Atlantis Hjerte: Næste generation

Natiles børn er vokset op i tyranens klør. Jessica hendes datter er dog hendes mor op af dage. Nysgerrig og vilje stærk... Tim finder dog hurtigt ud af at han ikke kan vinde og vil forsøge at tage kontrollen. Vil kongeriget falde eller vil Atlantis krone igen vende tilbage i de rigtige hænder.

0Likes
0Kommentarer
661Visninger
AA

3. Den lukkede dør

     Jessica gik langsomt hen mod den aflåste dør. Hendes hjerte slog vildt og hendes åndedræt var ukontrolleret. Noget fortalte hende at der var noget galt. Døren stod på klem og Jessica skubbede forsigtigt til den. Hun stivnede da hun så herren stå over en smuk kvinde med en bloddryppende kniv i hånden.
- ”Nu kan du ikke håne mig mere, Natalie. Du er færdig! Jeg troede ved at fange dig i lænken og dræbe alt dit håb ville få mindre modstand fra dig. Jeg skulle have gjort det her fra starten. Nu kan ingen rede dig mere!” Jessica skreg og herrens blik faldt på hende. – ”Hvad laver du her? Forsvind!!!” Jessica begyndte at løbe, men herren fik fat i hende. Hun kunne mærke knivens kolde stål mod sin hud og forsøgte at skrige, men hun kunne ikke.

       - ”Jessica! VÅGN OP!” Jessica vågnede og så på sin onkel der holdt fast i hende. Hun hang over kanten på slottets øverste tårn med onklens hånd som livline. Regnen silede ned. Hvordan var hun kommet der op? Da Martin havde hjulpet hende op løb Jessica ned til den aflåste dør hvor hun forsøgte håndtaget. Den var låst.

- ”Jessica, er du okay? Det er ikke normalt at du går i søvne på den måde og oveni købet skriger! Skal jeg kalde lægen?” Jessica hørte ikke efter hun fandt nøglekopien frem og låste døren op. I det hun åbnede slog et lyn ned og lyset slukkedes. Få sekunder efter blev et lille stearinlys tændt i rummet. Jessica hvinede og faldt baglæns ud af døren, ind i Martin der greb hende. Kvinden fra hendes drøm stod som en bleg silhuet i det lette lys. Hun virkede mindst lige så chokeret som Jessica selv. Kvinden vågnede af sin trance og kom hen til døren hvor hun gik på knæ så hun var på højde med Jessica og Martin der stadig sad på gulvet uden for døren. Martin rejste sig nervøst men sagde intet.

- ”Jessica?” Spurgte kvinden med svag stemme og rakte en hånd frem for at kærtegne Jessica, der overrasket trak sig tilbage. Kvinden forsøgte at følge hende men væltede forover. Da så Jessica den lange lænke og kvinden satte sig i døren hvor hun begyndte at græde.

- ”Det har været alt for længe… hvorfor piner han mig sådan? Jeg vil væk. Jeg kan ikke mere! Atlantis vil blive dit, Timothy… hvis bare du holder op med at pine mig. Jeg er ikke længere stærk nok… Atlantico jeg ved vi vil mødes på den anden side!” Nu greb Martin ind.

- ”Nej Natalie! Du må ikke give op! BattleStar holder stadig stand. Hjertet stråler stadig… hvis du overgiver dig til døden vil vores kamp være forgæves. Vores offer vil være forgæves! NATALIE!” Jessica begyndte at løbe og stødte ind i en kappeklædt fyr der var på vej hen af gangen. Han holdt fast i hende og førte hende tilbage til Martin der forsøgte at vække den blege kvinde.

- ”Det var vidst i sidste øjeblik. Her tag dig lig lidt af hende. Natalie, kom tilbage til mig. Du ved jeg aldrig ville lade dig alene, elskede.” Jessica stivende. Hun genkendte stemmen, men manden der sad bøjet over kvinden virkede ikke nær så gammel, som hun huskede stemmens ejermand. Kvinden slog øjnene op og en tåre trillede da hun så manden.

- ”Atlantico? Men Timothy sagde at du ikke havde holdt mere end en uge. Han forsikrede mig om at han havde ladet din krop rådne og blive ædt af utøj og rotter. Jeg troede jeg havde mistet dig.” Hviskede hun og Martin smilede.

- ”Hvornår hentede de dig?” Spurgte han og den fremmede rykkede hurtigt. Han greb Martin om hagen og løftede ham op.

- ”Jeg skal give dig for alle de år! Jeg sværger at du ikke skal få hvile de næste tyve år af dit liv! Forræder!!” Hvæsede han og Martins smil blegnede.

- ”Jeg gjorde intet for at skade dig. Hvis det havde stået til Tim havde du sultet og tørstet i det hul. Jeg var den der sørgede for at du holdt dig i live, AT! Jeg skylder dig mit liv og det var det jeg gjorde. Jeg holdt mig som hans højre hånd for at beskytte Jessica og James…!” Den fremmede løftede Martin helt op så hans fødder ikke længere kunne røre jorden.

- ”JAMES! Du ville beskytte dem, men du ved lige så godt som jeg hvad der skete. James er død fordi du ikke kunne passe dit ”job”. Mine brødre kom for sent! Jeg skulle virkelig sende dig i hullet så du kunne mærke helvede, men jeg tror det bliver for mild en straf.” Den sidste farve Martin havde haft forsvandt og Jessica greb fat i den fremmedes hånd.

- ”Jeg beder dig. Du må ikke skade ham! Han er den eneste jeg har tilbage…” Bad hun og den fremmede slap Martin der faldt hostende til gulvet.

- ”Vær du glad for at der er nogen der stadig holder af dig, forræder. Nu tager jeg Natalie med mig, men hvis jeg høre, ser eller mærker at du følger mig. Ender du med kniven i brystet. Stol på det, Martin!” Jessica gispede da den fremmede huggede en kniv i lænken der sprang. Han tog kvinden i sine arme og begyndte at gå men i det han nåede trappen stivnede han. Han stod og stirrede på et eller andet neden for. Jessica rejste sig og gik hen for at se hvad det var der skete. Hun stivnede. Neden for trappen stod Herren og smilede sleskt.

- ”Troede du virkelig at det var så let? Atlantico, du er ynkelig! Jeg vidste at du ville afsløre dig selv en dag. Jeg er imponeret over at I har kunnet holde jeres hjem skjult i al den tid. Det er bare synd at du ikke afslørede mig før nu. James!” Jessica faldt i knæ da hun så den unge mand der brød skyggerne.

- ”Hej, har I savnet mig?” Sagde han og Herren lo.

- ”Jeg vidste at dine brødre ville forsøge at rede den stupide knægt, så jeg gav ham et ultimatum. Det var døden eller troskab. Den lille prins valgte troskab. Han har været en fantastisk informationskilde mod oprørende." Nu huskede Jessica alt fra den aften hun og Juaqline var gået i kælderen. Hun huskede den underlige følelse hun havde haft omkring James, nu forstod hun hvorfor. Han var ikke James. Ingen kunne snyde hende. Hun rejste sig og begyndte at gå ned af trappen. James smilede og åbnede armene.

- ”Kan du se, Jes. Vi ville mødes igen. Jeg er her på den rigtige side.” Jessica stoppede en meter fra ham.

- ”Du er ikke James. Du er kold og ufølsom. Du er herrens håndlanger. Min bror var rar, blid og kærlig. Han ville aldrig slutte sig til herren selvom han var den sidste person i verden.” Sagde hun og der skete et eller andet med James. Hans blik blev tomt, som om hans sjæl forlod hans krop. I det greb Herren fat i Jessica og holdt hende fast.

- ”Interessant… Hun viser utrolig mod. Det må vidst ligge i blodet. Din søn gjorde det samme, Atlantico. Jeg er imponeret over at I kunne snyde mig men hun har ret… Denne James er ikke din bror. Han er min skabelse. Jeg fik lavet en klon, derfor tog jeg ham, men jeg tog ikke højde for at James ikke kunne sige et ord. Jeg var nød til at give min søn ordre til at lade jer, narhoveder, lære ham at tale. Min stakkels dreng blev hånt og latterlig gjort, men han blev på sin plads, for at gøre mig stolt. Jeg er imponeret over hvor dygtig du er, lille Jessica…”

- ”Slip hende eller du vil fortryde det!” Ordene rungede i rummet og James klonen sprang baglæns. – ”Jeg vil ikke lade dig skade nogen. Det er slut, Timothy Laksano! Jeg er tilbage!” Timothy slap overrasket Jessica der nervøst så rundt i mørket. Lyn slog ned uden for vinduerne og en skikkelse viste sig. I det kom lyset igen og en kappeklædt mand svang sig ned fra et af de nærmeste vinduer for at lande ved Jessica. – ”Er du okay, Prinsesse?” Jessica nikkede og manden der tilsyneladende også bar maske vendte sig mod Herren der skræmt bakkede mod døren.

– ”Den vej kommer du ikke. Jeg har folk over alt. Vi var sikre på at BattleStar ville gribe ind nu. De er kun en tiende del af hvad jeg har kunnet smede sammen i årenes løb. Jeg ved hvem jeg er og er stolt af at kunne kalde mig ved navn. Jeg har måttet skjule mig i alt for mange år.” Manden lod masken falde og Jessica gispede. Nu stod der to James… Den ene havde ikke rørt sig i flere minutter, men nu vågnede han igen. Han angreb den kappeklædte James, der adræt sprang til siden. Herrens James hævede sin arm, der ændrede sig til et spyd og ”Kappe” James trak et sværd.

- ”Hvad! Har I tænkt jer at glo eller får I folk ud her fra!” Brølede han og tre andre kom frem fra skyggerne.

- ”Man, det er ikke nemt at skifte sikringer i så stort et slot.” Sagde den ene og tog blidt fat i Jessica. Hun genkendte stemmen og smilede. Det var Juaqline. Hun var en af James folk.

- ”Jeg burde have vidst det. Hvornår var det at du begyndte at liste ud om natten?” Hviskede Jessica og Juaqline lo.

- ”Du er da også den skarpeste hjerne jeg har kendt. Dine sanser er ikke til at snyde.” Sagde hun og stoppede pludseligt. Hun stod og stirrede mod slots porten og en af de andre kom hen til hende.

- ”Juaqline, vi er nød til at fortsætte. Han skal nok klare sig. Det er ikke første gang han er gået op mod den klon.” Sagde han og Juaqline nikkede.

- ”Men denne gang kommer han måske ikke, Kim. Han ville gøre det færdigt. Han var træt af at leve i frygt. Det var det der fik ham til at råbe. Han…” Juaqlines stemme knækkede over og den anden lagde armene om hende.

- ”Han kommer. Der er ikke den mand der kan få krammet på den Stjerne.” Sagde han men han virkede ikke selv overbevist. Jessica skrævede til den fremmede der stadig bar på kvinden. Hun var svag og i det lette lys der kom fra gaderne og den voldsomme regn fik det til at se ud som om han bar på et lig. Jessica stoppede op og stirrede intenst på dem. De var begyndt at blive utydelige? Hun så op men intet var at se. Kunne det passe at denne kvinde var… Nej, hun kunne umuligt være Natalie, Jessicas mor og Dronningen af Atlantis, kunne hun? Dette svage væsen? I samme nu slog et lyn ned i en lygtepæl og hele gaden blev mørke lagt.

- ”Vi er nød til at fortsætte mod havnen. Jeg kan ikke holde det tilbage meget længere.” Råbte kvinden og Jessica faldt på maven, da et eller andet greb fat i hende. – ”Nej det er ikke hende! Tag mig, jeg er jeres stærkeste sjæl her. Det er mig der har trodset jer gang på gang. TAG MIG!” Kvinden stod pludseligt over Jessica og et stød jog gennem hende ved kvindens berøring. – ”Skynd jer væk. Jeg kan ikke følge jer længere!” En kraftig rød stråle jog gennem kvinden ved brystet og kvinden faldt slapt til jorden.

- ”Nej! Ikke igen! Natalie!” Manden der havde beskyttet kvinden faldt på knæ ved den livløse krop der straks blev til støv. – ”Kan du se hvad der er sket, Forræder! Det her er din skyld! Nu er hun væk! Hun har sluttet sig til dem… Nu kan vi intet gøre for at få hende tilbage. Atlantis er dømt til udslettelse!” Jessica skreg og forsøgte at bakke væk. Herren var dukket op i mørket.

- ”Ser man det.” Klonk! Herren sparkede manden væk og hans latter rungede koldt og blandede sig med tordenbragene. – ”Nu er der ingen at beskytte, Atlantico. Utroligt at hun bukkede under først. Jeg troede at hun var stærkere end du, men jeg tog fejl. Hvilket spild… af godt blod!” Endnu et spark og Herren greb Atlantico om hagen for at løfte ham op. – ”Du er svag uden din rygrad. Hun var virkelig alt i dig. Hun var det der fik dig til at fortsætte. Jeg er skuffet… jeg havde håbet på lidt mere modstand. Jeg tog vidst alligevel fejl af dig. James, tag dig af dem!” Juaqline skreg og faldt til jorden. James kom frem med et afhugget hoved i hånden. Jessica rejste sig og stillede sig foran de andre. Hun så sin bror i øjnene og hævede sine hænder klar til forsvar.

- ”Du skal forbi mig først! Jeg vil ikke lade flere dø i dag! Det siges at…” Jessica tav og sænkede sine hænder. James blik var forpint og forstående. Det var James, hendes bror. Hun tog sig i at falde ham om halsen og hævede igen sine hænder. – ”Gør det færdigt!” James hævede sit sværd og gjorde klar til angreb. Hvis nogen skulle ændre tidens gang var det Jessica. Hun var den eneste der havde evnen. Det indebar bare at hun skulle dø for hånden af den hun elskede. Hendes bror betød alt for hende. Hun lukkede øjnene og James huggede. Bonk! Jessica åbnede sine øjne og hvinede af overraskelse James var blevet slået til jorden og ham der havde gjort det gjorde klar til at give ham nådestødet. Jessica greb hans hænder og rystede på hovedet.

- ”Lad os komme af sted! Vi kan ikke dræbe en klon, det er stadig et menneske! Vær sød at lade ham leve!” Bad hun. Hun slap hans arm da han nikkede og dem der var tilbage af den lille gruppe begyndte at løbe mod havnen. Juaqline græd da det lille skib satte i bevægelse, men Jessica kunne ikke føle noget. Hun var tom… Hendes tanker kunne ikke helt op fange den situation der forgik. Atlantis forsvandt bare i et mørkt sky dække.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...