I still do

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 maj 2015
  • Opdateret: 25 okt. 2015
  • Status: Igang
Storm er rebelsk, energisk og bryder sig ganske enkelt ikke om femininitet.
Simon derimod er elegant, dydig og besidder rigdommens formalitet.
Disse to parter har en ting tilfældes, deres forældres venskab.Pludselig er et ægteskab sat igang, men hvordan kan to modsætninger nogensinde hænge sammen? Storm og Simon må begge yde deres for at få det til at fungere for deres forældres værdighed og ære. Dog kan en enkelt billet til England og nogle vilde drukture hurtigt ændre på dag og nat.

Giv gerne konstruktiv kritik og et like ;)

1Likes
0Kommentarer
648Visninger
AA

2. Formel morgen

Simon Floyd:

Vækkeurets viser ramte netop slaget ni, og ringede hysterisk op for at vække en person ud af de drømme, de havde taget bosættelse i. Drømme der altid var langt sjovere end virkeligheden. Der hvor alt kunne ske, og hvor ingen ville se ned til en uanset hvad.

Dog var jeg allerede oppe igang med at rette den sædvanlige hvide skjorte, hvor jeg dog havde idag undlod det kvælende slips, som min mor altid så som guds gave. Med et suk proppede jeg det sølvfarvede kors under stoffet, så det ikke ville vække for meget opsigt. Når man som 19-årige gik på vidergående uddannelse af betalte lærer herhjemme, ville man gerne lægge sig så godt ud som muligt, dog følte jeg ikke for at fremvise min religion idag.

Jeg kørte en let hånd igennem vældet af krøllede lokker, hvis sorte farver havde lagt en rede på mit firkantet hoved. de isblå øjne stirrede stift ind i spejlet. Et væld af frustration bølgede rundt i dem, selvom min ranke holdning forsøgte at blæse det væk. 

Det bankede på døren, men jeg holdte blikket fremad, dette her var snart ren rutine for mig igennem de 19 år, jeg havde levet i dette palæ. James trådte frem i spejlets vindue "Herre din mor forlanger deres eksistens nedenunder." informerede han høfligt, og gik hen, og slukkede med elegance mit vækkeur. Jeg havde ikke bemærket, det havde larmet i al den tid, jeg havde forsøgt at ligne en teenager nogenlunde.

Jeg nikkede sammenbidt "Meget vel, gør bare den sædvanlige morgenmad parat, så vil jeg begive mig derned James."

Han bukkede lydigt, før han med lydløse skridt gik ud af mit kolosale værelse. Jeg sukkede. Selvom jeg var blevet vant til James i huset, så følte jeg mig alt for højerstående. Selvom min mor og far velfortjent og med hårdt arbejde, havde fået deres formue fordoblet, så følte jeg mig alligevel som en forkælet møgunge.

"Lortehår," mumlede jeg irriteret, da jeg lod mine indre følelser gå udover min manke af silkeblødt hår. Dog snerpede jeg hurtigt munden sammen, gav mig selv en mental lussing på grund af mit lidt for varsomme ordforråd, og begav mig nedenunder, i spisesalen, hvor mine forældre allerede havde taget plads.

De så op. Jeg måtte vel indrømme, jeg havde været heldige med dem. Begge to berømtheder indenfor Juraverdenen, dog førte min mor også modeller og mode frem, men jeg så helst ikke i den retning, da det primært var lingeri.

"Godmorgen skat," smilede min mor let, og tog en tår af sin te med så megen elegance, at det nærmest gjorde ondt i mine oprørske rødder af ungdom, der dog holdte sig under overfladen. Min mors lange glatte hår skinnede let af solens stråler, som sneg sig ind ad de finpudsede ruder belagt med håndlavet mønstre. 

"Godmorgen," svarede jeg mildt, og satte mig i midten af det faktisk overraskende lille langbord. De måtte have byttet det om i løbet af aftenen igår, efter gæsterne var smuttet.

Fester, galla, middagselvskaber. Alle festlighederne indenfor rige mennesker var dagligdag for mig. Lige siden jeg kunne gå, var jeg blevet præsenteret for deres arbejdskollegaer og venner. Flået ud af min barndom for at repræsentere de velstående mennesker af et par forældre.

"Vi har en fremragende nyhed til dig," sagde min far så, og lagede avisen med de indviklede kurser fra sig.

Jeg tog en bid af min frisklavet omelet. Nikkede med lyttende mine til dem, selvom jeg pludselig følte en urolig prikken sitre advarende i nakken på mig og gøre mig alt for ubekvemt.

"Altså.. du er jo snart en ung mand, der skal videre i livet," begyndte min mor med syngende stemme af ren og skær begejstring. Havde de købt et hus, jeg skulle dele med Beyonce eller hvad?

"Men vi føler lidt, der mangler noget personlighed over dig.. Og igennem en masse aftaler har vi besluttet, at du skal tage et større skridt denne gang."

Jeg sank en klump. Følte mine egne forældre, at jeg manglede personlighed? De havde jo selv opfostret mig, gjort alt hvad de mente, var den sande måde at opdrage på. Jeg var jo en lille kopi af dem tilsammen.

Min mor rakte ud efter min hånd "Se ikke sådan ud Simon, det er ikke så slemt."

"Hvad er det, du prøver at sige?" spurgte jeg så, da jeg ikke længere kunne holde min nysgerrighed ud.

Min mor lavede kort øjenkontakt med min far, der blot fik mit hjerte til at springe endnu hurtigere, smed de mig for porten eller hvad?

"Simon, vi har længe overvejet dette her og... Ja nu er det tid."

"Til hvad?"

"Simon, du skal giftes."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...