Skovbunden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 maj 2015
  • Opdateret: 5 nov. 2017
  • Status: Igang
Eddie Habert og Amanda Mikaelson har været tætte venner i al evighed. En sommer forsvandt Amanda. Der var ingen, som havde nogen ide om, hvor pigebarnet var henne. Var hun løbet hjemmefra? Bortført? Eller var det alt sammen en spøg? Eddie må forsøge, at stable en ny hverdag uden Amanda på benene, men hvordan skal det kunne lade sig gøre, når han inden han ser sig om bliver flettet ind i en kaotisk eftersøgning?

29Likes
60Kommentarer
1963Visninger
AA

6. amok og chok kom i flok

 

amok og chok kom i flok

 

Jeg havde været sur. Sur på Amanda endda. Så jeg havde forsøgt at koncentrere mig om de ideelle ting, som skulle fokuseres på. Men hele tiden var der et eller andet, som gjorde min koncentration svækkende. I karakterbogen havde lærerne skaffet sig et diagram, der viste en skala over ens karakterer. Mit diagram var svært at aflæse, for stregerne rokerede konstant fra et niveau til et andet. Jeg lod det ikke gå mig på, men uheldigvis havde Lauren observeret mine humørsvingninger. Hun slog indimellem ned på min adfærd og tog en alvorlig snak med mig. Jeg følte mig så lille og umulig, men jeg havde i princippet ikke gjort noget ekstremt. 

I tredje modul bankede en skarp hånd mod døren ind til lokalet. Vores lærerinde bød personen ind, og ind kom både rektoren efterfulgt af en politimand. Et sug gik igennem min krop. 

"Eddie Habert," sagde rektor tørt. Jeg rejste mig, og tog mine ting under armen uden at sløve. Der var tavst bag mig. Både Joseph og Julia sad med sammenbidte tænder i lokalet. Julia havde røde øjne. Hun havde samme tanke som jeg. Amanda. Kære Amanda, som jeg havde set mig så inderlig sur på, fordi jeg troede at det var mig, som der var noget galt med. Tankerne strømmede igennem mig. Skyldfølelse. Vrede. Magtesløshed. Mere skyldfølelse. 

På kontoret sad Lauren i én af stolene, som stod over for den store brede lædderstol, der var tilegnet rektoren. Jonathan Field, var vores rektors navn. Han var en ældre herre med et stort talent inden for diktatur, men dog var han god inden for sit fag, hvilket der også var krævet af ham. Lauren sad med et skeptisk blik, og smilede bekymret til mig da jeg nærmede mig hende. Jeg satte mig frivilligt ned i stolen ved siden af hende, imens Field satte sig i lænestolen. Bag ham stod politimanden, der havde marcheret bag mig fra klasseværelset til kontoret, udover ham var en anden fyr trappet op. Den ene var iført sin uniform og den anden blot et sort jakkesæt der sad tæt om livet, så der var ingen anden udvej end at suge maven ind og rette ryggen, for at undgå et mindre nervesammenbrud på grund af den anstrengelse det kostede dem. 

"Hvad er der sket, Lauren?" hviskede jeg, men hun tyssede blot på mig. Kort efter lød en svag stønnen fra rektor Field. Jeg rettede mit blik over mod ham, og i samme bevægelse rettede han på sit slips, og satte albuerne i bordpladen.

"Fru Habert kontaktede mig tidligere i denne uge, unge Habert. Vi snakkede på kryds og tværs af telefonen, og endte med at planlægge et møde, hvor vi mente at du skulle involveres, med henblik på at situationen skulle håndteres, så alle parter fik del i det der sker omkring os," forklarede Jonathan Field. Jeg nikkede blot indimellem og lod ellers bare ham føre ordet, men efter han havde sluttet sine enkle sætninger tog en af politimændene over. 

"Goddag. Eddie Habert, så vidt jeg ved?" Han rakte mig hånden, og jeg gav den et respektfuldt klem efterfulgt af et nik. "Mit navn er Gerard Weston, og dette er min kollega, Samuel Clark, og vi kommer fra eftersøgningsafdelingen." Endnu et sug sank ned igennem min krop, men jeg forsøgte at tackle situationen i stiv arm. Eftersøgningsafdelingen. Åh gud. "Det handler om din nære veninde, Ana Marijana Zjukovski," sagde han, og lagde billeder af hende på bordet. Hendes skarpe kindben var ikke til at glemme, og da slet ikke hendes mørke øjne, der trods den dunkle tone havde et lunt syn over sig.

"Amanda. Hun hedder bare Amanda," rettede jeg ham. 

"Javel. Men dog står hun registret som Ana Marijana, men jeg fornemmer at hun går under navnet Amanda istedet?" spurgte Gerard Weston.

"Der er bare ingen, der nogensinde har kaldt hende det. Du ved, hun har altid præsenteret sig som Amanda, aldrig Ana Marijana eller blot Ana, for den sags skyld," forklarede jeg. 

"Vi har brug for oplysninger, Eddie. Alle vi kan få," indskød den anden politibetjent. 

"Men til hvad? Jeg føler at der er noget, som jeg ikke har fået med," sagde jeg spørgende. "Hvad sker der her, Lauren?" 

"Jeg snakkede med hr. Field om dine breve til Amanda. Det gjorde mig urolig, Eddie, så jeg følte mig forpligtet til at gøre noget," forklarede hun. "Ingen ved hvor hun er. Så snart de har fået yderligere informationer på plads, så sættes der en eftersøgning igang," tilføjede Lauren med en sorgmodig stemme. Jeg havde lyst til at gå amok, men inderst inde var jeg nok bare i chok. 

"Det gør mig ualmindelig ondt, Habert, men dog ved vi ikke endnu hvad vi skal tro, så bevar håbet hos dig, og med din hjælp vil vi finde din veninde," sagde hr. Weston. Jeg nikkede, og lod hans spørgsmål overrumple mig. "Godt så. Først skal vi have fastslået, hvem Amanda bor hos, og hvor hendes hjem er placeret."

"Hun bor i Tutshill ligesom os andre, men inde i skoven og ned til søen. Huset er skjult fra landevejen, men så snart man slår et sving om nogle store træer, og køre en anelse længere ned af grusstien, så skulle det meget gerne være der."

"Hvor ofte har du besøgt, Amanda?" spurgte hr. Weston.

"Ikke nok til at kunne give en bedre beskrivelse, af vejen til hendes hjem," svarede jeg. "Men Amanda og jeg tilbragte normalt tid sammen på skolen, og også i forbindelse med fællesaktiviteter, der også involverede andre elever."

"Jaså, så I var aldrig hjemme hos hinanden? Bare jer to?" spurgte han.

Jeg rystede på hovedet: "Indimellem var vi, men ikke særlig ofte." 

"Hvad med hendes forældre?" 

"Ellen og Andrew? Tja, jeg så dem ikke ofte, men venlige og gæstfrie var de altid over for mig," svarede jeg.

"Har du nogen idé om, hvorfor de ikke har taget kontakt til os?"

Jeg tøvede. "De er udenbys. Så vidt jeg ved, så er de bortrejst til Indonesien i tre-fire måneders tid, og ifølge Ellen, så skulle Amanda bo alene i huset," afbrød Lauren. 

 

Forhøret fortsatte resten af skoledagen, og da politibetjentene, Samuel Clark og Gerard Weston, proppede hver deres kuglepen ind i deres indelommer, rejste mig og Lauren os fra de dybe stole. Vi gav alle hinanden hånden, og deres sidste bemærkning var, at vi ville høre fra dem inden længe. Lauren og jeg var normalt ikke de store hyggetrunter, der sådan gik op og ned ad hinanden, men hun tog dog en arm omkring mig og gav mig et lille klem. Lige i netop det øjeblik følte jeg mig ekstra ynkelig. En syttende årig fyr, der blev trøstet af sin aldrende tante, var da et syn for sig selv. 

I skolegården hvirvlede elever på tværs af hinanden fra sted til sted. Zoey stod midt i eksplosionen og tastede livligt på sin telefonskærm, og da vi nærmede os hende, var det lige før hun ikke opfattede det. 

"Lauren? Hvad pokker laver du her?" spurgte Zoey forbløffet, og gav Laurens skulder et sølle skub, som en kæk hilsen. 

"Lad os snakke om det senere, skat," svarede Lauren, og pegede ned mod bilen. "Kom, jeg kører jer hjem."

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...