Skovbunden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 maj 2015
  • Opdateret: 5 nov. 2017
  • Status: Igang
Eddie Habert og Amanda Mikaelson har været tætte venner i al evighed. En sommer forsvandt Amanda. Der var ingen, som havde nogen ide om, hvor pigebarnet var henne. Var hun løbet hjemmefra? Bortført? Eller var det alt sammen en spøg? Eddie må forsøge, at stable en ny hverdag uden Amanda på benene, men hvordan skal det kunne lade sig gøre, når han inden han ser sig om bliver flettet ind i en kaotisk eftersøgning?

29Likes
60Kommentarer
1966Visninger
AA

12. fra øst til vest

 

fra øst til vest

 

Om mit hoved ikke blev udsat for nok, så skulle der selvfølgelig komme flere og flere ting poppende frem, der ville sætte sit spor på min tankestreg. Der kom altid noget nyt frem i medierne, der blev dyrket så groft, at hele den almægtige befolkning blev involveret. Men jeg ville trods alt ikke gå glip af noget.

Nina Zjukovski var en dobbeltgænger af Amanda, eller det måtte jo være omvendt. Men det var det rene faktum. Hun var fragtet fra Rusland til England i håb om, at hun kunne hjælpe til, men hele den store medieverden, var ikke just enige i, at dette var grunden til at den fattige stakkel, var kommet til storbyen. Hun blev hurtigt kaldt den desperate gold digger, der ikke kun søgte penge, men selve opmærksomheden, der automatisk fulgte med opholdet i England. Stemplet og postet som medieluder. Det fik mig hurtigt op i det røde felt, for det pirrede mig så ufattelig meget, at man kunne opføre sig respektløs over for en udefrakommende. 

Om eftermiddagen tog Lauren, Zoey og jeg ind til politigården, hvor de havde anbragt Amandas mor i et lokale for sig selv. Ifølge netaviser, tv og sladderhoveder i indkøbscentre, så slentrede hun fra hjørne til hjørne inde i det lille rum indtil der kom nogle, som skulle forhøre hende og stille spørgsmål. Gerard Weston havde ringet og kontaktet Lauren om formiddagen, fordi han mente vi burde komme hen på stationen og få et referat over forløbet. 

Henne på politigården vrimlede der med journalister, både lokale og dem fra de fjerne områder. Jeg sjuskede efter Lauren og Zoey der til start tog det store spring op mod hovedindgangen, imens jeg lige og lige skulle have gang i mine stive stænger igen. Da vi nærmede os de store beton trappetrin kom en større flok kameraer flyvende hen til mig. Inden jeg havde set mig om stod jeg omringet af folk, som virkede utrolig interesserede i mig. De kæmpede individuelt om, at smadre hver deres mikrofoner op i fjæset på mig, og stille de obligatoriske spørgsmål, som: hvilken rolle har du i sagen? Kender du Amanda? Har du nogen større indflydelse på efterforskningen osv. De kunne jo blive ved. Lauren og Zoey massede sig også tættere på, for at rive mig fri og væk fra dem alle. 

"Vi er ikke interesseret i, at svare på jeres spørgsmål i øjeblikket," sagde Lauren med en gennemskærende stemme, som forsøgte at overdøve deres intense forsøg på at få deres spørgsmål besvaret. Lauren skubbede folk af vejen, og efterfulgt af hende kom Zoey og jeg spadserende. Det var en længere proces, der endte ud i, at Weston kom travende ud ad hovedindgangen og møvede sig igennem den forhindrende forsamling af mennesker. Han nåede hen til os alle tre, og rev os efter sig. Med larm i nakken og råbende og sultne journalister nåede vi toppen af trappeopgangen. Jeg så mig et kort øjeblik udover den efterhånden store mængde af mennesker inden jeg gik ind ad døren, som en politiofficer holdt åben for mig. 

 

Jeg havde aldrig været inde på politigården før, for jeg havde altid følt, at det var farligt og risikabelt. Det hele var koldt og køligt derinde. Væggene var nøgne, og det var møbleret med enkle og ikke for mange møbler. Jeg så mig omkring imens vi gik langs både smalle og brede gange, der førte hen til nogle forhørslokaler, som lå på stribe overfor nogle rum, der fungerede som kontorer. 

"Velkommen til forresten," sagde Weston med et høfligt smil. Vi kom hen til et rum, der lå på hjørnet af en gang. På min venstre hånd, var der et stort mørkbelagt vindue, hvor der sad en kvinde. Nina Zjukovski. Hun hang med hovedet, men dog kunne man fornemme hendes mund bevæge sig, når der blev stillet spørgsmål. Ved hendes højre hånd sad en tolk. Han var høj og tynd. Lange arme, lange ben, lange fingre og et smalt ansigt. De havde samme nuancer. Mørke øjne og mørkt hår, og den helt samme blege kulør. Det var bare størrelsen, der gjorde forskellen.

"Philip Gorbatjov. Vores tolk," fortalte Weston.

"Har hun sagt noget?" spurgte jeg. 

"Hun er så godt som stum." Han så opgivende indad vinduet.

"Lad mig snakke med hende," sagde jeg spontant uden videre eftertanke. "Eller jeg kan starte med at gå med derind," tilføjede jeg. Jeg vidste ikke engang om det overhovedet var muligt, men jeg sagde det og hvem kunne det skade.

"Er du sikker på, at du har lyst og mod til det, for det er ikke ligetil, Habert." 

"Giv mig en chance," svarede jeg. 

 

Weston var nem at arbejde med, for kort tid efter sad jeg i forhørslokalet overfor Nina. Ved min side sad Weston, som præsenterede både sig selv og mig efterfølgende.

"Hej igen Nina. Kan du huske mig? Gerard Weston, og dette er Eddie Habert, som er en nær ven til Ana Marijana," startede han ud med. Philip Gorbatjov - tolken - oversatte det og da han med en fordrejet accent nævnte mit navn, så jeg bevidst op på Nina, for at se hendes reaktion.

"Min Anas ven?" spurgte hun via Philip. Hendes stemme var skræmt, men blid og sårbar, som Amandas. Men dog var hendes øjne lyst op.

Weston nikkede. "Korrekt. Eddie og Ana har været tætte venner i en lang periode, så ham kan du stole på, Nina." Weston gav tegn til, at jeg skulle præsentere mig for hende. 

"Hej Nina. Som du ved er jeg Eddie. Jeg er henrykt over, at du har grebet muligheden, så du kunne komme hertil. Trods din knap så blide velkomst her, så tro ikke, at du ikke er velkommen," sagde jeg dæmpet. 

Hun så op fra den blanke bordplade, og nikkede sammenbidt. Efter en ubehagelig tavshed begyndte hun at mumle, så det ikke var muligt for tolken, at oversætte det. Han bad hende gentage, hvilket hun gjorde gentagene gange før han havde fået alt genfortalt. "Jeg ved ikke engang, hvad jeg kan gøre for jer." Philip lyttede igen efter Ninas mumlen. "Men jeg lod jer tage min datter til jer, så hun ville være tryg." Hendes stemme var sorgmodig. 

Jeg var mundlam. Jeg havde ikke nogen ide om, hvad jeg dog skulle svare hende, for hun var mere svagelig end jeg havde været. Heldigvis for mig, så tog Weston ordet og brugte sine fine efterforsknings færdigheder til at nå ind til Nina. "Dette er heller ikke let for vores omtale at tage denne sag til os, og stå til ansvar for det, som hænder Ana, hvis vi ikke formår, at finde hende inden det bliver for sent." Philip Gorbatjov oversatte endnu engang.

"Du må ikke misforstå mig når jeg siger, at jeg er ligeglad med jeres omtale, hvis ikke I finder hende. Jeg er ikke en ondskabsfuld person, men jeg tænker aldrig i sådanne baner. For mig har dårlig omtale været rutine, men det har ikke spæret min vej mod bedre forhold, for jeg har trods alt modgang, kæmpet for at holde mig på rette spor." Kloge ord fra en mager kvinde, der hverken havde gået i skole, fået en uddannelse eller haft et stabilt forhold til det modsatte køn. 

"Det er forståeligt, Nina, men vi har ting, at forholde os til, og hvis vi har blot en lille ide om, at du kan have indflydelse på vores efterforskning, så har vi pligt til at kalde dig ind og gøre et forsøg. Du synes muligvis, at det er mærkeligt da du er ankommet helt fra Rusland, men vi har brugt nogle yderligere ressourcer på at fragte dig hertil, da vi - som sagt - har ting at drøfte med dig," forklarede Weston.

"Ting at drøfte med mig? Har du nævnt det?" spurgte hun undrende.

"Jeg har ikke været uddybende nok, men lad mig sige det sådan, at vi har en mulig mistænkt, som kunne have et motiv."

"Du skal uddybe det for hende," afbrød Philip.

"Anas far - Dhimiter Karahan - er stadig eftersøgt i Albanien, og han er heller ikke længere bosat i Rusland, så der sættes spørgsmål til, hvordan han muligvis kunne have en finger med i spillet," tilføjede Weston. 

Nina så på Weston med glubske øjne, derefter stirrede hun på mig. Vi holdt øjenkontakt. Hendes øjne var dybe, som Amandas, og flere af hendes ansigtstræk var genkendelige. "Dhimiter Karahan er en modbydelig mand." Hun var kontant, og da også forvirrende, eftersom hun svingede fra at være nede i kulkælderen til at være en hård negl, som man nærmest blev bange for. 

"Hvor længe siden er det du sidst havde kontakt til ham?" Hele samtalen blev optaget på bånd. 

"Længe siden. Ana blev anbragt på børnehjemmet da hun var tre år, og i løbet af de år, hvor jeg tog mig af hende skjulte vi os fra Dhimiter, men han fandt os jævnligt. Jeg gjorde det også klart for min lille Ana, at han var farlig." Jeg stoppede brat med at trække vejret. Det forklarede mere end rigeligt. Amanda havde altid været så urolig og utilpas når Dhimiters navn blev nævnt. 

"Men når han så fandt jer, hvad skete der så?" spurgte Weston. Nina begyndte at ryste. Hun blev blegere og virkede pludselig fraværende. "Tag noget vand, Nina!" beordrede Weston. Hun forsøgte at tage fat om plastikgruset, som stod halvt fuld med vand foran sig. Det vaklede for hende. Hun kunne ikke holde sine rystelser i ro, så jeg rejste mig utvungen fra stolen og lagde en hånd på hendes ryg, for så at tage fat om gruset med den anden hånd. Jeg hældte vandet ned i hende, imens hun sank det i små og beskedne mundfulde. Da hun havde sunket alt vandet satte jeg mig ned igen. Weston så forbavset på mig, som om der var noget galt med mig, men jeg fik kun bedre samvittighed ved at hjælpe hende. 

Nina sundede sig. "Dhimiters humør afhænger af magt. Hvis han ikke har kontrol over folk, så reagerer han i afmagt. Det hele er et modbydeligt stadie for dem, som udsættes for hans tortur..." hun sad sammenkrøbet på stolen, "men han udsatte aldrig Ana Marijana fysisk eller psykisk, for han forgudede hende."

"Så du ser ikke Dhimiter, som en mulig mistænkt?" spurgte Weston.

"Hvis Dhimiter er den der står bag alt dette, så er det for at krænke dem som havde Ana kær og mig. Specielt mig. Jeg kan ikke fordrage ham, men han er ligesom jeg blevet forrådt, da vores datter blev taget fra os. Han fortjente hende ikke, men han tog det ligeså tungt som jeg, hvis ikke mere tungt, da han er mental ustabil og derfor kunne han ikke se, at han ikke var i stand til at opfostre hende. Det var ingen af os. Men ja, måske kan have været så egoistisk, at han har taget hende fra os," oversatte Philip. "Men hun er ikke sikker," tilføjede Philip på Ninas vegne.

"Tak for hjælpen, Nina. Vi holder en pause for en stund, og vender tilbage når det er muligt." Weston smilte høfligt og rejste sig fra sin plads. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle, men formodede at jeg bare skulle følge i hælene på Weston, så andet gjorde jeg ikke. 

Bag mig lød en skinger stemme. Hun sagde mit navn. "Det gør mig glad, at Ana havde en ven som dig." Jeg smilede taknemmeligt til hende. "Thank you," sagde hun direkte til mig med sin russiske accent. Det var betænksomt af hende, og noget så personligt da hun ligefrem selv formåede, at kommunikere med mig. 

 

Vi lod Nina Zjukovski sidde i forhørslokalet alene. Både Philip, Weston og jeg gik ud derfra med betænksomme miner. Uden for døren sad Zoey med sin telefon ved hånden og fødderne oppe i møblerne, imens Lauren sad stift ved siden af hende. 

"Hvad siger du så?" Weston kiggede på mig.

"Tja, jeg ved ikke helt. Følte det var ubrugeligt, men jeg skal ikke udtale mig."

Philip nikkede. "De russiske myndigheder har også frarådet os, at bruge tid og kræfter på Nina, da det ikke er til at vide, hvad der er troværdigviden af det hun siger. Vi må ikke glemme, at hun har været ude for misbrug af hver sin slags, både psykisk og fysisk, så hun er - uofficielt - erklæret psykisk syg, men selvfølgelig på et mildt niveau, da hun stadig er i stand til at befærde sig blandt mennesker i de sociale forum," fortalte Philip. 

"Du har ret, Gorbatjov, og jeg må indrømme, at jeg så uden om den detalje, da jeg satte det hele i sving." Weston tog sig til hovedet. "Hvad fanden skal vi stille op!? De fandens hundepatruljer finder sgu heller ikke noget." Weston rasede ned ad gangen og bandede som en i helvede. Han var godt klar over, at det var spildte ressourcer og han nu måtte komme op med noget nyt og brugbart, så sagen ikke ville gå i stå. 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...