Atlantis Hjerte: Næste generation

Natiles børn er vokset op i tyranens klør. Jessica hendes datter er dog hendes mor op af dage. Nysgerrig og vilje stærk... Tim finder dog hurtigt ud af at han ikke kan vinde og vil forsøge at tage kontrollen. Vil kongeriget falde eller vil Atlantis krone igen vende tilbage i de rigtige hænder.

0Likes
0Kommentarer
664Visninger
AA

4. En gammel flamme

     - ”Jessica, se her! Jeg fik top karakter! Jeg kan ikke tro det.” Juaqline kom løbene og Andreas rejste sig fra bordet.

- ”Vi snakker på et andet tidspunkt, Deres Højhed.” Sagde han med et let buk og gik. Jessica skar tænder. Hvor vovede han at antyde hun ikke vidste hvad hun gjorde? Det var Andreas der ikke forstod. Han kendte intet til hendes drømme. Da Jessica havde været fire havde hun drømt om en kvinde. Denne kvinde havde fortalt hende at når tiden kom, ville Jessica være den eneste der kunne rede Atlantis. Den eneste måde dette kunne ske var at den hun elskede skulle dræbe hende. Han måtte gøre det muligt for hende at kæmpe som en sjæl af hjertet, hvad det så end skulle betyde. Hun havde fortalt James det og han havde forstået hvilken vigtighed det havde været. Juaqline rømmede sig.

- ”Hvad er det der foregår mellem dig og Dres?” Spurgte hun og Jessica fnøs.

- ”Ikke noget, det ved du godt! Jeg er ikke et af de faldende får der forguder ham. Jeg hader ham!” Svarede hun og Juaqline smilede.

- ”Så siger vi det… Se her jeg fik top karakter. Jeg er så glad jeg kunne springe. Jeg kan virkelig ikke tro at jeg fik den bedste karakter i Matematik. Jeg er så dum til at lave algebra og alt det der. Jeg skylder dig tak for at ville læse med mig.” Jessica smilede og gengældte sin venindes omfavnelse. Jessica var mønsterelev og alle lærerne var meget glade for hende. Hun havde tre læsegrupper og i alle tre var der en person der irriterede hende. Andreas havde skrevet sig ind og han nød at stille de mest latterlige spørgsmål. Han havde så sent som dagen før spurgt om hun kunne forklare ham forskellen på historie og legender. Det var jo nok noget af det nemmeste, syntes Jessica og de andre havde gjort nar af ham med det samme. Han var gruppernes klovn nummer et. Jessica fik lidt ondt af ham. Han havde det også med at kalde hende prinsesse i stedet for hendes navn, men det var jo ikke hans fejl. De andre troede bare han var vild med Jessica, men det var han jo ikke. Han ville bare sikre sig at der ikke skete hende noget. Han og Juaqline var de eneste fra Atlantis stolte folk der havde haft chancen til at flygte. De havde ikke haft noget valg med hensyn til at følge Jessica og hendes onkel. Jessica så mod den lyseblå himmel og sukkede.

- ”Gad vide om vi for muligheden for at vende hjem? Jeg mener det er ikke nemt at sidde her mens jeg ved at mit folk er i fare.” Juaqline nikkede men sagde intet. I samme nu ringede klokken og Jessica måtte fine sin læsegruppe, mens Juaqline skulle til gymnastik.

– ”Vi ses der hjemme.” Sagde hun og løb mod hallen. Jessica rystede opgivende på hovedet og gik ind i hovedbygningen. Hun blev glædeligt overrasket da hun fandt sine venner i læsegruppen i fuld gang med at læse. Dog sad Lasse og gjorde sig til for Jessica mens Andreas holdt et vågent øje med ham. Jessica skulle til at begynde da en kvinde bankede på.

- ”Undskyld jeg forstyrre, men der er en i dette klasseværelse der skulle hedde Jessica?” Sagde hun nervøst og Jessica gik hen til hende.

- ”Det er mig. Kan jeg hjælpe dig?” Kvinden nikkede og vinkede Jessica uden for døren.

- ”Mit navn er Tiffany. Jeg er lærer her, men jeg blev chokeret første gang jeg så dig. Jeg troede at du var en gammel veninde af mig. Så jeg kiggede lidt i dine papirer. Jeg kan se at du og dine to venner flyttede her til for et par år tilbage. I bor hos din onkel ikke? Jeg ville utroligt gerne tale med ham. Ser du der har været nogle problemer mellem din ven, Andreas, og en af de andre drenge. Jeg kunne bare ikke få kontakt til ham. Kan du måske fortælle mig hvornår det bedste tidspunkt at få fat på din onkel?” Jessica skævede til døren og tog en dyb indånding.

- ”Min onkel er så sjældent hjemme, men han skulle komme hjem ved otte tiden. Jeg kan ikke love noget, frøken Tiffany.” Svarede hun og Tiffany smilede stift.

- ”Jeg ser… Det er dog også det tidspunkt jeg henter mine drenge fra kamp, men jeg er nød til at snakke med ham. Jeg ville meget gerne se om jeg kunne komme forbi, jeg håber ikke han er for træt. Ses forhåbentlig senere.” Sagde hun og skyndte sig videre. Jessica gik ind og sendte Andreas et strengt blik, der fortalte ham at hun vidste hvad han gik rundt og lavede. Han krøb lidt ned i sædet og der kom ingen ord fra ham hele timen. Da dagen var ovre skyndte de sig hjem, da Jessica måtte hjælpe Juaqline med at lave mad så Martin kunne få sit måltid inden han gik i seng. Det var ikke fordi han tvang dem til at lave noget, men hvis ikke han fik noget at spise var han ikke særligt glad dagen efter. Han var lidt hård og ønskede ikke at tale med nogen. Han havde det ikke godt hvor han arbejdede, men de havde brug for de penge det gav. Andreas smuttede om et hjørne lidt før huset som han plejede da han skulle ned og passe sit fritidsjob i den lille butik ved gadehjørnet. Jessica smed sine ting inde på værelset og skyndte sig ned til Juaqline der allerede var i fuld gang med maden.

- ”Jeg ved ikke om vi får besøg, men jeg tror at en af Andreas lærere kommer forbi for at tale med Martin. Det tyder på at han har været oppe at toppes med en af de andre drenge.” Juaqline nikkede og Jessica begyndte at dække bord. Efter et par timer kom Andreas hjem og skyndte sig ind på badeværelset. Han gik altid i bad når han havde været på arbejde, selvom der ikke var nogen særlig grund til det. Jessica over tog maden og Juaqline svang en hurtig kost i huset. Da maden var færdig, kom Martin hjem. Jessica smilede da Martin sniffede let i luften.

- ”Hvilken liflig duft. I har virkelig gjort det godt, piger.” Sagde han træt og lod sig dumpe ned i stolen for bordenden. Andreas kom ned i sit hjemme tøj og satte sig overfor Jessica der altid sad mellem Juaqline og Martin. Maden var som altid vidunderlig men da Jessica og Juaqline var ved at tage af bordet og de to andre havde sat sig ind i stuen ringede det på døren. Alle stivnede og Martin, der havde været ved at blunde, vågnede med et sæt.

- ”Kan de have fundet os?” Spurgte Andreas og Jessica sank en klump.

- ”Forhåbentlig er det hende, frøken Tiffany. Du ved din lærer. Hende der fortalte mig at du havde været i diskussion med en af de andre.” Andreas stivnede.

- ”Var det hendes undskyldning. Jeg troede at dit blik betød at hun havde fortalt dig om mine karakterer.” Jessica så skræmt på Andreas der nervøst nærmede sig døren. Han tog roligt fat i den og åbnede.

- ”Godaften! Undskyld jeg forstyrre så sent, men jeg var nød til at tale med den voksne ansvarlige.” Sagde en kvinde og Andreas trådte let til side, så frøken Tiffany kunne komme ind. Hun tog hat og handsker af for så at vende sig mod den lille familie. Hun stivnede da hun så Martin og var ved at falde over den lille sko hylde. – ”Jeg… Jeg burde have vidst det… det er kommet så vidt!” Jessica gispede og Juaqline hvinede. Tiffany talte Atlantiansk. Martin gik frem og tog Tiffanys hånd.

- ”Kan det virkelig passe? Har du været her hele tiden? Jeg var bange for at han havde fanget dig eller det der var værre.” De to voksne omfavnede hinanden og lod de tre børn ligne spørgsmålstegn. Martin førte Tiffany ind i stuen og Andreas gik ud for at hjælpe pigerne.

- ”Man skulle tro at det var en tabt flamme, ikke? Jeg mener måden hun reagerede på ham. Jeg kan sværge på at jeg kunne høre lidenskab i den gamles stemme.” Efter nogle minutter ringede det igen på døren og Andreas gik forsigtigt ud til døren igen.

- ”Bare rolig… Det er nok bare mine sønner der blev lidt bekymrede over jeg ikke var kommet ud. Allan og Luis…” Sagde Tiffany og åbnede døren. To drenge stod i døren og skævede til deres mor. – ”Jeg håber på at vi kan tales ved på et andet tidspunkt. Hyggeligt at møde dig under omstændighederne.” Tiffany gik ud og lagde armene om de to drenge.

- ”Så skal vi vidst ikke kalde dem frøken Tiffany, men frue.” Sagde Martin med en lettere trist stemme. Tiffany lo.

- ”Nej, jeg er ikke gift. Ser du min kæreste og jeg måtte skilles før vi blev gift. Jeg har kun disse to pragt eksemplarer af et par drenge til at minde mig om den vidunderlige mand.” Den ene af drengene rev sig løs af sin mors greb og vendte sig mod hende.

- ”Han er ikke vidunderlig, mor! Vores far var en nar… han fik valget med at være med dig eller sit job og han valgte sit job! Jeg syntes han er en nar og jeg ville ønske jeg aldrig mødte ham!” Hvæsede han og Tiffany sukkede.

- ”Allan, din far havde intet valg! Det har jeg forsøgt at forklare dig. Hvis I kendte hele sandheden ville det være nemmere, men jeg frygter for jeres liv. Jeg ville ønske at du ville holde op med at være gal på en mand du aldrig har mødt. Allan lad nu vær med det der kom tilbage her til! Undskyld, mine drenge er lidt enerådige. Det ligger vidst til familien.” Martin så flovt ned og Jessica lagde mærke til glimtet i Tiffanys øjne. Hun skulle til at sige noget da Martin lagde en hånd på hendes skulder.

- ”Jeg forstår hvilken belastning det kan være at være ene forældre. Det er ikke nemt at være mor og far på en gang, samtidig er jeg deres onkel så det bliver kun værre.” Tiffany lo let og rømmede sig så. Den anden dreng skulede til Martin, men han lagde vidst ikke mærke til det. Så blev der dyttet og Tiffany måtte gå. Da Martin lukkede døren virkede han mere glad og svævende end normalt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...