Tematekster 2015

I den seneste tid har jeg gået og tumlet med en ide inde i mit hoved. Den går i korte træk ud på, at jeg hver måned stiller mig selv en skriveudfordring, som jeg så skal leve op til.
En måned kan det være jeg skal skrive fire digte, fire tekster på 1500 ord eller en tekst om had, en om venskab, en inspireret af farven blå og en om regnvejr.
Kort sagt fire tekster, der skal opfylde visse kriterier, hver måned. Jeg har tænkt mig, at projektet skal fortsætte til slutningen af i år. Hvis I har lyst, skal I være velkomne til at slutte jer til mig.

10Likes
20Kommentarer
2727Visninger
AA

5. Destiny

 

4) 1 tekst indeholdende tre nuancer af farven blå

 

Himlen åbnede sig oven over mig, som var den lige så rasende, som jeg var, og hvem ved, måske var den det? Det var ikke første gang, det skete, men i det øjeblik besluttede jeg mig for, at det ville blive sidste. Fra det øjeblik ville jeg ikke sende en eneste blåøjet grønskolling i felten, uanset hvor meget mine overordnede råbte og skreg af mig, de sidste syv var kommet hjem i ligposer. De havde ikke været et kønt syn, og deres efterladte havde måtte begrave tomme kister i stedet for deres kære.

Regnen haglede imod ruden hårde end normalt, syntes jeg. Dette var ikke den første storm på disse kanter, men det var helt sikkert en af de værste. Den forrige var blevet navngivet Castiel, denne hed Destiny. Ironisk, ik? Hvem ved deres fulde fem ville kalde den værste storm i mands minde for Destiny? En ting var jeg sikker på, jeg ville ikke.

Bag mig gik døren op, og vinden fandt hylende og skrigende sin vej ind igennem den. Hurtigere, end min hjerne kunne registrere, stod jeg skulder ved skulder med den hærdebrede MP, der kæmpede for at skubbe døren i igen. Da det endelig lykkedes, stod vi foroverbøjede, gispende.

"Hvor mange?" spurgte jeg, da mine lunger havde fået nok luft til at formulere spørgsmålet. MP rystede opgivende på hovedet.

"Uden sårede lige omkring 450, det dobbelte med." MP rystede opgivende på hovedet og kørte en drivvåd hånd igennem det ligeså våde hår.

"Hvor mange af vores?" Jeg frygtede svaret, men jeg blev nødt til at have et vist overblik, så Destiny ikke rev alting med sig, som hun passerede forbi.

"Hele 53, store dele af 27," svarede MP opgivende. Idet sammen skar hvidgyldne lyn henover uvejrshimlen og kastede uhyggelige, midnatsblå skygger efter alting.

"Hvornår vil Liz' være tilbage?" råbte MP hen over det enorme brag fra et tordenskrald, der rullede hen over os som en øredøvende lavine. Et hurtigt blik på mit armbåndsur afslørede svaret.

"47!" råbte jeg hen over det næste øredøvende brag. Vi nikkede til hinanden vel vidende, hvad der forventedes af os. Vi for rundt om hinanden i en for længst indøvet rutine, der skræmte mig mere end alt det andet. Den var et bevis på, hvor hverdagsagtig denne form for katastrofer efterhånden var blevet.

Præcis 46 minutter og 52 sekunder senere sprang døren op for anden gang denne aften. Forhutlede mennesker tumlede ind en efter en og to eller tre af gangen. De blev ved med at komme, og Destiny åndede dem tungt i nakken, hun hjemsøgte os, så fik Liz og MP døren lukket igen, og den eneste stilhed, der kunne indfinde sig under omstændighederne, indfandt sig.

Med vaneprægede bevægelser begyndte Liz, MP og jeg at sortere folk, som var de vare og ikke mennesker. Den rutine, der ellers virkede så skræmmende, kunne under de rette omstændigheder redde liv, nu var under rette omstændigheder. De, der kun havde fået overfladiske kødsår, blev sendt hen i den ene side af rummet, de mere alvorligt ramte i den anden side.

Vi var syv tilbage af 42. Syv af de oprindelige 25 læger, sygeplejersker, redningsfolk, piloter og ambulancekørere. Syv var ingenting, men det var flere end 53 og nok til at gøre en forskel, eller det bildte vi i hvert fald os selv ind.

Jeg knælede ned ved siden af en dybfrossen, lille pige. Hendes øjne var lukkede. Jeg lagde to fingre imod hendes håndled, intet. Jeg lænede mig frem over den livløse pige og begyndte på hjertemassage. En, to, tre, fire. Jeg fortsatte med at tælle, indtil jeg kunne lave mund til mund, og så begyndte jeg forfra.

"Liz!" skreg jeg hen over den mumlende, paniske gråd, der fyldte rummet. Vores blikke mødtes i brøkdelen af et sekund, hun vidste, hvad jeg ville. Hun sprang hen på siden af mig og så på den lille pige et øjeblik.

"Væk," sagde hun. Jeg nikkede samtykkende, væk. Liz bevægede sig videre til den næste patient, imens jeg hastigt trak et lagen hen over de blåhvide læber og ligblege hud. I løbet af ingen tid var jeg tilbage på benene og videre til den næste i håbet om at redde flest mulig, inden det var for sent, men Destiny blev alt for manges skæbne den nat.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...