Atlantis Hjerte: Næste generation

Natiles børn er vokset op i tyranens klør. Jessica hendes datter er dog hendes mor op af dage. Nysgerrig og vilje stærk... Tim finder dog hurtigt ud af at han ikke kan vinde og vil forsøge at tage kontrollen. Vil kongeriget falde eller vil Atlantis krone igen vende tilbage i de rigtige hænder.

0Likes
0Kommentarer
658Visninger
AA

5. Middagsplaner

      - ”Det var det. Skolen er færdig for i år. Nu kan jeg arbejde fuldtid i butikken. Det vil give de sidste penge til hjemmet som det plejer.” Sukkede Andreas og smed sig i en stol. – ”Lønnen fra denne måned er kommet ind. Skal i bruge noget i morgen?” Spurgte han og Jessica rystede på hovedet. I samme nu kom Martin ind.
- ”Hvordan er det dog der ser ud her? Vi må se at få ryddet op. Det kan ikke se sådan her ud når vi får gæster.” Jessica rynkede panden og Juaqline lagde armene over kors. – ”Frøken Tiffany og drengene kommer til middag. Jeg har fortalt jer om situationen. I ved hvad denne familie betyder for mig. Jeg har endelig fundet dem efter så lang tid. Desuden har jeg tænkt mig at fri i aften.” Nu faldt Andreas ud af stolen og Juaqline gispede. Jessica var for chokeret til at reagere med ord eller lyde.

- ”Onkel… Tiffany er en respekteret lærer på vores skole. Hun har været i tv og i blade og aviser. Allan spiller for byens hold og er deres bedste spiller. Luis er kendt for sine strategier og holdet er så vidt jeg ved på toppen af landets hitlister. Derved vil vi blive udsat for samme behandling som dem. Vi vil blive fanget i pressens søgelys… Vi vil blive afsløret!” Jessicas stemme rystede let af anstrengelse for ikke at råbe. Martin satte sig på en stol og sank en klump.

- ”Jeg ved det, Jessica, men denne kvinde betyder alt for mig. Jeg kan ikke lade endnu en chance gå fra mig. Vi måtte skilles fordi jeg måtte blive i Atlantis. Jeg har savnet den følelse ikke at være alene. At ingen forstår dig. Jeg ved du føler det på samme måde Jessica. Jeg kan se det i dine øjne.” Jessica vendte ryggen til ham og fortsatte med at vaske op.

- ”Andreas, jeg skal bruge nogle ting fra butikken. Kan du hente det?” Han nikkede og hun opremsede nogle ting hun skulle bruge for at lave middagen.

– ”Juaqline, er du sød at gøre lidt rent og finde en dug og den ekstra plade. Martin vær rar at forsvinde fra stueetagen!” Ingen lod sig det sige to gange og Andreas var allerede tilbage efter tredive minutter. Han hjalp Jessica med at lave mad, så de kunne nå at blive færdige. Han fik da også Jessica til at le, da han begyndte at jonglere med nogle frugter og en tomat, hvor efter han skar dem til. Måden han opførte sig på fik altid Jessica til at smile. Han var så kejtet og alligevel så afbalanceret. Da maden næsten var færdig og bordet dækket skiftedes de til at passe den mens den anden gjorde sig i stand. Juaqline smilede da Jessica kom ned i sin pænere kjole. Og Andreas var næsten væltet over en stol. Jessica kvalte en fnisen og fortsatte ned af trappen.

- ”Nu skulle alt være klart og jeg ved jeg så en fotograf gå forbi da jeg så ud af vinduet. Jeg har bange anelser. Jeg tror vi må være klar til at flygte. Jeg tror ikke denne middag bliver vellykket.” Hviskede hun og de to andre nikkede. Martin kom hurtigt ned af trappen og stoppede foran de tre børn.

- ”Jeg er sikker på at I vil have godt af en kvinde i huset som kan tage sig lidt mere af det huslige. Jeg ved at det vil aflaste jer to lidt, mine kære piger.” Sagde han og det bankede på døren to gange, før den blev åbnet udefra. Jessicas hjerte sad i halsen og Juaqline holdt vejret, mens Andreas tjekkede alle mulige flugtruter i sit hoved.

- ”Hej, jeg håber ikke vi forskrækkede jer. Martin mente at det var bedst vi lukkede os selv ind.” Sagde Tiffany og lukkede døren efter drengene. Hendes smil beroligede Jessica, men Andreas kunne ikke lide Martins afslappede udstråling.

- ”Så mødes vi under mere inviterede forhold. Jeg er Luis…” Sagde Luis med et let buk og Allan greb Jessicas hånd, for at kysse den.

- ”Jeg er Allan, hvilket vidunderligt syn.” Jessica trak sin hånd til sig og Andreas skar tænder. Lige nu måtte han opføre sig som pigernes bror, men han kunne ikke lide Allans frem toning.

- ”Jeg er smigret, men jeg er ikke interesseret! Jeg har en der venter mig.” Svarede Jessica og alles blikke rettedes mod hende. – ”Helt ærligt Juaqline du ved godt hvem jeg taler om. Du ved Anton!” Sagde hun og Juaqline og Andreas begyndte at le.

- ”Hvorfor Anton? Det kunne jo lige så godt være Viktor! Eller Ronnie!” Sagde Juaqline og Andreas tav.

- ”Er der virkelig så mange? Jeg vidste godt du var populær mellem drengene men lige frem dem alle?” Jessica nikkede og sendte ham et varmt smil.

- ”Undskyld det var ikke min mening at gøre noget forkert.” Sagde Allan flovt og Luis rystede på hovedet.

- ”Fint. Tiffany, er du klar. Jeg har et helt bestemt sted vi to skal hen senere. Jeg har bare ikke penge nok til at gå på restaurant, men jeg er sikker på børnene har lavet et godt måltid til os.” De gik ind til bordet og Tiffany gispede.

- ”Børn dog, har I lavet det? Jeg har aldrig set Natalie lave et sådan måltid, må hun hvile i fred. Jeg er i alt fald imponeret. Martin, jeg gad godt vide hvorfor du har fået dem til at lave din mad, når du selv kan.” Jessica lagde armene over kors og sendte sin onkel et skarpt blik.

- ”Jeg kommer normalt først hjem ved en syv- otte tiden og derfor begyndte Jessica og Juaqline at lave mad, så vi ikke behøvede at bruge vores penge på fastfood og den slags. Derefter er det vidst bare blevet en vane. Jeg er sikker på at de ved jeg er stolt og jeg kender en der ville have været mere stolt af Jessica. Jeg kender faktisk to…” Jessica vendte sig rundt og Andreas lagde en hånd på hendes skulder.

- ”Du undlod en, onkel! James er alt hvad hun har tilbage nu, det ved du!” Sagde han og sendte Martin et advarende blik.

- ”Jeg syntes du sagde Atlantico stadig var i live?” Sagde Tiffany overrasket og en mand trådte frem af skyggerne.

- ”Det er jeg også, men det her er ikke nogen god ide. Jeg tror vi må stoppe denne lille fest. Jeg har kun dårligt nyt med. Han har fundet ud af hvor I skjuler jer og er på vej her til. Han har haft sine mænd her i nogle uger. Vi har kun lige kunnet holde jeres beliggenhed skjult, men pressen er begyndt at nærme sig jer der med er løvens gab ved at lukke. Jeg må bede jer skilles eller flygte. Eller bedre endnu begge dele. Jeg syntes ikke om at de tre unge mænd der skal følge Jessica.” Jessica skævede til Andreas der stadig holdt hånden på hendes skulder.

- ”Du af alle burde vide hvilken betydning denne familie har for mig. Jeg kan ikke lade dem alene. Jeg vil ikke lade Tiffany alene igen!” Atlantico sukkede og gik helt hen til Jessica.

- ”Okay, så komme hun med os. Jeg kan ikke lide at se dine hænder på min datter!” Andreas trak hurtigt sin hånd til sig og gik i knæ, da det gik op for ham hvem han stod overfor. Jessicas hjerte gjorde et hop. Andreas var mere end hendes beskytter og ven. Han bøjede sig normalt ikke men Atlantico var respekteret af alle i Atlantis og som helt var han højre rangerende end en konge. Andreas havde ingen chance for at sige ham imod.

- ”Jeg vil ikke med! Jeg er godt tilpas her. Med mine venner… Jeg vil hellere fanges af Herren end jeg vil forlade mine venner. Desuden ved jeg at der er en eller anden form for søger på mig. Jeg ved du eller dine mænd er over alt. Jeg kan mærke jeres øjne.” Atlantico smilede.

- ”Det er ikke vores øjne Jessica. Det er hjertet… Det ved altid hvor den næste arving er. Jeg ved hvor du er og jeg ved hvor James er. Lige nu er han på vej mod os. Han kommer for at advare dig om at han er klar til at ende det hele, men du er jo nød til at være i Atlantis hvis det skal ske. Timothy er ikke så begejstret… Han vil have dig til at ligge i en rendesten her eller i en sump så langt væk fra hjertet som muligt. Hvis du tager med mig nu kommer du ind i Atlantis uset. Du og din bror kan gøre det I end har tænkt og forhåbentlig vil… Vi må af sted nu!” Atlantico greb Jessica, der uvilkårligt greb fat i Andreas.

- ”Jeg går ikke uden dem!” Der var ikke meget at rafle om. Jessica havde Natalies stålfaste holdning og Atlantico vidste at det var umuligt at tale med Natalie når hun var i humør til at stille sig op.

- ”Det er skræmmende hvor du ligner din mor! Kom så alle sammen, ellers bliver vi fanget af ”Herren”! Jeg vil ikke høre noget brok fra nogen er det forstået! De andre nikkede og fulgte efter Atlantico ud af havedøren.

- ”Hvad skal det betyde?” Spurgte en ældre herre da den lille gruppe nåede et mindre flyvende fartøj. – ”Jeg troede du mente at kun Jessica skulle med.” Sagde han og Atlantico sukkede.

- ”Jeg kunne ikke hugge eller sikke i hende. Hun er Natalies datter!” Svarede han og manden lo stille.

- ”Det er vidst ikke det hele, lillebror. Jeg er sikker på at der også er gemt et hjerte af guld. Kom så vi har ikke meget tid. Vi skal have hende i luften før de kommer for tæt på huset ellers er der ikke nogen chance for sløringen.” Den lille gruppe fulgte efter manden ind i fartøjet, der lettede da han lagde en hånd på en plade. De fløj længe uden at nogen sagde noget. Uden for det lille for vindue var der ikke andet end tåge og Jessica blev dårlig. Hun kunne ikke lide at flyve og hendes mave vendte sig altid når hun ikke havde fødderne på jorden. Hun blev svimmel.

- ”Jeg har det ikke så godt. Jeg kan ikke lide det her.” Gispede hun og Andreas greb hende.

- ”Hvor er vi egentlig på vej hen? Jeg tror ikke vi kan blive her oppe så meget længere. Jessica kan ikke tåle at være i luften.” Atlantico satte sig foran dem og lagde en hånd på Jessicas pande.

- ”Den… Atlan, jeg tror ikke vi kan tage hende med der op. Hun vil ikke kunne holde fem minutter. Natalie, vidste du noget om det her? Vent med at svare… Jeg er ikke i humør lige nu. Martin, jeg håber du er rede på at kæmpe eller vil du vende tilbage ved hans side hvor du er sikker! Jeg vil med glæde gøre det færdigt med det samme!” Martin skar tænder, men sagde intet. Han havde ikke lyst til at tage kampen op mod Atlantico når han var i det humør. Andreas var forvirret. Hvorfor havde Atlantico talt til Natalie, hun var jo død. Så den store helt syner? Andreas lod blikket glide rundt i rummet og stivnede da han så noget sløret i luften nær Atlantico. Allan satte sig ned op af en væg.

- ”Hvordan kan det være at pigerne altid bliver dårlige når der sker noget voldsomt? En lille forandring og de dåner.” Andreas tog sig i at pande ham en.

- ”Jessica, er syg. Hun kan ikke tåle højder og det er ikke på grund af frygt, Mester! Timothy har gjort et eller andet ved hende så hun er fanget på jorden. Jeg vil væde med at det er det samme han har gjort ved James. Det er derfor han kan lidt af hvert. Jeg håber bare at vi kan finde en kur eller noget af den kaliber. Hold din mund, Natalie. Jeg kan ikke håndtere din kneveren. Du kunne jo høre om der var nogen af de andre der vidste noget…” Andreas rynkede panden da det lette tågedis forsvandt og Atlantico igen blev rolig. – ”Tak! Godt, lad os få hende ned. Vi må tage til den gamle hule, er Salanto ikke stadig der?” Atlan nikkede og flyet drejede blidt i luften. Jessica kunne ikke holde sig ved bevidsthed længere og besvimede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...