Her story - our story

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 maj 2015
  • Opdateret: 9 jul. 2015
  • Status: Færdig
Kender du den der fornemmelse af, at man mangler noget. Du ved, når man går hen mod skolen uden sin skoletaske på ryggen, eller når man ikke spiser morgenmad?
En historie om to uadskillelige sjæle, og deres sidste tid sammen.

Baseret på virkelige hændelser.
______________________________________________________________________________________________________________________________________

Det smukke cover er lavet af ophavsmanden, som har en coverstore. Gå ind og tjek den ud! :-)

15Likes
15Kommentarer
1151Visninger
AA

5. Kapitel 5

Den kolde morgenluft omfavnede mit ansigt. Den var frisk og kølig. Det var mørkt udenfor, og byen var helt rolig. Om bare en halv time fra nu ville solen være højt på himlen, og bilerne ville fræse rundt og kæmpe om at komme først ud af byen. Det var det, jeg elskede ved at komme så tidligt om morgenen. Så man lige kunne trække den sidste stilhed til sig. Indånde den sidste friske og rolige morgenluft.
Døren ind til skolen var åben da jeg kom. Jeg gik ind i den store bygning, og lige som jeg havde spået: Cirka en halv time efter væltede det ind med elever på skolen. Jeg satte mig ned i SFO’en for at vente på Anne-Sofie, som jeg gjorde hver morgen, men hun kom aldrig. Lyden af snak fyldte rummet, og der var først nu, jeg rigtig hørte larmen. Var det virkelig sådan her hver morgen? 
Igen tænkte jeg på Anne-Sofie. Måske var hun syg. Det var jo sket før. Jeg havde den samme tomme fornemmelse som jeg altid havde, når hun ikke var i skole. Den fornemmelse af at der manglede noget. Du ved, når man går hen mod skolen uden sin skoletaske på ryggen, eller  når man ikke spiser morgenmad.

 

Midt i timen ringede min telefon. Egentlig meget dejligt, for så kunne jeg komme ud af klassen. Vi havde siddet midt i klassens time, og vi havde selvfølgelig talt om alle pigeproblemerne i klassen. Det vil sige de andre pigers problemer. De havde det jo så svært.

“Hej, hvem er det?” spurgte jeg.
“Det er Heidi” svarede stemmen i røret, “Anne-Sofie har været ude for en ulykke, og vi tænkte du måske gerne ville se hende?” fortsatte hun. Hun lød meget oprørt. Mit hjerte gik i stå. Et uheld. Hvor slemt var det? Og hvorfor ringede hendes mor til mig?

Jeg sagde, at jeg selvfølgelig ville skynde mig ned til hende efter skole. Meget ansvarligt at vente til efter skoletid. Men hendes mor insisterede på, jeg kom derhen så hurtigt jeg kunne.
Skulle jeg sige det til min lærer før jeg gik? Jeg gad ærligt talt ikke ind i klassen igen. 

 

Jeg greb hurtigt min cykel, godt jeg ikke havde låst den i morges. Nu havde jeg da en ting at takke Katharina for. “Hvorfor låser du overhovedet din cykel, der er alligevel ingen der gider at stjæle den” havde hun sagt, hvilket havde resulteret i, den ikke var blevet låst.
Tænk hvis nogen havde stjålet den. Så var min mor gået totalt amok. Men måske var det rigtig? Måske var den virkelig så grim, at ingen andre ville havde den? Det var nemt at flytte tankerne over på noget andet end ulykken.

 

Få minutter senere stod jeg inde på stue 5A på hospitalet. Anne-Sofie lå i en hospitalsseng ved siden af mig.
Alt i rummet var hvidt, bortset fra de blomster, som forskellige folk havde givet hende. De stod fint i vindueskarmen og pyntede. Jeg fik det pludselig dårligt over, jeg ikke havde nået at købe noget med til hende på vejen. Hun kiggede op og smilede til mig. Hendes mor stod ved siden af mig og prøvede at holde tårerne tilbage.
"Hun ville gerne se dig" sagde hun. Jeg nikkede, og tog Anne-Sofies hånd. Hun så meget bleg ud.
Nå jeg tænker tilbage på det husker jeg, hun havde slanger alle mulige steder. Det var dog ikke noget jeg lagde mærke til der. Jeg lagde kun mærke til hende. Jeg vidste, hun skulle dø.
Det var svært at sige noget. Måske et ”tak fordi du ringede” til hendes mor, havde været på sin plads. Men jeg var så overvældet og forvirret.

 

Jeg kiggede på Anne-Sofies ansigt. Meget grundigt. Jeg ville være sikker på, at huske hendes ansigt for evigt. Hver eneste lille detalje. Hendes lille røde prik tæt ved næsen. Hendes smil. Hendes spidse vampyrlignende hjørnetænder. Hendes store øjne. Bare alt. Det hele. Jeg ville aldrig glemme hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...