Accidental Coincidence

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 maj 2015
  • Opdateret: 9 nov. 2015
  • Status: Igang
Sophia Boyd Williams er en pige på 19 år fra San Diego. Til hverdag arbejder hun som medarbejder i Armani Exchange i Fashion Valley Shopping Centeret blot for at kunne betale regningerne måned efter måned.
Men hvordan reagerer den smukke og uskyldige Sophia når den verdenskendte Justin Bieber pludselig dukker op i Armani Exchange og beder om hjælp til noget tøj?
Og hvordan vil de reagere når de støder på hinanden andre steder? Er det tilfældighed eller er det skæbnen der prøver at skabe et nyt forhold?

64Likes
70Kommentarer
30692Visninger
AA

3. "Undskyld mig?"

 


Jeg prustede hårdt ud da jeg omsider havde fået åbnet den sidste kasse med et indhold af et par kilo trøjer og t-shirts. Endelig kunne jeg tage en lille kaffepause og komme lidt væk fra min daglige opgave som jeg uheldigvis var blevet bedt om at tage i dag.

 

Jeg foretrak ærligtalt hellere at betjene ved kassen eller gå rundt og sørge for, at tingene lå ordenligt på hylderne eller stativerne. Det med at være ude i det kolde lager næsten helt ensomt imens man får skide ondt i ryggen fordi man skal pakke alle de hundredevis af kasser op med tøj, det er ikke just den fedeste opgave man kan lave her i Armani Exchange.

 

Mine næsebor blev pludseligt fyldt med en duft af stærk kaffe hvilket betød at jeg derfor omsider var nået ned til det lille rum. Det var egentligt rimelig luksus at man kunne tage fem minutters pause på sådan en travl arbejdsplads som Armani Exchange. Jeg skulle i hvert fald ikke klage! 

 

Mine ben bevægede sig straks over mod kaffemaskinen og mine hænder var heller ikke langsomme til at gribe ud efter et hvidt krus som jeg placerede på maskinen - altså der hvor der kaffen kom ud. 

 

Hurtige ti sekunder efter var kruset fyldt op hvilket fik mig til at smile spændt på smagen af den lækre kaffe. Jeg sværger at Armani Exchange havde den bedste kaffemaskine! Endda bedre end Miss Coffee eller lignende.

 

Jeg satte kruset imellem mine kolde fingre og mærkede straks varmen brede sig fra fingerspidserne til håndfladen. Se, det var også det lækre ved kaffen her - både den bedste smag og så var den heller ikke for varm eller for kold. Den var tilpas!

 

"Ah!" Udbrød jeg frydende da jeg fik slugt den første tår. Tænk at en kaffe kunne få kroppen til at føle sig så levende og dejlig tilpas.

 

Jeg fik øje på en ledig plads i den sorte sofa i hjørnet og få tre sekunder efter havde min brede røv crashet pladsen. Endnu en gang førte jeg kruset op til mine tørre læber hvor jeg fik slugt to- tre slurke. 

 

"Sophia!" Jeg så til venstre for mig hvor Jayden bogstavelig talt kastede sig ned i sofaen ved siden af mig så min kaffe næsten var ved at flyde over kruset.

 

"Jay!" Udbrød jeg og smilede stort til ham inden jeg bredte armene ud for et kram. Han lænede sig ind mod mig og gav min skulder et lille klem og strejfede forsigtigt mit øre, "du har sgu stjålet den sidste kop kaffe", hviskede han kækt i mit øre så nogle små hår rejste sig på mine arme. 

 

Jeg grinte undskyldende og bed mig lidt i læben inden jeg trak mig fra ham. "Sorry Jay. Du kan få en tår af min?" Mit spørgsmål fik Jayden til at smile stort inden han nærmest rev kruset ud af min hånd for at tage tre- fire store slurke.

 

"Hey! Jeg sagde én tår", grinte jeg og rev også kruset ud af hans hånd. Et tilfreds grin forlod hans læber inden han sukkede frydende. Hvad kunne jeg selv sige? Den kaffe gjorde bare én i godt humør og trængende efter mere hele tiden.

 

"Så... Jeg hører du har fået en af de kedeligste opgaver i dag", grinte han kækt. Jeg nikkede trist og viste ham hurtigt mine hænder fyldt med sår og blå mærker. "Det smadrer jo hele kroppen. Fra top til tå," sukkede jeg og mærkede en svag dunken omkring mine ribben bare ved tanken om hvor mange kasser jeg manglede at åbne og hvor mange timer jeg skulle stå foroverbøjet.

 

Et suk forlod mine læber inden jeg placerede mine hænder rundt om det varme krus igen. "Tror du jeg har gjort noget galt siden jeg er røget så langt ned på mit niveau?" 

 

Jayden rystede stille på hovedet og smilede opmuntrende til mig. "Jeg tror sgu ikke det har noget at gøre med om du har gjort noget galt eller ej, men at der er nødt til at være nogle nede i lagret og få gjort de sager," smilede han.

 

Jeg nikkede blot og kiggede flygtigt over på det store ur på væggen. Der var netop gået fem minutter. Og det var ikke fordi der var nogle der sad og holdt øje med om man holdt pause ét minut ekstra, men gør man det betyder det også at man skal arbejde de ekstra minutter. Et eller to minutter var ingenting men et kvarter var ærligtalt rimelig meget når man arbejdede nede i lagret...

 

"Anyways, Jay! Arbejdet kalder", jeg krammede ham endnu en hang og blinkede en enkelt gang med øjet. "Vi ses, Sophia!" Jeg smilede til ham af hans ord. Han var min bedste ven her på arbejdspladsen og egentligt også udenfor arbejdet, så hans sætning fik mig allerede til at glæde mig til næste gang vi skulle ses. 

 

En blanding af mandeparfume og dameparfume fyldte straks mine næsebor hvilket betød at jeg var nået ud til selve butikken. Et lille smil foldede sig automatisk på mine læber da jeg så hvor lidt mennesker der faktisk var lige nu. Så havde vi da slet ikke så travlt som forventet?

 

Automatisk begyndte jeg at nynne  en hyggelig melodi imens jeg marcherede mod det kolde og kedelige lager igen. "Damn it!" Mumlede jeg irriteret over tanken. Jeg ville seriøst ikke have valgt det her job for at arbejde nede i et ensomt og koldt lager, men heldigvis var det kun i dag og muligvis også i morgen? Jeg sukkede hårdt.

 

"Undskyld mig?" Jeg spjættede forskrækket da jeg mærkede en finger røre min skulder. Jeg vendte mig halvfems grader og så op i nogle mørke og sorte solbriller. "Ja?" Smilede jeg og betragtede hvordan han intenst fugtede sine fyldige læber.

 

"Arbejder du her?" Spurgte han med et smil. Det irriterede mig en del at jeg ikke kunne se gennem de forbandede mørke briller han havde på for jeg havde desværre en del svaghed i mig, når jeg ikke kunne få øjenkontakt med folk jeg snakkede med.

 

Jeg nikkede til sidst med et undrende smil undrende til hans spørgsmål. "Egentligt skulle jeg ned i lageret men to minutter med kunden skader nok ikke lige", tilføjede jeg imens jeg bemærkede alle skønhederne i hans ansigt. Det var fandme en lækker skabning det der! Hans hud var helt ren uden det mindste spor af bumser eller urenheder eller lignende og jeg var sikker på når han på et tidspunkt ville tage sine briller af, at han ville blive tre gange pænere!

 

Jeg vågnede lettere op fra min trance af ham da han åbnede sin mund for at svare, "super! Jeg havde forstået at I skræddersyer smokings, right?" Spurgte han med et forsigtigt bid i underlæben. Ærlig talt ret charmerende.

Jeg kørte tænkende min tunge rundt i munden. Skræddersyning? Jeg troede det var nok med at bestille specielsyet tøj. "Eh," mumlede jeg efter lidt tid. "Det er sikkert korrekt forstået," svarede jeg en anelse undrende men prøvede dog at skjule det. Det var en regel at være sikker i sin sag her i Armani Exchange, men altså? Jeg havde sgu ikke hørt om skræddersyning af smokings...

"Hvor lang tid vil der gå før den er færdigsyet?" Jeg bed mig en smule hårdt i læben af hans nye spørgsmål jeg endnu en gang ikke kendte til til. Jeg havde ikke lyst til at få en mere erfaren medarbejder herover for så betød det at jeg skulle ned til det rådne arbejde plus jeg ville ikke kunne se på den kønne skabning mere. Jeg skulle til at fnise men da jeg så hans forventende udtryk i ansigtet, holdt jeg straks min facade hvor jeg prøvede at tage mig sammen.

 

Jeg måtte sgu gætte! "Jeg regner med en uges tid?" Svarede jeg svævende og skød et forsigtigt øjenbryn i vejret. Han så ud til at tænke sig lidt om. "Hvis jeg betaler dobbelt, kan jeg så få den halv tid før?" Hans bid i læben var næsten ikke til at modstå. Jeg kunne ikke nænne at sige nej, så jeg endte med at nikke. 

 

"Great! Står du også for at måle?" Spurgte han og jeg kunne næsten fornemme et frækt blik gemt bag de sorte solbriller. Jeg rystede beklageligt på hovedet med et lille smil "Jeg skal nok hente den ansvarlige", mumlede jeg og skulle til at gå, men jeg gik hurtigt i stå da han hurtigt greb fast i min underarm. 

 

Jeg sank en klump og kiggede tilbage på ham. Han havde formet et lille smil på læberne og fjernede igen sin hånd fra min arm. "Ja?" Spurgte jeg med nervøst med et svagt smil. Han fugtede betænksomt sine læber inden han kiggede lidt rundt. Var det skidt eller godt?

 

"Ser du..." Han kiggede tilbage på mig med sit charmerende smil imens han trådte et par centimeter tættere på mig. "Jeg ved godt du ikke er ansvarlig for skræddersyningen af smokings, men noget siger mig at du har en smule forstand på selve smokingerne?" Spurgte han kækt. Jeg grinte lettere forvirret imens jeg gjorde alt for at kigge igennem de mørke briller. Men det var umuligt. Jeg så kun sort.

 

Jeg fnes endnu en gang og kiggede en smule forlegent på stativet til højre for os fyldt med tøj. "Det kan du have ret i?" Mit svar fik ham til at smile lidt større. "Så, hvilken farve tror du der ville passe til mig?" Hans spørgsmål fik mig til at give ham et intenst elevatorblik. Han var fandme som en favorit skabning. Både hans form og hans tøjvalg. Normalt brød jeg mig ærligtalt ikke om overdrevet hængerøvbukser, eller baggy pants, men på dén dreng, så fik man næsten lyst til at savle over synet. Jeg fnes svagt over tanken og flyttede mit blik op til hans overkrop der var klædt med en hvid t-shirt. Tatoveringer- endda armene helt fyldt! Endnu en ting at kunne savle over var hans kæmpe armmuskler. Hvis han havde en kæreste måtte hun sgu være i en ordenlig sikkerhed med de arme... Jeg endte mit blik på hans forbandede fejlfrie ansigt hvor de forbandede mørke solbriller sad. 

 

Jeg lagde hovedet en smule på skrå og tøvede lidt... Var det uhøfligt at spørge om han ville tage dem af? Der måtte jo være en grund siden han havde dem på indendørs. Måske var han blind? Eller måske var det fejlfrie på hans ansigt, hans øjne? Jeg tog en dyb lydløs indånding. "Ville du have noget imod at fjerne dine briller et kort øjeblik? Jeg synes personligt øjnene betyder rimelig meget til valget af farven til tøjet," jeg bed mig nervøst i læben af mit spørgsmål.

 

Hans ansigtsudtryk ændrede sig pludselig selv til en retning af nervøsitet. Oh fuck! Det var pinligt, altså! "Okay, du behøver ikke! Jeg tænkte bare..." - "Jo, det går nok. Men jeg vil helst undgå at tiltrække for meget opmærksomhed, okay?" Afbrød han mig med et lille smil. Jeg trak undrende på øjenbrynene. Hvad skulle det betyde?

 

Men jeg nikkede bare. Han kiggede lidt rundt men endte så med at tage sin hånd langsomt op til hans briller hvor han forsigtigt trak dem af. Jeg må indrømme at jo mere jeg så des mere følte jeg at jeg kunne se noget bekendt. Sig mig... var det der...

 

"Justin Bieber?" Udbrød jeg imens mit hjerte begyndte at slå hurtigere og hurtigere. "Shh" tyssede han imens han hurtigt førte brillerne tilbage foran hans øjne. Jeg sank en klump og nikkede undskyldende. "Sorry," mumlede jeg imens min hjerne arbejde på højtryk. Var det sandt at jeg har stået og snakkede med en verdenstjerne i cirka ti minutter uden at have vidst det?

 

Han sukkede med et smil og tog så sine briller af igen. Shit, så var det virkelig sandt, at han blev over tre gange pænere når øjnene kom til syne. Jeg tog en dyb indånding og smilede svagt til ham. "Hej," mumlede jeg lavt. Han fnes på en ret mandig måde og hilsede venlig tilbage med et nik. Det føltes næsten som om, at når han faktisk havde vist hvem han var, så blev han en helt anden person fra min synsvinkel. Jeg følte mig straks mere nervøs og urolig.

 

"Så omkring det med smokingen.." - "Oh ja!" Ordene fløj bare afbrydende ud af min mund da jeg kom i tanke om hvad vi egentligt var igang med. Han fugtede sine charmerende læber og kiggede afventende på mig. Bare det at han kiggede på mig! Satans! Jeg var vel ikke ved at drømme om ham, vel?

 

"Jeg synes... blå vil passe perfekt! Din solbrændte hud og hasselbrune øjne vil være som ekstra luksus tilbehør til sættet," fnes jeg med et blink i øjet så hans mundvige straks bevægede sig opad. "Så vil jeg helt klart vælge blå... Sophia", hviskede han på en flirtende måde som næsten fik mine kinder til at blusse op. Men mine øjenbryn trak sig hurtigt sammen, da han havde nævnt mit navn.

 

 "Dit navneskilt!" Svarede han hurtigt og pegede diskret på brystet af mig hvor mit navneskilt med navn på, var. Jeg nikkede forstående med et fnis. "Right!"

 

Vi stod og kiggede lidt på hinanden inden Justin satte sine briller op foran sine øjne igen. "Anyways, tak for hjælpen!" Jeg nikkede venligt med et smil og betragtede ham dreje rundt på hælene hvor han få sekunder efter var væk. Jeg bed mig i læben af tanken om ham. Jeg kunne stadigvæk ikke fatte at jeg havde snakket med selveste Justin Bieber!

 

Men et suk forlod mine læber da tanken om at jeg nu skulle ned i det kolde lager, strejfede mig. Jeg vendte mig ufrivilligt og gik mod lorte kælderen. Fuck det! Jeg var sgu nødt til at tænke lidt positivt. Jeg måtte tænke frem til det varme og luksus spabad og min fremtidige søvn i den lækre seng, i aften! Bare tanken fik et spændt smil frem på mine læber.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...