21 Days - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 maj 2015
  • Opdateret: 5 jun. 2015
  • Status: Færdig
Tyve år. Tyve år, har Violet Moore, levet et forfærdeligt liv. Hun har gået rundt med tanken om at hun ikke er god nok, den tanke er samtidig blevet bekræftet af hendes klassekammerater. Om 21 dage, fylder Violet 21 år. Men minuttet før de 21 år, skal hendes sjæl svæve væk og hun skal trække vejret for sidste gang. Men hvad sker der, når hun en dag sidder på en Café efter skole og skriver i hendes dødsdagbog og hendes øjne møder et par skinnende grønne? Præcis de grønne øjne falder hun for. Hun glemmer ikke dem, men glemmer dog sin dødsdagbog. Ejeren af de grønne øjne, selveste Harry Styles, opdager det med det samme. Han leder efter hende og hun leder efter bogen. Vil de mødes ved et tilfælde? Værst af alt; Vil Harry se hvad der står i bogen og dele det med de andre drenge? Vil han hjælpe? Og falder han for hendes dybe og hemmelighedsfulde, brune øjne, ligesom hun faldt for hans grønne? Og vigtigst; er det alle historier, der ender lykkeligt?

173Likes
142Kommentarer
66185Visninger
AA

10. Day 9

Day 9

Violets synsvinkel.


Lørdag morgen starter elendigt.


Den starter ud med at mit vækkeur vækker mig klokken halv syv, selvom jeg ellers troede at jeg havde husket at sætte alarmen fra. Men jeg tager tøj på hvilket går fint; Jeg falder ikke da jeg tager bukserne på.


Men det begynder igen at gå ned af bakke, da jeg kommer ned i køkkenet. Ud af køkkenruden, kan man se at Elenas bil ikke holder der, jeg ved bare ikke hvor hun er kørt hen. Min far sidder og læser i avis og siden vi ikke er på talefod, skipper jeg morgenmaden og går en tur.


Da jeg har fået overtøj og sko på, smækker jeg døren så hårdt jeg kan, for at gøre min far opmærksom på at han er alene og kan gøre hvad han vil. Og jeg ved allerede hvad han vil, han vil selvfølgelig arbejde. 


Jeg går derhen jeg altid plejer at være; bænken i Hyde Park. Turen derhen tager de små ti minutter og da jeg endelig er derhenne, sætter jeg mig på bænken og kigger på alle de mennesker der går rundt.


Jeg har nået at studere de små fem stykker, inden jeg ser fire personer jeg bare ikke vil møde.


”Jeg havde ellers håbet at du var død, eftersom du ikke dukkede op til timen i går. ” Olivia stiller sig foran mig og kigger ned på mig og jeg kigger op på hende.


På hendes venstre side står Mason og kigger ligegyldigt på mig. På hendes højre side står Sara og Rebecca med højre arm i siden og gnasker på et stykke tyggegummi. Sikkert sukkerfrit, hvis jeg kender dem ret. Decideret kender jeg dem ikke, men vi har gået i skole sammen siden børnehaveklassen, så lidt ved jeg da.


”Så let, slipper du nu heller ikke af med mig. ” mumler jeg og kigger ikke på dem, men hen mod ind- og udgangen, men intet nyt, end at en ældre dame kommer gående ind i parken, med hendes rollator.


Olivia sætter sig ned, sukkende og ryster langsomt på hovedet. Jeg rykker lidt til den ene side, men der sætter Mason sig, så jeg ingen anden udvej kan se, end at hoppe over bænkens ryg. Men det udelukker jeg, da mine evner i Parkour ikke er til at prale over og jeg sikkert vil være så langsom at enten Mason eller Olivia kan nå at gribe fat i mig. Foran mig spærre Sara og Rebecca den sidste udvej. Så jeg er vel fanget her, mellem dem.


”Vivian, har din mor aldrig lært dig man ikke skal være flabet? ” spørger hun, men griner derefter kort. ”Jeg mener, den mor som bor i den anden ende af byen. ” hun smiler ondt til mig. Hvornår lærer hun at jeg hedde Violet?


En underlig følelse breder sig i min mave, min familie er mit svage punkt og jeg hader når andre taler om den. Jeg kniber øjnene og ryster sagte på hovedet for mig selv.


Din familie er også lidt… psykisk syg.


Jeg ignorere stemmen i mit hoved, jeg ved det bedre end den og min familie er ikke psykisk syg. Stemmen tager fejl, fuldstændig fejl.


Det tror jeg så ikke. Jeg kan jo følge dig over alt.


”Se, hun bliver helt trist af at vi snakker om hendes familie. Jeg kan nummeret på en god psykolog, din egen uddannelse ser jo ikke ud til at hjælpe dig. ” lyder Masons stemme til højre fra mig. Jeg skuler ondt til ham, inden jeg kniber øjnene sammen igen.


Ikke lyt til dem. Ikke lyt til dem. Ikke lyt til dem.


”Efter alt hvad jeg ved om dig, Vivian, så trænger du virkelig til noget hjælp, bare indrøm det; Du er psykisk syg. Især når du render rundt med den sorte notesb-”


”Stop så! ” råber jeg og holder mig for ørerne og rejser mig op. Jeg vender mig om og stirrer direkte på Olivia og fjerner mine hænder fra mine ører. ”Du ved intet om mig, du kender mig ikke, du kan ikke engang mit navn! Det er i højeste grad ikke mig der er psykisk syg, det er ikke mig der har været efter den samme person siden førsteklasse på grund af en latterlig skoletaske, med en hest på. ” siger jeg og kigger koldt på hende.


Inde i mig brænder det næsten. Her står jeg og siger dem imod og er slet ikke nervøs men det kommer. Jeg prøver i hvert fald at skjule hvad jeg rigtigt føler og det går rigtig fint indtil videre.


Inden Olivia kan nå at svare, vender jeg mig mod Mason og endnu en lille tale, strømmer ud fra min mund.


”Og dig, Mason. Kender du denne ’gode psykolog’ fordi det er din egen? Styr dig lige tak, du er selv i gang med en uddannelse som psykolog, men ved du hvad? Man skal ikke være dum for at regne dette ud; Du dukker aldrig – jeg siger dig aldrig – op til timerne. Hvordan kan du bestå uden at være med til analyserne og projekterne vi andre laver, for at få den uddannelse? Hvem tror du vil have dig som psykolog? ” han fortjener hårde ord. Han fortjener at der er nogle der tør sige ham imod og sige at det ikke er okay.


I lang tid kan jeg mærke Olivia, Sara, Rebecca og Masons blikke på mig. Jeg kan nærmest mærke deres ansigtsudtryk. Olivias forargede ansigstudtryk, Masons hårde ansigtsudtryk.


Olivia rykker lidt på sig, og rejser sig op. Jeg vender mig mod hende så vi står ansigt til ansigt. I slowmotion løfter hun hånden og lader den ramme min kind. Jeg kan mærke den svidende smerte bagefter og tager langsomt hånden op til kinden.


”Du har ingen, absolut ingen, grund til at slå. ” hvæser jeg. Hun løfter et øjenbryn inden hun løfter hånden og lader den ramme min kind, igen.


Jeg er ret så sikker på at hendes fem fingre sidder på min kind, markeret med en rød farve.


”Jeg kan sagtens dit navn, Violet. Jeg ved bare hvordan man tirre folk og jeg ved hvordan man lærer folk, at man ikke skal tirre mig. Du har ikke set min værste side endnu og jeg vil råde dig til at lade være med at pisse mig nok af, til at jeg viser den. ” hendes stemme er hård og kold. ”Dette er en advarsel, du bør tage alvorligt. ”


Hun spytter efter mig, men jeg når at træde til siden så hun rammer ved siden af. Jeg lægger armene over kors og kigger koldt på hende.


”Du tirre mig ikke. Du sårer mig. ” hvisker jeg og kan mærke hvordan min stemme ryster. Det er ikke meningen at den skal ryste, det er meningen den skal adlyde mig og virke kold. Men det mislykkedes ret så groft.


Hun laver et kast med hendes hår og som på kommando stiller Sara og Rebecca sig på hver sin side af hende. Jeg skæver til Mason der stadig sidder på bænken. Han kigger nærmest sultent på denne fight mellem Olivia og jeg.


”Jeg troede du var klog nok til at forstå min advarsel, det indgår for eksempel at du ikke skal sige mig imod. ” mumler hun sammenbidt og det går op for mig at jeg irritere hende, virkelig meget lige nu.


”Du behøver ikke gå rundt og spille hellig. Du er præcis ligesom alle andre. Du har ingen god grund til at såre an-” jeg bliver afbrudt af et højt smæld, og det går op for mig at hun har givet mig endnu en lussing.


En tårer glider ned over min kind, grundet smerten. Både den fysiske og psykiske.


”Jeg spiller ikke en skid hellig, din kælling! Det kan godt være at jeg er som mange andre, men jeg er ikke ligesom dig. Du er underlig, anderledes og skør. Jeg sårer ikke dig, du sårer dig selv. Jeg ved at du er skuffet over dig selv. Og jeg kender godt til din sorte notesbog. Jeg ved mere end du tror. ” hvæser hun og skubber så hårdt til mig, at jeg vakler få skridt tilbage.


”Vær så artig, Mason. ” mumler hun og stiller sig med ryggen til mig og begynder at snakke med Sara og Rebecca.
Jeg kigger forsigtigt på Mason der rejser sig op og går tre truende skridt hen i mod mig. Han skal til at sparke mig, men bliver afbrudt af et råb. Jeg kigger hen, hvor råbet kom fra og ser det er Liams ven.


Jeg kigger kort hen på Olivia der også kigger derhen.


”Omg, Harry Styles! ” skriger hun og løber hen til Liams ven, den såkaldte Harry. Han ser dog ikke ud til at tage sig af hende, for han går direkte hen i mod Mason og jeg.


Ligesom i går har han solbriller og hættetrøje på, i dag er hætten dog ikke om hans hoved, så man kan se hans lange, krøllede hår. Han kommer helt hen til os, han kigger kort på mig, inden han vender blikket – og sin opmærksomhed, for den sags skyld – mod Mason.


”Hvad har hun gjort, dig – eller burde man sige jer? ” han kigger hen på Olivia og tilbage på Mason igen. Olivia kommer hen til os.


”Alt. ” siger Mason før Olivia kan nå at sige noget. Hun skuler til ham og jeg ved godt hvad hun ville have sagt.


Hun ville begynde at græde krokodille tårer – som den fantastiske skuespiller hun er – og komme med en lang forklaring om alle de ting jeg har kaldt hende og alle de gange jeg har brugt vold mod hende. I hvert fald, noget i den stil.


”Lad mig formulere mig bedre. Hvad har de gjort dig? ” spørger han og kigger på mig. Jeg undgår hans blik og i lang tid kan jeg mærke hans blik på mig. Jeg kan mærke hvordan alle venter på at jeg skal svarer.


Til sidst trækker jeg på skuldrende, drejer om på hælen og går.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...