21 Days - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 maj 2015
  • Opdateret: 5 jun. 2015
  • Status: Færdig
Tyve år. Tyve år, har Violet Moore, levet et forfærdeligt liv. Hun har gået rundt med tanken om at hun ikke er god nok, den tanke er samtidig blevet bekræftet af hendes klassekammerater. Om 21 dage, fylder Violet 21 år. Men minuttet før de 21 år, skal hendes sjæl svæve væk og hun skal trække vejret for sidste gang. Men hvad sker der, når hun en dag sidder på en Café efter skole og skriver i hendes dødsdagbog og hendes øjne møder et par skinnende grønne? Præcis de grønne øjne falder hun for. Hun glemmer ikke dem, men glemmer dog sin dødsdagbog. Ejeren af de grønne øjne, selveste Harry Styles, opdager det med det samme. Han leder efter hende og hun leder efter bogen. Vil de mødes ved et tilfælde? Værst af alt; Vil Harry se hvad der står i bogen og dele det med de andre drenge? Vil han hjælpe? Og falder han for hendes dybe og hemmelighedsfulde, brune øjne, ligesom hun faldt for hans grønne? Og vigtigst; er det alle historier, der ender lykkeligt?

173Likes
142Kommentarer
66172Visninger
AA

21. Day 20

Day 20


Violets synsvinkel.


Da jeg er på vej til restauranten, begynder en slem hovedpine, sikkert fra skoledagen. Jeg mener helt seriøst, jeg kan se og mørke det både psykisk og fysisk, at de har skruet flere takker op. Det er helt vildt uudholdeligt.


De er begyndt at kalde mig langt værre ord, som jeg ikke engang kendte til. Det spytter konstant efter mig, selv indenfor. De skubber til mig hvis jeg står i vejen og hvis jeg siger et ord eller noget som helst til nogle af dem, får jeg en flad, af Olivia eller en af hendes to tilhængere.


Jeg ankommer til restauranten, som for resten er Nandos, jeg fik trods alt lov til at vælge. Jeg skubber forsigtigt døren op til Nandos og træder ind. Jeg kaster et kort blik rundt og får hurtigt øje på Harry, der sidder i et hjørne. Altid hjørner.


Han vinker kort til mig og jeg smiler kort til ham og går hen til ham. Jeg sætter mig over for ham.


”Jeg har allerede bestilt. ” han griner lavt og hæst og blinker til mig. Jeg kigger undrende på ham. ”Du har skrevet det i din bog, ” forklarer han og jeg nikker og forstår det.


Jeg undrede mig lige kort over, hvordan han vidste hvad jeg vil have. Jeg glemmer hele tiden at han har læst den.
Mit blik bliver vendt ned mod mine mørkegrå busker og jeg tænker på min indre diskussion om farver, som jeg havde med mig selv i går. Men det giver lidt sig selv; Indre diskussion. Altså i mit indre.


Det er bare ufatteligt at tænke på hvor mange ting, en enkel farve kan være. Især farver som blå, grøn, rød og gul. Lige for tiden har farver overtaget mine tanker, uden jeg ved hvorfor. For mig er det vel bare fascinerende at tænke på.


Det er kun dig der synes det.


”Violet, der er faktisk en grund til at jeg vil være alene med dig, i dag. ” starter Harry og jeg kigger opmærksomt.


Efter et lille stykke tid, hvor ingen af os, har sagt noget, kigger jeg ned. Den sorte bog, har jeg for første gang – mens jeg har haft den – ikke i nærheden af mig. Den ligger derhjemme, gemt neden under sokker, kasser og tæpper i klædeskabet. Man kan aldrig, være for, forsigtig.


Tjeneren kommer med vores mad og Harry har endnu ikke sagt mere. Han sidder og stirre stift ud i luften. Han tænker sikkert, over hvad, ved jeg ikke.


”Jeg… jeg vil ikke have at du gør det. ” siger han så hurtigt, at han snubler over nogle af ordende.


Gør hvad? Dør? Det er noget alle gør. Nogle før andre, nogle tilfældigt, det kaldes at være menneske. Det sker for alle og enhver, der er ingen undtagelser.


”Alle og enhver dør. ” svarer jeg ham monotont og kigger ned i bordet.


Tankerne bliver sat i gang og jeg tænker over noget som jeg ikke burde tænke på, ikke lige nu; Hvordan vil de reagere når jeg dør og det får alt at vide om planlægningen og det hele? Hvordan vil drengene, dem i skolen, min familie – endda min bror, måske – reagere og/eller have det, når jeg er væk?


Hvad hvis jeg havde købt en anden taske som lille, ville alt dette så også ske? Hvis nu jeg var kommet i en anden klasse i folkeskolen, ville dette så også ske? Hvis jeg havde valgt en anden skole, som den privatskole min mor foreslog? Hvis bare en af disse ting, var anderledes, ville jeg have det bedre? Eller ville noget andet stå i vejen og få mig selv til at stoppe med at leve? Eller tager jeg fejl, af det hele og at jeg ikke kunne gøre noget selv; Dette er min skæbne.


”Men du planlægger det, vil du ikke nok lade være? ” hvisker han lavt. Jeg ryster på hovedet og mærker håret flyve rundt om mit hoved.


”Jeg sagde du kunne forsøge, at overtale mig. Jeg sagde ikke det ville lykkes. ” mumler jeg og bider mig i læben.


Ville dette også være min skæbne hvis jeg havde valgt en anden uddannelse, eller et andet sted at tage min uddannelse? Da jeg var mindre ønskede jeg at blive journalist, men da jeg endelig skulle vælge, var jeg så træt, af søvnmangel – grundet depression – og generelt bare af det hele, at jeg valgte tilfældigt. Hvilket så blev psykolog. Hvad må andre ikke tænke, jeg kan ikke engang styrer mig selv psykisk.


”Tænk på hvordan andre vil reagere. ” prøver han.


”Det har jeg gjort. ” mumler jeg fraværende. Jeg kigger hurtigt op på ham, men kigger hurtigt ned igen. De vil ikke engang lægge mærke til jeg er væk.


Måske Elena, men i højeste grad ikke dem henne i skolen. Hvis de lagde mærke til det, så skulle det være fordi de manglede nogle at læsse grimme ord af på og spytte efter. Men så vil Olivia sikkert bare pege på en tilfældig, udvælge personen, og den person er så den uheldige der får dem på nakken. Det er sådan jeg forestiller mig det, men det kan også være det kun er mig de har et problem med.


”Hvordan tror du drengene og jeg, vil reagere? ” spørger han og kigger alvorligt på mig.


Jeg kigger ud i luften og prøver at forestille mig det, der er bare et problem; Det kan jeg ikke. Jeg kan ikke se fra en drengs side, hvordan han vil reagere, når en af hans venner dør – jeg regner da med at vi er venner, det sagde Louis jo, for få dage siden.


”Det kan jeg ikke. ” indrømmer jeg og kigger direkte på ham.


Jeg forstår stadig ikke hvordan øjne, kan være så grønne. Så smukke. Så livlige. De er rent ud sagt, fantastiske. Den pige, der i sidste ende, ender med at vågne op til dem hver eneste morgen, er en heldig pige.
Tænkte jeg lige det? Det skal slettes, fra min hukommelse med det samme.


”Det kan jeg heller ikke. Fordi jeg vil ikke have det til at ske. ” mumler han meget lavt, det er sikkert ikke meningen at jeg skal hører det, men det gør jeg.


”Undskyld. ” siger jeg lavt og har ingen lyst til at kigge op.


De har ingen grund til at blive triste over at jeg ikke er her snart. De har kendt mig i kort tid og burde ikke sørge, når jeg er væk. De skal leve, som de gør nu, uden mig. Hvis man kunne vælge imellem at blive glemt, eller blive husket, så ville jeg blive glemt. Om hundrede år, er der alligevel ingen der ved hvem jeg er.


”Du skal ikke undskylder. Og du har absolut heller ingen grund til det, hvis du bliver. ” han kigger direkte på mig og jeg krymper mig, da vi får øjenkontakt. Jeg hader øjenkontakt, det er ret så akavet, men alligevel elsker jeg det, man føler sig stærkere, når man kan holde den.

 

”Det kan jeg ikke. Men husk på mig som en bog. En bog der bare var lidt kortere end andre og i visse tilfælde, længere end andres. ” mumler jeg og tænker på dem som dør som små.


Dem der dør som små, vil sikkert godt livet og ville gøre alt for at leve og ikke sidde på et hospital af en sygdom. Eller leve og ikke blive ramt af en bil, eller hvordan det nu end er, at de trækker vejret en sidste gang på.


Alle dem, det sker for, fortjener mere livet end mig. Hvis jeg kunne, ville jeg give mit liv, videre. Jeg fortjener det ikke; Overhovedet ikke. Det har jeg lært efter hånden, men de skulle også banke det ind i mit hoved et par gange, men nu har jeg lært det. Jeg fortjener det bare ikke. Så simpelt er det.


”Men det har jeg ikke lyst til. ” siger han hårdt. Jeg ignorere det blot og trækker på skuldrende.


Man kan ikke altid få hvad man vil have. Det har jeg lært med tiden. For eksempel vil jeg have kontakt med min bror, det kan jeg bare ikke, for det vil han ikke. For eksempel vil jeg have min mor og min far til at være sammen igen, det sker ikke, for de er begge kommet videre. Samme situation er Harry og jeg i lige nu.


Lidt dejligt er det, at der er en der kommer til at savne mig. Jeg ved også godt at det er totalt egoistisk af mig, men jeg kan ikke mere. Det hele er udmattende.


”Hvordan ville du have det, hvis alle er efter dig? Det er ret så udmattende, du må prøve at forstå det, Harry. ” hvisker jeg og kan ikke få mere kraft frem i min stemme, så det ender ud, som en hvisken.


Han kigger på mig, længe.


”Til tider får jeg meget hate, det er også svært. ” ender han ud med at svarer.


”Men du ved det ikke passer. ” mumler jeg.


Det kan godt være han får meget hate; Men samtidig er der over ti gange så mange som skriver gode ting om ham. Han har flere tusinde – måske millioner – til at minde ham om, at han er noget værd. Det har jeg bare ikke og jeg ved jeg ikke betyder noget; Jeg er intet værd.


”Det du får smidt i hovedet passer heller ikke. Vil du ikke nok lade være? ” klynker han.


Jeg ryster på hovedet og ser ned.


”Undskyld. ”
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...