Her story - our story

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 maj 2015
  • Opdateret: 9 jul. 2015
  • Status: Færdig
Kender du den der fornemmelse af, at man mangler noget. Du ved, når man går hen mod skolen uden sin skoletaske på ryggen, eller når man ikke spiser morgenmad?
En historie om to uadskillelige sjæle, og deres sidste tid sammen.

Baseret på virkelige hændelser.
______________________________________________________________________________________________________________________________________

Det smukke cover er lavet af ophavsmanden, som har en coverstore. Gå ind og tjek den ud! :-)

15Likes
15Kommentarer
1159Visninger
AA

2. Kapitel 2

“Så, har du haft en god morgen?” 

Det samme spørgsmål hver dag, og alligevel blev jeg aldrig træt af at spørge. Den lille pige slog armene om mig. Et lille smil sneg sig frem på mine læber. Jeg løsnede hendes arme fra min talje og satte mig på hug midt i mængden af børn, der masede sig frem på begge sider af os. Men jeg lagde ikke mærke til det. Jeg så kun hende.
”Hvilke timer skal du havde i dag?” spurgte jeg. Hun tørrede en tåre væk fra sit ene øje.
“Mest dansk” svarede hun.
Jeg nikkede, og gav hende et hurtigt klem, før jeg tog hende i hånden. Vi sagde farvel ved hendes klasse, og jeg gik videre ovenpå.

 

Klasselokalet var lunkent, og lugten af sved dominerede. Et enkelt lille vindue stod på klem. Men ikke nok til, at den dunkle luft kunne nå at blive udskiftet med frisk sommerluft udefra.
Alle andre sad allerede på deres pladser. Der var ingen der opdagede at jeg kom ind, for alle havde travlt med at dele weekendes begivenheder med hinanden. Jeg satte mig på min plads og fandt mit notehæfte frem.
“Hvad har vi nu?” vendte min sidemakker sig om og spurgte.
“Engelsk” svarede jeg.
Jeg fik intet svar tilbage.

 

“OKAY” råbte vores lærer, og klappede tre gange i hænderne. Et par elever småsnakkede stadig. Vores lærer gik rundt og delte engelskbøger ud.
“Slå op på side 24” sagde han, da han nåede tilbage til tavlen. Lyden af sider der blev vendt bredte sig hastigt i klassen. “Okay. Joachim, du starter fra toppen” sagde læreren med en høj røst. Joachim startede, læste en halv side, og så gik turen videre til den næste. Alle hadede at læse op, og alligevel var det det, vi gjorde i alle vores engelsktimer. Jeg hadede det også. Mere end de andre vil jeg vove at påstå. Mit hjerte bankede hurtigere og hurtigere. Snart var det min tur. Jeg svingede med mine ben, så ingen ville læge mærke til hvor meget de rystede. Ikke at jeg troede nogen ville lægge mærke til det. Men for en sikkerheds skyld.
Og på en måde håbede jeg også at nogen ville lægge mærke til det. Spørge, ”hvorfor ryster dine ben sådan”. Og på en måde var det mit værste mareridt. Jeg tror, jeg var bange for, hvad der ville ske.

Så begyndte min sidemakker at læse op. Om lidt var det mig. Mine håndflader, som lå på mine lår blev svedige, og gav våde aftryk på mine mørkeblå bukser. Jeg prøvede at følge med i teksten. Pludselig stoppede hun med at læse. Det var min tur. Alle øjne var rettet mod mig, klar til at hæfte sig ved hver eneste fejl jeg lavede. Jeg begyndte at læse. Min mund sagde det der stod på papiret, men mine tanker var et helt andet sted. Træk vejret. Træk vejret stille og roligt. Ind og ud, ind og ud. Det var svært at styre det, og pludselig gik det meget hurtigt. Jeg følte det som om, jeg havde læst i hundrede år, selvom jeg kun var nået to linjer ned i teksten. Svedperler kom frem på min pande, og kvalmen kom snigende frem i takt med at en rødmen bredte sig i mit ansigt.
“Tak tak, du kan godt stoppe nu”, sagde vores lærer.
Endelig var jeg færdig. Det føltes som om jeg var badet i sved. Kvalmen var ved at overmande mig.
Om jeg havde angst? Nej da… Jeg var bare en smule nervøs for at læse højt. Det var i hvert fald det, folk sagde. Og det var jo dem, der havde ret.

Bogen nåede til Katharina.
“Ej, jeg har det altså ikke særlig godt med at læse op, jeg tror jeg springer over” sagde hun. Jeg rullede diskret med øjnene. Pigen, som nemt kunne stille sig op på bordet og synge i fritkarteret. Pigen, der elskede at bade i opmærksomhed. Ironisk. Alligevel nikkede vores lærer. Jeg væmmedes.
Mit blik røg ned i bordet. Det var uretfærdigt. Alle syntes de kunne se, hvor svært hun havde det. Så meget at de var blinde overfor alle andre. Mine øjne blev fugtige. Jeg skulle tænke på noget rart nu.
Anne-Sofie. Den lille pige. Jeg lukkede kort øjnene og så hende for mig. Forestillede mig hendes grin. Med lidt hjælp kunne jeg trække mine mundvige op i et lille forvrænget smil. Men det var også nok. Snart ringede klokken, og jeg ville være ude af det her klasselokale.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...