Ukendt

22131
  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jun. 2016
  • Opdateret: 8 apr. 2015
  • Status: Igang
Verden er omgivet af kærlighed. Alle er glade og krigen er endelig slut. Der findes ingen dårlige ting fordi det hele er blevet udraderet. Eller det troede Ministeriet, da de indførte loven med at alle skulle have en indsprøjtning fra fødslen af. I en verden af kærlighed og lykke lever unge mennesker, specielt rebellerne, med følsen af at være uden en mening med livet.

1. Ukendt

Klokken lød. Det var endnu en gang blevet morgen. Åh hvor jeg hader morgen... Folk omkring mig forstå det ikke. De elsker at stå op, elsker at se solen eller mørket som det er nu, elsker at være frisk. De har til gengæld ikke noget valg. De bliver bedstemt til at være glade for det. En del af befolkningen faktisk største delen af verden, er blevet bedstemt til at elske morgen. De ved det bare ikke. Rebellerne er selvfølgelig imod forslaget. Nogle af dem blev ikke påvirket at serummet som alle på jorden fik, og begyndte at finde en modgift. De havde selvfølgelig før at de blev sprøjtet fundet sammen og havde sagt deres utilfredshed. De begyndte at redde de andre rebeller, så de kunne gøre noget. Komme i krig. Jeg er ikke lige som dem. Jeg ville elske at elske morgen men det gør jeg ikke. Ministeriet har ikke fundet ud af noget omkring mig endnu, så derfor skal jeg bare lade som jeg er som de andre. Det ikke så svært. Nogle af de andre har også bivirkninger af serummet. At man ikke elsker morgen er en af dem, men serummet er også til for at skabe fred. Jeg skal bare være venlig sindet. 

 

Der går drengen der myrdede min bror. Han kan ikke huske han gjorde det, men mine følelser over for ham er ikke lige frem venligsindet. Jeg må ignorer ham, men han er stadig arrogant. Det må være hans bivirkning af serummet. Forhåbenligt vil det ikke påvirke samfundet. Det ville forklare hvorfor de ikke har gjort noget ved det. Men det burde de. Serummet har faktisk slet ikke påvirket mig. Men jeg har lært at leve med at se hvordan de andre har det. I det mindste er jeg ikke gået i krig og har ødelagt deres perfekte verden. Men mon ikke snart der er nogen der gør noget ved denne verden hvor man ikke selv har mulighed for at bestemme? Jo lidt kan man selv bestemme, men hvis det går ud på følelser, så er det kun de følelser der positive vi har lov til at føle. Glæde, forelskelse, og sulten selvfølgelig. Uden den ville vi nok allerede være døde fordi ingen ville føle sult, og derfor ikke spise noget. Men den var også med til at skabe krigen der var for så mange år siden. Jeg var kun lige født den gang. Ikke mange nyfødte overlevede serummet, eller krigen for den sags skyld. Men jeg er født med egenskaben til at overleve. Nogen kalder mig en Divergent. Selv tænker jeg bare de skal bruge et udtryk for hvad jeg er. Men igen. Det er kun min familie der ved det. Og de siger ikke noget. De elsker mig for højt. Nok højere end serummet er skabt til at gøre. 

 

Min bror. Han døde under krigen. Selvom jeg ikke kendte ham så ved jeg at der er noget der mangler. Min lille bror om man vil, men det er kun med sekunder til forskel. Jeg fik af vide fra min mor at det var den dreng der altid var arrogant der havde gjort det. Men jeg ved faktisk ikke om det er sandt. Jeg var jo kun et halvt år. Jeg burde finde ud af verden. Måske joine rebellerne. De har længe ventet på mig. De kan på en eller anden måde se min negativitet over for verden, og derfor vil de have mig. Det svært at sige. Solen skinner denne morgen. Jeg burde stå op og elske verden. Være glad for der ikke er nogen krig. Men de negative tanker jæger mig selv i mine drømme. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...