Tematekster 2015

I den seneste tid har jeg gået og tumlet med en ide inde i mit hoved. Den går i korte træk ud på, at jeg hver måned stiller mig selv en skriveudfordring, som jeg så skal leve op til.
En måned kan det være jeg skal skrive fire digte, fire tekster på 1500 ord eller en tekst om had, en om venskab, en inspireret af farven blå og en om regnvejr.
Kort sagt fire tekster, der skal opfylde visse kriterier, hver måned. Jeg har tænkt mig, at projektet skal fortsætte til slutningen af i år. Hvis I har lyst, skal I være velkomne til at slutte jer til mig.

10Likes
20Kommentarer
2712Visninger
AA

20. Skyggen og pigen

 

4) 1 vampyrhistorie

 

En mørk skygge listede sig uset op ad stien mod det lille hus, der lå øde hen i de sene timer. Skyggen stoppede halvvejs oppe ad stien og kiggede kort op imod det ene af vinduerne på første etage, hvor et dæmpet lys sneg sig ud under det mørklæggende rullegardin. Skyggen begyndte at gå igen og stod hurtigere end ventet foran den lukkede og låste dør, ikke at denne udgjorde nogen hindring for den mystiske nattegæst. Skyggen gled uset ind ad døren og stoppede kort, da en lyd nåede de opmærksomme ører. Selvom husets beboere for længst var gået til ro, og alle sov, ville skyggen helst liste ubemærket op ad trapperne og ind ad døren til pigens værelse på første sal. Lyden, skyggen havde hørt, var blot en snorkelyd fra forældrenes soveværelse, så skyggen skyndte sig op ad trappen, der altid knirkede, men ikke under skyggens kyndige listetæer.

Den anden dør, skyggen stødte på, var endnu nemmere at åbne end den første. Manglen på knirkelyde tyede på, at det var en relativt ny, ofte brugt dør. Skyggen trak værelsesdøren i efter sig og smilede for sig selv, inden den trådte et skidt længere ind i rummet. For første gang denne nat kunne man se, at skyggen var en mand eller i hvert fald af hankøn, men der var ingen til at opdage dette, da værelsets beboer lå indhyllet i søvnens slør. Manden trådte endnu et skridt frem og stod pludselig ved siden af sengen og så ned på den unge pige, der ligesom han selv blev oplyst af lyskædens sælsomme lys. Han bøjede sig ned over sengen og pigen og skyggede for lyskædens lys.

Pigen slog sine grumsede øjne op og stirrede forvirret op på skikkelsen, som stod bøjet over hende, men lidt efter lidt blev hendes forvirring erstattet af skræk. Pludselig sad hendes krop ret op og ned i sengen, og hun åbnede munden klar til at skrige. Manden lagde sin hånd over pigens mund, så skriget kun kom ud som en dæmpet lyd, der knap nok formåede at fylde det lille rum. Sengetøjet stod om den skrækslagne pige, da hun begyndte at kæmpe for at få mandens hånd væk fra sin mund. Hun gispede efter vejret, hendes næsebor udvidede sig til dobbelt størrelse. Manden rakte ud efter hendes hænder med sin frie hånd og låste pigens håndled fast imellem sine iskolde fingre. Han lod sig glide ned på sengekanten og blev flere gange ramt af pingens spjættende ben, men han viste ingen tegn på at blive påvirket af de spark, der ramte ham både i ryggen og i siden.

"Sid nu stille, min kære pige," mumlede han og lænede sig frem, så hans kølige ånde kildede pigens øre. Varme tårer trillede ned over de sarte kinder og trak striber efter sig, som de faldt. Pigens næse opfangede en rusten lugt fra mandens hånd, der stadig ikke havde fjernet sig fra hendes mund. Brystkassen skælvede under hver eneste vejrtrækning. Mandens ord fik hende ikke til at holde op med at sparke vildt med benene i håbet om at ramme manden hårdt nok til, at han ville give slip eller ramme noget, der ville skabe nok larm til at alarmere de sovende forældre. Ingen af delene lykkedes, og hun brugte i stedet forgæves sin sparsomme energi.

"Hvis du sidder stille og lover at tie stille, så slipper jeg dig," sagde manden lavt og fangede pigens grumsede, gyldengrønne øjne i sine egne. Pigen prøvede at sige noget, men ordene blev bare til udtværede lyde, det var umuligt at tyde.

"Lover du mig det?" spurgte han, og pigen nikkede febrilsk med hovedet, eller så febrilsk som hånden over hendes mund tillod hende at gøre det. Pigen holdt op med at sparke med benene. Manden løsnede først grebet om pigens spinkle håndled, et øjeblik blev han siddende sådan, og pigen begyndte at frygte, at han ikke ville fjerne sin anden hånd, men så skete det. Han løftede forsigtigt hånden af hendes mund, en lyserød tunge skød ud og slikkede læberne, der smagte ligeså meget af rust, som mandens hænder lugtede af det. Tårerne trillede videre ned over pigens kinder og blandede deres salte smag med læbernes rustne, inden tungen trak sig tilbage igen.

Pigen trak benene op til brystet, så de kunne yde en form for beskyttelse imod manden, der sad på hendes sengekant. Hun rykkede sig så langt væk fra manden, som hun kunne. Alt inden i hende skreg, at hun skulle stikke halen imellem benene og tage dem på nakken og se at komme så langt væk, hun ovehovedet kunne, men hendes krop rystede så meget, at hun ikke kunne stå på benene, om det gjaldt hendes liv, hvilket det meget vel kunne vise sig at gøre. Pigens opskræmte blik strejfede kort mandens øjne, der var sortere end natten uden for vinduet.

"Sådan, det var da ikke så svært," sagde manden. Pigen skreg. Højt og hjælpeløst. Mandens venstre hånd lukkede sig om pigens højre håndled og på brøkdelen af et sekund, sad pigen med ryggen presset op ad mandens brystkasse, og endnu engang lå hans hånd over hendes mund. Pigens hjerte sprang et slag over og satte farten helt uhørligt op, hendes vejrtrækning blev endnu mere overfladisk, end den allerede var. Hvordan havde han gjort det?

Hun lå halvt ned i sengen, imens mandens ene arm viklede sig endnu fastere rundt om hendes overkrop lige under brysterne. Den lysegrå, alt for store træningstrøje, hun bugte som nattøj, krøb op ad hendes ryg og efterlod hele den nederste del nøgen og blottet. Stoffet i mandens jakke kradsede imod den følsomme hud, da han hev lidt op i pigen, så hun sad bedre i hans favntag. Han rullede opgivende med øjnene, selvom den skræmte pige ikke kunne se det, men det hjalp lidt på hans humør. Hvorfor kunne hun aldrig bare holde munden lukket? Det var jo ikke, fordi han ville skade hende eller noget.

"Bare slap af, kære, så sker der dig ikke noget, det lover jeg," hviskede han i hendes øre. Han kunne mærke, hvordan hver eneste muskel i pigens krop spændtes ved hans ord. Han vendte øjne igen, det var bare typisk. Med hånden, som lå hen over pigens mund, tiltede han hendes hoved lidt til den ene side, så et stort stykke af den nøgne hals blev blottet. Han tog en dyb indånding og lod hendes duft overdøve alle de indtryk, hans andre sanser konstant indsamlede. Hun duftede himmelsk, guddommeligt, henrivende, sødt, og hun var hans; helt og holdent hans.

Ganske langsomt bøjede han nakken, så hans kolde ånde ramte hendes blottede hals og fik hende til at skælve. Varme tårer løb ned over hånden, der lå over pigens mund, da han lod sine læber møde hendes hud, men det var ikke på grund af hans læber, hun græd. Det var smerten, der fik hende til det. Den brændende smerte ved at hans tænder borede sig ind i hendes sarte hud. Forsigtigt løsnede han grebet om hendes overkrop og lod hende synke lidt længere ned, så den alt for store nattrøje gled endnu længere op, men han opdagede det ikke. Alt, han sansede, var pigens varme blod, der skyllede ind i hans mund.

"Det var da ikke så slemt, var det vel, min kære?" hviskede han i hendes øre, da han ganske forsigtigt lagde hende tilbage i sengen. Han placerede hendes hoved på hovedpuden og trak dynen op om hende igen. Hendes bevægelser var døsige og vage, men de var der. Hun gjorde modstand, da han puttede dynen ned under hendes ben og rundt om overkroppen med sine kolde hænder. Et tilfredst smil spredte sig over hans læber, da han lod en iskold finger følge hendes kæbelinje.

Hun stivnede og hev en ildesmagende mundfuld luft ind imellem sine tænder, mere kunne hun ikke gøre. Smerten pumpede ud fra hendes hals, og fik hende til at krympe sig. Manden sad stadigvæk på hendes sengekant, han betragtede hende. Afskys opblandet frygt bevægede sig igennem hendes krop som en løbeild, da han rejste sig op og bøjede sig ind over hendes magtesløse skikkelse. Ganske varsomt kuplede han hendes kind ind med sin hånd. Han tvang hendes grønne, tårevæddede øjne til at møde hans, og så smilede han et smil, der blottede hans dødelige tandsæt.

"Det var bare en drøm; et mareridt, min kære," hviskede han og bøjede sig endnu længere ned over hende. "Bare et mareridt. Sov nu, min kære pige, så ses vi snart igen."

Skyggen rettede sig op og forsvandt lydløst ud af døren, som han trak i efter sig. Han skyndte sig ned ad trappen og sørgede for at være helt lydløs. Alle husets beboere sov endnu engang i deres senge, og lyden af forældrenes snorken nåede ham igennem deres lukkede dør. Hurtigt var han ude af hoveddøren og på vej ned ad den grus dækkede havegang. Mørket lukkede sig om ham og opslugte alle hans træk, så han bare blev til en klump i mørket. Han stoppede op foran havelågen med den ene hånd hvilende på dens håndtag, han vente sig om. Hans mørke blik gled hen hus, der lå øde hen i de tidlige morgentimer, men på første etage faldt et svagt lysskær ud under de mørklæggende rullegardiner. Skyggen forsvandt ud af havelågen velvidende, at han ville vende tilbage til pigen bag gardinet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...