Skovbunden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 maj 2015
  • Opdateret: 5 nov. 2017
  • Status: Igang
Eddie Habert og Amanda Mikaelson har været tætte venner i al evighed. En sommer forsvandt Amanda. Der var ingen, som havde nogen ide om, hvor pigebarnet var henne. Var hun løbet hjemmefra? Bortført? Eller var det alt sammen en spøg? Eddie må forsøge, at stable en ny hverdag uden Amanda på benene, men hvordan skal det kunne lade sig gøre, når han inden han ser sig om bliver flettet ind i en kaotisk eftersøgning?

29Likes
60Kommentarer
1958Visninger
AA

10. bag skolens murer

 

bag skolens murer

 

Der var ingen akavethed mellem Zoey og jeg de næste par dage. Alt var som det var for en uge siden. Ingen spor efter Amanda, men stadig ligeså mange nyhedsartikler, hvor blot overskriften og billedet blev mere og mere dramatisk fra dag til dag. Zoey lagde den mindre nedtrykte facade fra sig, da vi ankom til skolen, for der kom hendes mindre begavet slæng rendende og oversvømmede hende med komplimenter. Rutine. Det var ganske falsk. Jeg derimod havde mine positive venner omkring mig. Størstedelen af dem havde jo den her tosset ide om, at Amanda bare var flyttet hjemmefra, fordi hun havde så mange løse tøjler og trængte til noget vildskab, men det var volapyk på højeste plan. Det ville Amanda aldrig gøre.

Jeg havde min helt egen måde at begå mig på, når jeg befandt mig på skolen. Der var intet jeg hellere ville end at tage hjem, og begrave mig i noget latterligt, der bare ville ende ud i, at jeg lagde mig i min seng og sov dagen væk. Men det var ikke en mulighed, så jeg måtte få skoledagen til at gå med et eller andet. For det første mødte jeg selvfølgelig op til timerne, selvom jeg ikke ligefrem sad inde med den store lyst. Men skoledagen forløb hurtigere ved at udnytte tiden. For det andet forsøgte jeg at føre ganske almindelige samtaler med mine venner, hvor jeg brugte Zoeys metode, som handlede om at snyde sine venner ved næsen, ved at vende om på hvad der var realitet og ikke var. Realitet var, at jeg var i en deprimeret periode af mit liv, men jeg ville jo få skoledagen til at forløbe smertefrit, og dette var metoden, der skulle fuldende min plan. En opsat facade. 

Vi sad i kantinen. Jeg lo endda, og det føltes bedre end husket. Joseph sad overfor mig og fyrede samtlige vittigheder af, hvor han bitchede på hele sportsholdet og deres dengser, der altid fulgte dem lige i hælene. Det var mere underholdende end et eller andet omtalt talkshow, for Joseph havde en humoristisk sans, som man ikke kunne modstå. Ved min side sad Julia og lo med. Hun så ikke normal ud, for hendes makeup var noget så naturligt. For at være præcis, så havde hun hverken beklædt sine bryn eller øjenvipper med sine dyre produkter. På den ene side så hun syg ud, for hendes øjne var sunket ind og hendes ansigt havde ingen struktur på grund af hendes manglende øjenbryn, men når hun formåede at smile, så hun egentlig helt fin og harmløs ud.

"Hey," sagde Bryan der kom slængrende med sin bakke, der var toppet med mad. Han satte sig imellem Ivy og Joseph. Vi sad der alle. Hele firekløveret, som vi stadig kaldte os, selvom vi var nogle stykker i overskud. Rent faktisk var facaden en god brik i hele mit fupspil, som jeg havde gang i, for jeg havde det rent faktisk godt da jeg sad der, og lo med på selv de latterlige jokes, som blev fyret af. 

"Hvad er der egentlig sket med dit fjæs, Julia?" spurgte Joseph med en munter stemme.

"Sjovt, hva'? Jeg følger skam bare trenden, hvilket du tydeligvis ikke gør," svarede hun, imens hun så med et dømmende blik på hans sære tøj. 

"Jeg undskylder mange gange, miss Julia." De to kunne nemt komme op og diskutere om selv de mindste ting, men for os andre var det jo ganske underholdende. Specielt Bryan lo af dem, da de sendte hinanden spydige blikke.

 

Frikvarteret var et længere et af slagsen. Vi fik snakket om alt fra de lorte karakterer, som både Bryan og Joseph havde fået udleveret, til hvilke tochifrede karakterer både Ivy og Julia havde trukket i land. Her blev igen kørt en lille diskussion op, hvor Joseph kom med latterlige argumentationer for, hvorfor netop ham havde fået så lave karakterer i forhold til Julia.

Midt i hele scenariet fornemmede jeg pludselig en svag hånd, der hvilede på min skulder. Først af alt reagerede jeg ikke, og lo bare videre, men så blev der musestille og alle så på mig, som om jeg havde gjort noget galt. Af ren refleks så jeg mig over skulderen, og fik øje på rødhåret Grace, som formåede at fremtyde et sølle smil, der så meget anstrengt ud i forhold til det, som jeg huskede fra biologilektionen. 

"Grace? Hej," sagde jeg chokeret. "Øhm, sæt dig ned." Jeg ryddede pladsen omkring mig, så hun havde mulighed for at sætte sig til rette, men hun blev stående med hænderne foldet foran sig. 

"Ellers tak, Eddie. Jeg kom bare for at fortælle dig noget, men jeg er vidst allerede sent på den." Pludselig stod en rungende lyd ud af højtalerne, og rektor Jonathan Fields stemme skar igennem lokalet. Jeg så op på Grace, der undskyldende så tilbage på mig med sine røde lokker blomstrende omkring sig. 

"Eddie Habert bedes henvende sig til rektors kontor. Jeg gentager; Eddie Habert bedes henvende sig til rektors kontor." Jeg så mig omkring, hvor alle øjne vendte mod mig. Hvert et øje var så udspilet, at der var en svag og hvid rende omkring øjeæblet, der gjorde det endnu tydeligere, at der blev stirret på netop mig. Jeg rejste mig fra min plads og gik målbevidst op mod rektors kontor, imens den intense tavshed forførte mig. Overalt hvor jeg gik fandt folk ud af hvem jeg var. Til dagligt var det ganske normalt, at folk blev tilkaldt til kontoret af forskellige årsager, men denne gang vidste alle, at der var noget helt galt. Ikke med mig. Ikke med min familie. Men med Amanda. 

 

Jeg tog et skridt ind ad døren og ind til kontoret. Det var det samme store lokale, som det altid havde været. De mørke bjælker i loftet lagde sig som en byrde over ens skuldre, så dystre og dunkle var de. Og selvom der var to enorme vinduer på rektors venstre hånd, så formåede solen ikke at skinne igennem de grøn- og grålige toner, som glasmønstret bestod af. Jonathan Fields sad i sin læder lænestol, og så stramt på mig, da jeg tavst trippede hen til stolen, som efterhånden stod der specielt og tilrettelagt kun for mig. På en mindre bekvem stol i hjørnet af lokalet sad Gerard Weston. Jeg havde nær glemt alt om ham, men der var han så igen. 

Uden videre rejste Weston sig fra sin plads. Han gik hen til vinduet, imens han dæmpet diskuterede med sig selv om noget, der så inderligt gik ham på, som bare pokkers. "Nå, Habert, hvordan går det så?" spurgte Weston, imens han afslappet stod lænet op ad vinduet med armene over kors.

"Det var et godt spørgsmål," svarede jeg. 

Han lo sarkastisk. "Du har ret. Det var et åndssvagt spørgsmål, som om jeg ikke selv kunne finde frem til svaret uden så meget, som få sekunders spekulation," 

"Hvad med din trivsel her på skolen i din situation, Eddie? Hvordan forløber det?" afbrød rektor Field.

Jeg nåede at lette mine skuldre inden jeg fik fremstammet et svar. "Tja, det er ikke just det bedste, altså med hensyn til trivsel. Men jeg har heller aldrig haft brug for, at begå mig med en stor forsamling," svarede jeg.

"Så vidt jeg ved, så har du da en vennekreds? Men tackler de situationen anderledes, eller var de ikke knyttet til Amanda?" Weston citerede både det rektor og jeg svarede.

"Jo, jeg tilbringer da tid med andre, men nej, de var ikke knyttet til Amanda, så de forstår mig ikke som sådan. Misforstå mig ikke, men de mener inderst inde, at det er mig der kører situationen op i en spids. Eller Julia, Julia Pempton, var en nær veninde til Amanda, men hun deler ikke sine følelser for tiden, men ellers ved jeg, at hun er på min side, hvad alt dette vedrører. Ikke for at være næsvis, men jeg føler, at I gentager jeres spørgsmål en del," sagde jeg spørgende efter svar. 

"Du har ret, Eddie, men det er blot for at opsummere," svarede rektor. Jeg nikkede godkendende. 

"Du har ret, Habert, vi er her ikke kun for at jokke i ting, som trods alt ikke har den mindste ting med sagen at gøre." Westons maskuline og dybe stemme skar igennem. Hans måde at få tingene sagt på skræmte mig så inderligt meget, at jeg nær eksploderede i splintre af, at være så pinlig forpint af den nyhed han skjulte. 

"Ja?" sagde jeg ledende efter det, som Weston forsøgte at sige. 

Weston gik om bag Jonathan Fields lænestol, hvor en stor og fyldig kontortaske stod placeret på gulvet. Den var udspilet på grund af al det indhold, der var proppet ned i den. Han rev enkle papirer frem, som lå adskilt blandt øvrige dokumenter, men han søgte efter ét bestemt ark. Efter han havde fundet arket, som egentlig bestod af en papir mappe med en håndfuld dokumenter, tvang han sin hånd derned igen og denne gang rev han en plastikpose frem. Han smed den henover skrivebordet, så den farten netop sank da den nåede hen foran mig. 

"Hvad i al verden er det her?" Jeg tog fat i plastikposen. Den var tungere end jeg havde forventet, og da jeg vendte den på hovedet, så jeg noget velkendt. Et sølle og meget diskret lille mærke, der var syet på ryggen af en slidt rygsæk. Rygsækken var mindeværdig. Det var Amandas. Hun bar den til og fra skole, hver eneste dag og hun brugte den i alle besynderlige tilfælde. Den gang hun købte den, var den mørkeblå, men den var efterhånden blevet smidt og slæbt fra sted til sted, så farven var blevet til en falmet blålig nuance. 

"Kan du genkende den?" spurgte Weston. Jeg faldt sammen i stolen, og smed tasken tilbage på bordpladen. Derefter nikkede jeg sammenbidt. "Fortæl mig hvad den siger om Amanda."

Jeg trak vejret dybt og rettede mig op. "Hun bar den altid. Jeg husker tydeligt første gang jeg mødte hende, hvor hun bar den over sin venstre skulder, imens hun forsøgte at danne sig et overblik," svarede jeg. 

"Hvad symboliserer bogstavet på ryggen?" 

Det lille mærke, var et blåt stykke stof, hvor et A var hæklet ind i stoffet. "A'et står for hendes navn, ikke kun Amanda, men også Ana Marijana, ligesom for at stå ved, hvor hun kommer fra." Weston noterede det. "Hvor har I fundet den?" spurgte jeg skælvende. 

"I den nordvestlige skovplantage, som ligger femten minutters kørsel fra centrum," svarede Weston. Jeg lagde et sidste blik på tasken. Den var beskidt. Mudret til af jordbundens beskidte undergrund og fuld af skjulte opklaringer, der stadig ikke fandtes nogen forklaring på. 

Jeg tog mig til hovedet. Mine vejrtrækninger blev ustyrlige, selvom jeg i dyb koncentration forsøgte at beherske mine åndedrag. Pludselig steg alt min mavesyre mig til vejrs. Det tvang sig på, og inden jeg så mig om kastede jeg mig omkuld på gulvet, hvor jeg fandt ro inden brækket stod ud af mig. Jonathan Fields skreg efter assistance imens Weston satte sig på knæ ved mit hoved i forsøg på at få mit hoved, og resten af min hjælpeløse krop, drejet om på siden. Han snakkede dæmpende til mig, men jeg lyttede ikke. Forfærdelige tvangstanker satte sig på tværs i mit indre og konfuse univers. Sårbare Amanda lå kvæstet i en skovkant. Det var det sidste jeg forstillede mig, før mit blik blev omtåget og jeg besvimede. 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...