Atlantis Hjerte: Næste generation

Natiles børn er vokset op i tyranens klør. Jessica hendes datter er dog hendes mor op af dage. Nysgerrig og vilje stærk... Tim finder dog hurtigt ud af at han ikke kan vinde og vil forsøge at tage kontrollen. Vil kongeriget falde eller vil Atlantis krone igen vende tilbage i de rigtige hænder.

0Likes
0Kommentarer
657Visninger
AA

11. Det overnaturlige eksistere

    - ”Jeg vidste ikke at han var så speciel! Hvordan kunne du vide det Natalie?” Spurgte Atlantico og Jessica sukkede.

- ”Jeg vidste det fordi jeg havde talt med hans forældre. Kan du huske kroejeren fra den lille landsby?” Atlantico nikkede. Jessica lagde en klud på Andreas' pande og  rejste sig.

- ”Kan I to ikke snakke udenfor! Jeg forsøger at få hans feber ned! Jeg kan ikke koncentrere mig når I to skal diskutere her inde!” Hviskede hun hæst og Atlantico bøjede hovedet.

- ”Undskyld Jessica. Vi skal nok gå… Er du sikker på at det er nogen god ide at du opholder dig ude af sengen? Jeg mener du er jo også syg!” Jessica sendte sin far et hårdt blik og Atlantico skyndte sig ud. Når kvinderne i hans familie sendte ham det blik var der intet at rafle om, ellers havnede man i kælderen. Atlantico havde fået nok af små, mørke rum for resten af sit liv. Han mødte Martin, der var ved at pudse sølvtøj, i hallen. Det var helt underligt at se Martin gøre manuelt arbejde i forhold til hvad man huskede han havde haft lov til. Nu hvor Natalie havde været dronning skulle hendes børn være næste hvilket gav Martin frihed nok til at gøre manuelt arbejde, hvilket han gjorde glædeligt.

- Hej du har ikke tænkt dig at rive halsen over på mig længere vel? Jeg mener nu tingene er faldet lidt til ro havde du rig mulighed for at gøre dine helveds år op. Jeg levede jo mere eller minder i luksus.” Sagde Martin og Atlantico stoppede op.

- ”Frist mig ikke, Martin. Nu hvor du er tredje i arvefølgen kan jeg godt gøre den slags uden at risikere en halshugning.” Martins smil blegnede og Atlantico smilede. – ”Tag det roligt, Martin. Mine brødre forklarede mig din plads i blandt oprørende. Jeg er bare ked af at jeg først fik det at vide i forgårs. Desuden gjorde du et godt stykke arbejde ved at holde dem ude af syne i fem år. Jeg kender ikke mange der kunne have gjort det.” Martin sukkede og vendte sig rundt.

- ”Det var heller ikke nemt. Jeg er selv imponeret over at det kunne lade sig gøre. Jeg troede faktisk at Jessica eller Juaqline ville opsøge James eller andre fra deres fortid. Atlantico, hvor længe havde du vidst vi boede der?” Atlantico kløede sig i nakken.

- ”Faktisk gættede jeg. Jeg vidste at I befandt jer i en radius af et par kilo meter, hvilket Timothy også gjorde. Da så jeg Tiffany og regnede ud at I befandt jer i det hus. Så…” Martin begyndte at le.

- ”Du! Den store Atlantico, kunne ikke finde ud af hvor hans datter befandt sig? Den må have gjort ondt…!”

- ”Det ser ud til at alt er ved det gamle. Martin, har du set drengene? Jeg kan ikke finde dem nogen steder? Tiffany så bekymret rundt og Atlantico rynkede panden.

- ”Jeg har overraskende nok ikke set nogen af dem i et par timer. De plejer at rive hylder ned og den slags på det her tidspunkt. Hvad laver de knægte mon?” I samme nu kom Luis strygende ned af trappen og væltede næsten ind i sin mor.

- ”Undskyld mor. Jeg kunne ikke stoppe. Har I set de andre? Jeg har endelig fundet noget.” Martin lagde hovedet på skrå og så spørgende på ham, men Luis var for hurtigt væk til at nogen kunne nå at sige noget. Han fandt de to andre i træningsrummet, hvor James forsøgte at finde sin balance. Han faldt ned af bommen da Luis kom farende.

- ”Jeg fandt det venner! Jeg fandt det endelig!” Sagde han glad og rakte James bogen han havde haft i hånden.

- Det tog også kun et par dage. Hvad står der så? Spurgte Allan og de tre drenge satte sig på en bænk.

- ”Ok lad os se…” Sagde James og begyndte at læse


     ”En reaper er et væsen der henter døde sjæle og føre dem hen til stedet efter døden. De har evnen til at fra tage livet og tilfører livet til en hver der møder dem. De er ikke levende og kun dem de kommer for at hente kan se dem. De kan optræde som hvad som helst, alt efter hvad der beroliger personen de er efter. Deres job består af ikke at skulle tilføre skade eller frygt, men få den døde til at accepter sin død. Derved behøver der ingen magt… Nogle gange er de nød til at bruge deres særlige evner…


    James så op og Allan sank en klump.

- ”Var det det der skete? Brugte den, den særlige evne? Var det det der fik Jessica til at flakke?” De to andre stirrede overraskede på Allan der så ned.

- ”Jeg kunne ikke se hende før Andreas stak staven i hende, men jeg har kunnet fornemme noget i lang tid. Jeg troede bare jeg var ved at blive skør.” Sagde han flovt og James nikkede.

- ”Tænk på, Andreas. Han har kunnet se det monster hele tiden. Gad vide hvad det viste sig som overfor Jessica?” Hviskede Luis som var han bange for at nogen andre skulle høre ham. James nikkede og Allan sank en klump.

- ”Det vil sige at alt det overnaturlige faktisk eksisterer. At det andre ikke kan se eller høre, kun føle er der ude. Hvordan kan vi vide at der ikke er nogen her lige nu?” James trak på skuldrene og de tre unge mænd så jeg nervøst omkring. De havde faktisk ret. Der var nogen i rummet. Andreas familie opholdt sig lige da i rummet og Simon morede sig over de tre unge mænd. Hans far sendte ham et strengt blik.

- ”Vi er her ikke for at skræmme dem, men for at sikre os at den reaper er helt væk. At porten er lukket. Jeg har ikke lyst til at havne i samme situation. Vi aftalte jo at vi blev og hjalp Andreas til han har fået lidt styr på sin gave. Vi ved alle godt at det ikke bliver længe men hvis vi er heldige kan vi blive og se hans bryllup og kroning. Sagde Andreas mor og Simon trak sig væk fra de tre på bænken.

- ”Jeg vil nu helst blive til jeg selv kan følge min lillebror til den anden side! Jeg syntes ikke at det var rart, da der kom en reaper efter mig. Den kunne ikke helt finde ud af hvad den skulle komme som.” Sagde Simon og gøs. James rejste sig og gik lige gennem Simon for at gribe en stav.

- ”Der er måske en måde. Hvis vi kunne se monsteret da Jessica var forsvundet og du så hende da Andreas stak staven igennem hende, måske kan vi finde ud af om der er nogen her nu…” De tre spøgelser stivnede.

- ”Vi må væk her fra. Hvis han begynder at så med den stav er vi færdige. Ingen kan skjule sig længe med en jordbinder i gennem sig." Sagde Andreas far og de forduftede. Efter nogen tid måtte James erkende at der ikke var nogen i rummet og de tre venner opgav deres frygt et lille stykke tid.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...