Skammen

Jeg ville se til hende. Men da jeg kom tilbage var det for sent. Alle hængelåsene var ødelagte, og hun var væk.

3Likes
3Kommentarer
230Visninger

1. Skammen

Hun skreg og kæmpede imod. Ingen kunne høre hende. Aldrig havde jeg forestillet mig, at jeg skulle stå i denne situation. Men det gjorde jeg. Pigen så hvad der skete. Hun så skuddet gå gennem hovedet på min kone, og gennem brystet på mine børn. Hun undgik skuddet rettet mod hendes eget ansigt. Derfor endte jeg her. I min baghave, med et bundet barn over skulderen. Hun gjorde alt hvad hun kunne for at komme fri, men forgæves. Det var besværligt at åbne skuret, men det lykkedes. Igen med stor besvær satte jeg hende ned på gulvet. Hendes øjne skinnede igennem. Jeg fik det dårligt. Så episoden for mig. hvordan de ramte jorden en efter en. Tanja, Romeo, og så Laura. Hørte de store plask. Gad vide hvor langt strømmen tog dem hen. Mon de sad fast og var blevet fundet af politiet. Hvad var der med den piges øjne. De var helt specielle. Jeg smækkede døren i, og låste den forsvarligt med utallige hængelåse. Skuret var ikke større end to voksne mænd. Jeg tog direkte hen på det nærmeste værtshus. Der fik jeg mig en øl eller ni. Pludselig råbte en på tværs af lokalet: "Skru op for fjerneren! De snakker om ham psykopaten!" Bartenderen skruede op for det lille fjernsyn, som hang skråt over dartskiven. Et nyhedsindslag blev optaget ved en å. Den selv samme å, som jeg havde kastet min familie i. En betjent udtalte sig at lægerne havde taget DNA-prøver, og nu med sikkerhed kunne fortælle hvem morderen var. Jeg forlod værtshuset. Jeg havde ikke nerver til at se på det. Jeg ville se til hende. Men da jeg kom tilbage var det for sent. Alle hængelåsene var ødelagte, og hun var væk. Jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg vidste nu at det var forbi. Jeg kunne intet stille op. Jeg gik ind i huset og slukkede alt lys, alle elektriske apparater, låste alt og gik. Jeg tøvede ind i netto. Der købte jeg et par øl og gik rundt i byen. Ved en kiosk blev jeg hastigt overhalet af en travl politibil. Jeg gik i samme retning. Endelig kom jeg til et hyggeligt kvarter med lejligheder på hver side af vejen. Vejen var spærret, så jeg trak ind på fortovet. Politi og ambulancefolk kredsede om et lig på vejen. Et barn. Jeg nåede at skimte ansigtet inden det blev dækket til. Det var hende. "Skammeren," fik jeg hvisket til mig selv. Åbenbart ikke lavt nok. En betjent hørte mig, og greb mig straks. Jeg husker ikke meget fra afhøringen, men jeg kan dog konstatere en ting. Jeg skammer mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...