skumsprøjt

Bidrag til Magisk realisme-konkurrence.

16Likes
15Kommentarer
1041Visninger

1. -

Pigen græd. De salte tårer tegnede et spor ned af hendes støvede kinder, før de dryppede ned på stenene under hende. Gennem årene havde de små dråber lavet et lille mærke i en af de mange sten. Det var noget af det, folk elskede ved hende. Hvordan hendes tårer altid landede det samme sted, trods den hårde blæst og de skummende bølger. Derfor var det selvfølgelig blevet populært at stille et lille glas der og samle hendes tårer, indtil morgenen gryede. En gammel myte fortalte nemlig, at en enkel dråbe kunne helbrede den værste sygdom. Dette var dog aldrig blevet bekræftet, men folk elskede vel at leve i illusionen. De havde samlet på dem i århundrede. Skrabet dem af hendes kolde kinder, når vinteren havde forvandlet dem til iskrystaller eller forgæves prøvet at få dem til at lade være med at fordampe i sommervarmen.

Men pigen var træt af det. Hun ville gerne bilde folk ind, det blot var skumsprøjtet fra bølgerne, der fik hende til at græde. Eller måske vinden, der blot skar sig smertefuldt ind i hendes øjenæbler. Hun troede ikke engang selv på det. Og så var det også ret svært at overbevise fremmede mennesker, når man ikke længere formåede at åbne munden.

Hun formåede ingenting. Når folk flettede tang i hendes hår, eller ridsede deres navne ind i klippen ved hendes side, kunne hun ikke gøre andet end at betragte dem tavst. Der var ikke andet tilbage. Det gjorde hende trist, at det eneste hun havde gjort i århundreder var at sidde på en klippe, der brød frem fra havoverfladens spejl, så hun kunne spille dukke for de forskellige mennesker, der følte trang til at lege med hende.

Og det var ikke engang det værste. Det var, når de prøvede at lokke et lille smil frem på hendes sprukne læber. De gav hende slik og nuttede bamser med stirrende øjne, i håb om at det ville gøre hende glad, som alle andre små piger. Men det fik hende blot til at græde mere, og ønske at de ville lade hende være i fred. Hun havde flere gange overvejet bare at smile falsk for at få dem til at forsvinde, men tvivlede på, at hun havde kræfter til mere end at blinke svagt.

Men så skete det. En lille dreng kom gående gennem det varme sand på stranden. Han lod sig ikke mærke med de skarpe sten og vadede bare gennem havet, indtil han nåede hende. Hun havde allerede gjort sig klar til klistrede børnefingre og hysterisk latter, da han forsigtigt kravlede op ved siden af hende.

Med langsomme bevægelser lod han fingrene glide over hendes kind, så tårerne blev tørret væk og dryppede ned i det skummende hav. Hun var så overrasket over hans blide handling, at hun kunne sværge på, at et gisp forlod hendes tavse mund. Og så smilede hun. Et stort ægte smil blomstrede på hendes kolde læber. Det første i 354 år.

Drengen og pigen sad tavse og betragtede bølgerne slå ind mod stranden

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...