Atlantis Hjerte: Næste generation

Natiles børn er vokset op i tyranens klør. Jessica hendes datter er dog hendes mor op af dage. Nysgerrig og vilje stærk... Tim finder dog hurtigt ud af at han ikke kan vinde og vil forsøge at tage kontrollen. Vil kongeriget falde eller vil Atlantis krone igen vende tilbage i de rigtige hænder.

0Likes
0Kommentarer
661Visninger
AA

7. Kampen om hjertets lys

      - ”Kan du se, Atlantico. Der er ingen tid tilbage! Dit dyrebare liv er ved at svinde ud. Atlantis vil forsvinde… Vil ende i glemslen. Hendes sidste åndedrag er ved at slippe sit tag i det smukke væsen. Det er faktisk en skam. Hun er virkelig smuk. Sin mors datter…” Jessica trak sig op af vægen og så på Timothy der hævede Atlantico op ved hagen. Hun havde ikke kræfter til at hjælpe ham. Ingen ilt til at råbe eller skrige. Hun var for svag til at kravle væk og Juaqline og de andre var blevet fanget. Hun måtte nå til torvet før solens lys ramte ”hjertet”. Jessica begyndte at kæmpe sig op af trappen, men hendes lunger kunne ikke trække luft nok så det begyndte at svimle. Hun fortsatte til det sidste. Det betød et helt folks overlevelse. Hvis ikke hun nåede det ville hele Atlantis og dets folk forsvinde. Det ville blive slettet fra historien. En eller anden greb fat i hende og hjalp hende op at stå.

- ”Kom nu, søs. Der er ikke så langt endnu. Andreas hjælp de andre! Jeg tager det her fra.” Jessica smilede og lod sig føre af James det sidste stykke.

- ”Er du klar? Det er nu vi reder vores hjem.” Hviskede James men Jessica rystede på hovedet.

- ”James… Dumå… Andreas… hanskal…” James stoppede ved midten af torvet og lagde hende blidt ned på stenene. – ”Deter… Andreas… hanskal…” Gispede Jessica igen og James rynkede panden.

- ”Vil du give Andreas kniven? Jessica du kan ikke få ham til at gøre det. Han elsker dig. Det sagde han da jeg mødte ham. Han var forelsket i den vidunderlige prinsesse og ville gøre alt for at tale med hende. Jeg kan ikke få ham til at ende dit liv… Jeg kan knapt nok gøre det.” Jessica lagde en hånd på James’s, der holdt kniven og James nikkede. Han løb ned af trappen igen og stoppede for enden hvor han så Andreas i kamp mod Timothy. James fik sin arm til at forvandle sig til et sværd og angreb Timothy, der overrasket tumlede bagover.

- ”Andreas, tag kniven. Det er nød til at være dig. Hun vil have dig til at gøre det. Jeg kan ikke…” Andreas stivnede og så på kniven. Bad hans bedste ven ham lige om at slå den pige, der betød mest for ham, ihjel? – ”Andreas du er nød til at gøre det. Hvis ikke du gøre det vil vi alle dø!” Andreas tog kniven og skyndte sig op til Jessica der lå på stenene midt på torvet. Over hende lyste Atlantis hjerte gråt mod den mørke himmel mod øst var solens første stråler ved at lysne himlen op og bane vej for den nye dag. Håb… En solopgang havde altid symboliseret håb og starten på noget nyt. Andreas knælede ved Jessicas side og hævede kniven.

- ”Et håb. Hvis det er alt der skal til så hvorfor skal hun dø? Hvorfor kan det ikke være hvem som helst? Hvorfor lige den pige der betyder alt. Jeg kan ikke dræbe et så uskyldigt væsen som Jessica. Hun er det Atlantis har brug for. En der ikke kun bekymrer sig om sig selv, men alle omkring sig. Jessica, jeg kan ikke lade dig dø. Hvis jeg kunne ville jeg tage dit sted!” Solens første stråler ramte Atlantis hjerte der straks begyndte at lyse i et mere rødligt skær. Andreas tåre trillede ned fra hans kind og ramte Jessicas kind. Hun missede med øjnene og smilede til Andreas der sænkede kniven.

- ”Tak Andreas…” Hviskede hun og rejste sig op. Hendes kræfter var tilbage på fuld kræft og hjertets lys blev kraftigere i takt med solen. Jessica tog Andreas hænder og hjalp ham op. – ”Tak fordi du elsker mig.” Andreas rynkede panden og Jessica lo. Hun kiggede ned og Andreas fulgte hendes blik. Han stod med Jessicas hænder, men hendes krop lå for hendes fødder.

- ”Hvordan? Hvad er det der sker?” Spurgte han og Jessica lo.

- ”Det er kun fordi Atlantis Hjerte styrkes af følelser. Da min mor var trist og bange, alene og svag, døde hjertet hen. Det du sagde gjorde mig glad og fri. Jeg kan nu hjælpe dem med at udslette det had, frygt og død Timothy havde med sig. Jeg kan bare ikke gøre det med mindre du tror på mig.” Andreas sank en klump. Det han så kunne ikke passe. Der fandtes ikke spøgelser eller genfærd. Det var en fysiks umulighed. Han bakkede og Jessicas sjæl blev utydelig. Hun greb panisk ud efter hans hånd men nu hvor han ikke troede på det kunne hun ikke røre ham. Han var uden for hendes rækkevidde. Jessica lukkede øjnene og lod sin sjæl kalde. Hun måtte prøve at rede Atlantis alligevel. Det kunne ikke kun være Andreas kærlighed der gjorde hende stærk.

- ”Jessica? Kom! Hjælp os!” Jessica stivnede og vendte sig mod stemmen. Det var kvinden fra det aflåste værelse. Hende der havde ofret sig selv for at hjælpe Natalie og de andre flygte få år tilbage. Hendes mor. – ”De andre har brug for os. Nu hvor hjertet er vågnet kan vi hjælpe. Vi har den sjæl vi skal bruge.” Jessica tog sin mors fremstrakte hånd og fulgte hende. Andreas vågnede fra sit chok og satte sig på knæ ved Jessicas lig. Hvad var det der lige var sket? Havde hun sagt farvel eller ville hun vende tilbage for at dø? Han kunne ikke gøre noget for hende nu. Han tog kniven og løb ned af trappen igen. Den eneste måde han kunne hjælpe, var ved at hævne Jessicas død. På den måde kunne han også få afløb fra sin vrede. Han følte sig dog pludseligt stærkere og magtfuld. Som om noget gav ham et ekstra boost. Han følte det som fik han vinger der støttede ham mod vinden. Hans ben kunne springe hustage om det var det de ville. Hans krop var blevet hård og hans hjerte slog rolige slag. Han havde aldrig været rigtig god til at kæmpe men nu kendte han alle mulige måder at dræbe med våben og hænder. Hvad var der sket med ham? Det var som om han hørte sin bror tale til ham. Det havde altid været Simon, der havde vidst alt om det ene og andet, men da Andreas havde været fem havde Herrens mænd dræbt hele hans familie. Andreas havde følt had og vrede, men også svigtet og bange. Han havde aldrig kunnet tage kampen op mod Herren og have vundet. Nu følte han at han kunne alt. Andreas stoppede ved foden af trappen og så James falde.  Juaqline skreg og Atlantico forsøgte at komme hen til ham, men Herrens mænd gjorde det umuligt. Andreas hævede kniven og kastede den, selvom den fløj forbi Herren så stoppede den hans fremgang mod James.

- ”Ser man det. Det her minder mig om et eller andet? Hvor har jeg set det her før? Nå ja… der var engang en ung mand der ønskede at beskytte sin lillebror og gjorde præcis det samme. Ved du hvad der endte med ham?” Andreas sank en klump og bakkede et skridt. – ”Han måtte se lyset for sidste gang, men hans lillebror stak af. Han forsvandt sporløst i mørket.” Billeder begyndte at dukke op i hans hoved. Andreas forsøgte at ignorere hovedpinen der hurtigt blev voldsommere. – ”Det der er mest skræmmende er at du ligner denne storebror. Dog kan du umuligt være ham da jeg sendte ham og hans familie i graven for forræderi.” Andreas gik i knæ da minderne blev for voldsomme. Minder om hans familie…


     Et brændende hus og kvinde skrig. En dreng på tolv og en dreng på fem, løb for livet. Løb ind i en gruppe høje mænd og den ældste dreng trådte ind foran sin lillebror.

- Løb, Andreas. Du må ikke se dig tilbage. Løb alt hvad du kan… Vi ses igen. Andreas begyndte at løbe, men han vendte sig i det han så sin bror falde. Andreas så et ansigt i det lette lys fra det brændende hus. Han så det grusomme smil og mærkede vreden vokse og brede sig.


      Andreas rejste sig i et brøl og slog Timothy tilbage. Hans vrede var utæmmelig og Timothy tørrede blod af sine læber.

- ”Du fik et slag ind? Hvordan er det muligt? Du var heldig, det vil ikke ske igen.” Andreas var lige glad. Han var et vildt dyr. Hans bror var blevet dræbt i det han ville beskytte sin lillebror. Nu lå Jessicas lig på torvet også på grund af Herrens tyranni. Alt der nogen sinde havde betydet noget for Andreas var blevet revet væk, alt sammen på grund af Herren! Andreas sprang frem og jog endnu en knytnæve i fjæset på Timothy der overrumplet trak sig tilbage.

- ”Du har gjort den forkerte gal i skralden, Timothy! Du har taget alt fra mig! Min mor… min far… Simon… ikke at forglemme Prinsessen! Jeg har ikke tænkt mig at trække mig nu! Må alle dem der har lidt under dig og dine mænd, få sin hævn i dag!” Endnu et slag og Timothy tog sig til maven.

- ”Hvordan har du fået en sådan styrke? Det er ikke menneskeligt! Andreas rettede sig.

- ”Jeg har alles tro i min ryg. Jeg har års vrede og had buldrende i mine årer. Jeg har set alle dem jeg elsker og holder af, lide eller dø for dine hænder. Nu er du gået for vidt! Hjertet er vågnet og du har intet at gøre her mere! Må fortidens sjæle gøre det færdigt!” Et brøl af et vindpust væltede gennem byen og ramte Timothy med enormkraft. Det var som om vinden tog alt ondt med sig og lod resten blive. Da vinden havde lagt sig var der ikke nogen af Timothys mænd tilbage og Timothy selv var også forsvundet. Andreas gik i knæ og gled ind i et tomt mørke. Han havde gjort det… Han havde slået Herren og hævnet alle der havde lidt under hans styre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...