21 Days - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 maj 2015
  • Opdateret: 5 jun. 2015
  • Status: Færdig
Tyve år. Tyve år, har Violet Moore, levet et forfærdeligt liv. Hun har gået rundt med tanken om at hun ikke er god nok, den tanke er samtidig blevet bekræftet af hendes klassekammerater. Om 21 dage, fylder Violet 21 år. Men minuttet før de 21 år, skal hendes sjæl svæve væk og hun skal trække vejret for sidste gang. Men hvad sker der, når hun en dag sidder på en Café efter skole og skriver i hendes dødsdagbog og hendes øjne møder et par skinnende grønne? Præcis de grønne øjne falder hun for. Hun glemmer ikke dem, men glemmer dog sin dødsdagbog. Ejeren af de grønne øjne, selveste Harry Styles, opdager det med det samme. Han leder efter hende og hun leder efter bogen. Vil de mødes ved et tilfælde? Værst af alt; Vil Harry se hvad der står i bogen og dele det med de andre drenge? Vil han hjælpe? Og falder han for hendes dybe og hemmelighedsfulde, brune øjne, ligesom hun faldt for hans grønne? Og vigtigst; er det alle historier, der ender lykkeligt?

173Likes
142Kommentarer
66183Visninger
AA

6. Day 5

Day 5


Violets synsvinkel.


Klokken ringede ind for frikvarteret for små otte minutter siden, men da frikvarteret startede, løb jeg væk. Ikke decideret ’væk’, men jeg løb væk fra skolen og over i parken.


Skolen er trættende i forvejen og Olivia gør den endnu mere trættende end den allerede er. Faktisk er det som om at efter jeg råbte ad hende i fredags, har hun fået alle efter mig. Hendes lille slæng, Mason, (Mason har så også fået alle nørderne efter mig – jeg mener intet ondt når jeg siger nørderne) generelt bare alle på skolen.


Ikke lige det man får glæde af.


Så jeg satte halen mellem benene og stak af. Meget modent, ikke?


Jeg kigger på de få mennesker her er. De fleste er ældre mennesker, nogle få, sjældne gange går damer med en klapvogn forbi, eller unge mennesker der går i et travlt tempo. De har jo også noget de skal nå, noget de brænder for, har lyst til, deres drøm.


Deres drøm er ikke at dø. De går ikke og glæder sig, men alle går og venter på den. Man kan mildt sagt, ikke undgå døden; Det er umuligt.


Jeg finder en slidt bænk og sætter mig på den. Noget af træet er blevet revet i, så der er større chancer for at få splinter, end hvis den ikke var blevet revet i. Malingen er skallet af og forskellige steder på bænken står der noget, skrevet med en sort sprittusch.


Det er ikke fordi noget er det er interessant at læse – det meste er citater, digte, venskab- og kærligheds pladder – men alligevel læser jeg det. Noget af skriften er utydelig og andre dele er tydelige, men alligevel kan jeg se alt der står. Igen, det interessere mig slet ikke, jeg gør det bare. Hvad skal jeg ellers få tiden til at gå med?


Sidde og studere, de SÅ flotte farver på træerne, de flotte forårsgrønne græsstrå eller den spejlblanke sø? Jeg håber der er nogle der bemærker ironien, for den kan forekomme.


Jeg kigger op fra bænken da jeg har læst alt det jeg kan få øje på og ser en dreng – på alder med mig, måske lidt ældre? – komme gående hen mod bænke, med en sort hættetrøje, solbriller og sorte stramme bukser på.


Han sætter sig ned ved siden af mig og jeg kan ikke lade være. Jeg prøver at holde det inde, men det ryger bare ud.
”Ja, her er ret så koldt, men solen skinner alligevel. ” jeg kigger hurtigt væk, da ordende har forladt mine læber og ryster på hovedet af mig selv. Kan jeg ikke bare holde kæft, når jeg skal?


Men det er heller ikke fordi det er normalt at rende rundt i en tyk, sort hættetrøje i solskinsvejr, når der ingen blæst er og vi er oppe på sytten grader. Og så endda sort? Altså jeg går selv i sort, men det er korte ærmer og ikke langærmede hættetrøjer.


Men han begynder dog kun at grine og tager sine solbriller af. Jeg kigger på ham, studere han grå øjne, som er ret så flotte, men ikke lige det jeg foretrækker, og hans ansigt. Har jeg set ham før?


”Hvad hedder sådan en pige som dig, som er fyldt med sarkasme? ” spørger han og sender mig et stort smil. Jeg er da glad for at han ikke blev fornærmet.


”Violet, hvad med dig, dreng som – åbenbart – tager alt som en kompliment? ” spørger jeg, men undlader dog at smile, uden at være sur. Jeg er vel bare neutral, hvis man kan kalde det, det?


Okay, jeg indrømmer det er fordi jeg ikke er i det bedste humør lige nu og ser ikke nogle grund til at smile. Det er okay, man behøver heller ikke altid at smile. Man kan få ret så ondt i kinderne hvis man gør det fireogtyve syv.


”Louis, jeg tager ikke alt som en kompliment, jeg tænker bare ikke rigtig på negative ting. ” siger han og rækker en hånd frem mod mig.


Jeg sidder kort og bare kigger på den og tænker. Hvorfor rækker han hånden frem mod mig? Lidt efter gå det op for mig at det er en hilsende hånd og jeg tager hurtigt imod den.


Selvom han er så positiv, modsat mig, synes jeg om ham, han virker så… åben.


”Hej Louis, er du ikke på arbejde, eller i skole? ” spørger jeg og kigger undrende på ham.


De fleste på hans alder, hvis jeg gættede alderen korrekt, går enten i skole, eller arbejder. Der er selvfølgelig også nogle der vælger at tage nogle sabbatår, men han virker ærligt ikke som typen, som bare går i stå uden videre.
Det kan jo også være han har taget et sabbatår for at tænke, eller overveje uddannelser, men igen, som jeg sagde lige før, så virker han ikke som typen.


”Jeg skal først arbejde i aften, men jeg kan spørger dig om det samme? ” griner han kort, selvom jeg ikke rigtigt ved hvad der var sjovt. Men jeg lader bare ham om det, jeg orker ikke rigtigt kommentere på det.


”Du ved, nogle gange kan det hele blive lidt for meget og så har man bare brug for en fri dag fra skolen. ” mumler jeg og håber jeg talte tydeligt nok til at han kunne forstå det.


”Hvad uddanner du dig til? ” spørger han.


Han er godt nok nysgerrig, i forhold til vi kun lige har mødt hinanden.


”Psykolog. ” jeg prøver at smile til ham, hvilket går forholdsvis godt.


”Interessant. ” nikker han og mit smil lyser lidt op, men det ser ikke ud til at han bemærker det.


Han er den første jeg har mødt og som har gidet at snakke med mig, der ikke kommentere negativt på det, siger noget nedladende om mig, eller mumler et eller andet om at jeg har brug for hjælp.


Jeg indrømmer lidt at når jeg snakker med fremmede bliver jeg virkelig nervøs og kan godt virke lidt dyster, eller noget omkring det. Generelt er jeg bare ikke altid det mest positive menneske. Men af en eller anden grund, er jeg ikke nervøs når jeg snakker med Louis.


Nu hvor jeg siger, eller jeg tænker faktisk, Louis, så minder både han og hans navn mig om nogen. Jeg kigger diskret på hans ansigt og gentager hans navn inde i mig selv.


Louis. Louis. Louis. T?


Louis Tomlinson! Der var den! Det er der jeg kan genkende ham fra, jeg sidder og snakker med en verdenskendt person. Faktisk, rør det mig ikke. Selvom man er verdenskendt er man et helt almindeligt menneske, bare med et bemærkelsesværdigt talent. Men det er da på en måde godt at vide, at berømmelsen ikke har steget sådan en sød og sjov person til hovedet.


Og nej, jeg kan ikke lide ham, men jeg kan stadig godt tillade mig at kalde ham sød.


Pludselig får jeg det helt dårligt. Jeg er jo et nul i forhold til ham. Uanset om han er et almindeligt menneske eller ej, så er han bedre end mig og mere værd end mig. Jeg ligger jo konstant under gennemsnittet i alt.


Jeg dumper selv i min egne personlighedsprøver, men jeg har jo min egen personlighed.


Det giver ingen mening, men sådan er det jo. Det eneste gode, er at jeg kan være ærlig over for mig selv.


”Nej det er ej. Intet der omhandler mig er interessant. Intet. ” mumler jeg og alle mine tanker er pludselig blevet fuldkommen sorte og dystre. ”Jeg er ked af det, men jeg kan ikke tale mere med dig, Louis Tomlinson. ” mumler jeg og rejser mig op.


Jeg begynder at gå hen mod udgangen til parken. Alle mine tanker bliver afbrudt af løbende skridt bag mig. En hånd tager fat i min skulder og vender mig om.


Jeg kigger op på Louis, han er meget højere end mig.


”Jeg synes du virker meget interessant, jeg glæder mig til at blive din ven, Violet. ” siger han og kigger alvorligt på mig. Han ligger en seddel i min hånd og sender mig et smil.


Jeg gengælder det halvhjertet og vender mig om, for at gå hjem.


Det er det mærkeligste, men samtidig det bedste der nogensinde er sket for mig. Mærkeligt fordi han har givet udtryk for at ville være min ven. Og godt fordi han har givet udtryk for at ville være min ven.


Ingen nogensinde – kun i 0. klasse, men det tæller jeg ikke med – har ville være min ven og så vil han. Han er den første der vil være min ven.


Jeg går ned gennem de ret så fyldte gader, i forhold til at klokken er omkring de tolv stykker og først da jeg er halvejs hjemme standser jeg op.


Her står jeg, med en kommende ven, men en manglende bog, ingen må få fat i. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...