Atlantis Hjerte: Næste generation

Natiles børn er vokset op i tyranens klør. Jessica hendes datter er dog hendes mor op af dage. Nysgerrig og vilje stærk... Tim finder dog hurtigt ud af at han ikke kan vinde og vil forsøge at tage kontrollen. Vil kongeriget falde eller vil Atlantis krone igen vende tilbage i de rigtige hænder.

0Likes
0Kommentarer
661Visninger
AA

15. Gaven...

     Jessica vågnede og trak sig op i puderne. Der var tomt i rummet for uden hendes engel Sina, der smilede trist.

- ”Jeg er ked af det Jessica, men de kunne ikke rede den ene. Vi forsøgte, men din datter overlever nok ikke. Hun er meget svag. Det virker som om hendes engel ikke vil dukke op.” Jessica rejste sig og gik hen til de to vugger. Hun kunne høre gråd, men den var meget svag. Hun tog pigen op i hånden og begyndte at vugge hende. Hun ignorerede Sina og fortsatte ufortrødent at vugge pigen, mens hun begyndte at synge. Hun gik i blinde… Hun kunne kun høre barnets gråd i det fjerne. Hun måtte hente sin datter, kalde sjælen til sig. Sina opgav at tale til Jessica og vendte tilbage til skyggerne. Efter en evighed begyndte pigen at græde, hvilket vækkede den anden og døren gik op. Leonora stivnede ved synet af Jessica over vuggerne.

- ”Prinsesse, I burde hvile! Det er ikke godt for dem at gå rundt i Deres tilstand! Jessica hørte ikke efter hun var benovet over den lille engel der var dukket op ved pigens side. En baby engel lå og forsøgte at få fat i Jessicas hånd. Jessica smilede og Sina lagde en hånd på hendes skulder.

- ”Jessica, du burde gå hen og lægge dig. Du har lige været bevidstløs i tolv timer.” Jessica så op og Leonora gispede. Jessicas øjne var hvide og Sina bakkede skræmt. Englen havde ikke set det hos Jessica før. Kun Andreas havde hvide øjne hvis det havde været en anstrengende kamp.

- ”Hjælp! En eller anden hjælp!” Skreg Leonora. James var først ved værelset og stivnede da han så sin søster.

- ”Væk Andreas! Det her ser ud til at være hans domæne.” Sagde han nervøst til de andre der dukkede op og Martin nikkede. James tog en dyb indånding og gik hen til Jessica der uforstående så på ham.

- ”Hvad er det der er galt?” Spurgte hun men James sprang baglæns over tonefaldet, der var rugt og dybt. Sidst han havde hørt den var da Andreas havde kaldt Jessicas sjæl hjem.

- Jeg kan ikke lide det her! Hvad er det der sker! Hvor bliver Andreas af! Jeg håber virkelig ikke at det her bliver ved! Er hun besat igen? Spurgte Allan og hjalp James op. Juaqline dukkede op i døren og gispede.

- ”Hvad er der sket?” Udbrød hun og Jessica gik et skridt frem.

- ”Jeg forstår jer ikke! Hvorfor er I så bange? Hvad er der dog med jer? Spurgte hun og de andre bakkede hurtigt ud af rummet. I samme nu kom Andreas og så forvirret på den lille gruppe der skræmt pegede på Jessica. Andreas rynkede panden og gik hen i døren hvor han stivnede.

- ”Jessica? Hvordan er det sket?” Spurgte han. Jessica var forvirret.

- ”Hvad snakker du om? Hvad er der galt med mig? Selv Sina bakker ind i skyggerne!” Andreas sank en klump og gik et skridt frem.

- Du kan virkelig ikke høre det? Din stemme Jessica… Du ved hvordan jeg ser ud efter en af vores lidt anstrengende kampe. Det er sådan du virker på os. Dine øjne er hvide og din stemme forvrænget!” Jessica stivnede og vendte sig rundt.

- ”Hvordan? Det eneste jeg gjorde var at synge for hende. Jeg forstår det ikke? Hvordan kan jeg…” Hun lod sig glide ned på gulvet og begyndte at græde. Hun ville ikke være skræmmende for de andre, men hun havde længe ønsket at kunne lidt mere end bare at hjælpe Andreas. Nogle gange var der en dæmon der ikke bare kunne slås ud. Den skulle have det sidste pres hvilket som regel betød at Andreas havde brugt alle sine kræfter. Han ville derfor altid gå ind for at lægge sig når de kom tilbage til slottet. Nu skræmte hun de andre. Hvis nu hun aldrig blev normal? Det kunne hun ikke bære. Andreas satte sig på hug foran hende og tog hendes hænder.

- ”Jes, se på mig.” Hun så op og Andreas smilede. – ”Det er allerede ved at forsvinde. Det var bare et chok for os alle… Ingen af os regnede med at det her kunne ske. Kan du huske hvad der udløste det?” Andreas skævede til englen der holdt sig tavs. Hun vidste altså ikke at Andreas kunne se hende. Jessica fulgte hans blik og smilede.

- ”Sina, du sagde et eller andet… Hvad var det nu?” Sina stivnede, men nikkede da det gik op for hende at Andreas så hende.
- ”Jeg fortalte dig om jeres datters situation. At det ikke virkede som om hendes engel dukkede op. Derefter lyttede du ikke til mig. Jeg forsøgte at forklare dig at det ikke kunne lade sig gøre at rede hende, men jeg kan se jeg tog fejl.” Andreas rejste sig og gik hen til de to vugger. Han tog den ene op og smilede.

- ”Hvor var jeg dum at tro det her var en fejl. Han er jo vidunderlig. Det er hun også… Jeg håber ikke der kommer til at være de store opgaver lige det første stykke tid. Jeg ville helst have chancen for at se dem vokse op… Undskyld.” Sagde han da det gik op for ham de andre stirrede. – ”Det er bare ikke nemt at se på fremtiden når du har et job som jeg. Jessica rejste sig og stillede sig ved siden af ham.

- ”Bare rolig, Andreas. Vi kommer også til at se deres børn vokse op. Nu har jeg lidt mere styrke, selv om ingen af os ved hvad det kommer af. Jeg er sikker på at det der er på vej ikke vil komme i vores tid. Vi kan forsøge at påvirke det positivt. Altså arbejde sammen mod den negative energi.” Andreas nikkede og lagde drengen tilbage i vuggen. Han var ikke helt overbevist, men han var jo ikke alene længere det var sikkert.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...