Gyngestativet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 maj 2015
  • Opdateret: 9 maj 2015
  • Status: Færdig
Den 10-årige Alberts to allerbedste venner er Sonja og Solveig. De tre betyder alt for hinanden, og de vil være venner for altid! Men skæbnen vil, at Solveig dør i en tragisk ulykke. Herefter flytter Sonja af hemmelige årsager væk fra deres lille, sydfynske landsby. Den lille Albert er nu overladt til sig selv og sidder helt alene tilbage på gyngestativet.

76 år efter har den gamle Albert en næsten overnaturlig oplevelse. Det får ham til at beslutte, at han nu vil prøve at finde Sonja for bl.a. at få opklaret de mange uafklarede spørgsmål fra dengang, der stadig nager ham den dag i dag.

0Likes
0Kommentarer
741Visninger
AA

1. Kapitel 1

Åstrup, Sydfyn, tirsdag 13. november 1917

 

 

Den hårde efterårsvind slog ind på vores hætter, mens vi sad på gyngerne. Der var lys i stort set hvert vindue i vores hus, og selv katten søgte læ bag nogle træer. Jeg sad på den midterste gynge ved siden af Sonja og Solveig, som var to af mine bedste venner. De begyndte begge at bevæge benene for at få deres gynger i bevægelse. Jeg sad stille med mine ben, og Sonja og Solveig tog hver deres hånd til mine hænder, så jeg holdt dem begge i hånden. Dermed begyndte min gynge også at gynge, idet deres gynger var i fuld bevægelse. Det var en meget sjov leg. Sonja og jeg var dengang 10 år, og Solveig var 9, men også snart 10. Traditionen tro kom min mor ud kl. 21 og sagde, at nu var det sengetid, og dermed måtte Sonja og Solveig tage hjem. Vi krammede farvel, og jeg gik ind og børstede tænder og gik i seng. Jeg lå i sengen og kunne mærke, hvor glad jeg var for dem begge to. Kort før jeg faldt i søvn, havde jeg konkluderet, at de var mine to allerbedste venner. Men hvem der var den allerbedste, kunne jeg ikke sige. De var fuldstændig lige gode.

 

Toget kørte stærkt forbi os, mens vi sad oppe i den lille hytte i træet dagen efter. Støjen fra det forbikørende tog gjorde, at Solveig var nødt til at gentage, hvad hun lige havde sagt til mig. Efter lidt tid tog jeg dem begge i hænderne og sagde, at jeg havde fundet ud af, at de var mine to allerbedste venner. Jeg kunne se på dem begge, at de blev rørt. De kiggede på hinanden og fniste på en alvorlig måde. Sonja sagde, at at Solveig og jeg også var hendes to allerbedste venner, og Solveig gav Sonja ret i, at vi var den allerbedste bedste vennetrio, man kunne forestille sig. Vi krammede alle tre hinanden på samme tid, og jeg kunne mærke den store vennekærlighed, der var imellem os. Efter vi havde talt lidt, blev vi enige om, at vi alle tre ville sværge en ed: Vi skulle alle tre være venner for altid! Vi tog vores tommelfingre ind mod hinanden og sagde i kor: "Vi skal alle tre være venner for altid". "Og når én af os dør på et tidspunkt, fortsætter de to andre med at være venner", sagde Sonja. Solveig og jeg gav hende ret. Vi tog vores tommelfingre væk, og jeg kunne mærke, hvordan vores venskab var blevet endnu tættere nu.

 

Næste morgen åbnede jeg døren til klasseværelset. Der blev som sædvanligt snakket lidt i munden på hinanden og kastet med papirflyvere. Jeg satte mig hen ved siden af Sonja. Jeg kunne ikke få øje på Solveig, men jeg tænkte, at hun nok snart kom. Jeg snakkede en smule med Sonja, inden døren gik op. Så blev der mussestille, for det var læreren, og så skulle der være ro. Læreren sagde: "Vi har lige en gæst i dag, der skal give jer en meddelelse". Døren gik op igen, og ind trådte en politibetjent. Jeg var en smule fascineret, for det var ikke tit, at man fik lov at se sådan en. Han sagde til os: "Jeg har en trist meddelelse at skulle give jer alle sammen. Jeres klassekammerat, Solveig, er desværre død". Et kæmpe sæt af sorg gik igennem kroppen på mig. Jeg havde lyst til at bryde grædende sammen, men jeg var nødt til lige at høre, hvordan det var sket. Politibetjenten fortsatte: "Hun blev i nat kørt over af et tog ved skoven i Åstrup". Jeg kunne høre, at Sonja næsten ikke kunne holde tårerne tilbage mere, og det kunne jeg heller ikke nu. Jeg lagde mit hoved ned i bordet og mine arme i en bue omkring det og begyndte selv at græde. Jeg kunne slet ikke forstå det. Hvordan kunne hun være død? Hun var en af mine allerbedste venner. Sonja og jeg var dem, der græd mest. Sonja rejste sig, og det gjorde jeg også. Jeg ville ikke sidde inde i klassen og græde foran alle de andre. Vi gik ud fra klassen og et stykke væk fra klasselokalet. Her græd vi videre. Vi talte slet ikke sammen. Det kunne vi ikke for bare gråd. Efter et minuts tid kom en kvindelig lærer gående. Hun satte sig på hug ved siden af os og spurgte, hvad der var galt. Sonja forsøgte at forklare hende det, men hun hulkede så meget, at det var svært for hende at fuldføre sætningen. Til sidst lykkedes det dog. Læreren sagde, at hun ville hente nogle fra kontoret, for vi skulle ikke sidde her alene. Skolelederen og en sekretær kom ud og snakkede med os, og efter lidt tid kom en fra vores klasse ud til os og sagde, at vi alle sammen havde fået lov til at få fri i dag. Sonja og jeg gik hjem til mig. Min mor vidste godt, hvad der var sket. Hun havde nemlig modtaget et brev fra skolen om det, og hun var også meget chokeret. Hun tilbød, at hun kunne købe kage til os, men vi var på ingen måde lækkersultne. Vi ville bare gerne være i fred. Vi gik ud til gyngen i haven, hvor vi plejede at gynge alle tre, men nu var vi altså kun os to. Den tomme gynge var nu næsten et billede på, at Solveig ikke var her mere. Vi gyngede meget let og græd lidt videre. "Hvad fanden skulle hun også over jernbanen for midt om natten", sagde Sonja med gråd i stemmen. Ja, hvorfor fanden skulle hun egentlig det, tænkte jeg. Og så midt om natten. "Ja, det er da virkelig et godt spørgsmål", sagde jeg. "Hvad er der overhovedet på den anden side af jernbanen?", spurgte hun. Efter lidt tænketid svarede jeg: "Der ligger da et lille børnehjem et stykke bag ved jernbanen". "Gud, ja, det er da rigtigt", sagde hun, "tror du, det var derover, hun skulle hen?" "Det ved jeg da ikke", svarede jeg. Sonja og jeg var sammen hjemme ved mig resten af dagen, og vi sov også sammen. Det havde vi faktisk ikke gjort særlig tit. Inden vi faldt i søvn snakkede vi lidt videre om Solveigs død. Vi var begge i stor sorg, men samtidig var vi også en lille smule irriteret på Solveig, idet det da var åndssvagt at gå over en jernbane midt om natten. Vi havde hele dagen prøvet at finde frem til en teori om, hvorfor hun skulle over jernbanen og muligvis over til børnehjemmet, men det var svært at finde én. Ingen af os havde hørt noget om, at hun skulle have kendt nogen derover.

 

To dage efter om formiddagen bankede det beskedent på døren. Min mor åbnede og kaldte derefter på mig, idet det var Sonja. Jeg gik hurtigt derud, og min mor gik tilbage i køkkenet. Hun så ret trist ud. "Hvad er der?", spurgte jeg. Hun kiggede ned i jorden og trak vejret gennem munden. "Kommer du ikke lige med ned til hytten i skoven. Der er noget, jeg skal fortælle dig", sagde hun. Jeg tog jakke og sko på og gik med hende. Hun sagde ikke et ord på vej derned, så det gjorde jeg heller ikke. Vi satte os over for hinanden oppe i hytten. Sonja kiggede mig dybt i øjnene, og jeg kunne se, at hun blev mere og mere ked af det. Til sidst kiggede hun ned og begyndte at græde igen. Lidt tid efter tog hun sit hoved op igen og tørrede tårene væk. Hun kiggede på mig og sagde: "Albert, jeg skal desværre flytte, og det er allerede på tirsdag". Jeg kunne mærke en klump i halsen, men jeg forsøgte at holde den tilbage i forventning om, at hun skulle til at sige noget mere. Sonja begyndte at græde igen, og det gjorde jeg nu også. Jeg tog mit hoved ned i mine hænder. Jeg kunne slet ikke forstå det. Solveig var lige død, og nu flyttede Sonja også. Grædende lagde Sonja sig fladt ned på maven. Jeg havde brug for en form for kram, inden vi nu også skulle skilles, så jeg lagde mig skråt ned over hende med mit hoved ned i hendes ryg og græd videre. Efter lidt tid satte vi os op igen. "Hvorfor skal du flytte?", spurgte jeg. "Det kan jeg ikke sige. Det er hemmeligt", svarede hun, mens hun kiggede til siden. Nu forstod jeg ingenting overhoved. Hun måtte ikke sige, hvorfor hun skulle flytte? "Hvorfor er det hemmeligt?", spurgte jeg. "Ja, det kan jeg jo ikke sige. Men det er hemmeligt. Der er ikke nogen, der må vide det", svarede hun. "Men hvor flytter du hen?", spurgte jeg. "Det må jeg heller ikke sige, men det er temmelig langt herfra, så jeg tror desværre ikke, at vi kommer til at se hinanden mere", svarede hun. Vi begyndte begge to at græde igen, og vi tog om hinanden. Dér sad vi. To fortabte børn med en ensom fremtid i møde. Efter lidt tid sagde Sonja, at hun var nødt til at gå hjem igen, for hun skulle hjælpe med at pakke nogle ting. Jeg sad i hytten i noget tid alene og tænkte over tingene. Et tog kørte stærkt forbi, og jeg kunne mærke, hvordan det med det samme fik mig til at tænke på Solveigs skæbne. 

 

De næste par dage var jeg meget indadvendt og rigtig ked af det. Om tirsdagen, hvor Sonja skulle flytte, havde jeg aftalt med hende, at vi for sidste gang skulle mødes oppe i hytten for at sige ordentligt farvel. Stemningen var meget trykket, og jeg prøvede en sidste gang at spørge til, hvor hun skulle flytte hen og hvorfor, men hun gentog bare, at det var hemmeligt. Jeg så på hende flere gange og både og tænkte og følte, at det her var sidste gang, jeg så hende. Da vi kom ud foran hendes hus, var det fuldstændig tomt. Hendes familie, hendes forældre, to lillebrødre og en lillesøster, stod bare med et par tasker og ventede på hende. Vi gav hinanden et sidste knus, og den varede så længe, at Sonjas mor var nødt til at sige, at nu skulle de altså afsted. Jeg fulgte deres gang på vej ned ad vejen, og da de drejede ned af en sidevej, sendte Sonja mig et sidste blik. Det var et ret trist blik. Så forsvandt hun. Om aftenen sad jeg helt alene på gyngen med to helt tomme gynger ved siden af mig. De tomme gynger var et meget godt billede på virkeligheden. Der var ingen tilbage. Jeg sad og tænkte lidt over, hvad fremtiden nu skulle bringe. Men på nuværende tidspunkt var jeg ikke specielt opsat på at skulle bruge kræfter på at danne mig en ny tilværelse. Nu ville jeg bare have lov til at være trist og ked af det. Jeg fældede en tåre en enkelt gang, men jeg havde en klump i halsen stort set hele tiden. Dybt begravet i mine egne tanker råbte min mor fra havedøren: "Albert, det er sengetid".

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...