The bad guy or? - JB

Hvordan er det at have en bedsteven, som pludselig forsvinder? Og så lige når der er opstået følelser? At man kun troede det bedste, men begynder at tro det værste?Og hvordan skal man så lige have det med, at ens bedsteven har dræbt en? Det kender Lilly O'Connor alt til! Men hvordan bliver det, når han pludselig vender tilbage? Lige da hun troede han var væk for altid som han lovede? En ting er sikkert. Hendes liv bliver ikke det samme. Men er det begrund af ham? Eller er det noget helt tredje person?

21Likes
18Kommentarer
8674Visninger
AA

12. † Kapitel 11


Alt var pakket ud. Jeg havde endnu rykket rundt på værelset, så der kom bare lidt mere plads. Jeg havde byttet om på tøjet i skabbet, ihvertfald 10gange hvis ikke mere. Kan i fornemme jeg keder mig? For det gør jeg! 

Justin ved jeg ikke hvad der går af. Han sidder inde på et kontor af en art, hvor han skiftevis sidder og glor på 3 computere. Computere som jeg ikke må nærme mig. Da jeg spurgte hvad det var, sagde han bare som han altid gør. "Lill? Jo mindre du ved, jo bedre!". Eller. "bland dig fucking udenom hvad fuck jeg laver". Det variere meget med, hvilket humør han er i. 

Men en ting var sikkert. Jeg ville blive bims i løget, hvis jeg bare skulle sidde på mit værelse og glo! Jeg ville egenlig bare gerne hjem. Men hvor er hjem? Mit hun er jo blevet sprunget i luften? fuck... 

Jeg rejste mig modvilligt fra sengen, og satte kurs mod Justin kontor. Da jeg stod foran døren, tøvede jeg lidt med at banke på. Ikke fordi jeg var bange, men mest fordi jeg ikke gad hans humørsvingere. Han kunne gå fra glad til kold, fra kold til rasende på 2sekunder. Han var en tikkende bombe, og bare et enkelt ord forkert, så ville han sprænge. Jeg sukkede kort, og løftede hånden og bankede på. Der gik ikke meget mere end 2sekunder før Justin råbte at jeg bare kunne komme ind. Jeg åbnede stille døren, og kiggede over mod hvor han sad.
"Hvad vil du?" spurgte han, og var helt opslugt af computerne. "Jeg tænkte på en ting. Når alt det her er overstået, hvor skal jeg så bo?" spurgte jeg, og gik tættere på ham. "Det må du jo selv finde ud af?" svarede han ligegyldigt. 
"Selv finde ud af? Justin mit hus er sprunget i luften!" sagde jeg hårdt, og lagde mine arme over kors. "Stadig ikke mit problem" Svarede han. iskoldt. "Du er jo umulig at snakke med! Hvor fanden er den Justin henne som jeg kender? Ham jeg var bedstevenner med!" Råbte jeg, og vendte mig om for at gå. Jeg gik ud af kontoret, og smækkede døren hårdt i efter mig, og satte kurs mod køkkenet.

Da jeg gik, hørte jeg døren blev åbnet, og nogle fodtrin. "Og hvad mener du med det!" Kunne jeg høre ham råbe uden fra gangen. Jeg tog et glas ned fra hylden, og tændte vandhanen. "Det jeg sagde!" råbte jeg tilbage, og slukkede vandhanen, da mit glas var fyldt. Jeg tog en tår og hældte resten ud. "Jeg er sgu da ikke umulig at snakke med? Men det er sgu da ikke mit problem, at du intet sted har at bo!" Sagde han koldt, da han var nået ud til mig. "Nåårh nej? For det jo ikke din skyld at mit hus ikke længere er der!" Råbte jeg. "Det er det sgu da ikke? Jeg sagde jo du skulle have passet på, med din matematiklære!" Svarede han ligegyldigt igen. "Var du ikke kommet tilbage, så var det fanme heller aldrig sket!" Råbte jeg, og gik forbi ham.
Jeg nåede dog ikke særlig langt, da han hurtigt fik fat i min overarm, og stramt grebet rundt om. "Gi slip!" Råbte jeg ham ind i hovedet. "Det hjælper ikke at råbe" grinte han hånligt, og prøvede at få øjenkontakt med mig. Jeg prøvede dog at undvige, og prøvede at komme fri af hans greb. 

Han fik pludselig skubbet mig op af væggen, og slap stille og roligt grebet om min arm. Hans hovede kom tættere og tættere på mit. Han kiggede skiftevis på min øjne, og ned på mine læber. "Justin"hviskede jeg, og rystede på hovedet. Han smilte kort, og lagde sine læber ovenpå mine. Og af en eller anden grund, så kyssede jeg med. Jeg lagde mine arme om hans nakke, og legede med hans nakkehår, mens han udviklede kysset. Hvad lavede jeg? Jeg skubbede til hans bryst, så han gik et par skridt bagud. "Jeg vidste det" grinte han, og forsvandt ud i gangen. Vidste hvad? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...