Smykket

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 maj 2015
  • Opdateret: 6 maj 2016
  • Status: Igang
Da Kate og hendes søskende, Peter og Rosie under anden verdenskrig kommer til at bo hos sin morfar, sker der nye og spændene ting for Kate. Hun bliver gode venner med sin Kusine Abigale, som også bor hos morfaren, hun finder et magisk smykke, som opfylder hendes ønsker når hun har det på og hun bliver for første gang i sit liv, forelsket. Men en dag går det grueligt galt og kun Kate kan gøre det godt igen. Men hvad gør man lige, når man ønsker sin kusine langt væk og det eneste der kan få hende tilbage igen, er et smykke der på mystisk vis er blevet stjålet? ...

8Likes
18Kommentarer
1437Visninger
AA

5. Den lille seddel

”Ved morfar godt at du har alle de dyr her? ” Spurgte Kate da de havde gået lidt rundt og kigget på dyrene. Det havde vist sig, at det lille skælvende dyr havde været en hareunge. Det havde siddet fast i noget pighegn og var blevet bange for alt og alle. Abigale havde fortalt at selv hun ikke kunne komme til den og at det kun var med meget held, at hun kunne se til den og give den mad. Abigale havde lige fundet den, så hun havde ikke givet den et navn endnu. Kate fik lov til at bestemme hvad den skulle hedde. Hun valgte at den skulle hedde Bella, fordi det var en pige og fordi den af en eller anden grund, mindede Kate om hendes bedste veninde i London, som hed Bella.
”Ja. Det var ham der foreslog mig at bruge rummet her. Han har bakket mig op og hjulpet mig, lige siden jeg startede med at hjælpe sårede dyr. ” Svarede Abigale og rev Kate ud af hendes tankestrøm.
”Hvad var det første dyr du hjalp? ” Spurgte hun så og så på Abigale. Abigales smil blegnede og en skygge gled over hendes ansigt. Eller var det bare fordi de bevægede sig væk fra lampen? I hvert til fald sagde Kate:
”Det er lige meget, bare glem det. ” De gik videre rundt i tavshed og da de havde set det hele, gik de ud af rummet og begav sig op mod deres værelser. Da de stod ud for døren til Abigales værelse, sagde Kate:
”Jamen, så godnat. Og tak fordi du fik mig i godt humør igen. ” Abigale sendte hende et varmt smil.
”Det var så lidt. Jeg sagde jo at det ville hjælpe. ” Og med de ord gik hun ind på sit værelse og Kate begav sig videre mod sit eget.
                                                                                     ***
De følgende dage gik i fast rutine. Kate stod op og fik morgenmad, gik i skole, havde ekstra undervisning, kom hjem, lavede lektier og hjalp Abigale med at passe dyrene. Kate var begyndt at blive rigtig glad for Bella og Bella var heller ikke helt så bange for hende mere. Nu kunne hun sagtens give hende mad og tjekke hendes sår, men hun kunne stadig ikke kæle med hende.
Det gik også rigtig godt i skolen. Hun havde fået en masse nye veninder og nogle af dem hun var allermest glad for, var to piger som hed Madison (Kaldet Maddie) og Alexa. Maddie havde lange, lyse slangekrøller som faldt i perfekte folder ned over hendes skuldre og flotte blågrå øjne. Hendes tænder var blændende hvide og lige og en næse der var helt lige, dog med et lille knæk.
Alexa havde også langt hår, men det var sort som natten og glat og gik hende næsten ned til numsen. Hendes øjne var mørkeblå, næsten sorte og hun havde et lille mellemrum mellem sine fortænder. Hun gik stort set altid i en ensfarvet T-shirt og nogle slidte jeans. Om halsen bar hun altid en kæde med et sølvkors. Hun havde fortalt at hun havde fået det af sin oldemor lige inden hun døde.
Hende og Maddie var bedte veninder, selvom de var som nat og dag. Maddie gik altid i lyst tøj, for det meste lyserøde kjoler, mens Alexa var den lidt mere drengede type.
En dag da Kate var kommet hjem fra skole og var ved at tage sine bøger op af tasken, faldt en lille seddel ud på skrivebordet. Kate samlede den op og læste hvad der stod:


                                                           Mød mig ved vandfaldet ved midnat.


Seks ord. Otteogtyve bogstaver. Ni stavelser, og der stod ikke engang hvem det var fra. Hun vendte papiret om, for at se om der skulle stå noget der. Intet. Håndskriften var let og sirlig, men ikke en hun mindedes at have set før. Forundret gik hun hen til sin seng og lagde den under hovedpuden. Bagefter gik hun tilbage til skrivebordet og begyndte at lave sine lektier. Men hun kunne ikke koncentrere sig. For ordenen på den lille seddel blev ved at dukke op i hendes hoved gang på gang. Hvem var det der ville møde hende ved vandfaldet? Og hvorfor? Men selvom hun ikke kendte personens navn, var hun alligevel ikke i tvivl om, at hun skulle derud.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...