21 Days - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 maj 2015
  • Opdateret: 5 jun. 2015
  • Status: Færdig
Tyve år. Tyve år, har Violet Moore, levet et forfærdeligt liv. Hun har gået rundt med tanken om at hun ikke er god nok, den tanke er samtidig blevet bekræftet af hendes klassekammerater. Om 21 dage, fylder Violet 21 år. Men minuttet før de 21 år, skal hendes sjæl svæve væk og hun skal trække vejret for sidste gang. Men hvad sker der, når hun en dag sidder på en Café efter skole og skriver i hendes dødsdagbog og hendes øjne møder et par skinnende grønne? Præcis de grønne øjne falder hun for. Hun glemmer ikke dem, men glemmer dog sin dødsdagbog. Ejeren af de grønne øjne, selveste Harry Styles, opdager det med det samme. Han leder efter hende og hun leder efter bogen. Vil de mødes ved et tilfælde? Værst af alt; Vil Harry se hvad der står i bogen og dele det med de andre drenge? Vil han hjælpe? Og falder han for hendes dybe og hemmelighedsfulde, brune øjne, ligesom hun faldt for hans grønne? Og vigtigst; er det alle historier, der ender lykkeligt?

173Likes
142Kommentarer
66179Visninger
AA

14. Day 13

Day 13


Violets synsvinkel.


Jeg kigger rundt; Ingen Harry.


Lavede han kun denne aftale for at brænde mig af og gøre mig til grin? Faktisk ville det ikke gøre mig noget, så behøver jeg heller ikke venner, eller falske venner, eller hvad end han er.


Den nærmeste bænk, er også den jeg sad på sidst, den med alt teksten skrevet med tusch på. Jeg går hen til den og sætter mig på den og stiller min taske ved siden af.


Vi fik fri en halv time tidligere, så jeg kunne sagtens lige nå hjem og sige til Elena hvor jeg var og så kunne jeg også lige få lidt at spise.


”Hey, Ultra-Violet. ” lyder en stemme til højre for mig. Det giver et sæt i mig og jeg kigger hen på personen, som er Harry.


”Hvorfor kalder du mig det? ” spørger jeg og kigger undrende på ham.


Er det ikke lidt underligt? Vi kender dårligt hinanden og så kalder han mig pludselig, noget andet? Eller, det er faktisk ikke langt fra mit navn, der er bare blevet tilføjet fem bogstaver mere. Men ifølge mig er det underligt.


Han trækker på skuldrende og roder rundt nede i sin taske og finder et par solbriller frem. Han tager dem på og kigger lidt rundt.


”Ja, solen skinner så meget at man bliver blændet. ” mumler jeg sarkastisk og himler med øjnene. Det er ret skyet i dag, så jeg forstår ikke at han skal have solbriller på.


”Jeg troede du kendte til fans. ” han kigger på mig.


Selvfølgelig ved jeg hvad fans er. Helt dum kan man heller ikke kalde mig, selvom de fleste nok vil mene det. Derfor forstår jeg ikke hvorfor de tvinger mig til at lave deres lektier, hvorfor spørger de ikke Lucas, der er tusind gange klogere end mig og kan lave dem på fem minutter?


”Det gør jeg skam, men de kan sikkert stadig godt kende dig. Er der ikke et eller andet med at jeres fans er bedre end FBI? ” mumler jeg.


Han griner hæst og nikker for sig selv. En ting kan jeg erkende over for mig selv; Hans grin er ret sødt.
”Det tror jeg næsten du har ret i, det er ret imponerende. ” griner han.


Jeg ved ikke hvor jeg læste det, men jeg tror jeg læste det på Twitter for ret lang tid siden, hvor jeg havde en bruger på det. Jeg holdt dog op med at bruge app’en efter en uge, hvor dem fra klassen fandt ud af at jeg havde det og begyndte at skrive ret grimt.


Men jeg tror det var der at jeg læste alt muligt med at deres fans, var bedre en FBI og så en masse teorier om hvorfor; For eksempel kan de finde ud af nogle ret underlige ting, som man ikke bare lige kan finde på internettet, først nu hvor de selvfølgelig har fundet ud af det og det så ligger over alt, men før det kommer ud, så er der nogle der kan finde frem til det.


”Vil du med over i Lois og min lejlighed i morgen? Drengene er der også. ” spørger han.


Jeg går ud fra at drengene er de andre – Louis, Liam og Niall. Og bor Louis og Harry sammen? Jeg troede ellers de havde nok penge til at købe deres eget hus, eller måske endda ti. Det er der andre der bare ikke kan, så de skal bare være glade for det.


”Ehm… Jeg ved ikke helt. ” mumler jeg.


”Kom nu? De andre glæder sig til at se dig igen. ” beder han og lægger hovedet på skrå.


Jeg trækker på skuldrende og kigger mig over min venstre skulder. Søen er fyldt med planter og fuglene kan dårligt være der; De svømmer virkelig tæt og bider efter hinanden. Gad vide hvornår en mister hovedet?


”Tror du en fugl kan miste hovedet? ” spørger jeg og kigger på ham. Lige nu, havde jeg bare brug for et emneskift.
Han kigger underligt på mig og jeg bider mig nervøst i læben. Fedt, jeg har gjort det igen, været anderledes og nu synes han jeg er mærkelig. Det gør mig intet af to grunde.


Den første. Jeg er vant til det. Siden første klasse, hvor det hele startede på grund af to ens skoletasker, har alle gået i en stor bue uden om mig, fordi jeg åbenbart er mærkelig.


Den anden grund, er at jeg ikke har bed om at mødes. Det var ham der bad om det og har arrangeret dette, så teknisk set er det ikke mit tab og det vil ikke gøre mig en pind, hvis han rejser sig op og går uden at sige et ord.
Han begynder at grine.


”Det der, havde jeg ikke lige regnet med at du ville sige. ” mumler han da han har grinet færdigt. ”Louis havde godt nok snakket om at du en gang imellem er fyldt op med sarkasme, men man må også sige du kan få andre til at grine. ” han undslipper et lavt og kort grin.


Så han synes ikke at jeg er mærkelig og vil ikke gå i en stor bue uden om mig hvis vi tilfældigt mødtes eller gik forbi hinanden på gaden? Det er nyt, det må jeg sige. Hvis en henne i skolen havde hørt mig sige det, ville vedkomne bede mig gentage det, optage det og gøre mig fuldstændig til grin for hele skolen. Selv om jeg allerede har oplevet det mange gange, vil jeg stadig blive pinligt berørt.


En gang bad de alle tre årgange komme hen i aulaen, hvor de vidste et klip hvor det lignede jeg faldt i vandet, men det der rigtigt skete var at jeg blev skubbet. Men selvfølgelig var der ingen der troede på mig, fordi der var jo video ’beviser’. Tsk.


”Aha. ” mumler jeg, alt for optaget af mine egen tanker.


Der var også en gang hvor Olivia sendte et uheldigt billede af mig som lille, til hele skolen. Lad mig bare sige, da jeg var mindre havde jeg skæve tænder så jeg fik bøjle. Imens jeg havde bøjle i købte jeg så lyserød hårfarve og farvede striber i mit hår.


Resultatet endte med ikke at være så pænt, så jeg skjulte mit hår i en hue. Men en dag, da det blæste rigtig meget, blæste min hue af og Olivia tog et billede. Det har hun åbenbart gemt – med planen om at hævne sig over en latterlig skoletaske – så hun senere kunne bruge det ’nyttigt’.


For hendes vedkomne kaldte hun det i hvert fald nyttigt.


Men sidste år, sendte hun så billedet til alle hendes kontakter (Undtagen dem der ikke gik på skolen) Og i dag er der stadig nogle der kalder mig ting som ’metal monster’ eller ’pinkie pig’.


”Men jeg mangler stadig svar; Vil du med hjem til Louis og mit hjem i morgen? ”


Det er ikke altid rart, for eksempel hvis jeg går ned igennem gangen kan nogle lige pludselig finde på at smide et eller andet øgenavn i hovedet på mig.


”Ja ja. ” siger jeg uden rigtig at hører hvad han siger, på grund af mine tanker som overtager mit hoved.


Jeg ved ikke hvorfor jeg stadig tænker på det, mine tanker kan vel godt lide at pine mig og bruger det imod mig.


”Godt, så er det en aftale. Vi ses i morgen. ” siger Harry og rejser sig op. Jeg vågner op fra mine tanker og kigger spørgende på ham.


”Hvad mener du? ” spørger jeg.


Han sender mig et skævt smil og blinker til mig, vender sig om og går. Jeg kigger efter ham og lidt efter går det op for mig, hvad han spurgte om og hvad jeg svarede. Gud, hvor er han snedig.
Jeg hiver mig mobil frem og trykker løs på tastaturet.


Til: Harry
Fra: Violet


Det der var bare ikke fair.


Jeg sender den uden tøven og lægger mobilen på mit lår. Jeg kigger lidt ud i luften, uden rigtigt at tænke på noget, jeg slapper bare af.


Jeg får et chok da den begynder at brumme, så det giver et sæt i mig og mobilen ryger ned på bænken. Heldigvis uden at gå i stykker. Jeg har virkelig ikke råd til en ny eller en reparation.


Til: Violet
Fra: Harry


Så siger vi det, Ultra-Violet. ;)


Jeg ved virkelig ikke hvor han har det Ultra-Violet fra og det er sødt. Men jeg kan ikke få mig selv til at blive venner med ham uanset hvor sød han er; Der er otte dage tilbage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...