21 Days - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 maj 2015
  • Opdateret: 5 jun. 2015
  • Status: Færdig
Tyve år. Tyve år, har Violet Moore, levet et forfærdeligt liv. Hun har gået rundt med tanken om at hun ikke er god nok, den tanke er samtidig blevet bekræftet af hendes klassekammerater. Om 21 dage, fylder Violet 21 år. Men minuttet før de 21 år, skal hendes sjæl svæve væk og hun skal trække vejret for sidste gang. Men hvad sker der, når hun en dag sidder på en Café efter skole og skriver i hendes dødsdagbog og hendes øjne møder et par skinnende grønne? Præcis de grønne øjne falder hun for. Hun glemmer ikke dem, men glemmer dog sin dødsdagbog. Ejeren af de grønne øjne, selveste Harry Styles, opdager det med det samme. Han leder efter hende og hun leder efter bogen. Vil de mødes ved et tilfælde? Værst af alt; Vil Harry se hvad der står i bogen og dele det med de andre drenge? Vil han hjælpe? Og falder han for hendes dybe og hemmelighedsfulde, brune øjne, ligesom hun faldt for hans grønne? Og vigtigst; er det alle historier, der ender lykkeligt?

173Likes
142Kommentarer
66190Visninger
AA

13. Day 12

Day 12


Violets synsvinkel.


Viseren lander på tolv og klokken ringer ind fra frikvarter. Jeg kigger hen på døren og ser flere og flere komme ind. Da mrs. Johnson kommer ind, smækker hun døren efter sig; Hvis der kommer flere, er de kommet for sent.


Jeg kigger rundt i lokalet og ser Masons plads, som sædvanligt, er tom og to andres pladser som jeg ikke helt har opfattet navnet på. Tror de hedder Christian og Stine?


Selvfølgelig er Olivia her, for hun skal fremstå som en god pige over for lærerne og over for sine forældre. Men over for alle andre, er hun i sandhed et ord, som jeg ikke bruger alt for tit.


Mrs. Johnson begynder at tale og allerede efter første ord har forladt hendes mund, sidder næsten alle og halvsover.
”Violet? ” Olivia prikker mig på skulderen, jeg kigger på hende og hun læner sig tilbage. ”Jeg vil gerne sige undskyld, for alle de gange jeg har været led mod dig. Jeg kan godt se at jeg ikke har været fair. Du må virkelig undskylde. ” mumler hun.


Jeg kigger forvirret på hende. Hvorfor undskylder hun nu? Hvorfor undskylder hun overhovedet? I flere år, har hun gået rundt og kaldt mig ting og sendt andre efter mig, uden det rørte hende en skid. Og nu undskylder hun?


”Hvorfor undskylder du, når alt det du siger til mig ikke rør dig? ” vrisser jeg. Hun trækker på skuldrende.


Jeg kigger længe på hende, inden det går op for mig, hvorfor hun undskylder. Hun vil ikke være ven med mig, men udnytte mig.


”Lad mig gætte, vil du være ven med mig, så du kan udnytte mig og komme tættere på Harry? Bare så du ved det nu, så er vi ikke venner og det bliver vi heller ikke. ” griner jeg lavt. Hun skuler til mig.


”Fame whore. ” hvæser hun. Jeg kigger koldt på hende og hiver min sorte notesbog frem, som jeg fik tilbage i går.


Jeg slår op på en tom side og tager en blyant fra mit penalhus og giver mig til at skrive.


9 dage tilbage.


Jeg har ikke skrevet i dig, længe. Men jeg stod i den situation at der var nogen der havde taget dig og eg fik dig først tilbage i går.


Mange gange har jeg overvejet at gøre det, men jeg tænkte at de ikke skulle finde nye ar/sår, på mit lig. Man kan vel godt være lidt fin til sin begravelse, selvom de jo nærmest er umuligt for mig. Har jeg ret?


Men det var denne Harry der havde taget dig og nu tror han at han kan blive min ven, men det tror jeg ikke rigtigt. Han siger han kan hjælpe mig, men det er der ingen der kan.


Jeg har heller ikke brug for nye venner, der kommer for tæt på, for jeg er snart væk. Jeg har ikke lyst til at have svært ved at tage væk, på grund af nogle få drenge.


Jeg er glad for at have dig tilbage.


-Violet Moore.


Jeg lukker bogen og lægger den hurtigt tilbage i min taske, så ingen tager den eller når at se hvad der står. Jeg vil ikke miste den igen, det ville overgå mine grænser. Så fra nu af, eller de sidste ni dage, må jeg passe bedre på den.


”Den sidste gruppe er Mike, Jonas, Olivia og Violet. ”siger mrs. Johnson højt, oppe fra katederet. Jeg kigger op på hende i det hun siger mit navn og derefter på Olivia, der smiler lusket til mig.


Jeg lukker øjnene og kan mørke en dårlig fornemmelse brede sig inde i mig. I gruppe med Olivia, ender næppe godt, når man er mig. Hvorfor ligger jeg ikke syg med influenza eller halsbetændelse? Hellere det, end at være i nærheden af Olivia og jeg hader at ligge syg med en af de to ting. Man har det virkelig dårligt og så gør det virkelig ondt.


”Kommer du? ” spørger Olivia, der har rejst sig op og står ved siden af mit bord med et ark i hendes højre hånd. Jeg nikker og rejser mig op.


Vi får at vide af mrs. Johnson at vi skal sidde på biblioteket. Vi går gennem gangede, rundt om hjørnerne og ned af trapperne og ankommer til sidst på biblioteket. Allerede der kan jeg mærke kvalmen, snige sig op igennem min hals.


Vi sætter os i to sofaer der står på biblioteket, og tavsheden breder sig. Mike og Jonas kigger for det meste på Olivia, som stirre på mig, hvilket får mig til at føle mig virkelig utilpas.


”Hun vil have os til at svarer på disse spørgsmål, ” forklarer Olivia og holder arket frem for sig.


”Det mener hun ikke vel? Tror hun vi går i fjerde klasse? ” stønner Jonas irriteret.


Olivia nikker og det samme gør Mike. Hun stopper med at nikke og smiler lusket i stedet for og kigger hen på mig.
”Derfor tænkte jeg, ” mumler hun. ”At taberen kan lave dem for os. ” hun smider arket hen til mig og sender mig et falsk smil.


Arket lander på gulvet lidt væk fra bordet, så jeg rejser mig op og går hen for at hente det. Kunne hun ikke have kastet lidt bedre, og prøve at ramme hen imod mig? Jeg sukker lydløst, da jeg sætter mig i sofaen og kigger hurtigt hen på dem og ellers vender jeg min opmærksomhed mod opgaverne.


De sidder og snakker og en gang imellem griner Olivia så falskt som man overhovedet kan, men Mike eller Jonas sidder og smiler tilfredst over de kunne få hende til at grine, selvom alle og enhver burde kunne hører og vide, at det ikke er et ægte grin. Hvad de snakker om, har jeg ingen anelse om.


Opgaverne er heldigvis ikke vildt svære, men ret lette.


-.-.-.-


Mrs. Johnson var heldigvis fint tilfreds med opgaver, men hun synes dog at vi kunne have ydet noget bedre. Hvis hun bare vidste hvad det meste af gruppen sad og lavede. Lige nu, efter spisepausen, står hun og gennemgår dem. For det synes hun klassen havde ’brug’ for.


Kan ifølge min entusiasme? Alle sidder jo og kigger ud i luften.


En mobil begynder at ringe og jeg kigger lidt rundt, indtil det går op for mig at det er min. Jeg kigger kort på navnet inden jeg afviser.


”Undskyld mrs. Johnson, jeg slukker den nu. ” undskylder jeg og hun nikker og begynder at tale videre.


Jeg undlader at slukke den og går ind på beskeder og begynder at skrive.


Til: Harry
Fra: Violet


Har time. Hvad vil du?


Jeg sender den og ligger mobilen bag mit penalhus, så mrs. Johnson ikke kan se den. Jeg skæver tilbage og ser at Olivia kigger på mig. Da mit blik møder hendes sender hun mig et dræberblik.


”Lad mig gætte; Du udnytter ham til at opnå opmærksomhed? Alle vil bare synes endnu værre om dig. ” hvæser hun lavt og jeg kigger hurtigt væk og mærker min mave trække sig sammen.


Hun har ret, hvad vil andre ikke tænke når jeg begynder at være sammen med dem uden for et hus?


Telefonen brummer lavt og jeg skynder mig at tage den og låse den op, så jeg ikke ryger ned på kontoret, eller får taget den.


Til: Violet
Fra: Harry


Du behøver ikke være kold, jeg prøver at blive venner med dig ;) Ville bare lave en aftale.


Hvordan kan en person irritere en så meget, men samtidig være sød?


Til: Harry
Fra: Violet


Har ikke brug for venner – det ved du udmærket godt. Hvad går aftalen så ud på?


Jeg sender den, efter at have skrevet den om tre gange, fordi jeg lige for et minut, havde glemt at han har læst i min bog. Men som sagt, jeg har ikke brug for venner; Det vil gøre det sværere at give slip og jeg vil og skal give slip.


Til: Violet
Fra: Harry


Men jeg har brug for at du, bliver min ven. Hvad med i morgen, klokken tre i parken?


Jeg himler med øjnene og skal lige til at takke nej, til jeg husker den aftale vi lavede. Jeg får bogen og han får mit nummer, så han kan prøve at overtale til at jeg ikke siger farvel ni dage. Som om han kan


Til: Harry
Fra: Violet


Det tror jeg ikke kommer til at ske. Og kan det blive klokken fire?


Om onsdagen har jeg først fri klokken halv fire, så det er måske lidt svært at være i parken klokken tre, med mindre man pjækker, men måske skulle jeg ikke gøre det, når jeg kun har lidt over en uge tilbage i skole?


Til: Violet
Fra: Harry


Klokken fire? For at være sammen med mig i kortere tid? Det var en joke ;) Men, Ultra-Violet, det er noget jeg tror, kommer til at ske.


Jeg smiler for mig selv. Ultra-Violet, den har jeg aldrig hørt før. Det er heller ikke fordi andre lige har lyst til at kalde mig det.


Men det er sødt og jeg kan lide det.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...