Titelløse mennesker

Lad selv de mest undertrykte demonstrere
- En novelle inspireret af flugt-konkurrencen [ikke deltagende]
- Læsning på eget ansvar


10Likes
18Kommentarer
492Visninger
AA

1. Demonstration i asylcenteret

Jeg ligger under den efterhånden slidte fiberdyne, der er trukket så tæt omkring mig, at det er klaustrofobisk. Jeg blinker øjnene åbne, og ser den tidelige morgensol gennem det billige hvide gardin. Støvmolekyler svajer i strålen fra vinduet, det er helt så det kilder i næsen. Jeg husker at det er i dag, at der skal ske noget vigtigt. Måske endda meningsfuldt.  

Det kolde flisegulv sitrer op gennem kroppen, som jeg går barfodet langs gangen og ind til spisesalen. Jeg ser min søster, Alya, sidde med begge hænder begravet i sit havregryn. En oprørsk handling. Meget har hun lært, såsom sproget, men dansk pli, det lærer hun aldrig. Hun er ikke taknemmelig for, hvad vi har her. Måske er jeg enig.

”Alya, forhelvede,” jeg giver hende en albue i siden, da jeg sætter mig ved hende. Alya har aldrig været særlig meget for det her sted, selvom vores hjemland, på nuværende tidspunkt, sikkert er brændt synder og sammen. Det er i hvert fald, hvad jeg ser, når jeg lukker øjnene. Alya ruller med øjnene, sukker og griber modvilligt fat i skeen. Nu skubber hun bare utilfreds til de små havreflager, der svømmer rundt i tallerkenen.

”Det nyt- det nytter ikke,” fremstammer hun. ”Jeg vil b-bare hjem.”

Kuglerne farede fra enden til anden. Ramaskrigene sad på indersiden af mine ører, og gav en bidende tinnitus. Hjertet hamrede, som ville det springe ud af brystet, og flygte selv. Jeg løb febrilsk afsted, uden nogen destination, med Alya i min hånd, der tudbrølede af skræk. Der blev bandet på arabisk, og flere skud blev affyret.

Alya vred sig ud af mit greb, og farede tilbage mod byen, hvor skudlydende kaldte på os. Jeg hvæsede efter hende, bandede på arabisk, og spurgte hvad fanden hun har gang i. Hun kiggede dødt på mig og svarede; jeg vil bare hjem.

”Alya, vi har ikke noget hjem,” mumler jeg på gebrokken dansk.

Hun sidder fastlåst i vrede tanker, mens tårerne triller lydløst ned af hendes kinder. Hun ved udmærket godt, at jeg har ret. Hidsigt vælter hun sin tallerken, så det vandede havregryn flyder ned af bordets sider. ”F-fucking asylcenter,” hvisker hun, men bliver siddende, og stirrer ud i ingenting.

Vi løb med blødende fødder over glasskår og knive, for at undgå at træde på de tabte liv, der lå spredt som døde fluer. Alya fortsatte modvilligt med mig, mens hun hulkede, og faldt sammen af sorg. Vores forældre var omgivet af flammerne, vi så, når vi vendte os, og kiggede tilbage på byen. Vores gamle hjem.

Røgen lå stadigvæk som en tung sky så langt øjet rakte, men jeg lovede vores mor ikke at give op. Vi løb og løb. Vi sejlede og sejlede. Vi kæmpede mod alle odds, og pludselig var vi på vej ind i Danmark. Nogle døgn efter stod vi ved et trådhegn, indgangen til et såkaldt asylcenter. Folk mumlede frustrerende fremmedord, som ”velkommen.” Vi forstod intet, udover én ting. Vi hørte ikke hjemme her.

Urets dovne, men præcise, takt dunker i mit hoved, hvor lyden høres som et ekko i tusind slag. Den holder mig i en endeløs tanketrance, og i et øjeblik glemmer jeg det faktum, at jeg befinder i Danmark. Tiden står stille, til Rahim kommer traskende ind i spisesalen.

”Du klar?” Spørger han, da han sætter sig ved min side. Rahim har været her i syv måneder, men er stadigvæk fuldstændig ligeglad med det danske sprog og pli. Han går ikke op i Dannebrog, jordbærkage og koldstål.

Rahim går op i rettigheder. Og han er formanden for dagens vigtige begivenhed.

”Ja,” mumler jeg.

 Vi træder udenfor, alle, selv de kedelige, deltager. Selv Alya. I det kæmpe grå metalhus, vi til hverdag befinder os i, spejler det grønne græs sig, der forekommer så usædvanlig kraftigt. Så kraftigt og smukt, at den grå himmel får mindreværdskomplekser. Men smukt er her ikke. Forfaldne skurer, bænke og mennesker, der er traumatiseret af minder, brændt på indersiden af deres øjenlåg.

Vi stiller os op på en række med næsen peget mod det grå trådhegn, der adskiller os fra resten af Danmark. De stolte skilte foldes ud, og rækkes frem. De fleste er på engelsk, såsom;

I am here for 7 months

I have been here two year to much

I want my family

We need freedom

Men enkelte af de mange demonstrationsskilte er på dansk. Jeg retter ryggen, og viser mig frem med et skilt, der siger:

Hvad er vi i Danmark, hvis vi ikke er danskere?

Vi er titelløse mennesker!

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...