Historien om et regnvejrskys

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 mar. 2015
  • Opdateret: 5 mar. 2015
  • Status: Færdig
En novelle om kærlighed, fortrydelse og at blive forladt

0Likes
0Kommentarer
167Visninger
AA

1. Historien om et regnvejrskys

Stilheden var øresønderrivende.
Det eneste man kunne høre var bestikket, der krattede mod tallerkenerne og de tre menneskers åndedræt. For den ene bordende sad en ung mand med lyst hår, der næsten dækkede hans grønne øjne, han stirrede ned i sin tallerken og kørte en kartoffel rundt med sin gaffel uden rigtig at spise noget. Overfor ham sad en ung kvinde på omtrent hans alder, iført en hvid skjorte knappet helt til halsen og en tætsiddende nederdel. Hendes brune hår var samlet i en stram knold, men flere totter hang efterhånden ned foran hendes ansigt.
I mellem de to var årsagen til deres tavshed placeret. En lille dreng med klare øjne, kæmpede en brav kamp for ikke at skære sig på den is, der var i luften.
”Hvad laver du så for tiden? ” Spurgte hun ud i luften. Han rettede sig op og deres øjne mødtes et kort sekund, inden han svarede hende.
”Ikke noget særligt ”
Den lille dreng krummede sig sammen på sin stol, mens de to andre forsigtigt spiste videre.
Møblementet var slidt, ingen havde gidet at hænge noget op på væggene, der stod tomme bortset fra et enkelt spindelvæv i det ene hjørne.
Drengens klare stemme brød tavsheden: ”Hvem er du? ”
”Jeg er Niklas. ”
”Men hvorfor er du her? ”
”Fordi jeg mangler et sted at bo. ”
”Du behøver ikke sige mere, ” afbrød hun, for igen at nedstirre sin tallerken.
”Karina, jeg fortæller jo bare drengen sandheden. ”
”Men den har han ikke behov for at høre. ”
Der blev stille indtil drengen spurgte: ”Hvad har jeg ikke behov for at vide? ”
”At Karina og jeg… ”
”Niklas!”
”At din mor og jeg er gamle venner. ”
Afsluttede han, og så hende i øjnene, hun nikkede, så væk, og der blev fuldstændig stille, som efterlod de samtalen til de skramlende gafler.
En tallerken faldt mod gulvet og Karina rakte forgæves ud mod den, inden den ramte gulvet og splintredes i tusind stykker.
"Undskyld, mor, " hviskede drengen ned i bordet.
Karina sukkede som svar, mens Niklas rejste sig og spurgte:"Hvor er der en fejebakke? "
Da han ikke fik noget svar, gav han sig til at samle porcelæns stumperne op med hænderne.
"Er det de her tallerkener, du fik af din mor, da du blev femten? "
"Ja, de matcher de viskestykker jeg havde fået året forinden, " grinte hun, "hold op hvor var de hæslige! Jeg fatter ikke hvordan nogen kunne tro de var pæne! "
"Vi har vel allesammen gjort noget vi fortryder ... "
Deres øjne mødtes i et splitsekund og ingen af dem vidste om det var sommerfugle eller eksplosioner de kunne mærke.
"Tror du ikke du skal i seng, nu? " Spurgte hun sin søn.
"Men mor klokken er kun syv, " hans modsigelse lød opgivende.
"Du skal tidligt op i morgen. "
Drengen slæbte sine fødder hen ad gulvet og lod døren falde i med et brag og efterlod de to, fortabte og forstummede, i halvmørket.
Til sidst tog hun mod til sig og brød tavsheden:" Som hvad? "
Han løftede det ene øjenbryn.
"Hvad fortryder du? "
"Det er edermanme løgn! Du vil have mig til at sige undskyld, igen, efter alle de år! " Hans stemme flød over af raseri
"Det var jo ikke det jeg prøvede på, " undskyldte hun.
"Jo, det var og det ved vi begge tro! " Han råbte så højt at spyttet fløj fra hans mund og landede på hendes ansigt. Hun tørrede forsigtigt dråberne væk, mens tårerne samlede sig i hendes øjne, og truede med at falde og oversvømme dem begge to.
"Fortryder du ikke det der skete? " Hendes ord slap knapt ud af hendes mund.
"Det gjorde jeg i mange år, men det er tydeligt at vi begge to er kommet over det og er et helt andet sted i vores liv. Jeg har Mette og du har hvem end drengens far er. "
"Nej, det har jeg så ikke længere. "
"Men du var tydeligvis ikke interesseret nok til at høre hvad jeg havde at sige, overvejede du overhovedet at der ikke skete det du troede? "
Hun undgik hans blik og legede med en hårtot, indtil hun tøvende åbnede munden:"Så fortæl mig det. Fortæl mig at der ikke skete det jeg troede. "
"Det er jo ligemeget nu. Vi er begge to kommet videre."
"Er vi? "
Der blev stille, som nogen havde slået lyden fra og verden var gået i stå.
"Vil du med ud lidt? " Hendes stemme lød skinger og fjern, da hun brød tavsheden. Han nikkede sit svar og satte kurs mod døren, der gled lydløst op. De endte op på trappen få meter fra døren. Hvor de skiftevis så på hinanden uden at få øjenkontakt.
Himlen blev mørkere, halvt fordi solen var ved at gå ned, halvt fordi det trak op til regn.
"Det ser ud til at det kommer til at regne. " Konstaterede hun tørt.
"Kan du huske, at du drømte om det perfekte kys i regnen? "
"Ja, men det regnede slet ikke den sommer, så du nåede aldrig at give mig det, " smilede hun.
De første dråber landede på fliserne omkring dem, men de blev siddende uden at bevæge sig eller sige noget, indtil de begge to var gennemblødte. Hun placerede sin hånd i mellem dem, som børn nu gør, når de gerne vil have at man skal holde den.
De rejste sig begge på samme tid og så tøvende på hinanden med få centimeter mellem deres ansigter, mens regnen silede ned omkring dem og ned ad deres ansigter og læber. Hun kunne mærke hans ånde mod hendes ansigt. Han kunne se glæden i hendes øjne og smilet på hendes bløde, røde læber.
Hans mobil vibrerede i hans lomme og han tog den op og trådte et par skridt tilbage, men ikke nok til at skjule skærmen fra hende. Et billede af en lyshåret kvinde med klare blå øjne lyste op på skærmen med Mette<3 skrevet hen over billedet.
"Hej, " hans ansigt lyste op, "er du sikker på jeg kan bo hos dig? Fedt! Jeg kommer så snart jeg kan, jeg elsker dig. "
Da han gik efterlod han hende på trappen, han små nynnende, med et smil plantet på sit ansigt. Hun stod fortabt på trappestenen og stirrede efter ham, i håbet om at han ville vende om og komme tilbage.
Det gjorde han ikke.
Istedet stod hun på trappen med en blanding af regn og tårer løbende ned ad sine kinder.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...