21 Days - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 maj 2015
  • Opdateret: 5 jun. 2015
  • Status: Færdig
Tyve år. Tyve år, har Violet Moore, levet et forfærdeligt liv. Hun har gået rundt med tanken om at hun ikke er god nok, den tanke er samtidig blevet bekræftet af hendes klassekammerater. Om 21 dage, fylder Violet 21 år. Men minuttet før de 21 år, skal hendes sjæl svæve væk og hun skal trække vejret for sidste gang. Men hvad sker der, når hun en dag sidder på en Café efter skole og skriver i hendes dødsdagbog og hendes øjne møder et par skinnende grønne? Præcis de grønne øjne falder hun for. Hun glemmer ikke dem, men glemmer dog sin dødsdagbog. Ejeren af de grønne øjne, selveste Harry Styles, opdager det med det samme. Han leder efter hende og hun leder efter bogen. Vil de mødes ved et tilfælde? Værst af alt; Vil Harry se hvad der står i bogen og dele det med de andre drenge? Vil han hjælpe? Og falder han for hendes dybe og hemmelighedsfulde, brune øjne, ligesom hun faldt for hans grønne? Og vigtigst; er det alle historier, der ender lykkeligt?

173Likes
142Kommentarer
66180Visninger
AA

9. Day 8

Day 8


Violets synsvinkel.


For første gang i hele mit liv, har jeg, Violet Moore, pjækket. Jeg er ikke på skolens grund, i skole tiden. Jeg er ikke til timerne. Ergo, jeg har pjækket.


Men ikke helt nyttesløst, jeg har kun gjort det af to grunde; Hvem orker Olivia og alle hendes falske venner? Og jeg skal finde min sorte notesbog. Jeg har gjort det klart for mig selv, at jeg ikke har ledt ihærdigt nok, faktisk vil jeg kalde det direkte dovent. Jeg tror bare ikke det er blevet hundrede procent klart for mig at jeg har mistet min bog, selvom det er seks dage siden.


Men når man er sammen med Louis, Liam og Niall – vi havde det ret sjovt i går og jeg tror vi er godt på vej til at blive gode venner – så går tiden og man glemmer det der bekymre en.


Jeg havde tænkt mig at starte med at tage hen på Caféen og se om ham der har taget min bog er der. Bagefter vil jeg gå lidt rundt i området og se om han er der omkring. Hvilket jeg håber mere end noget andet på, at han er.


Elena er taget på arbejde og det samme er min far, så de ved ikke at jeg er hjemme. Men det kommer de til at vide senere, eftersom skolen ringer hjem til alle der ikke er der, hvis de ikke har fået besked på, om man er syg, eller har fået fri.


Det er absolut ikke det jeg skal tænke på lige nu, nu skal jeg tænke på bogen og hvordan jeg kan få fat i den.


Jeg går nedenunder og tager langsomt mine sorte gummisko på, derefter tager jeg min mørkeblå forårsjakke på og så er det ellers ud, hvor det er forholdsvist koldt, i forhold til hvordan vejret har været de andre dage. Solen skinner, men den varmer ikke rigtigt og det blæser så meget at det hiver voldsomt i træerne. Den himmel, der ellers plejer at være lyse blå, er dækket af hvide skyer.


Det tager min omkring ti minutter at gå hen til Caféen, så efter ti minutter, står jeg foran de gennemsigtige glas døre. Jeg træder ind og lader mit blik glide hen over de få, personer der er herinde.


I hjørnet sidder en ældre mand, med en beigefarvet jakke på, og hans hat er samme farve. Han sidder alene ved et tomandsbord og drikker en kop kaffe.


Et stykke væk fra manden sidder der en ung kvinde, med en lille dreng på skødet. Hun læser i en avis, imens drengen prikker henne på skulderen.


Der hvor man lige kommer ind, ved vinduet, sidder en dreng, på min alder eller der omkring, og arbejder eller studere på hans computer.


Og så er der selvfølgelig en tjener, der står henne ved disken og det er ham jeg beslutter at spørge. Jeg går hen til disken og rømmer mig.


”Undskyld mig? ” jeg smiler forsigtigt til ham, da hans blik lander på mig.


”Hvad kan jeg hjælpe dig med? ” spørger han og smiler falskt til mig. Hvis det er sådan vi gør det. Jeg smiler hurtigt falskt til ham.


Han skal ikke have et oprigtigt smil, hvis han ikke selv kan diske op med et.


”Har der været en dreng, i starten af tyverene, med grønne øjne, herinde i dag? ” spørger jeg og krydser fingre for at han siger ja, og måske endda har en idé om, hvor han nu er.


Jeg placere min ene hånd på disken og han kigger misbilligende på den, men jeg ignorere det og venter endnu på svar.


”Beklager, vi er næsten lige åbnet. ” siger han og jeg nikker og går uden at sige farvel. Hvor elendig kan man lige være til at skjule sin uhøflighed?


Han er tjener, for fanden da, så burde han enten være god til at skjule sin uhøflighed, eller være høflig. Han gør det mere end bare tydeligt, at han ikke vil snakke med mig.


Før jeg ved af det ligger jeg på gulvet, med en begyndende hovedpine og ondt i panden. Jeg har ikke kigget mig for og har ikke set personen der stod på den anden side af glasdøren, hvor dum kan jeg lige føle mig? Den bedste start på dage; En uhøflig tjener og en dør i hovedet. Hvad bliver det næste? Kommer der måske en rød ged gående ind og træder mig i hovedet?


”Det må du virkelig undskylde, her, lad mig hjælpe dig op! ” jeg bliver hevet op at stå og først nu ser jeg hvem der har smækket mig en med døren.


”Det gør ikke noget, jeg skulle nok også have set mig bedre for. ” siger jeg og smiler til ham.


”Violet? ” spørger Liam. Jeg nikker og et kort grin undslipper mine læber. ”Er du ikke i skole? ” Lidt komisk, den anden gang vi møder hinanden foregår sådan at, Liam åbner døren op i mit hoved, fordi jeg ikke så igennem glasset og så, der var nogle på vej ind.


Ej, men, hallo. Jeg så ikke igennem glasset, glas er gennemsigtigt. Jeg har virkelig nogle pinlige øjeblikke, hvor jeg ikke kan andet end at se dum ud.


Og ja, Liam og Nialls spurgte også lidt ind til mig i går og fik så at vide hvad jeg uddanner mig til. Selvom jeg aldrig kommer til at færdiggøre den uddannelse.


”De to lærer vi skulle have, var syge og de kunne ikke finde nogle vikarer. ” lyver jeg og smiler til ham for at virke overbevisende.


Idiot. Du lyver allerede.


Jeg knytter hånden så hårdt sammen at det gør ondt. Jeg må ikke svare igen, Liam vil tro jeg er skør og det gør han ikke endnu. Hvis jeg svarer igen, mister jeg de tre venner jeg endelig har fået.


”Så du har ikke noget at lave? Vil du ikke med hjem til Niall? Louis er allerede derhenne og Harry står henne ved bilen, han er den sidste af os du ikke har mødt. ” en række af spørgsmål bliver skudt mod mig, måske ikke en række, men to spørgsmål.


”Desværre, jeg kan ikke. Jeg skal mødes med nogle af dem fra klassen her om fem minutter. ” lyver jeg igen og sender ham et undskyldende smil.


Både undskyldende for at jeg ikke kan være sammen med dem og så grunden har ikke ved; jeg lyver.
Er du ved at blive svag? Glem det, det er du jo allerede.


Jeg bider tænderne sammen for ikke at svarer og venter på hvad Liam siger.


”Oh, okay. ” han nikker. ”Kan du så komme over på søndag? ” spørger han. Jeg nikker.


”Okay, så ses vi. ” han trækker mig ind i et kram og går op for at bestille. Jeg går ud og i det jeg kommer udenfor, rammer kulden mig.


Er det blevet koldere på de få minutter jeg har været derinde? Umuligt, så er det sikkert bare fordi jeg havde nået at vende mig til varmen.


Jeg kigger op i himlen og ser nogle få mørke skyer, har lagt sig midt på himlen og truer med regn. Det får mig til at begynde at gå, gå hurtigere end jeg plejer, både på grund af at efter de mørke skyer at dømme, så kommer der snart regn og fordi at jeg er ivrig efter at finde min bog. Jeg kigger tilbage, så jeg kan se igennem glasset, ind til caféen.

Liam står ved disken og laver nogle armbevægelser – han er sikker lige så frustreret, som jeg var, over mandens uhøflige opførsel – jeg kigger hen på Liams (og de andres) fællesven. Han står med ryggen til mig, vender front mod bilen, og står og kigger ned i hans telefon.


Jeg forstår ikke der er nogle, der kan være så meget på deres telefoner. Deres undskyldning er for det meste ’der er lige nogle der har skrevet en kommentar til mit billede’ eller ’vent, der er lige fem nye der har liket mit billede’. Sandheden kan jeg lige så godt sige nu, jeg har ingen sociale medier. Hverken Facebook, Twitter, snapchat, instagram eller tumblr, grunden, vil jeg selv sige er meget godt.


Hvis jeg fik bare en af de ting og nogle fra årgangen fandt ud af det, vil en stor debat starte om jeg overhovedet har et socialt liv. Og så vil helvede bryde løs og med det mener jeg, at ren og skær, ødelæggende digital mobning, ville forekomme. Det har jeg nok af, uden de sociale medier.


En pige jeg synes har set på skolen, som går på andet år, går forbi mig. Man lægger mærke til hende fordi hun har det der skrigende lyserøde hår og piercinger alle de steder man kan få. Idet hun går forbi mig, skubber hun skulderen ind i mig så jeg falder bagover og hamre hovedet direkte ned i jorden.


”Det må du altså undskylde. ” siger hun højt og ironisk og går videre.


Jeg sætter mig op og mærker en kraftig hovedpine og det hele drejer rundt. Jeg tager min hænder op til baghovedet og kniber mine øjne sammen.


”Av, for helvede. ” mumler jeg lavt og bider mig hårdt i læben, for at prøve at få smerten et andet sted hen. Det går bare ikke helt så godt. En tårer prøver at klemme sig ud, men jeg tvinger den ind igen. At græde på åben gade er ikke lige mig.


”Har du brug for hjælp? ” lyder en hæs stemme. Jeg kigger op, men idet jeg kigger op, laver min hjerne – sådan føles det – en underlig bevægelse, så smerten bliver fordoblet.


Jeg nikker flovt og han rækker en hånd ned til mig. Han hiver mig op, pinligt for mit vedkomne, og jeg kigger hurtigt på ham. Sort hættetrøje, sorte bukser og tonede solbriller. Jeg regner hurtigt ud det er Liams ven, hvilket gør mig endnu flovere, eftersom jeg ’rigtigt’ skal møde ham på søndag.


”Tak, for hjælpen. ” mumler jeg og kigger kort op og men kigger hurtigt ned igen. Jeg mumler tak igen, vender mig om og går ned gennem gaden; Endnu på jagt efter notesbogen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...