Tematekster 2015

I den seneste tid har jeg gået og tumlet med en ide inde i mit hoved. Den går i korte træk ud på, at jeg hver måned stiller mig selv en skriveudfordring, som jeg så skal leve op til.
En måned kan det være jeg skal skrive fire digte, fire tekster på 1500 ord eller en tekst om had, en om venskab, en inspireret af farven blå og en om regnvejr.
Kort sagt fire tekster, der skal opfylde visse kriterier, hver måned. Jeg har tænkt mig, at projektet skal fortsætte til slutningen af i år. Hvis I har lyst, skal I være velkomne til at slutte jer til mig.

10Likes
20Kommentarer
2712Visninger
AA

35. Mørke mareridt, kapitel 1

 

4) 1 tekst i 1. person, datid

 

Det var sidste skoledag, en dag jeg havde ventet på hele året. Det var ikke, fordi jeg ikke kunne lide skolen, jeg brød mig bare heller ikke om den. Den del af skolen, hvor man deltog i timerne, var egentligt ikke problemet, det var bare resten af dagen, der var det. Pauserne havde aldrig rigtigt tiltalt mig, og fra en temmelig ung alder havde jeg undgået alt for meget kontakt med mine jævnaldrene.

Selvfølgelig hjalp mine sære drømme mig ikke ret meget, hvad skolen angik, lige det modsatte; de gjorde nogle dage til et sandt helvede. Det føltes, som om alle stoppede op for at stirre på mig, bebrejde mig, at jeg ikke havde været i stand til at redde den stakkels dreng og kønne piges liv.

Så da klokken ringede ud den sidste dag det skoleår, var jeg ikke overaskende glad. Alle andre var også glade, det var bare af nogen andre grunde. Snart stod jeg uden for skolebygningen med min skoletaske svunget over skulderen.

”Hey Amelle,” sagde jeg, da min næsten eneste ven trådte hen til mig.

”Hej,” svarede hun. ”Madeline, er du sikker på, at du ikke vil med os til Frankrig?”

Jeg nikkede bare som svare. ”Jeg kan ikke, det ved du også godt, Amelle. Mine forældre sagde nej.” Jeg sendte hende et trist smil og rystede på hovedet, så mit hår dansede om mine skuldre.

”Kom nu, Mad. Det kunne være sjovt, b’om!” plagede hun, imens vi gik henimod busstoppestedet. Overalt omkring os steg elever ind i biler, busser eller begyndte at gå hjem. Nogen forældre kom og hentede deres børn. Amelle og jeg tog bussen.

”Jeg ved det, jeg ved det,” sukkede jeg og lod, som om jeg var knust over, at jeg ikke kunne være med. ”Jeg ville elske at være med, det ved du. Jeg ville gøre alt, i mest bogstavelige forstand, men et nej er et nej, når det kommer fra mine forældre.”

Buschaufføren rakte os vore biletter. Amelle satte sig på et af de midterste sæder og lænede sig op ad vinduet. En stille mumlen fyldte bussen. På bagsædet sad en mor med sin fireårgamle søn på skødet, han så ikke ligefrem ud til at nyde busturen.

Jeg vinkede til ham, han vinkede tilbage. Hans mor sendte mig skyggen af et smil, før drengen begyndte at skære ansigt af mig. Min mund åbnede sig en anelse, og jeg stak tungen langt ud. Drengens høje latter fik et smil til at finde vej til mit ansigt.

”Dine forældre er strenge, Mad,” konkluderede Amelle.

”Måske,” sagde jeg og sænkede blikket. Hvis der var en ting, jeg hadede, så var det, at mine næsten ikkeeksisterende venner troede, at mine forældre var strenge. De havde godt nok aldrig mødt hinanden, og jeg planlagde ikke at ændre på det i den nærmeste fremtid. ”De er ikke så slemme, Amelle.”

”Hvis du siger det,” sukkede hun og rystede overgivende hovedet. Amelle og jeg havde fulgtes hjem fra skole siden for altid, så vi vidste præcis, hvornår vi skulle sige farvel, før hun blev nødt til at stå af. Imens vi kørte forbi det ene busstoppested efter det andet, snakkede vi om alt det, der faldt os ind, men da bussen stoppede og annoncerede, at det var Amelles stop, stod hun af.

Bussen passerede mit stop, men jeg stod ikke af, for i dag skulle jeg møde min psykiater. At påstå, at jeg så frem til det, ville være en overdrivelse, så det gjorde jeg ikke. At sige, at min psykiater, Clara, og jeg gjorde fremskridt, ville være en direkte løgn, selvom Clara og mine forældre troede, vi gjorde fremskridt, så jeg blev nødt til at dukke op til vores møder. Selvom jeg på ingen måde havde lyst.

 

Det havde taget mig to år at finpudse mine evner. Selvfølgelig havde jeg altid været en god løgner, en begavet en også, det blev jeg nødt til at være. Igennem hele mit liv havde jeg løget til alle. Mine forældre, mine venner, mine lærere og nu min psykiater.

”Hvordan har du det, Madeline?” spurgte hun med et varmt smil.

”Godt, tror jeg nok. Bedre end sidste gang i hvert fald,” sagde jeg og gav hende et lille smil retur. Hvis hun vidste, hvor langt fra sandheden det var, og hvor få fremskridt jeg havde gjort siden sidst, eller siden første gang jeg så hende, ville hun ikke smile sådan.

”Det er godt. Hvad har du lavet siden sidste gang?” Jeg mødte hendes øjne et øjeblik, de var så kolde. Betragtede mig, som om jeg slet ikke var menneske, ikke nok menneske i det mindste.

”Ikke noget særlig. Skole, lektier, tegnet,” sagde jeg med et lille smil. Min psykiater, nikkede til mig og startede på at stille spørgsmål om, hvad jeg havde gjort siden sidste gang, vi så hinanden. De fleste af spørgsmålene var ufarlige, men kun de fleste af dem.

”Og hvad med din søvn? Har du sovet godt? Drømt?” spurgte Clara og rettede sig lidt op i stolen. Jeg havde ikke lyst til at svare på hendes spørgsmål, men jeg blev nødt til det.

”Ja, jeg har sovet godt. Jeg har kun haft en drøm i den her uge, det er godt, ikke?” spurgte jeg og endte mit svar af med et spørgsmål i håbet om, at det ville skjule min usikkerhed.

”Selvfølgelig er det godt, Madeline,” forsikrede Clara mig. ”Hvad drømte du så om denne gang?”

Mine øjne gled i. Hvad skulle jeg sige til hende? Det var ikke første gang, jeg spekulerede over, hvilke drøm, der ville være sikrest at fortælle om, og ligesom så mange gange før var svaret ikke lige på tungespidsen. Jeg åbnede øjnene og kiggede rundt i det simpelt dekorerede rum.

Der stod to stole og en sofa i rummet, et lille bord og et skrivebord, intet af det inspirerede mig til at vælge en drøm, så jeg besluttede mig for at vælge nattens drøm. Det var ikke en ond drøm eller et mareridt, det var bare heller ikke en god drøm.

”Han skændtes med en blond kvinde i flere timer. Jeg brugte det meste af tiden på at kigge i hans skuffer, ikke at de indeholdt noget interessant,” sagde jeg og rykkede på mig i sædet. Mine hænder lå ukomfortabelt i mit skød.

”Og hvad skændtes de så om?” spurgte Clara mig med den søde stemme, som jeg havde hørt så mange gange før.

”Det ved jeg ikke, jeg hørte det ikke,” løj jeg gnidningsfrit. Men jeg havde hørt det, de skændtes om den dreng, kvinden havde dræbt mindre end en time, før manden ankom, og som stadigvæk lå i gæsteværelset. Han brød sig ikke om det, det gjorde han aldrig.

”Har du nogen ide om, hvorfor du drømt om manden og kvindens skænderi?” spurgte Clara og lagde hovedet let på skrå.

”Nej,” sagde jeg og rystede på hovedet. Hun, og alle de andre psykiatere jeg havde mødt, havde brugt den præcis samme taktik på mig før. Hvorfor tror du, du drømte det? Hvad tror du, det betyder?

For at være ærlig tænkte jeg ikke meget over drømmene til at begynde med, men på et tidspunkt omkring min seksårsfødselsdag, gik det op for mig, at ingen andre drømte om præcis den samme fyr hver eneste nat, og så glemte jeg det. På min tiårsfødselsdag begyndte jeg at tænke, at jeg var sindssyg.

Nu, mange år senere, ved jeg ikke, hvad jeg skal tænke om mine drømme. Nogen af dem er alt for tæt på virkeligheden. Nogen af dem virker til at forudse mord, før de finder sted, lig, der dukker op dage, uger, måneder efter, at jeg har drømt om dem.

Clara fortsatte med at udspørge mig de næste femten minutter, men heldigvis for mig sluttede vores aftale der. Min psykiater trådte over til sit skrivebord og fandt kalenderen frem på computeren. ”Hvad siger du til tirsdag i næste uge?”

Jeg kom også på benene. ”Jeg er ked af det, Clara, men det kan jeg ikke.” Som om jeg var ked af det. ”Nogen af mine venner fra skolen inviterede mig på med til Frankrig.”

”Åh, det er da dejligt, Madeline.” Clara smilede; hun havde prøvet at få mig til at hænge mere ud med mine venner, uden succes. ”Hvor længe skal I være væk?”

”Næste to måneder,” fortalte jeg, hvilket var sandt. De havde inviteret mig, men jeg havde afslået tilbuddet, i stedet for ville jeg tilbringe hele min ferie ved kysten i min tantes hus, imens hun og mine forældre var i Spanien. Sidste gang, jeg var der, var, da jeg var fem, så for at sige det mildt; jeg var spændt.

”Okay så, nyd det,” sagde Clara til mig. ”Ring til mig, hvis der sker noget, Okay? I skal nok have telefonen på mig hele tiden.”

”Bare rolig, jeg ringer, hvis der sker noget. Åh, og jeg lover at ringe, når jeg kommer hjem igen, så vi kan lave en ny aftale.” Jeg mødte hendes øjne i brøkdelen af et sekund, inden jeg trådte ud af døren tilbageholdende et suk.

 

Langsomt begyndte farverne at dække papiret og danne det ansigt, jeg havde set i min drøm. Det var den blonde kvinde, som havde dræbt drengen, ikke at ikke havde tegnet hende før, men jeg følte ligesom for at gøre det igen. Det var halvandet år siden, jeg sidst havde set hende i min søvn; hun havde dræbt en pige dengang.

Jeg havde allerede tegnet drengens blege, døde krop på de rødplettede lagner kun omgivet af mørke og blod. Jeg sank. Blod, noget jeg havde set mere end min del af igennem tiden, men som blev med at dukke op i mine alt for realistiske mareridt.

Mine fingrede bevægede sig af sig selv, tilføjede den sarte lyserøde farve, der ville forme kvindens læber. På min tegning smilede hun sødt ud til en, selvom jeg aldrig havde set hende med et rart smil på læberne. Hun ønskede altid noget, nogen.

Hendes navn var Benedicta, en sand skønhed. Benedicta det Skønne Udyr. Selvom hendes smil sædvanligvis gav hende, hvad hun ønskede sig, så havde de aldrig nogen effekt på ham. Han så altid lige igennem det, godt eller skidt.

”Madeline, hvor er du?” råbte min mor ude fra køkkenet. Jeg lod blyanten falde og gik hen for at åbne min dør.

”Jeg er her, mor, hvad så?” spurgte jeg og lænede mig op ad væggen.

”Hvordan gik det i dag, med Clara?” spurgte min mor mig, imens hun blandede salat og gulerødder sammen. Jeg sukkede tungt, men lydløst.

”Fint. Jeg fortalte hende om mine ferieplaner.”

”Og hvad sagde hun til dem?” Min mor kunne simpelthen ikke stoppe sig selv, hun blev bare nødt til at spørge mig. Mine øjne dansede hen over køkkenbordet, hvor aftensmaden stod klar til, at far ville komme hjem. Jeg lod blikket glide hen over det alt sammen; det fik tænderne til at løbe i vand.

”At det er en god ide. Hun synes, det vil være godt for mig at være sammen med nogen af dem fra skolen,” konstaterede jeg uden at se på min mors ansigt. Mit blik mødte hendes blå blik, de øjne jeg havde arvet, før det vendte tillbage til køkkenbordet.

”Hvad sagde jeg?” lo min mor med glæde i stemmen. Ja, hun havde sagt, at det ville være godt for mig, men hun vidste jo heller ikke, at jeg ikke planlagde at tage til Frankrig med mine skolekammerater.

Åh nej, slet ikke. Jeg ville slet ikke forlade landet, og min tante havde lovet mig ikke at fortælle mine forældre, at jeg planlagde at tilbringe hele min ferie i hendes hus, imens de tre var i Spanien. Jeg behøvede noget bare-mig-tid, havde jeg sagt til hende, og det havde faktisk virket.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...