Forladt

læs den og find ud af det :D

0Likes
0Kommentarer
234Visninger

1. Forladt1

Jeg sad på min stol som alle de andre elever. Vores lærer begyndte at tegne på tavlen. Jeg kiggede på det blanke papir der lå på mit bord. Ved siden af papiret lå en blyant. Jeg tog den i hånden og begyndte at tegne. Et dukkehoved formede sig. Så kom resten af kroppen lige så stille på. Før jeg vidste af det, havde jeg tegnet en dukke der lå på et håndklæde, som var på en sten, der lå ved havet. Jeg skrev ''Forladt?'' i toppen af papiret. Nede i bunden skrev jeg så; ''All Alone…'' Hende der sad ved siden af mig, puffede til mig. Jeg kiggede op. Læreren stod lige over mit bord, og kiggede ondt ned på mig. ''Kan du gentage hvad jeg lige sagde unge frøken?'' Jeg kiggede ind i hendes øjne, og så gentog jeg det hun sagde. Det var nemt. Hendes tankestrøm stod så klart, at selv en normal person ville kunne læse dem, hvis han anstrengte sig lidt. Jeg var jo bare så HELDIG at de kom lige til mig på grund af den hjernery-stelse jeg fik på stranden da jeg var mindre. Læreren kiggede forbløffet på mig. Så vendte hun sig om, og fortsatte undervisningen. Jeg kiggede igen ned på min tegning, og satte lidt FLERE DETALJER på, mens jeg tænkte på min bror. Klokken ringede, jeg havde fri. Jeg pakkede min bog i tasken sammen med tegningen. Så tog jeg min jakke på, og gik ud af klasseværelset. Da jeg kom ud til de reoler hvor alle elevernes sko stod, tog jeg mine rulleskøjter på, og begyndte at rulle hjem. Jeg kunne mærke den kolde vind fra havet omkring mig. Mit lange blonde hår blafrede i vinden. Jeg kunne høre min mor beklage sig over sand i øjet. Jeg kiggede på min HØJRE hånd. Den holdt en dukke. Dukken havde sort hår, den smilte til mig. Jeg smilte tilbage. Så kiggede jeg på min venstre hånd. Den havde et fast greb om min mors store brune hånd. Mit blik fulgte min mors arme hele vejen op til hendes skuldre. Så kiggede jeg op på hendes an-sigt. Hun smilte. Ved siden af hende gik min storebror. Han kiggede på mig. Så sagde han: ''Lig dukken på den sten der,'' han nikkede til stenen. ''Så ser vi hvem der først kommer op på toppen af den store klit dér!'' Så pegede han på den højeste klit. Jeg grinte. Så lagde jeg dukken på et lilla håndklæde og begyndte at løbe. Min storebror var lige bag mig. Han lod som om han ikke kunne løbe særlig hurtigt, så jeg kunne VINDE. Jeg var ligeglad. Det var en dejlig FØLELSE han gav mig. Han var altid så sød, han tog mig med alle mulige steder hen og når han var sammen med hans venner, måtte jeg altid være med. Jeg løb alt hvad jeg kunne, og havde ikke SET bilen. Den kørte stærkt. Jeg løb lige ud foran den. Min bror kastede sig for at redde mig. Han nåede lige at få skubbet mig væk, før bilen kørte ham over. Jeg slap med en hjernerystelse. Jeg var KNAP nok fem år, da min bror døde. Men hver dag lige siden har jeg tænkt på ham. Hver morgen når jeg står op ser jeg ham for mit indre blik, hvordan han kom ind til mig om morgenen, og trak mig op af sengen. Hvordan jeg begyndte at slå løs på ham med mine små baby arme. Min dukke så altid på. Altid. Jeg havde glemt den på stranden, den dag hvor min bror blev kørt over. Da jeg var blevet lidt ældre, var jeg cyklet de sytten kilome-ter der var ud til stranden, for at lede efter den. Jeg vidste at ingen havde taget den. Det havde jeg SET i drømmen. Den drøm som jeg drømte hver eneste nat. Det var det samme hver gang. Den lå der helt alene. Den var forladt. Jeg havde forladt den, ligesom min bror havde forladt mig. Jeg tog mine rulleskøjter af, og gik indenfor i den lille lejlighed, mig og min mor lige var flyttet ind i. Jeg tog min taske ind på mit værelse hvor jeg så tog min tegning op. Den lignede de syv andre på en prik. Jeg smilte til dukken på tegningen, og håbede på at få smilet gengældt. Det fik jeg ikke. Så lagde jeg tegningen ned på bordet, hvor de andre lå. Solen skinnede udenfor, så jeg tog et æble, og gik ud til min cy-kel. Jeg SANG lidt for mig selv, mens jeg spiste mit æble. Der var medvind hele vejen ned til strandvejen, så de sytten kilometer tog ikke mere end femogtyve minutter. Jeg takkede mig selv for at have cyklet fem kilometer hver dag, den sidste måned. Jeg smed cyklen i sandet, og løb ned til vandet. Så jokkede jeg hurtigt ud af mine All Stars sko, og gik ud i vandet. Det var dejligt. Jeg gik helt ud så mine shorts blev våde. Jeg var ligeglad. Jeg dyppede mig helt, så min top også kom under. Det var dejligt koldt. Det endte med jeg også fik mit hoved under. Vandet var så dejligt, at jeg blev deri i meget lang tid. Til sidst blev det koldt, og jeg skulle også tørre inden jeg skulle hjem. Jeg gik op, nu slentrede jeg bare hen af stranden, med fødderne i vandkanten. Jeg kom til den del af standen, hvor jeg altid vendte om. Det var lidt længere oppe af stranden, at mor, min bror og jeg gik, dén dag. I dag gik jeg videre. Jeg tænkte ikke over det. mine sko stod stadig der hvor jeg var gået i vandet før. Det var lige meget, for der var ingen andre på stranden. Det var der næsten aldrig mere. Det blæste op. Jeg gik bare videre. Vandet slog ind mod stenene og dannede bølger. Jeg SANG i takt med havet: ''Jeg ved jo godt du ikke er her mere nu... jeg går ud af et tomt hus. Alt er så stille så forladt nu. Jeg tænker på hvor du er nu. Jeg kigger op, kan du se mig nu? Er du derude, har du minderne med? Er du derude har du nu fået fred? Kan du mærke, når jeg savner dig, for nogle tåre tørre aldrig nej…'' Jeg fik tåre i øjnene. Tårerne blev til gråd. Jeg faldt sammen på en sten. Nogle skyer blæste ind over stranden. De havde regn med sig. Nu lå jeg der i driv vådt tøj. Helt alene. Sangen blev ved med AT SPILLE inde i mit hoved. Pludselig hørte jeg et tordenbrag i det fjerne. Jeg burde tage hjem, inden uvejret kom ind over stranden. Men jeg blev liggende lidt. Hvad havde jeg at tage hjem til? Vinden blæste nu så kraftigt, at en kæmpe bølge blev skyllet ind over mig. Jeg kiggede ud mod de mørke skyer, der hang lavt over det skummede hav. Så kiggede jeg hen mod de sten jeg ikke var kommet til endnu. Jeg skimtede noget lilla i det fjerne! Med det samme stod jeg op. Tårerne stoppede. Alt stod helt stille. … Jeg satte i løb. Det var svært at komme til for alle de våde sten. Jeg gled flere gange. Blodet fra mine hænder og knæ satte spor i sandet, men det stoppede mig ikke. Tårerne var vendt tilbage. Det var ikke fordi jeg savnede min bror, det var fordi mine ben var revet op af de skarpe sten. Smerten pumpede sig op til mine hænder og arme der var ligeså forblødte. Jeg skreg, da jeg faldt IGEN. Jeg fik sand i munden, da mine arme ikke havde kræfter nok til at holde mig oppe. Jeg rejste mig op IGEN. Den mystiske lilla ting lå foran mig. Det var ikke håndklædet, som dukken havde ligget på. Det var bare plastic. Jeg OPGAV al det håb som jeg havde haft, gennem alle de gange jeg havde været her på stranden for at lede. Jeg kastede mig ned på en stor sort sten. Jeg græd mere end jeg nogensinde havde gjort. Jeg havde INTET tilbage. Jeg var forblødt og havde mistet alt mit håb. Jeg ville bare ligge her og dø. Alt blev mørkt. Jeg sov. Jeg gik i mørke. Jeg gik ligeud hele tiden. Jeg følte at hvis jeg blev ved, ville jeg finde udgangen. Finde løsningen. Finde glæden. Intet skete. Jeg var ved at opgive håbet, da et lille lilla lys brændte i det fjerne. Udgangen?! Jeg løb. Denne gang faldt jeg ikke. Noget i mit hoved sagde stop. Jeg stoppede. Det var ikke min egen stemme. Det var hans! Jeg smilede. Jeg råbte ud i mørket. Råbte hans navn. Han svarede ikke. Jeg blev skuffet. Stemmen havde været fantasi. Så løb jeg igen mod det lilla lys. Min brors stemme stoppede mig endnu en gang. Jeg råbte til ham. Jeg ville vide, hvad han ville. Han svarede stadig ikke. Denne gang løb jeg langsomt, og afventede hans ordre. Han sagde ikke noget, så jeg satte farten op. Han stoppede mig stadig ikke… Jeg vågnede da en kæmpe bølge skyllede ind over mig. Der var stjerneklart. Fuldmånen skinnede ned og lyste stranden op. Først huskede jeg ikke hvorfor jeg var her. Men den stille lyd af det rolige hav hjalp mig på vej. Jeg kiggede ud over alle stenene. Dukken! Den lå lidt længere nede af stranden! Jeg havde FUNDET den! Jeg prøvede at rejse mig op, men det gjorde alt for ondt i mine ben og arme. Jeg kiggede ned på dem, de var helt maltrakterede. Jeg fik det dårligt af at se på dem. Jeg vendte mig ud mod vandet og brækkede mig. Nu fik jeg det bare endnu dårligere. Bare at se på det grønne og brune SLIM med en masse små klatter, blande sig med det lyseblå havvand, fik mig til at brække mig endnu en gang. Jeg måtte altså hen til den dukke. Om så jeg måtte gå på knæ. Men det kunne jeg jo heller ikke. De var også helt maltrakterede. Jeg prøvede IGEN at rejse mig op. Her var faktisk koldt. Jeg var helt kold. Mit tøj var drivende vådt, og det gjorde det ikke meget bedre. Jeg havde glemt alt om mine sko. De lå nok stadig der hvor jeg var gået i vandet mens der stadig var dag. Hvis ikke van-det havde taget dem med ud på en sejltur. Jeg forestillede mig mine sko, de kom sejlene hen til mig. Endelig kom jeg på benene. De gjorde ondt. Jeg bed smerten i mig, og begyndte forsigtigt at gå hen mod dukken. Til min overraskelse, var her ikke særlig glat. Mine fødder nød at gå i det kolde sand. Månen hjalp mig med at FINDE vej udenom stenene og hen til dukken. Da jeg endelig kom hen til den, var den næsten helt ødelagt. Der var tang og alger på den. Den havde tydeligvis været ude og svømme en lille tur. Nu var den blevet skyllet op sammen med tangen. Den smilte til mig. Jeg smilte TILBAGE
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...