikke mere. Jeg vender mig om og kigger hen på døren, til hendes stue. Efter få minutter, kommer to læger gående ud og går hen mod lægen, jeg lige har snakket med.
Selvom jeg ikke prøver at skjule det, lytter jeg efter hvad de siger til ham.


”Prøverne er færdige. ” siger den ene af dem og de begge går.


”Nu kan De gå ind til hende. ” han sender mig et varmt smil og jeg nikker taknemmeligt.


Jeg trækker vejret dybt og på vej hen til døren, forbereder jeg en kort samtale inde i mit hoved, men vi ved alle; Det ender aldrig med at man får sagt lige præcis det man planlagde inde i hovedet. Jeg stopper foran døren, men ender med at lægge min hånd på håndtaget, trykke det ned og træde ind.


Jeg lukker døren efter mig og kigger på hende; Hun kigger på mig.


Hendes øjne er matte og hun har sorte rander under øjnene, som om hun ikke sover. Det kan jeg også godt forstå. Der er irriterende lyde og lugte over alt på hospitaler.


”Hej. ” mumler jeg hæst.


Hun smiler til mig og jeg træder tættere på. Faktisk går jeg hen til hendes seng og sætter mig på kanten.


”Du sagde du ikke ville. ” hæsheden ændrer sig til at være grødet og jeg tvinger tårerne tilbage.


”Jeg… ” starter hun og tænker lidt, inden hun taler videre. ”Jeg så din besked og skulle til at svare, så jeg stoppede op. Jeg havde ikke set hvor jeg stoppede op. Jeg lover dig, jeg ville ikke gøre det, det var ikke med vilje. ” hvisker hun.


Jeg nikker og prøver at forstå det rigtigt: Hun har altså læst min besked, så skulle hun til at svare på den. Så hun stoppede op for at skrive den, men hun havde ikke set at hun standsede midt på vejen og blev så ramt.


”Undskyld. ” mumler hun.


”Du skal ikke undskylde. ” jeg smiler skævt til hende. Jeg griber hendes hånd og klemmer den blidt.


”Harry. ” siger hun og jeg vender min opmærksomhed mod hende. ”Jeg elsker også dig. ” hun kigger ned.


I dette øjeblik er jeg ret så sikker på at et stort, fjoget smil har klistret sig fast til mit ansigt og det bliver sikkert ret så svært at få af igen.


Jeg bukker mig ned over hende.


Og lader mine læber, ramme hendes.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...