21 Days - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 maj 2015
  • Opdateret: 5 jun. 2015
  • Status: Færdig
Tyve år. Tyve år, har Violet Moore, levet et forfærdeligt liv. Hun har gået rundt med tanken om at hun ikke er god nok, den tanke er samtidig blevet bekræftet af hendes klassekammerater. Om 21 dage, fylder Violet 21 år. Men minuttet før de 21 år, skal hendes sjæl svæve væk og hun skal trække vejret for sidste gang. Men hvad sker der, når hun en dag sidder på en Café efter skole og skriver i hendes dødsdagbog og hendes øjne møder et par skinnende grønne? Præcis de grønne øjne falder hun for. Hun glemmer ikke dem, men glemmer dog sin dødsdagbog. Ejeren af de grønne øjne, selveste Harry Styles, opdager det med det samme. Han leder efter hende og hun leder efter bogen. Vil de mødes ved et tilfælde? Værst af alt; Vil Harry se hvad der står i bogen og dele det med de andre drenge? Vil han hjælpe? Og falder han for hendes dybe og hemmelighedsfulde, brune øjne, ligesom hun faldt for hans grønne? Og vigtigst; er det alle historier, der ender lykkeligt?

173Likes
142Kommentarer
66190Visninger
AA

18. Day 17

Day 17


Violets synsvinkel.


Denne nat, falder jeg også først i søvn klokken halv tre, vågner og har ingen lyst til at tage i skole i morgen. Det der er en lille smule anderledes end i går morges, er at jeg vågnede ved at der var en besked – faktisk var der tre, men to af dem var fra Harry.


Men den besked, var så fra Louis.


Til: Violet
Fra: Louis


Kan du komme over klokken elleve? Harry sagde at du har fri, og de andre er i studiet.


Tak, Harry, mange tak. Jeg har ikke fri, jeg gider bare ikke komme, men det er også godt at han ikke fortæller det til Louis, for så vil han sikkert også hører grunden.


Til: Louis
Fra: Violet


Jeg ved ikke helt, har det ikke så godt…

 

Måske en lille løgn.


Jeg lægger mobilen fra mig og rejser mig fra sengen og går hen og hiver noget tilfældigt og kedeligt tøj frem; En hvid T-shirt og et par sorte, lidt stramme – men ikke meget, sorte bukser. Jeg tager det på med det sammen, fordi jeg ikke orker at gå i bad.


Telefonen siger en høj skærende lyd, ligesom i går. Hvad er der glat med den? Er den ved at gå i stykker? For den har aldrig sagt sådan før. Jeg tager den op og låser den op, så hurtigt jeg kan, så lyden stopper.


Til: Violet
Fra: Louis


Så kommer jeg bare over til dig, er på vej ;)


Hvor fra ved han hvor jeg bor? Så vidt jeg ved har jeg aldrig sagt det til ham, eller nogle af de andre. Jeg ryster på hovedet for mig selv, jeg kan spørge ham, når han kommer, hvis han nu ellers kan finde det. For jeg har aldrig sagt hvor jeg bor.


Jeg går en runde i hele overetagen og tager derefter underetagen. Jeg har huset for mig selv; De andre er gået. Elena er enten på arbejde, eller sammen med nogle af sine veninder (Fordi sådan nogle har hun, i modsætning til mig selv). Og Christian er hundrede procent på arbejde, hvad skal han ellers lave? Han er jo besat af det.


Efter jeg har gået endnu en runde i hele huset, for at være sikker på jeg er alene, sætter jeg mig på sofaen inde i stuen og kigger på den sorte fjernsynsskærm. Uden at tænke på noget. Jeg kigger bare.


Det giver et sæt i mig, da nogle banker på og jeg rejser mig forsigtigt op. Men da jeg husker at Louis sagde at han kommer over, bliver jeg mere rolig og går langt mere afslappet, ud i entreen. Jeg åbner døren.


”Hvordan ved du hvor jeg bor? ” spørger jeg og lader ham komme indenfor.


Han tager sko og jakke af og jeg lukker døren, uheldigvis kommer jeg til at skubbe lidt for kraftigt til den, så den smække.


”Harry fortalte det mig. ” mumler han.


”Ved han hvor jeg bor? Hvordan? ” spørger jeg lettere panisk.


Altså, en dreng jeg har kendt i mindre end en måned, som jeg ikke vil møde, ved hvor jeg bor; Og jeg har ikke fortalt ham det. Er han detektiv, eller har han folk efter mig? Det kan jo også være at jeg uheldigvis har skrevet det et eller andet sted i bogen, uden jeg kan huske det, men det er langt mindre dramatisk.


Jeg går ind i stuen, med Louis i hælene og sætter mig i sofaen.


”Han sagde et eller andet med, at han skulle aflevere, noget til en ven, der bor her i området og så, så han dig gå ind i huset. Jeg er ikke sikker, men jeg tror det er sådan, han fandt ud af det. ” svarer Louis på mine to paniske spørgsmål, jeg stillede ham ude i entreen.


Han sætter sig ned ved siden af mig i sofaen og kigger rundt i stuen, imens sidder jeg og kigger tomt ned i gulvet, uden at vide hvad jeg skal sige eller tænke.


”Så længe det ikke havde noget med en privatdetektiv at gøre, så okay. ” mumler jeg mest for mig selv, men det lader til at Louis hørte det, for han begynder at grine højt.


”Hvis vi skulle sende en privatdetektiv efter nogen, så skulle det være fordi den person, var forsvundet. Og vi ville kun gøre det med venner, du er en af dem, men det er ikke lige det, vi render og bruger vores penge på. ” griner Louis.


Jeg nikker og lægger kun mærke til en lille del, af hvad han sagde. ’Du er en af dem’, så er jeg deres ven? Det var ikke meningen. Men det var jo også dumt at være sammen med dem fra starten af, nu ser det ud til at være for sent. Medmindre jeg begynder at opføre mig ret så upassende, men det kan jeg ikke få mig selv til og jeg er en elendig skuespiller.


Sukkende rejser jeg mig op, tager fat i en sofapude, fra lænestolen og placere den i sofaen, så jeg kan sidde op ad den. Den sofa min far har købt, er virkelig dårlig at sidde i, men pæn til pynt – det var nok derfor han valgte den, men jeg får ret tit ondt i rygge af den.


”Hvad arbejder dine forældre med? ” spørger han og kigger endnu en gang rundt i stuen.


Stuen er det største rum i huset, så derfor hvis den er det første man ser, så vil man tro, at huset er ret stort. Men det er nok også den måde det er indrettet på.


”Min far er forsvarsadvokat og min mor er arkitekt. ” jeg smiler stramt til ham, men det lægger han ikke mærke til.
”Det er derfor her er så pænt indrettet. ” han nikker mumlende for sig selv.


”Faktisk er det min søster der har indrettet stuen, hun vil også gerne selv, være arkitekt. ” mumler jeg.


Flot. Pynt bare videre på den allerede gigantiske løgn. Han nikker blot, selvfølgelig uden at vide at jeg lige har løjet over for ham, to gange i træk.


”Resten af huset er ikke lige så stort. ” forklarer jeg og han nikker.


Tavshed breder sig ud i rummet og vi kigger begge ud i luften. Eller jeg kan ikke tale på hans vegne, men jeg kigger direkte ud i luften, uden at vide hvad jeg skal tale om.


En høj skærende lyd, lyder. Jeg kigger forvirret rundt, den kommer ikke fra stuen. Så kommer jeg i tanke om at min telefon stadig ligger oppe på værelset.


”Jeg går lige op og henter min mobil, det er den der siger den… underlige lyd. ” da jeg siger det sidste rynker jeg på næsen. Jeg har stadig ikke forstået hvorfor den siger den lyd.


”Det lyder som en fuld elefant, der skal føde en kamel. ” griner Louis.


”Hvad? Det er noget af det skøreste jeg har hørt. ” griner jeg. ”Lige nu er du ligesom Niall der sammenlignede en opgave og en hund. ” jeg rejser mig op og går ud fra stuen.


Med hoppende skridt, går jeg op af trappen og ind på mit værelse. Jeg skynder mig hen til min mobil og låser den op og den irriterende lyd stopper. Dejligt. Hvorfor skal den sige den lyd hver eneste gang jeg får en besked?


Til: Violet
Fra: Harry


Undskyld, det var upassende at blive ved med at spørge. Det kan jeg godt se. Vil du ikke give mig en chance mere?


Jeg sukker og begynder at skrive.


Til: Harry
Fra: Violet


Du fik én chance. Slet mit nummer, tak.


Jeg tøver, inden jeg trykker på send, men ender med at gøre det. Måske lidt hårdt, men jeg har ikke brug for det, jeg ved ikke om jeg kan stole på ham, måske er han ligesom Olivia og Mason? Jeg slukker telefonen helt og smider den hen på sengen og går ned til Louis igen.


”Er din telefon gået i stykker? ” spørger Louis og lægger hovedet på skrå.


”Nej da, jeg har bare optaget en fuld elefant der er i gang med at føde en kamel og sat den ind, så hver gang jeg får en besked, siger den, den lyd. ” siger jeg sarkastisk.


Urgh, jeg hader at lade som om, at alt er godt.


Hvordan kan alt være godt, når man har forberedt sin død, til om fire dage?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...