Atlantis Hjerte: Næste generation

Natiles børn er vokset op i tyranens klør. Jessica hendes datter er dog hendes mor op af dage. Nysgerrig og vilje stærk... Tim finder dog hurtigt ud af at han ikke kan vinde og vil forsøge at tage kontrollen. Vil kongeriget falde eller vil Atlantis krone igen vende tilbage i de rigtige hænder.

0Likes
0Kommentarer
656Visninger
AA

14. Skytsengle

      - ”Jessica, er du okay?” Spurgte Andreas da hun faldt sammen efter deres kamp mod en dæmon. Hun nikkede og rejste sig. – ”Du spiser også for meget. Du er ved at ligne en ballon. Jeg fatter ikke at du stadig kan røre dig. Jeg har bedt de andre om ikke at give dig så meget mad.” Jessica skar tænder. Det var ikke første gang han havde sagt det, men at han ikke snart selv fandt ud af det! Det gjorde hende gal. I det øjeblik sparkede hendes barn og hun blev så chokeret at hun gispede. Andreas begyndte at se omkring som om hun havde set noget.

- ”Hvad så du? Jeg kan ikke se noget? Var der noget der rørte dig?” Jessica rystede nervøst på hovedet og Andreas gav hende et af sine blikke. Hun var heldig nok at hans bror dukkede op og sendte hans tanker ud på et andet spor.

- ”Ok, tak Simon. Jessica, du tager hjem. Jeg skal bare ud til Lista igen. Hun er skrækslagen for at dø. Hvilket jeg godt kan forstå, men hvis hun ikke snart accepter vil hun ende op som det hun frygter.” Jessica nikkede og åndede lettet op da han gik. Simon dukkede op med et smil.

- ”Det der holder ikke ret længe. Han finder snart ud af det. Jeg kan se at din krop har bemærket den stigende aktivitet. Andreas har bedt os om ikke at indblande dig for meget, men vi ved at der er noget stort på vej. Vi kan ikke lide det modspil, der er mellem jer for øjeblikket. Andreas tror at du spiser på grund af presset. Derfor presser han sig selv mere og mere. Du burde fortælle ham det før han finder ud af det. Han vil ikke takle det særligt pænt hvis ikke du fortæller ham det. Han kan ikke lide at finde ud af ting. Specielt ikke denne slags. Jeg er sikker på at du vil føde før der kommer en eksplosion af paranormal aktivitet. Så må du sige til din veninde at hun skal oplære dem om der skulle ske jer noget. Det var det jeg fik som opgave over for Andreas. Jeg skulle lære min lille bror alt hvad jeg havde lært. Jo før de lærer det jo bedre.” Jessica nikkede og begyndte at gå tilbage til slottet. Hvor Juaqline mødte hende på trappen.

- ”Opdagede han det? Jeg mener det er ved at være op over.” Jessica rystede træt på hovedet og Juaqline åndede lettet op. Hun fulgte sin veninde ind i pejsestuen og James smilede.

- ”Fik I den? Jeg mener det er ved at være lidt for ofte han er nød til at tage dig med. Det er tredje gang i denne uge. Normalt er det kun en gang om måneden.” Jessica smilede.

- ”Vi fik den, men Andreas kom igen med sin replik: ” Du er ved at ligne en ballon! Jeg fatter ikke at du stadig kan røre dig! I ved hvordan resten går…” Allan og Luis lå flade af grin og Andreas kom ind. Han stivnede da han så Jessica og de andre.

- ”Er du ikke nået længere end her til? Jeg har været væk i en halv time! James du burde holde bedre øje med din søster og hendes spise vaner! Hun skal ikke have noget i aften ellers ender hun med ikke at kunne røre sig!” I samme nu fik Jessica mavekramper og knækkede sammen. De andre for sammen.

- ”Det kan ikke passe. Der er to uger til!” Gispede hun og Andreas stivnede. Han gik baglæns og lignede et spøgelse.

- ”Nej! Det her kan ikke ske! Det måtte ikke ske…” Stammede han og James rejste sig.

- ”Andreas, mand dig op! Juaqline, få hende op. Allan hent Leonora og Tiffany. Jeg finder de andre. Luis, du sørger for farmand ikke tager flugten. Lige nu er det lige meget hvad der sker ude omkring os. Hvis han skal ud på en opgave følg ham!” Andreas var gået i chok. Han havde ikke bemærket det. Hvordan kunne han over se det? Han forstod ikke hvorfor han ikke havde set det! Han havde lige haft Jessica med på en værre opgave mod en dæmon og kunne have risikeret at hun havde tabt barnet eller havde mistet livet. Han havde haft hende meget med på det sidste også til de lidt nemmere opgaver, da han havde troet at hendes spisevaner var ændret fordi han ikke havde været hos hende. Han satte sig op af væggen og skjulte hovedet i knæene. Han kunne have mistet alt på de måneder! Jessica havde været i fare for at blive dræbt af en dæmon tre dage før! Andreas havde bare troet at hun var blevet fed og derfor ikke kunne flygte! Hun havde skjult det for ham… Simon satte sig ved hans side og ventede til Andreas begyndte at tale.

- ”Hvorfor sagde I intet! Jeg kunne have mistet alt de forgangne uger! Mistet min sjæl og mit barn! Jeg kan se på jer i vidste det! I gjorde grin med mig i al den tid! Jeg fatter ikke I havde hjerte til det!” Simon smilede og Luis undlod at sige noget. Han kunne godt regne ud at Andreas muligvis snakkede med en eller anden der ikke var at se for hvem som helst, men det var svært ikke at stirre lidt på ham. Han sad bare der og talte med sig selv!

- ”Vi fik besked på ikke at sige noget. Jessica fangede os i dit værelse og fortalte os det efter første dag du pointerede hendes størrelse. Du skulle have set mor. Det var virkelig et syn hver at se. Hun pylrede om stakkels Jessica der var skrækslagen over hvad din reaktion ville blive. Det gjorde det ikke nemmere at far skældte hende ud. Jeg kunne intet sige af overraskelse. Jeg havde faktisk troet at du ville bemærke det. Det havde jeg. Jeg havde et eller andet beskytte hende. Jeg tror der er tale om højere magter end vores. Det var ikke Natalie eller en af de andre fra hjertet. Noget har holdt en hånd over hende mens i var ude. Noget vi kun kunne mærke var til stede. Jeg kan ikke forklare det. Da dæmonen tog hende var det som om et let lys omkransede Jessica. Som om en anden tog hendes død for hende. En form for skjold om du vil.” Andreas så op og så spørgende på sin bror.

- ”Et skjold? Hvordan er det muligt? Findes der en besværgelse om skjold i bogen? Kunne hun selv have fundet på en der ville virke?" Nu kom Luis ned med bogen til ham.

- ”Der er intet i den om skjold eller anden beskyttelse mod angreb til personligt brug, Andreas. Da vi fik at vide Jessica skulle have barn var det det første der faldt os ind, men nej.” Andreas tog bogen og tænkte på personlig beskyttelse, men hver gang han åbnede bogen var der ingen hjælp som der plejede at være når han skulle have informationer. Den slog op på første eller sidste side der begge var blanke, men hvad kunne så have beskyttet Jessica? Så åbnede bogen sig af sig selv og Andreas sank en klump, da den stoppede på en side han aldrig før havde set.

- ”Skytsengle? Eksisterer de virkelig?” I det dukkede en helt fremmet skikkelse op over for Andreas og smilede. En meget smuk kvinde i hvidt havde også fat i bogen.

- ”Vi eksisterer. Jessica fandt siden i bogen om os og kaldte Sina. Siden da har de været tæt knyttet. Kun jer der tror på os har en chance for at se os, men så kan I også se os alle. Spørg Jessica hvor trættende det kan være. Vi er der hele tiden.” Andreas tog sig til hovedet og hans skytsengel lo let. Simon så forvirret omkring og Andreas så fra den ene til den anden. – ”Du skal ikke tænke på ham. Et spøgelse har ingen skytsengel, men de kan fornemme os. Jeg kan huske din bror. Hans skytsengel forsøgte at stoppe ham, men han ønskede kun at beskytte dig så jeg måtte se min bror falde som du så din. Vi bliver født som jer. Vi bliver født med jer så når din søn eller datter kommer nu vil der ligge en baby skytsengel ved siden af. De vil følges ad og forhåbentlig vil vi ældes sammen du og jeg.” Andreas rystede på hovedet.

- ”Det var noget af en erklæring! Jeg troede at man havde en mandlig engel hvis man var mand og en kvindelig hvis man var kvinde.” Andreas skytsengel lo igen.

- ”Vi er her som I ønsker. Jessica har en kvinde fordi hun hellere lytter til en kvinde end mand, det samme gør du.” Andreas sank en klump. Atlantico og Martin kom ind i stuen, tæt forfulgt af James og Allan. Andreas gned sine øjne da han så skikkelser i hvidt opholde sig ved hver af dem.

- ”Det her er uvirkeligt!” Hviskede han og Atlantico skævede til ham.

- ”Ikke spor! Det her skulle være ”piece of cake” for dig da det ikke er andet end en helt normal fødsel. Du ser jo mange overnaturlige ting i din hverdag!” Andreas smilede skævt og nikkede.

- ”Du har ret, men jeg kan stadig ikke tro det ikke gik op for mig! Jeg havde ikke andet i hovedet end at stoppe det paranormale. Derfor gik det ikke op for mig hvad jeg satte i risiko. Hvorfor var der ingen af jer der fortalte mig noget? James dukkede sig og Allans blik flakkede.

- ”Fordi de vidste at du ville på tage dig det hele! Alt hvad du og Jessica har formået side om side ville være forspildt fordi du ville have forsøgt dig alene. Husk lige på hvad du sagde til dine venner.” Andreas sank en klump og så ned. Hans engel havde ret, men han kunne stadig ikke helt fatte at han ikke selv havde set det. Alle de ting han fik sagt til stakkels Jessica. Han håbede bare at hun ikke var for svag til at føde. Det ville betyde alt for fremtiden…

- ”Bare rolig hun er ikke alene. Sina er der til at støtte hende.” Andreas stivnede og så på Atlanticos engel der stod op af en væg. Han virkede voldsom i forhold til Atlantico selv. Var de et spejl af hvad vi så os selv som? Nej, hans engel havde sagt at de så ud som den vi ville lytte til.

- ”Er Sina hendes engel?” De andre vendte sig mod Andreas der tav.

- ”Nu rabler det da for ham. Jeg troede ellers han lige var ved at accepter kendsgerningerne.” Sagde Allan og Andreas sprang op.

- ”Husk lige på at jeg kan se det I andre ikke kan! Jeg kan se alt og alle der er her i rummet. Der er mange flere end I regner med. Jeg er ved at blive skør af det her. Simon sig at der er et eller andet jeg kan tage mig til!” Andreas engel lagde en hånd på hans skulder og stillede sig ind foran ham.

- ”Jeg vil give dig et godt råd, unge mand! Sæt dig og vent! Det her bliver interessant i sidste ende!” Sagde Atlantico og englene rettede sig. Andreas sank en klump.

- ”Når du kan se os alle, vil jeg råde dig til det samme. Vi har svært nok ved at holde styr på vores person men hvis vi også skal til at holde styr på dig fordi de ønsker bliver det ikke sjovt for dig.” Sagde James engel og Andreas satte sig i stolen bag sig. Allan havde en feminin mandlig engel og Luis havde en maskulin kvindelig engel. Martins var en mand med lidt slank skikkelse og James’ var høj og rank, men ikke nær så frygtindgydende so Atlanticos. Autoritet det havde de to i alt fald. Andreas skævede til sin engel der smilede. Hun var fortryllende smuk, men moderlig. Hun havde et blidt forstående smil og hendes fremstråling var betryggende. Andreas tog en dyb indånding og lænede sig tilbage. Han måtte se hvad tiden ville bringe. Måske var det ikke så slemt som han frygtede. Det var bare det at vente til en af kvinderne kom ned. Andreas engel begyndte at røre uroligt på sig.

- ”Jeg ved I kan mærke det! Den uro der er over os! Jeg kan ikke holde til det! Hvordan kan det overhovedet tage så lang tid? Vi burde kunne mærke den nye engel! Vi kan ikke miste dem nu! Sina er der stadig men…” I samme nu blev hun rolig og de andre engle begyndte at røre på sig.

- ”Du behøver ikke jage skræk i livet på staklen, Jenna! Der er intet at frygte! Det lykkedes…” Andreas åndede lettet op og de andre vendte sig mod ham.

- ”Det er overstået…” Sagde han og Atlantico lysnede op.

- ”Dine evner er ved at forbløffe mig, Andreas. Det er skræmmende hvad du ved som vi ikke ved.” Sagde Martin og hans engel rystede på hovedet.

- ”At jeg ikke begriber at han er nået så langt! Jeg ved ikke hvor når han lytter eller lukker af.” Andreas lo, men tav hurtigt.

- ”Undskyld, det er svært at holde ud når I andre laver jokes.” Martin lagde irriteret armene over kors. – ”Jeg ved ikke mere end I, Martin! Jeg ser bare det I ikke ser eller kan forklare. Jeg har svar ingen andre har, men samtidig har I svar som jeg også gerne vil have!” I det blev døren åbnet og Leonora kom ind. Hun havde blod på forklædet og på hænderne.

- ”Det blev en dreng. En lille prins… Andreas jeg fatter ikke at du ikke opdagede det…” Andreas sendte hende et blik og skævede til hendes engel der nervøst gned hænder.

- ”Der er noget du ikke fortæller os! Hvad er der sket?” Leonora stivnede og de andre rettede sig nervøst.

- ”Hvordan kunne du vide det?” Udbrød hun og Andreas vendte øjne.

- ”Hvad tror du selv? Hvad er der sket!” Leonora begyndte at gnide sine hænder som englen der var begyndt at hviske.

- ”Undskyld… Det kunne… Vi forsøgte at…” Andreas så på sin engel, der var begyndt at røre uroligt på sig.

- ”Så sig det dog, Kvinde!” Hvæsede Atlantico og greb Leonora der begyndte at græde.

- ”Jessica, havde ikke kræfter til at føde. Jeg var bange for vi måtte bedøve hende for at lave kejsersnit. Men hun fødte heldigvis selv. Dog besvimede hun. Vi ved ikke hvad der er ved at…” Andreas kunne ikke tåle at høre mere. Han løb forbi dem og stoppede nervøst op ved døren ind til Jessicas rum. Natalie stoppede ham i at tage i døren.

- ”Der er ingen grund til bekymring, Andreas! Hun er ok! Det er din søn der er ved at falme. Andreas, hvis du går der ind nu vil Jessica aldrig tilgive dig!” Andreas satte sig op af vægen og de andre indhentede ham.

- ”Undskyld!” Hviskede han og lukkede øjnene. Dagens hårde slid lagde sig over ham og han gled ind i et tungt mørke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...