Livet er mere end appelsinjuice og gode karakterer

En bekendt spurgte mig, om jeg ikke ville skrive en novelle til hende. Den skulle handle om en pige, der blev presset fra alle sider til at være én bestemt person. Det var sådan min novelle startede, men det var ikke helt sådan den endte.
Nu handler den om Loretta, der er lidt af en sølvmedalje og en, der ikke tror på tillægsord eller identitet.

(Inden nogle begynder og kritiserer min beskrivelse af fx en lukket afdeling vil jeg gøre opmærksom på, at dette er fiktion og overdrivelser)
- Læsning på eget ansvar

23Likes
20Kommentarer
950Visninger
AA

1. Loretta der havde lattergas i lommen

Jeg står ude på terrassen og mærker hvordan vinden finder vej til mine lunger, kærtegner dem og minder mig om, at jeg ikke behøver at panikke. Så jeg tænder en joint og sætter mig på bænken, der stadigvæk er våd fra gårdagens tordenskylle. Jeg tager en slurk af appelsinjuicen, der står på havebordet, mens stjernerne falder ned over mig. Juicen smager surt af alkohol, men jeg tror bare den er for gammel.

”Sidder du fast?” Hører jeg en stemme i det fjerne spørge. Jeg nikker svagt, og mærker kuldegysningen vække min krop, der snart er udkørt af stofferne.

”Vil du have hjælp?” Spørger stemmen igen. ”jeg havde selv om det i skolen. Det er ikke så svært”.

Billedet krakelerer. Det var blot et minde. Nattehimlen udskiftes af hvide vægge og vanvittige mennesker i kitler. Duften af gammelt appelsinjuice og stoffer erstattes af duften af vanvid og bekymring. Jeg er indenfor i varmen, men kuldegysningerne er der stadigvæk. En ansat hænger ind over mig, som stjernerne der faldt ned over mig.

”Du skal bare finde resultatet af det der, gange det med det der og finde kvadratroden af det,” smiler Colgate-smilet med øjnene, der spejles af væggen. ”Loretta, hører du?”

Loretta, det er mit navn. Lille smerte. Hvorfor har vi overhoved et navn? Og hvorfor betyder de noget? De hører alligevel kun til i den fysiske verden, de betyder intet for os indeni.

”jaja, jeg ved det jo godt,” mumler jeg. Colgate-smilet smiler endnu bredere og siger, at mine karakterer nok skal blive bedre. Jeg er ligeglad, tænker jeg og tager en slurk af appelsinjuicen, der står på bordet. Nu mangler den bare den sure smag, så jeg spytter det tilbage i glasset.

Lille Loretta var så fin og yndig, da de hentede hende fra børnehjemmet, men blev mindre fin og yndig i teenageårene og pludselig var hun grim og ubrugelig. Danske forældre fik knust deres drøm om et perfekt adoptivbarn. Og så var det afsted til den lukkede afdeling, fordi hun blev sindssyg. Sindssyg, otte bogstaver, tillægsord, adjektiv.

Jeg tror ikke på, at mennesker er på én bestemt måde. I princippet tror jeg ikke på tillægsord. Mærkelig, sød, ond, smuk, grim, almen, irriterende, arrogant. Sindssyg.

Jeg kigger på papiret foran mig. Minusstykker og gangestykker, det interesser mig ikke. Igen tænker jeg tilbage på minderne, erindringer, der ligger så langt væk. Så langt væk at selvom jeg ganger alt med alt, og trækker det unødvendige fra, så findes det kun et sted. I den anden verden i mit hoved. Jeg forestiller mig min rødhårede veninde, Claire, med sildefletningen helt ned til lænden.  Claire er både smuk og grim, sød og arrogant, men hun findes ikke. Hun er den eneste jeg stoler på, og min bedste ven. Men alligevel er hun der ikke.

Jeg forestiller mig, at vi danser natten væk i baghaven, sammen med vinden i november. Der er ikke andre end os, men alligevel holder vi fest som var der tyve af os. Ingen af os tror på tillægsord, så vi holder os bare til de andre ordklasser. Vi kaster navneord ud i natten, for dem kan vi altid regne med. Hus, bil, lejlighed, mand, barn. Vi forventer ikke at få nogle af delene, men vi råber dem højt og tydeligt.

”Loretta, vågn op,” knipser en anden ansat. Hvert kvarter kommer der en ny ansat ind på stuen. Hvad skal jeg kalde ham? Knipseren? Eller skal jeg bare gå let til den og kalde ham manden, da han er den eneste mand?

 

”Du vil jo gerne have høje karakterer, vil du ikke?” Spørger manden uden at spørge. Han konstaterer, at det er noget jeg ønsker. Fordi det vil alle de andre gerne.

”Egentlig ikke,” griner jeg. Manden ryster let på hovedet og går. Selv på den lukkede hører jeg ikke til, og selv på den lukkede er jeg anderledes. Hvor længe var det nu, at jeg havde været her?

”Velkommen til,” smiler en dame og giver mig hånden. Hendes tænder er hvide og glatte som de indsattes hoveder og som væggen, der holder os alle sammen. Colgate-smil. ”Du skal nok falde til her,” smiler Colgate-smilet.

”Her er programmet, du kan sidde og kigge lidt på det. Så kommer jeg om lidt,” siger hun og går. Sikkert for at spørge en anden ansat hvorfor mine forældre ikke er med mig. Hvorfor jeg selv har mappen med de vigtige papirer, og vigtigst af alt; hvorfor jeg ikke har brændt de papirer. Hvorfor jeg ikke løber skrigende væk.

Jeg kigger på programmet, der skal indrette min hverdag til jeg bliver normal. Normal, seks bogstaver, tillægsord, adjektiv.

Kl. 07:20 morgenmad

Kl. 08:00 skole (hent skema hos kontaktperson)

Kl. 14:00 lektiecafé

”Er du klar til at se dit værelse?” Smiler Colgate-smilet, og afbryder min læsen. Vi går gennem gangen. Jeg bemærker at det ligner lidt et kollegie, hvis man ser bort fra alt den hvid. Hvide vægge, hvide døre, hvidt gulv.

Kammille, Eira, Tessa, Althea, Mielikki og mig, Loretta, på den ene side af gangen.

Thajs, Maher, Eivind, Josva, Yannic og Mahir på den anden side. Ingen fysisk kontakt, husk det.

Jeg hørte ikke til de ”perfekte” sindssyge. Perfekt, syv bogstaver, tillægsord, adjektiv. Måske var jeg tæt på, nogle dage. De andre var søde og artige og flinke og smilende små guldmedaljer af sindssyge unger. De ville ud så hurtigt som muligt.

Og fordi jeg kun var `tæt på` var jeg lidt af en sølvmedalje. Jeg var nummer to, på andenpladsen, lige under førstepladsen, nummer et.

Jeg er vinderen af alle taberne.

 ”Hvordan havnede du her?” Spurgte Eira en dag. Eira havde røde streger på armene og benene, en slags nedtælling til, at hun skulle hjem igen. Eira, hvis navn betyder helbredelse.

”Jeg havde lyst til at drille folk lidt. Jeg havde lyst til at være lalleglade Loretta med lattergas i lommen og have Claire Der Ikke Findes ved min side. Jeg havde lyst til at bevise, at jeg ikke behøver være på én bestemt måde,” pludselig kom Yannic, hvis navn betyder sejrherre. Og Maher, hvis navn betyder dygtig.

”Og det gjorde jeg mandag, tirsdag, onsdag, torsdag, fredag og lørdag i tre år. Men hver en søndag var jeg livsglade lille Loretta i lilla kjole og sorte rottehaler. Og ved du hvorfor? Fordi jeg havde lyst. Fordi jeg ville bevise, at tillægsord er noget vrøvl,” forklarede jeg. Så kom Althea, hvis navn betyder healer.

”Mandag, tirsdag, onsdag, torsdag, fredag og lørdag i tre år var jeg grim, ond og dum. Jeg var sådan en der mest af alt lignede en luder, og sådan en der drak sig stiv hver dag. Men hver søndag i tre år var jeg smuk, sød, klog, dejlig, sjov og skøn.

Jeg tror ikke på, at mennesket er og SKAL være på én måde. For jeg var på hundrede og syv forskellige måder i tre år. Da det fjerde år ringede ind, stod det klart for folk, at jeg var sindssyg. Og nu er jeg her.” Afsluttede jeg.

Eira, Yannic, Maher og Althea rejste sig og gik. De troede på tillægsord.

 

To år. Jeg har været her i to år, husker jeg.  

Jeg giver endelig op på matematikken foran mig. Understreger det med et Jeg gir op, ikke fordi jeg ikke kan. Mest fordi jeg ikke gider.  Jeg træder ud i forsamlingshalen og ser alle sidde med næsen i bøgerne.

”I kommer ikke ud fordi I får gode karakterer,” fortæller jeg dem. Deres ansigter bliver hvide som væggen, de rejser sig og går. Selv på den lukkede hører jeg ikke til. Selv på den lukkede er jeg anderledes. Kun Josva sidder tilbage. Josva, hvis navn betyder Herren frelser.

”Jeg har et spørgsmål til dig, Loretta,” siger Josva stadigvæk med næsen begravet i bøgerne. Det var første gang i to år, at jeg har hørt Josva sige et ord. Han tør ikke kigge mig i øjnene mens han snakker. Hvad fejler han mon?

 

Althea, ekstrem borderline.

Eivind, ekstrem angst.

Eira, ekstrem selvskade.

Kammille, ekstrem anoreksi.

(Loretta, ekstrem sindssyg?)

Maher, ekstrem bulimi.

Mahir, ekstrem depression.

Mielikki, ekstrem skizofreni.

Thajs, ekstrem tvangsoverspisning

Tessa, ekstrem ocd.

Yannic, ekstrem bipolar.

 

Men hvad med Josva?

 

”Hvorfor tror du ikke på tillægsord?”

”Fordi de ikke holder hvad de lover, som navneordene gør. Du kan kalde mig dum, men sammenligner du mig med Eira er jeg voldsom klog. Du kan kalde mig smuk, men sammenligner du med Tessa er jeg tudegrim. Du kan kalde mig normal, men sammenlignet med mine forældre er jeg.. Sindssyg. Nej, det går ikke, det holder ikke stik. Det er noget vrøvl alt sammen,” forklarer jeg.

”Fucking lort, alt sammen. Men tager man et hus, så er jeg kraftedme sikker på, at det er et hus. De færreste sammenligner et hus med stol og er i tvivl. Jeg hader at være i tvivl,” afslutter jeg. Min stemme knækker, mine øjne bliver blanke. Og mit hoved bliver hvidt, for jeg er en indsat.

Han nikker, og der vidste jeg det. Han er sindssyg, ligesom mig. Ingen andre har nikket genkendeligt til mine meninger før, så han må være splitterravende tosset.

”Hvad tror du så på?” Spørger han, og giver mig noget til eftertanke.

13 dage og 7 timer efter har jeg et svar.

 

Jeg tror ikke på tillægsord. Jeg tror vi kan være præcis som vi gerne vil, og være en helt ny dagen efter. Jeg tror ikke på, at mennesker er på én bestemt måde. Og jeg tror ikke på, at vi SKAL være på én bestemt måde.

Jeg tror livet er mere end vi gør det til, og jeg tror at vi går op i de forkerte ting. Tror, tror, tror.

 

Og så er der noget jeg ved med sikkerhed.

At livet er mere end appelsinjuice og gode karakterer.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...