21 Days - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 maj 2015
  • Opdateret: 5 jun. 2015
  • Status: Færdig
Tyve år. Tyve år, har Violet Moore, levet et forfærdeligt liv. Hun har gået rundt med tanken om at hun ikke er god nok, den tanke er samtidig blevet bekræftet af hendes klassekammerater. Om 21 dage, fylder Violet 21 år. Men minuttet før de 21 år, skal hendes sjæl svæve væk og hun skal trække vejret for sidste gang. Men hvad sker der, når hun en dag sidder på en Café efter skole og skriver i hendes dødsdagbog og hendes øjne møder et par skinnende grønne? Præcis de grønne øjne falder hun for. Hun glemmer ikke dem, men glemmer dog sin dødsdagbog. Ejeren af de grønne øjne, selveste Harry Styles, opdager det med det samme. Han leder efter hende og hun leder efter bogen. Vil de mødes ved et tilfælde? Værst af alt; Vil Harry se hvad der står i bogen og dele det med de andre drenge? Vil han hjælpe? Og falder han for hendes dybe og hemmelighedsfulde, brune øjne, ligesom hun faldt for hans grønne? Og vigtigst; er det alle historier, der ender lykkeligt?

173Likes
142Kommentarer
66179Visninger
AA

16. Day 15

Day 15


Violets synsvinkel.


Jeg fik et angstanfald i dag. Det hele blev for meget, det skete ude på pige toilettet, i den bås der er længst væk fra døren. De er blevet så forfærdelige og jeg er glad for at jeg snart er væk. Jeg tror jeg glæder mig.


Heldigvis opdagede ingen det; Det kunne have været endnu en ting de kunne tilføje til deres samling, af mærkelige ting som jeg er eller gør.


Men lige nu skal de sidste ti minutter af undervisningen overstås og så er jeg fri, i en halv time og så skal jeg hen og møde Harry i parken. Han udnytter det så meget gør han.


”Hvad så, kan du ikke vente til du skal møde din lille kæreste. I må misforstå hinanden, i udnytter jo bare hinanden. Men det er du ko også vant til, i din fritid arbejder du jo som luder. ” Olivia smiler til mig og alle omkring hende griner lavt.


Jeg kigger ned i bordet og tegner cirkler med min passer.


”Blev hun flov? Se hun er jo postkasserød i ansigtet. Samme farve som hende BH måske? ” griner hun falsk.
De andre omkring hende mumler ordet ’luder’ lavt. Jeg har så meget fået nok af dem og deres trang til at mobbe andre.


Uden at tøve rejser jeg mig op, så brat at stolen vipper bagover og glider hen ad gulvet med en skrabende lyd. Jeg hiver fat i min taske jeg heldigvis stillede ved bordbenet i dag og går med vrede skridt ud af klassen og ignorere mrs. Johnsons tomme trusler om at sende mig på kontoret og skrive hjem.


Det er jo alligevel ikke min fa-, Christian der læser det. Det er Elena, den eneste der prøver at vedligeholde os som en familie og den eneste der lader som om alt er godt. Det er det jo bare ikke. Christian vil ikke engang lægge mærke til at jeg er væk, når jeg siger farvel til verdenen.


Jeg beslutter mig at det nok ikke gør noget at komme lidt for tidligt, det er alligevel også det eneste sted jeg har lyst til at være – selvfølgelig undtagen i mørket på mit værelse, hvor jeg kan være alene, jeg tænker jeg har understreget det nok.


Kursen bliver sat mod parken. Jeg går gennem gaderne med vrede skridt og ånder lettet op og begynder at slappe lidt af, da jeg når til indgangen af parken. Jeg går derind og finder et træ, hvor jeg kan stå i skyggen, det er vel næsten ligesom mærke, bare hvor man kan se lyset. Plus, det er tæt på bænken, så Harry får ikke de største problemer med at finde mig.


I en halv time står jeg lænet op ad træet og tænker på alt og ingenting, på samme tid. Men efter en halv times tid, dukker Harry op.


”Hej Ultra-Violet. ” hilser han og trækker mig ind i et kram. Jeg stivner chokeret, da han gør det uventet, præcis som Louis gjorde.


”Hej… Harry. ” mumler jeg.


Jeg trækker mig og skifter stilling, da det begynder at give krampe i det ben, der stod på jorden. Jeg strækker kort mine arme, inden jeg læner mig fuldstændig op ad træet igen.


”Træt? ” spørger han. Jeg ryster på hovedet. ”Krampe. ” mumler jeg og kigger op, så man kan se alle forårsbladende der sidder på træet.


”Skal vi gå hen på Caféen? ” spørger han og jeg nikker, uden at vide hvilken Café han mener.


Han begynder at gå og jeg følger efter ham. Imens vi går, er vi tavse, vi snakker ikke, jeg tror vi begge tænker over hvor akavet det er lige nu. Eller så prøver vi begge at finde et godt samtaleemne. Eller en helt tredje ting; Vi tænker bare. Over ingen af tingene.


Da vi går på en gade jeg kender alt for godt og en bestemt Café dukker op, ved jeg hvilken Café han mener. Den Café, hvor han tog min bog, åbenbart ikke for at stjæle den, men for at aflevere den tilbage. Alligevel læste han i den. Det må jeg sige, skulderklap til dig, Harry.


”Du kunne godt have sagt det var den du mente. ” mumler jeg.


”Du spurgte ikke. ” griner han hæst, som svar.


Jeg kigger til den anden side og smiler over hans svar. Jeg tørrer hurtigt smilet af mit ansigt, da jeg ser hvem der sidder inde på Caféen. Jeg stopper brat op og da Harry ser jeg ikke er med, stopper han også op og kigger tilbage på mig.


”Kan vi ikke gå et andet sted hen? ” spørger jeg bedende og lægger hovedet på skrå.


”Hvorfor? ” spørger han.


Kan han ikke bare svarer ja, og så år vi et andet sted hen? Jeg gider ikke sige ansigt til ansigt med ham, at de lige har skruet en tak eller to op for mobningen, og at jeg overvejer at nedskærer nedtællingen.


En idé popper op i mit hoved. Jeg hiver den sorte notesbog op fra min taske og rækker ham den. Han tager spørgende og tøvende imod den, hvilket faktisk gør mig lidt glad. Han tager hensyn og man kan se på ham at han ikke vil læse, hvis han ikke må.


”Læs de sidste to sider, jeg gider ikke forklare det ansigt til ansigt. ” forklarer jeg.


Omkring klokken tre i nat, skrev jeg lidt ned, om de ting de er begyndt at kalde mig, hvad de siger og hvad de gør. Hvordan deres opførsel har ændret sig og hvordan det påvirker mig, når de er i nærheden.


Han står med hovedet bøjet ned og læser det. Da han er færdig rækker han mig bogen, med et smil. Jeg lægger den hurtigt tilbage ned i tasken.


”Stoler du på mig? ” spørger han.


Jeg bider mig i kinden og trækker på skuldrende. Han spørger igen og jeg nikker langsomt og forsigtigt.


”Så må du også gøre det nu, tag min hånd og så skal vi give dem en grund til at være jaloux. ” smiler han og rækker hånden frem.


”Hvad mener du? Og de er da ikke jaloux. ” protestere jeg.


Jaloux vil jeg ikke kalde det. De er direkte onde. Og jeg har kun kendt Harry i et par dage, så de har overhovedet ingen grund til at være jaloux, plus de har et langt bedre liv end mig, så det burde være mig, der skulle være jaloux.


”Det er de. Tag nu min hånd. ” siger han bestemt og jeg tager tøvende hans hånd.


Han fletter vores fingre sammen og jeg laver en protesterende lyd og prøver at trække min hånd til mig; Men han holder fast. Han begynder at gå og jeg er jo nærmest tvunget, til at følge efter, han har jo fast i min hånd.


Vi når til døren ind til Caféen og han åbner den. Jeg skæver hen til Olivia og hendes slæng, der kigger på os. Han havde ret, de måber? Og de ser jaloux ud?
Det giver overhovedet ingen mening ifølge mig, det burde teknisk set være omvendt.


”Sæt dig hen i hjørnet, så kommer jeg lige om lidt. ” hvisker han lavt. Jeg nikker og trækker min hånd til mig, for at sætte kursen ned mod hjørnet.


Jeg sætter mig tungt på stolen, imens tankerne flyver rundt i mit hoved.


Det kan ikke være rigtigt at Olivia er jaloux, på mig. Det er altid mig der er jaloux, når hun kommer gående med hendes veninder og får perfekte karaktere, uden at gøre noget for det. Mens jeg kæmper en kamp hver dag, for bare at stå op. Men livet er ikke fair, det lærer man – nogle – med tiden.


Og jeg vil næppe indrømme det, men jeg nød faktisk at flette fingre med Harry. Sikkert fordi jeg følte mig tryk. Men som sagt; Jeg vil ikke indrømme det, så ingen har hørt noget.


Lidt efter kommer Harry gående med to kopper kaffe. Han stiller dem på bordet, en over for mig og en der hvor han sikkert skal side. Han sætter sig ned.


Jeg stirrer ned i kaffen, på den mørkebrune og/eller sorte farve. Jeg kan godt lide farven sort, man kan ikke se igennem den og jeg ser det som en stærk farve, som ingen andre kan overvinde. Uheldigvis, kan jeg mere betegnes som hvid. Alle kan se igennem mig, og alle andre (farver) kan overvinde mig.


”Hvad tænker du på? Hvis du tænker på dem så sk- ”


”Nej, jeg tænker på sort og hvid. ” afbryder jeg ham. Han kigger overrasket og spørgende på mig, men det ændrer sig langsomt til tænksomt.


Jeg tager en tår af min kaffe.


”Det får mig til at tænke på ying og yang. ” mumler han og tager selv en tår af sin kaffe.


”Ying og yang? ” spørger jeg og lægger hovedet på skrå.


”Ying og yang. ” bekræfter han nikkende.


Jeg smiler for mig selv.


Ying og yang.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...