Her story - our story

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 maj 2015
  • Opdateret: 9 jul. 2015
  • Status: Færdig
Kender du den der fornemmelse af, at man mangler noget. Du ved, når man går hen mod skolen uden sin skoletaske på ryggen, eller når man ikke spiser morgenmad?
En historie om to uadskillelige sjæle, og deres sidste tid sammen.

Baseret på virkelige hændelser.
______________________________________________________________________________________________________________________________________

Det smukke cover er lavet af ophavsmanden, som har en coverstore. Gå ind og tjek den ud! :-)

15Likes
15Kommentarer
1151Visninger
AA

3. Kapitel 3

Klokkens høje lyd lød over hele skolen. Alle i klassen begyndte straks at snake i munden på hinanden, mens de smed bøgerne op i kassen. Jeg gik også op og lagde min i kassen. Katharina vendte sig om mod mig.
“Vil du med ud og gynge?” spurgte hun. Måske lød det barnligt at gå ud og gynge, men det var altså noget vi gjorde. Vi gik trods alt også kun i sjette klasse. Jeg nikkede.
“Hvad, jeg hørte ikke hvad du sagde” sagde hun.
“Ja” mumlede jeg. Hun smilede tilfreds og gik i spidsen, på vej ud mod gården. De fire andre piger satte sig op på den store gynge. Den var bygger som et edderkoppespind, med en stor grøn kant som indrammede det sorte "spind". Jeg satte mig ude på kanten.
“Vil du ikke gynge os?” spurgte de mig. Igen nikkede jeg bare.
“Hvad?” spurgte Katharina.
“Jo, det vil jeg gerne” sagde jeg, og hoppede ned fra gyngen. Jeg begyndte at gynge dem, og gyngen fløj hurtigt højt op i luften.
“Det er højt nok nu” sagde en af de andre piger, “du kan bare stille dig ud til siden”. Jeg stillede mig stille ud, og lænede mig op ad det sorte gyngestativ. Solen havde varmet det hele dagen, så det var dejlig varmt at stå der. 
Jeg havde ikke altid været så stille. Der var engang hvor man altid kunne høre min stemme. Hvor jeg altid svarede igen, istedet for bare at nikke, eller ryste på hovedet. Der var engang hvor jeg snakkede hele tiden. Men den pige var blevet gemt væk under bunker med fornærmelser og ordrer.

 

Jeg førte mit blik rundt i gården. Sandet glimtede i solen. Drengene spillede fodbold på banen, og lige bag ved banan stod der tre store træer som med stolthed viste deres smukke grønne blade frem. Det var aldrig så sjovt at være sammen med pigerne, som jeg havde forventet. Men det var alligevel rart at have nogen, at være sammen med.
Mit blik stoppede ved tovene. Anne-Sofie stod derovre. Hun kiggede over på mig med sine store øjne. Jeg smilede til hende. Hun smilede tilbage. Hendes smil, fik mig til at smile endnu mere. Det var helt specielt. Hun hoppede ned ad trappen, og jeg begyndte at gå hen mod hende. Hun løb hen mod mig, og sprang i armene på mig.
“Hygger du dig?” spurgte jeg.
Hun nikkede ivrigt. Vi gik sammen hen mod to andre piger, som hun legede med.
“Hej piger” sagde jeg.
“Hej” svarede de i kor.
“Vil du ikke lege med os?” spurgte Anne-Sofie. Jeg kiggede tilbage på pigerne fra min klasse, som tydeligvis ikke havde opdaget, at jeg var væk.
“Desværre, ikke i dag. Jeg skal tilbage til mine veninder” sagde jeg.
“Kom nuuuuu” plagede en af de andre piger. Jeg kastede igen et blik tilbage på pigerne fra klassen.
“Okay, men så kun ti minutter” sagde jeg.
Anne-Sofie grinede, og kastede sig ud på et af tovene. Hun fik fodfæste på planken, overfor der hvor jeg sad, og skubbede så fra med fødderne så hun svingede tilbage til mig. De to andre piger svingede også ivrigt frem og tilbage i torvene.
Anne-Sofie begyndte at nynne. Det var noget af det jeg elskede ved hende. Hendes stemme var sød og mild. Jeg nynnede med, og snart blev det til sen sang, som vi alle sang med på.
“Vil du ikke prøve?” spurgte hun, og rakte tovet frem mod mig. Jeg nikkede, og tog imod det.
“Sig hvad jeg skal gøre” sagde jeg.
“Vend på hovedet” råbte hun. Jeg kravlede op i tovet  og vendte mig om, så jeg hang med hovedet nedad. Hun klappede i sine små hænder. Jeg kravlede ned.
“Så er det din tur” sagde jeg. Hun hoppede ud på bjælken og tog fat i tovet.
“Kom nu, jeg holder dig”, jeg hoppede ned på jorden.
Hun tøvede lidt, før hun svingede benene op. Jeg tog fat om hendes talje og holdt godt fast i hende.
“Bare slip” sagde hun. Jeg slap, og hun hang selv i tovet. De andre piger grinede henrykt.
“Wow du er god”, udbrød en af dem. I samme øjeblik ringede klokken ind. Tiden var gået så hurtigt. Jeg hjalp Anne-Sofie ned fra tovet. Vi stoppede foran døren, og jeg gav hende et tæt kram før jeg gik op til min egen klasse.

Da jeg kom op sad de andre piger ved et bord og talte. I det jeg trådte ind ad døren blev der helt stille. Jeg kiggede nervøst rundt i klassen. Alle stirrede på mig. Dette var en hverdagsting, men alligevel føltes det uvant. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...