Tematekster 2015

I den seneste tid har jeg gået og tumlet med en ide inde i mit hoved. Den går i korte træk ud på, at jeg hver måned stiller mig selv en skriveudfordring, som jeg så skal leve op til.
En måned kan det være jeg skal skrive fire digte, fire tekster på 1500 ord eller en tekst om had, en om venskab, en inspireret af farven blå og en om regnvejr.
Kort sagt fire tekster, der skal opfylde visse kriterier, hver måned. Jeg har tænkt mig, at projektet skal fortsætte til slutningen af i år. Hvis I har lyst, skal I være velkomne til at slutte jer til mig.

10Likes
20Kommentarer
2706Visninger
AA

40. Clara DeClaire

 

4) 1 tekst indeholdende varulve

Clara DeClaire rystede af kulde, i samme øjeblik hun trådte ud hoveddøren og begyndte at gå ned ad den forladte, mørke vej. De befandt sig sidst i december, men sneen havde endnu ikke indfundet sig og overlod kun den barske virkelighed. Over Clara strakte en skyfri aftenhimmel sig fra den ene horisont til den anden. Stjernerne dukkede frem en efter en og dannede i tusindvis af stjernebilleder. Månen hang stor og fuld lige over trægrænsen og bevægede sig højere og højere op på himlen for hvert sekund, der gik.

Det var et smukt syn, tænkte Clara DeClaire og stak hænderne i de dybe lommer. Vinden greb fat i Claras hår, der gik næsten fuldstændigt i med natten, løftede det og kastede det om hendes ansigt. Clara trak en hånd op ad lommen og fangede sit hår, skubbede det ned, så det lå slynget hen over den højre skulder. Midt i lyset fra en blinkende gadelygte stoppede hun op. Hun bøjede sig forover og samlede håret i en løs fletning, der faldt ned langs hendes rygrad.

Hun fortsatte ned ad gaden og holdt sig troligt i gadelygternes flakkende skær, hvor fornemmelsen af tryghed var størst, og hvor de, som ikke var af sted på juleferie, kunne se hende, hvis de kiggede ud af deres vinduer. Clara holdt sig i lyset så længe som muligt, men til sidst drejede hun ned ad en lille grussti, der snoede sig langs fodboldbanerne. I samme øjeblik gadelygternes lys ikke længere nåede hende, følte Clara sit hjerte sætte farten op. Hun hadede at gå på grusstien i mørke, men hun skulle ned ad den, hvis hun ville hjem, og hun kunne jo altid trøste sig med, at månen og stjernerne holdt hende med selvskab.

Vinden løb igennem græsset, så det hvislede, inden den fór igennem et hul et eller andet sted og hylede hjerteskærende, eller det var i hvert fald, hvad Clara DeClaire nærmest manisk gentog for sig selv igen og igen. Lige lidt hjalp det, hendes arme var snart dækket af gåsehud, og hårene i hendes nakke stod ret op og ned som små soldater. Gruset knasede under hendes fødder, hver gang hun tog et skridt, og den lange fletning snoede sig tungt ned langs hendes nakke.

En gren knækkede et sted bag hende. Hun drejede lynhurtigt hovedet, men så ikke noget i månens svage skær. Med rystende hænder vippede hun kraven på sin jakke op og stak hænderne helt ned i bunden af lommerne, hvor det ellers kun er lommeulden, der kommer. Hele hendes krop rystede - alt fra hendes mørkhårede hoved til støvleklædte fødder - og ikke kun af kulde. I brøkdelen af et sekund pressede hun øjnene sammen.

Det var slet ikke noget at være bange for, gentog hun for sig selv igen og igen, men hun blev ved med at ryste. Endnu en gren knækkede, fodtrinnene kom tættere og tættere på. Hendes vejrtrækning blev mere overfladisk for hver gang, hun satte fødderne til jorden. Hun så sig over skulderen; stadigvæk intet. Clara DeClaire besluttede sig for at koncentrere sig om at komme væk fra de øde fodboldbaner og den forladte grussti så hurtigt som muligt. Med beslutsomme skridt trådte hun ud på græsset for at skræve hen over banerne i stedet for at gå hele den lange vej uden om dem.

Græsset var vådt og svuppede under hendes støvleklædte fødder, men alligevel følte Clara, at hun havde truffet det rigtige valg. Turen ville være kortere, og hun ville snart være tilbage på den oplyste vej. Bag hende kom de skridt, hun så desperat havde forsøgt at bilde sig selv ind var indbildning, tætter og tætter på. Den svuppende lyd af fødder i græsset stammede helt sikkert ikke kun fra hendes selv. Fugten gjorde hendes håndflader glatte, og hun satte farten op for at slippe væk fra den, der forfulgte hende.

Lyden af et tungt åndedræt var det sidste, der skulle til. Clara styrtede hen over fodboldbanerne. Hendes ben gik som trommestikker. Fletningen bumpede imod hendes ryg. Hendes åndedræt blev uregelmæssigt. Hendes hjerte gallopperede af sted i et tempo, det slet ikke var beregnet til at gøre, og alt inden i hende skreg, at hun bare skulle se at få benene på nakken og skynde sig væk. Men ligesom alle andre blev Clara DeClaire overvældet af det instinkt, der får en til at se sig over skulderen på de helt forkerte tidpunkter, og så faldt hun.

Hun roede febrilsk rundt nede på jorden. Hun fik græs i håret og jordmærker på bukserne, men hun var ligeglad. Hver gang hun var ved at komme på benene og begyndte at løbe, fik hun overbalance og landede endnu en gang med hænderne på græsset. Hun drejede hovedet fra side til side med hjertet siddende helt oppe i halsen, men mørket var så tæt, at hun intet kunne se. Skridtene nærmede sig hurtigt, men satte så pludseligt farten ned.

Noget stort og behåret greb fat om hendes ankel og begyndte at trække hende hen over græsplænen. Clara borede fingrene ned i jorden og skreg så højt hun kunne. Hun skreg og hun skreg, imens hun slog om sig med arme og ben for at få hånden til at slippe sin ankel. I sit forsøg på at slippe fri, kom hun på mystiskvis til at ligge på ryggen i stedet for på maven. Hun skiftevis sparkede ud med sin frie fod og satte hælen i, men lige lidt hjalp det.

Pludselig slap hånden hende. Clara kreppede sig rædselsslagent baglæns, imens hendes hoved fløj fra side til side for at få øje på den, der havde holdt fast om hendes ankel, men hun kunne ikke se nogen. Mørket var for tykt - og så alligevel. Et par glødende, røde øjne kom til syne i mørket, og hvis det ikke havde været, fordi Claras hjerte allerede sad oppe i halsen på hende og arbejdede på overtid, så ville synet af de røde øjne helt klart have fået det til det.

De røde øjne kom tættere og tættere på, og snart kunne Clara DeClaire skimte den enorme skikkelse, der bøjede sig ned over hende. Det første, der slog imod hende, var lugten af våd hund og råddent kød. Hun mærkede sin mave vende sig i afsky, og den sure galde bane sig vej op igennem halsen. Det næste, der slog hende, var, at personen, der stod bøjet over hende, var fuldstændigt dækket af stride hår. Arme, ben, overkrop og selv ansigtet var dækket af mørke hår. Ansigtet fik hendes til at skrige endnu mere, da det svage månelys blev reflekteret i nogle syleskarpe tænder.

"Stille," spyttede den behårede skikkelse og pressede en af sine behårede hænder hen over hendes mund, så lyden af hendes skrig blev kvalt.

Clara DeClaire spilede øjnene op, da et misformet ansigt blev presset imod hendes. Istedet for næse og mund var ansigtet foran hende udstyret med en lang, fugtig snude og smalle læber, der var krænget op omkring de syleskarpe tænder, der på tæt hold så endnu mere skræmmende ud. Clara sparkede ud med benene og armene i håbet om, at det uhyre, der holdt hende for munden ville slippe hende, så hun kunne følge sit instinkt og løbe uden nogensinde at stoppe op igen. Men den behårede hånd blev ikke fjernet fra hendes mund. Istedet for at slippe fri blev Clara DeClaire fanget endnu mere, da monsteret satte sig overskrævs på hendes ben, så hun kun havde armene fri.

"Lig stille." Monsteret formåede på en eller anden måde at få ordene spyttet ud imellem de skarpe tænder, uden at de fuldstændigt mistede meningen, men Clara kunne ikke få sin krop til at adlyde ordren. Hun trak vejret overfladisk. Hun slangede sig under det behårede monster for at slippe fri og begravede gang på gang fingerneglene i den stride pels, men intet af det så ud til at have den mindste effekt på monsteret eller hendes situation.

"Lig stille," gentog det behårede væsen igen, og denne gang adlød Clara DeClaires krop den dyriske stemme. Det store væsen krængede sine læber op i noget, der kunne have været et smil. Ganske langsomt drejede væsnet Claras ansigt, så hendes hals blev blottet. Varme tårer løb ned ad hendes kinder og dryppede ned på græsset. Væsnet bøjede sig helt ned over hende og lod sin fugtige snude glide ned langs hendes hals, imens det store væsen lugtede til hende.

"Min," hviskede det store, behårede væsen og lod sin ru tunge glide hen over Claras hud. Hun kunne mærke, hvordan væsnet satte de sylespidse tænder imod huden på hendes hals lige der, hvor den var aller tyndest. Halvkvalte hulkelyde slap ud under den behårede hånd, der holdt hendes hoved fast, så hun ikke kunne rykke sig.

Væsnet blev flået væk fra hende, lige før det kunne nå at sætte sine sylespidse tænder i hendes hals. Hånden, der før havde ligget hen over hendes mund, forsvandt, men ikke presset på hendes ben. Clara skreg alt, hvad hun kunne. Bag ved det behårede væsen stod to mørke skikkelser med glimtende våben i hænderne. Begge de to skikkelser var klædt helt i sort, så kun deres spejlblanke øjne var synlige.

"Min," skreg det behårede væsen og langede ud efter en af de to sortklædte skikkelser med den ene hånd. Spidsen af fingrene strejfede den sortklædtes skulder, så det sorte stof flængedes. Den anden af de sortklædte skikkelser rev det stor bæst væk fra Clara og stak sin kniv dybt ind i væsnets arm.

"Løb," råbte den ene af de to skikkelser - Clara vidste ikke hvilken en, og hun var også ligeglad. Skramlende kom hun på benene og styrtede af sted uden at se sig tilbage. Det eneste, hun kunne tænke på, var at komme længst muligt væk fra det behårede væsen, der næsten havde sat tænderne i hendes hals. Bag sig hørte hun en knurrende lyd, men denne gang kiggede hun sig ikke over skulderen for at se, hvad der skete. Hun flygtede.

Foran sig så hun lyset fra gadelygterne, og bare synet af lyset gav hende en fornemmelse af tryghed. Hun var der næsten. Nogen skreg bag hende. Clara DeClaire så sig over skulderen, men mørket var for tæt og de tre skikkelser for mørke til, at hun kunne se dem. Lyden af endnu et skrig og tunge skridt imod det bløde græs fik hende til at løbe endnu hurtigere, men det var ikke hurtigt nok. Skridtene halede ind på hende. Noget tungt stødte ind i hende bag fra og væltede hende omkuld. Hun skreg.

"Min," hvæsede væsnets dyriske stemme i hendes øre og endnu en gang dækkede en behåret hånd hendes mund. Væsnet viklede en arm rundt om livet på hende og trak hende halvt op at stå. Clara mærkede den fugtige snude imod sin kind, da bæstet bag hende begyndte at halvt løfte hende, halvt trække hende hen over fodboldbanerne, indtil de var så langt væk fra gadelygterne, at ingen ville kunne se dem, hvis de kiggede ud af deres vinduer.

"Min," gentog væsnet og pressede Clara ned mod græsplænen. Hun sparkede ud med benene, men væsnet satte sig bare overskrævs oven på hende, så hendes forsøg på at slippe fri var forgæves. Det store, behårede væsen bøjede sig frem over hende, blottede sine sylespidse tænder i et rigtigt rovdyrssmil og pressede hendes ene kind ned mod græsset.

"Min," hvæsede det i hendes øre. Langsomt lod det sin ru tunge glide hen over hendes hals på præcis samme sted, som det havde gjort det før, de to sortklædte skikkelser havde hevet det væk. Væsnet blottede sine tænder og lagde dem ganske blidt imod den sarte halshud. Ganske forsigtigt trykkede den sine tænderne ind i kødet, kun lige hårdt nok til at lave hul på huden, ikke mere.

Clara ville have skreget, hvis ikke den behårede hånd havde ligget presset hen over hendes mund og effektivt havde forhindret hende i at sige ret meget. Tårerne strømmede ned over hendes kinder. Hele hendes krop spændtes under væsnets vægt. Hendes overkrop spændtes i en bue og løftede sig fra jorden, imens hendes fingre borede sig så dybt ned i græsplænen, som de overhovedet kunne komme.

Da væsnet endelig fjernede sin tænder fra hendes hals og lod sin ru tunge glide hen over sårene, lå Clara DeClaire fuldstændigt stille og stirrede blindt ud i mørket. Tårerne løb uhindret ned over hendes ansigt, men det var stille tårer uden lyd. En rødglødende smerte skød ud i hendes krop fra det sted, hvor de spidse tænder havde bidt sig igennem hendes hud. Det behårede væsen flyttede sin hånd fra Claras mund, men hun havde ikke kræfterne til at skrige længere. Væsnet lagde hovedet bagover og hylede op imod fuldmånen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...