Tematekster 2015

I den seneste tid har jeg gået og tumlet med en ide inde i mit hoved. Den går i korte træk ud på, at jeg hver måned stiller mig selv en skriveudfordring, som jeg så skal leve op til.
En måned kan det være jeg skal skrive fire digte, fire tekster på 1500 ord eller en tekst om had, en om venskab, en inspireret af farven blå og en om regnvejr.
Kort sagt fire tekster, der skal opfylde visse kriterier, hver måned. Jeg har tænkt mig, at projektet skal fortsætte til slutningen af i år. Hvis I har lyst, skal I være velkomne til at slutte jer til mig.

10Likes
20Kommentarer
2721Visninger
AA

23. Universet og Virkeligheden

 

2) 1 tekst på ca. 5000 ord

 

Der var engang for længe siden... sådan begynder mange fortællinger, men ikke min. Min historie begyndte ikke for længe siden, den var ikke engang, den er. Man kunne måske begynde med: Jeg sad i en lille skotøjsæske af en lejlighed, min lejlighed, men nej, sådan begynder min historie heller ikke - ikke at det er en dårlig start, nej, jeg byder mig bare ikke rigtigt om den. 

Du synes nok efterhånden, at jeg er lidt underlig, og det er jeg måske, men det er jeg ikke den rigtige til at bedømme. Måske burde jeg begynde med forleden måned, da jeg kom hjem igen? Nej, så ville du nok ikke kunne følge med. 

Jeg kunne begynde med, da jeg første gang fik en mistanke om, at ikke alt var, som det burde være, men det kræver jo, at jeg ved, hvor det er. Det gør jeg ikke. 

Jeg kunne også begynde med mit livs begyndelse, men ville det ikke være forkert? Jeg ved det ikke, og jeg er bange for, at jeg ikke er den rigtige til at bedømme dette - heller ikke dette - jeg er nok ikke den rigtige til at bedømme noget som helst. 

Når jeg nu har brugt det meste af den sidste halve time på at tænke over, hvor jeg bør begynde, (og jeg har stadigvæk ikke fundet ud af det), så må jeg nok hellere bare kaste mig ud i det. Nåh, lad mig se... jo, lad os begynde sådan her:

 

Åh, inden jeg fortsætter - og du med - føler jeg mig forpligtet til at advare dig. Det, jeg nu skal til at fortælle dig, kan være livsfarligt og kan i visse tilfælde skade forstanden... nu kan du ikke komme bagefter og sige, at jeg ikke advarede dig. 

Og jeg vil på forhånd, for det nemmere at gøre det nu end bagefter, undskylde. Undskyld, hvis du synes, jeg lyder nedladende, det er på ingen måde min hensigt, men det kan hænde. Og undskyld, hvis det, jeg prøver at forklare, ikke giver mening. Jeg vil prøve at forklare det hele så godt, jeg kan, men der er så mange ting, jeg ikke forstår selv, og nu skal jeg få dig til at forstå - kan du se min udfordring? Så undskyld for forvirring og alt det, der er dømt til at følge denne forvirring.

 

Universet blev til for mange billioner af år siden, og det var så stort, at intet sind i hele dette nye univers kunne rumme det (ikke at der var mange sind til at rumme det til at begynde med, de kom først langt senere). 

Vores solsystem, menneskets solsystem, består af en lille håndfuld planeter der i blandt Jorden, der er den eneste beboelige. Til at begynde med var vores solsystem slet ikke vores, men bare et solsystem ligesom alle de andre solsystemer. 

De omkringliggende solsystemer er ikke alle sammen beboede, men de er langt fra så øde, som vi går rundt og tror. Nogen er beboede, andre er ikke, men hvilke, der er, og hvilke, der ikke er, gør ikke nogen forskel. 

Så langt, så godt, så sandt - hvis du kan følge mig?

I vores solsystem, som først langt senere blev vores, fordi vi endnu ikke eksisterede som race, begyndte små mikroorganismer at bevæge sig rundt på Jordens overflade. Der gik en hel del år, og så dukkede den første encellede livsform op, siden kom de flercellede, og sådan fortsatte livets udvikling. 

Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke er bekendt med alle detaljerne, men det ene førte til det andet, og snart gik mennesket på Jordens overflade. Som race brugte vi frygtelig lang tid på at udvikle os selv, vores færdigheder og siden vores civilisation. 

Til sidst nåede vi - på trods af istider, naturkatastrofer, sygdomme, atomvåben og andre, langt farligere former for ulykker og katastrofer - altså frem til det 20. århundrede og den 19. august 1984, min fødselsdag. 

Min fødselsdag er, og dette kan hverken du eller jeg benægte, ikke nogen stor begivenhed. Eller rettere sagt; min fødselsdag er ikke nogen stor begivenhed, men den dato, jeg blev født på, er, dette er endnu en ting, ingen af os kan benægte, selvom du ikke ved hvorfor endnu. 

Nu går vi fra universets historie for dumrianer og uforstående, uvidende mennesker, som ikke har en levende chance for at kende universets virkelige historie, til min personlige historie. 

31 år. Mit liv. 

Mit livs første minde er fra min fireårsfødselsdag, hvor jeg lænede mig for langt ind over kagen med de fire små lys, og flammerne brændte mit hår af. Jeg kan huske lugten og panikken, det er alt. 

Resten af mine minder kommer i en rolig strøm, som en flod eller nok nærmere en å, floden kom først senere. 

Jeg begyndte, som de fleste andre børn gør, i skole lige efter min seksårsfødselsdag. Jeg nød ikke ligefrem min folkeskoletid eller gymnasietid eller min tid på universitetet. Dette er nok, fordi det hurtigt viste sig, at jeg var normalt begavet, men også at jeg havde problemer med at lære ting udenad. Jeg lærte aldrig Det Periodiske System, De Små eller De Store tabeller eller at sætte kommaer i mine engelske afleveringer. 

Til gengæld var jeg klog - klogere end gennemsnittet. 

Nu har du alt ret i verden til at værre forvirret, selvom jeg vil foreslå dig at spare på kræfterne, det bliver ikke ligefrem nemmere at følge med fra nu af, men jeg var normaltbegavet og klogere end gennemsnittet. Når jeg snakker om at være begavet, så er det viden, - både folkeskole-, gymnasie- og universitetsviden - jeg taler om. 

Når jeg taler om at være klog, er det alt det, man ikke lære i skolen, jeg taler om. Og misforstå mig nu ikke, det er ikke musikalitet, evnen til at overleve i ødemarken, smidighed eller andre af den slags ting, (selvom man ikke skal se ned på disse evner) men evnen til at forstå og bedømme folk. Empati og sympati.

Den dag jeg fyldte 27, begyndte verdenen at falde sammen om ørerne på mig. Jeg fik et glimt af Virkeligheden. Den Virkelige Virkelighed. Den Mest Virkelige Virkelige Virkelighed i hele universet. Og så glemte jeg den. Virkelighedens Mest Virkelige Virkelighed. (Det var først tre år senere, min verden begyndte at genopbygge sig selv.)

Måske giver det sig selv, men de næste tre år fortsatte mit liv ualmindeligt normalt - jeg fik ikke flere glimt af Virkelighedens Virkelige Virkelighed. 

Det går op for mig lige nu, at jeg har brugt for meget tid på min personlige historie, at jeg stadigvæk mangler at forklare det vigtigste, og for at du skal forstå det, der kommer, bliver jeg nødt til at forklare dig, at du ikke kender, aldrig har og formentlig aldrig vil komme til at kende: virkeligheden om Virkeligheden. 

 

Universet blev til for mange billioner af år siden, så langt har du forstået det helt rigtigt. At der findes et utal af galakser og solsystemer, nogen er beboede, andre er ikke, er også rigtigt. At der ikke findes et sind i hele universet, som kan rumme hele universet, er også rigtigt (selvom nogen mener, at en urger fra en lille by på planeten Urgernia faktisk lykkedes med at rumme universets fulde omfang, inden han imploderede). 

Men jeg tvivler på, at det nogensinde er lykkedes for nogen inde i universet at forstå universet.

Måske opstod livet på Jorden, Urgernia og alle andre beboede planeter i universet, som mennesket tror, men så vidt jeg ved, kunne livet i universet ligeså godt komme fra en dåse fra det lokale supermarked (selvfølgelig ikke dit nærmest supermarked, men universets skaberes selvfølgelig). 

Og før jeg går videre til det næste punkt, Universets Skabelse, som du nok efterhånden har gættet, ikke var The Big Bang, så vil jeg lige forklare, hvorfor mennesket og Jorden aldrig har haft på besøg af andre af universets racer. 

Grunden, til at ingen nogensinde har besøgt Jorden eller menneskeracen, er; at så vidt universet ved, blev Jorden i sine tidlige år angrebet af en meget arrig, meget smitsom sygdom kendt som gallaxiagrippe. 

Gallaxiagrippe er grunden til, at menneskeracen aldrig har fundet bevis på liv i rummet, alle levende racer er blevet skræmt væk og vil helst ikke omgås jordboere, og jeg kan kun sige; deres grundlag er fuldt ud forståeligt. 

Gallaxiagrippe er en form for... ja, jeg tror, at det tætteste, vi kommer gallaxiagrippe i det 21. århundrede, - eller det tætteste vi kan sammenligne den med - er en højst agressiv udgave af influenza, pest og skizofreni. Gallaxiagrippe skulle... eller det har jeg i hvert fald fået fortalt... have udslettet dinosaurerne. 

Universets skabelse var ikke The Big Bang, det var faktisk slet ikke ment til at blive skabt før flere millioner år senere, men efter en del pres, diskussion og lejlighedsvise trusler mundede det ud i, at tidsplanen blev fremrykket med nogen millioner af år. 

Vores univers, og denne gang dækker vores ikke over menneskets, men alle racer i vores univers, var altså et fremskyndet forskningsprojekt. Meningen med dette projekt var til at begynde med at finde ud af, hvordan man bedst opretholder og understøtter liv. 

Med andre ord: Vores univers er et forskningsforsøg, alt, hvad noget levende væsen i vores univers gør, er derfor resultatet af et forskningsforsøg. 

Er alt, hvad vi gør af denne grund ligegyldigt? Er vores liv forudbestemte, eller har vi vores egen, fri vilje? Nytter det stadigvæk at søge efter meningen med livet? Jeg ved det ikke, og jeg vil ikke begynde at diskutere det. 

Men en ting er jeg sikker på, og det er ikke op til diskussion, det er ikke meningen, at vi skal vide, at vi er en del af et projekt. Det er ikke meningen, at forsøgspersonerne skal kende til virkeligheden; at de ikke er mere end en del af et forsøg. 

 

Nu kan vi komme videre med historien, min historie, for nu har du et grundlæggende kendskab til det meste. Det vigtige i hvert fald. Jeg kunne bare have kastet mig (og dig med) ud i historien uden anden viden, end den menneskerne lærer fra barnsben, for det var den viden, jeg havde, da jeg faldt over Virkeligheden første gang, men jeg syntes, du fortjente noget at have det, der kommer i. 

Som tidligere sagt faldt jeg første gang over Virkeligheden, da jeg var 27, og så glemte jeg den. 

Anden gang, jeg faldt over Virkeligheden, var 2 år, 9 måneder, 3 uger, 5 dage, 17 timer og 59 minutter (og ligeomkring 31sekunder) senere. Denne gang huskede jeg det. 

Tredje gang er lykkens gang, sådan siger man i det mindste, for mig gjaldt dette udsagn ikke - og jeg tvivler på, at det nogensinde vil. 

Og bortset fra at jeg ikke faldt over Virkeligheden tredje gang, Virkeligheden opsøgte mig, så var det denne tredje gang, mit eventyr begyndte, og mit liv endte. 

Jeg kom hjem til min skotøjsæske af en lejlighed to dage og tre timer efter mit andet sammenstød med Virkeligheden og fandt, at den ikke var så tom som først antaget. Ved mit spisebord, der ærligtalt ikke er noget at prale af, sad tre ukendte personer. Dengang tøvede jeg med at tænke på dem som mennesker, det gør jeg stadigvæk, ikke at jeg vidste, hvad de ellers skulle være. 

Min første tanke var, at de var nogen meget mærkelige indbrudstyve, og at jeg hellere måtte ringe til politiet, men inden jeg nåede at finde min telefon frem af bukselommen, talte den ene af de tre personer til mig. 

"Renee," sagde personen til mig, det lignede en mand, men jeg var ikke sikker. 

"Renee," gentog en anden af dem, en, der lignede en kvinde, som om mit navn var den mest spændende ting i verden. "Politiet kan ikke hjælpe dig."

De gange, jeg har hørt folk sige sådan, er i gangsterfilm, men dette var ikke en gangsterfilm, men min lejlighed, min virkelighed. Helt paf lod jeg hånden falde ned langs siden og dumpede ned på min mølædte sofa. Den første, der havde talt, smilede opmuntrende til mig. 

"Renee Toftgaard, født d. 19. august 1984, 31 år gammel, hankøn, menneske, bosat på planeten Jorden?" spurgte kvinden, eller det, jeg gik ud fra, var en kvinde. Jeg nikkede stadigvæk paf. 

Som ved et stikord rejste de sig op alle tre, og den sidste, jeg havde ikke rigtigt lagt mærke til den ham-lignende person, person var den, der vækkede mest opsigt. Han var høj, 2 meter og 10 (det er så højt, der er op til mit loft, og han snittede det lige akkurat), men det var ikke det. Hans havde en hale - en vaskeægte hale stikkende ud af røven, kan du tro det? Jeg måbede i hvert fald.

"Vi bliver nødt til at tage dig med til Virkeligheden, hvis du vil være så venlig at følge med." Idet mindste var de høflige - det har jeg trøstet mig selv med mange gang siden hen. 

Den høje mand med halen greb fat i min arm og hev mig ud af min lejlighed under store protester fra min side. De to andre fulgte efter os, og kvinden lukkede og låste døren bag os. På vej ud så jeg min nabo stirre nervøst efter os, måske ringede hun til politiet, jeg ved det ikke, ikke at de kunne have hjulpet mig. 

De tre personer trak mig med hen til det første trappeløb, men da vi trådte ned på responsen på etagen under min, befandt vi os ikke længere i min verden, men i Virkeligheden.

 

Mine første dage i Virkeligheden tilbragte jeg i et klinisk rent, patetisk hvidt, lidt stålgråt værelse med et skrækkeligt, neongult og -pink maleri på den ene endevæg - det var malet på endevæggen, ikke hængt. 

Jeg ved ikke, hvor længe jeg tilbragte i dette rum. Eller rettere sagt; jeg ved det ikke med sikkerhed. 

Jeg ved kun, at jeg fik 13 måltider, sov ca. 48 timer og brugte et døgn, 24 timer, på at stirrer stift ind i den endevæg, der ikke var dækket af neonfarver, 6 timer på at spise mine måltider, 6 timer på at gå på toilettet og bade, 3 timer på at stirrer på den neonfarvede endevæg og 9 timer på at råbe og skrige og kradse mine fingre til blods i mit forsøg på at slippe ud. 

Alt dette blev jeg oplyst om af en kvindeligtudseende person med lilla katteører og en hale ligesom den høje mands. Hun var en hjernevrider - en hjernevrider, adfærdsekspert, videnskabsmand, sprogforsker, ekspert i moderne jordeliv og en hel del mere, jeg ikke ved noget om. 

"Du må være Renee Toftgaard," sagde hun høfligt og rakte hånden frem. Jeg tog den ikke. 

"Jeg er HnnkLi (jeg er næste 100% sikker på, at det ikke staves sådan, men jeg kan ikke gøre det bedre), jeg skal være din ven, imens du er her," fortsatte hun stadigvæk høflig. Alt, jeg kunne gøre, var at stirre dumt på hende. 

Da hun lod sin hånd falde ned langs siden igen, det gik vel op for hende, at jeg ikke havde tænkt mig at tage den, svingede hendes hale hen og ramte mig på skinnebenet. Dette fik mig til at besvime.

Da jeg kom til bevidsthed igen, lå jeg igen i det værelse, jeg hidtil havde tilbragt alt min tid i. Ved siden af min seng stod HnnkLi med et nervøst udtryk i ansigtet. 

Ikke nervøst som når man ser en man holder af, eller bare en fremmed, komme til skade eller blive ked af det, men mere som når man vælter en andens vase på gulvet, så den bliver slået itu, og man er bange for, at denne anden vil blive sur på en. 

"Ah, godt du er vågen, jeg var bange for, at du ikke ville vågne de næste mange timer," sagde hun med en sød stemme. Jeg nikkede bare og satte mig op. 

"Hvor er jeg? Hvem er du? Hvem var dem, der førte mig herhen? Hvordan kommer jeg hjem? Hvornår kan jeg komme hjem? Hvor længe har jeg været her? Hvorfor er jeg her?" Disse spørgsmål er blot et lille udsnit af alle dem, jeg stillede HnnkLi, da jeg genfandt min stemme. 

Hun svarede ikke på nogen af dem.  

 

HnnkLi førte mig ned ad en gyselig, limegrøn gang og ind på et stort kontor med fremmedartede møbler. Det eneste, jeg genkendte, var et skrivebord, som lignede det, min gamle folkeskoleinspektør havde stående på sit kontor. Bag skrivebordet sad en menneskeligtudseende mand, han var i det mindste menneskeligtudseende, indtil hans hale svingede op bag ryggen på ham. 

HnnkLi placerede mig på en hjernevridersofa, de havde åbenbart set alle hjernevriderfilmene, og forlod rummet. Hun skulle åbenbart bare være min ven. 

"Jeg er doktor Ayon," sagde han. Han rakte gudskelov ikke hånden frem. "Det er dejligt at møde dig, Renee."

"Det er absolut ingen..." Mit udbrud blev bremset af den kære doktor.

"Jeg vil stille dig nogen spørgsmål. Alt, du skal gøre, er at svare så sandfærdigt som muligt. Forstår du det?"

"Ja, men..." hvæsede jeg af doktoren og gjorde mine til at svinge benene ud over sofakanten. Ayon kom hastigt på benene og smækkede en hånd på mine ankler, så jeg blev tvunget til at blive liggende. Gud, hvor var han stærk!

"Bliv endelig liggende," sagde doktor Ayon og fortsatte: "Lad os begynde. Hvor gammel er du?"

"30," vrissede jeg og lagde armene over kors, den eneste modstand jeg kunne gøre. "Hvor...?"

"Hvad er din yndlingsfarve?" 

"Alt der ikke er neonfarvet eller hvidt." Jeg kunne ikke se, hvad de skulle med min yndlingsfarve.

"Hvad ved du om den 19. august 1984?" 

"Det er min fødselsdag."

"Ud over det...?"

Jeg tænkte mig grundigt om. Muren faldt i '84, gjorde den ikke? Men var det på min fødselsdag? Jeg tvivlede. (Da jeg kom hjem igen, undersøgte jeg det. Muren faldt i '89, så jeg ramte kun få år ved siden af. Ups.) 

"Hvad er der ud over det?" spurgte jeg. 

"Der var et uheld i laboratoriet den 19. august 1984 din tidsregning," sagde han og slap mit ben. "Højst uheldigt. En solstorm stødte sammen med et jordskælv og skabte et strømsvigt i rotationsakserne, så dit univers kortvarrigt stod helt stille. Dette forhindrede den videre udvikling af samtlige livsformer og svækkede spejlreflektionen rundt om det, så børn født på den dato fik mulighed for at se Virkeligheden."  

"A hva' for 'n fisk?" spurgte jeg. Jeg fattede hat og briller af det, han sagde. Han bekymrede sig ikke om at forklare nærmere, men fortsatte bare med at stille mig spørgsmål.

HnnkLi hentede mig noget, som føltes som flere timer senere, og måske var det virkelig flere timer, jeg havde ikke adgang til et ur, så det er svært at sige. Da HnnkLi havde reddet mig, havde jeg svaret på de samme, totalt ligegyldige, irrelevante, røvirriterende spørgsmål en halvmillion gange. 

(Hvem er din mor? Hvad hedder din far? Hvad er dit mellemnavn? Hvad drømte du om at blive, da du var syv? Hvor mange gange køber du nyt bestik? A'hva?) 

 

Hvis du synes, det, jeg hidtil har beskrevet, er mærkeligt, tør jeg slet ikke tænke på, hvad du ville tænke om alt det andet, jeg oplevede i Virkeligheden. Jeg var til flere samtaler med Ayon. Jeg var til mange samtaler med Ayon. Jeg var til alt for mange samtaler med Ayon. 

En dag, da HnnkLi tog mig med på en tur i den uudholdelige, neonfarvede bygning, jeg befandt mig i, stødte vi ind i en pige - jeg ved ikke, om det er det rigtige ord at bruge. Jeg er ikke sikker på, at de har køn - fra Ugernia. 

HnnkLi og uregerpigens 'ven' syntes ikke ikke om, at vi stødte ind i hinanden. Både urgerpigen og jeg blev overraskede - var det ikke nok, at vi var blevet bortført af mærkelige, dyreligende, neonelskende videnskabsmænd, nu skulle vi også møde en fra en anden planet? 

Urgerpigen præsenterede sig selv som Pilak, jeg præsenterede mig selv som Renee, og vi fortalte hinanden om vores hverdagsliv. 

Pilak trak sig skrækslagen tilbage, da jeg fortalte hende, at jeg kom fra Jorden - hvem havde set den komme? 

Hej, jeg er Renee. Jeg kommer fra Jorden, hva' med dig? Åh nej, hvad sagde jeg forkert? Gallaxiagrippe? Det aner jeg ikke, hvad er. En sygdom, siger du. Er du gal, det er flere millioner år siden! Vi er lige omkring 7 milliarder mennesker! 

Nå ja, du kan vel se det for dig. Jorden er ligesom en af de der øer for spedalske. Folk holder sig på afstand, selvom det i Jordens tilfælde var alle de andre intelligetbeboede planeters befolkninger, som holdt sig væk - såsom folk fra Urgania. 

Pilak og jeg snakkede sammen i flere timer, eller det tror jeg nok, vi mødte ikke hinanden igen. Ret trist, når man tænker over det; den første kontakt imellem et menneske og en anden intelligent livsform, og så fik vi ikke engang hinandens telefonnumre.

Jeg mødte ikke andre end Pilak, imens jeg befandt mig i Virkeligheden, og efter vores lille møde gav HnnkLi mig stuearrest, er det ikke bare ufatteligt? Jeg har boet hele mit liv i den petriskål, vi kalder universet, og aldrig har jeg haft stuearrest, og idet øjeblik jeg træder ind i denne forfærdelige, neonfarvede virkelighed kaldet Virkeligheden, får jeg stuearrest. 

Hvis ikke det havde været for den neonfarvede endevæg, så ville det faktisk ikke have været uudholdeligt, men bare normalt kedeligt. 

 

Videnskabsmændene fra Virkeligheden fik mig til at føle, at jeg var en figur i de der sci-fi-radiospil af Douglas Adams, der kørte på BBC en overgang. Du ved dem med Arthur Dent, Ford Prefect og de hvide mus? Jorden var en stor computer, du ved, før den blev forvandlet til ingenting? 

Videnskabsmændene var godt nok ikke hvide mus, og de havde ingen planer om at skifte min hjerne ud med en maskine, men jeg følte mig ligesom Arthur Dent. 

Jeg havde troet, at smartphonen var den mest fantastiske, imponerende, smarteste dims opfundet i menneskets historie - og måske er smartphonen lige præcis det - men jeg var resultatet af forskning, ja, hele universet var!  

Hvordan forstillede videnskabsmændene sig, at jeg nogensinde ville kunne vende tilbage til livet før? Forestillede de sig overhovedet, at jeg skulle vende tilbage? Eller ville de...?

Arthur Dents hjem blev udslettet, så hvad vidste jeg på det tidspunkt? Svaret er simpelt; ikke ret meget. 

 

Jeg husker ikke præcist, hvordan det skete, eller hvornår det skete. Og jeg ved ikke, hvorfor det skete, eller hvordan det skete sådan helt præcist, men jeg ved dog, (og det kan jeg sige med rimelig overbevisning i stemmen,) at jeg blev sendt tilbage til mit univers, Mælkevejen, Jorden, Europa, Danmark, Fyn, min lille skotøjsæske af en lejlighed et sted imellem et måltid gummismagende mad og et toiletbesøg. 

Hyggeligt ikke? 

Mhmm, tænker du nok, hvad er Renee lige for en skør snegl? 

Og ved du hvad? Det er bare helt i orden, tip top, fjong. Jeg tænker præcist det samme: Renee, hvad er du for et særtilfælde? Du er værre end din onkel, når han var skidefuld og på rulleskøjter. (Ikke ligefrem en behagelig tanke, for min onkel han var SLEM, når han spændte rulleskøjterne fast og havde fået en bajer eller ti for meget.)

Hvis sandheden skal frem, så landede jeg ikke helt præcist i min lejlighed. Hvis sandheden skal frem fandt jeg mig pludselig stående på en repos, i en trappeskakt, i min bygning, en etage under min egen. 

Det gjorde mig ikke så meget, min dør var låst, men jeg gemmer altid en ekstranøgle under dørmåtten (frygtelig opfindsomt, jeg ved det, men det er altså der, jeg gemmer den), jeg har nemlig altid haft en frygtelig uvane med at låse mig selv ude og nøglerne inde! 

Det, der rent faktisk gjorde mig noget, var, at jeg i bogstaveligste forstand var ved at skide i bukserne - ikke af skræk, men jeg havde altså været på vej på toilettet. Det lykkedes mig lige akkurat at styrte op ad trapperne, finde ekstranøglen, åbne døren, styrte ud på toilettet, trække bukserne af og sætte mig ned. Gudskelov for det!  

Jeg ved ikke, hvad videnskabsmændene fra Virkeligheden havde forventet - forventede - af mig, da de sendte mig tilbage til min skotøjsæske, men en ting var sikker: de planlagde på ingen måde at hjælpe mig med min manglende husleje eller at overtale min chef til at genansætte mig, og de ville helt sikkert ikke sende en gavekurv med et undskyldningskort. 

Sagt simpelt: Jeg var på egen hånd, og jeg var ude at skide på Lars Tyndskids marker. 

Det lykkedes mig faktisk at få betalt huslejen - en bedrift i sig selv min situation taget i betragtning - og derved beholde min lejlighed, mit hjem, men det lykkedes mig ikke at få manipuleret min chef til at genansætte mig. 

Da jeg nu stod arbejdsløs, var jeg nu tvangsindlagt til at kaste mig hovedkuls ud på arbejdsmarkedet, og flere måneders mystisk fravær ser ikke ligefrem tiltrækkende ud på CV'et. At finde et nyt job var med andre ord mere slid, end godt er, men det lykkedes. Det lykkedes til sidst.

Min første dag på det nye job kom, jeg deltog, men min hjerne var langt fra indstillet på at være med mig og blev ved med at vende tilbage til det, Pilak havde fortalt mig, da vi mødtes i Virkeligheden. 

To måneder efter min jobstart besluttede jeg mig for at skrive alt, hvad jeg havde oplevet, alt der var hændt mig ned, og det er så derfor, jeg sidder her (skrivende), og du sidder der (læsende mit nonsens, ikke at jeg fatter, du gider).

Efter at beslutningen var taget, skulle man tro, at det var en smal sag at sætte ord på alt det, som var hændt mig, men det skulle snart vise sig at være ufatteligt kompliceret. 

Jeg har til dags dato brugt fyrre udmærkede weekender og en halvtime på at på begynde denne tekst, og jeg har dedikeret yderligere fem hverdagsaftner og en lørdag formiddag på at færdig skrive den færdig. 

Du har jo selv set resultatet; ikke noget at råbe hurra for. Middelmådigt, hvis det overhovedet når middelmådigt til sokkeholderne. Og utroværdigt som bare pokker. 

 

Hvis du har været opmærksom, og det er jeg sikker på, at du har været, spørgsmålet er bare, om der har været for mange underlige hændelser til, at du har hængt dig i det, så har du nok lagt mærke til, at der  noget med min alder, der ikke helt stemmer overens. 

Og du har fuldkommen ret! 

Jeg skriver rigtig nok min 31 års livshistorie, og til Ayon siger jeg, at jeg er 30 år gammel, men forklaringen på det er ganske enkel og mere end lige til. 

Da jeg mødte Ayon, var jeg faktisk 30 år gammel, det var sidste år (før nytårsaften og Dronningen og statsministerens nytårstaler og fyrværkeriet - som jeg aldrig nogensinde er gået glip af før). 

Og da det endelig lykkedes mig at få alt det her - min historie - ned på papir, ja, så var jeg lige så elegant trådt hen over min 31. fødselsdag. 

Det var faktisk en sørgelig dag, ingen af mine venner eller familie havde meldt mig savnet til politiet, de havde ikke engang opdaget, at jeg havde været væk i månedsvis. Jeg ved ikke, om det siger mest om dem eller mig. 

Er der andre ting, jeg ikke har fået forklaret godt nok? Sikkert flere end jeg bryder mig om at tænke på. 

Er der flere ting, jeg burde fortælle om? Åh ja, et helt bundt, men hvis det skulle kunne lade sig gøre, så skal jeg skrive en roman og ikke en novelle, og jeg er ingen romanforfatter (Gud, det er svært nok at få skrevet det her!) 

Er teksten tilnærmelsesvist sammenhængende? Nej, jeg får helt hundrede brug for et kilo tisekunderslim for at få det til at hænge bare sådan mere eller mindre tilnærmelsesvist sammen. 

Jeg burde nok stoppe her, lyder det ikke som en god ide? Stop imens legen er god, sådan siger man jo. Så jeg vil stoppe her. 

 

Mit navn er Renee Toftgaard. Jeg er 31 år gammel og af hankøn. 

Jeg er bosat på Fyn, Danmark, Europa, Den Nordlige Halvkugle, Jorden. 

Jeg er et ud af 7 milliarder mennesker, der befolker denne dejlige, blå planet, som vi kalder hjem. 

Jeg er født d. 19. august 1984, den dag, der opstod en solstorm og et jordskælv samtidig, så rotationsakserne led under et strømsvigt, alle livsformer midlertidigt stoppede deres udvikling, spejlreflektionerne satte ud og gjorde denne ene dato - og alle børn født på den - speciel. 

Jeg så Virkeligheden ikke mindre end tre gange og opholdt mig midlertidigt i den i et forfærdeligt, neonfarvet forskningskompleks. 

Og dette var min historie, og ligesom alle rigtige historier ender denne med et: og de levede lykkeligt til deres dages ende. Og den ender sådan, selvom vi alle sammen godt ved, at de ikke levede lykkeligt til deres dages ende, for det her er livet, og i livet kan man kun være sikker på to ting: 

1) Intet er, som det ser ud.

2) Ingen har nogensinde, lever eller vil nogensinde komme til at leve lykkeligt til deres dages ende.

 

Mit navn er Renee Toftgaard, jeg er en jordbo, jeg er et menneske, og dette var ikke kun min fortælling. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...