Stimulation

4281735
  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 feb. 2015
  • Opdateret: 4 dec. 2018
  • Status: Igang
Hun ligner ikke en Lulu. Og så ligner hun ikke engang en, der arbejder i 7eleven og sælger croissanter og morgenbrød til gamle mennesker | novellesamling, der afspejles af ungdomslivet

AA
aa

4. II


Jeg sidder på en barstol og beglor indgangen, hvorfra folk stormer ind, men der er ingen Lulu at se. Hver gang nogen kommer ind, flytter jeg min støtte fra hagen og retter mit tøj, men det er aldrig hende.
    Klokken er 30 minutter over det klokkeslæt, jeg kalder for eftermiddag, og vores drikkelse er ikke længere så kold. Jeg er snart ved at opgive hende og har taget min jakke, venter lidt endnu, indtil viseren står på et lige tal, og idet jeg er ved at forlade bordet, træder hun ind. Jeg ved ikke, hvorfor jeg tror, det er hende. Måske er det, fordi hun styrer direkte imod mig, og at hendes blik er koncentreret.
    Hun går på den måde, som man kun går på, hvis man ikke er nervøs, og det er lige det, jeg er.
    Hun ligner ikke en Lulu. Og så hun ligner ikke engang en, der arbejder i 7eleven og sælger croissanter og morgenbrød til gamle mennesker.
    Hun står bare der med brune øjne og små hænder og siger de første ord til mig, som underligt nok ikke er virtuelle: ”Du må være thomas7913,” siger hun og peger på den Iceblend, jeg har købt til hende. Hun sætter sig ned, og jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg kigger bare på min drik og så på hende og så ned igen, og så sætter jeg mig ned igen.
   Hun duft dejligt. Ikke som den typiske vaniljeduft, men af noget, jeg ikke helt kan identificere.
    ”Ja, og så må du jo være Lulu, der arbejder i 7eleven,” indvender jeg genert og rører rundt i karamellen.
    ”Åh, bare rolig,” indleder hun og smiler, ”du skal ikke tage dig af min profiltekst. Det hele er løgn, jeg vil bare gerne se, om fyre virkelig er inkarnerede egoister, eller om de kan falde pladask for gale, excentriske piger, der kan lide rød læbestift og sorte tæpper. Lille Danmark trænger sgu til et skud botox og en ansigtsløftning.”
    Jeg ånder lettet op, men undertrykker den tilstrækkeligt nok til, at hun ikke bemærker den.
    ”Jeg tænkte da også, at sådan en som dig på ingen måde kan hedde Lulu.” Det er underligt, hvordan man kan være så genert og kikset, og pludselig taler man, som om at man har kendt hinanden længe.
    ”Altså det der med 7eleven og rød læbestift og sorte tæpper er løgn, men jeg hedder rent faktisk Lulu.”
    Jeg får karamellen galt i halsen og forsøger at hoste et ’undskyld’ op af halsen, men det lykkes tilsyneladende ikke. Hun begynder at le og holder sig for munden, og hun er næsten ved at sluge sit krøllede hår.
    ”Hentyder du til, at Lulu er et grimt navn, og så vil det sige, at det ikke passer til mig, fordi jeg er … smuk?”
    ”Ja, du stjal min replik der.” Navnet er faktisk det eneste, som virker underligt. ”Hvorfor kom du egentlig så sent?”
    ”Din eftermiddag starter altså ikke på samme tid, som min gør.” Hun smiler.
    Resten af samtalen forekommer ikke så tavs og pinlig, som jeg ellers havde regnet med. Hun snakker om, at hun gerne vil lave noget inden for abstrakt kunst, og at hun godt kunne tænke sig at rejse verden rundt og opleve det, hun nu gerne vil. Og jeg fortæller overfladisk, at jeg sidder fast i mit og ikke ved, hvad jeg skal, og hun siger, at hun nok skal få lidt fantasi ind i min knold. Jeg taler ikke om min fortid.
    ”Kan du se hende derovre?” spørger hun og peger diskret mod et hjørne, hvorfra en dame iklædt kommunetøj kigger på os, ”hun er min slags agent, hun holder øje med, at der ikke sker mig noget.”
    Jeg kigger på damen, og hun vender blikket mod sin kaffe og rører stille i den. Lulus mundvig dirrer svagt, og jeg tænker, at en som hende sagtens kunne finde på at leje en slags agent.
    Vi sidder ved et aflangt træbord, og et kærestepar sætter sig ved siden af os. De snakker uafbrudt og holder i hænder, og det er først et kort stykke tid efter, jeg registrerer, at den ene er en pige. Det er den anden til min forskrækkelse også, og de fletter hænder og smiler, og jeg prøver at rykke mig en anelse til højre, uden Lulu ser det.
    ”Ved du hvad, thomas7913?” spørger hun retorisk. Jeg tager en dyb indånding. ”Du er godt nok naiv,” griner hun og piller i sugerøret, ”du tror på alt. Du tror, at jeg har en agent, og hvis du ikke havde gættet det, så arbejder jeg faktisk i 7eleven, og jeg kan god lide rød læbestift og sorte tæpper og alt muligt andet mærkeligt.” Hun peger på sine læber, og jeg ved snart ikke, hvad jeg skal tro. Jeg har nok i at holde mig langt væk fra det homoseksuelle par.
    ”Men underligt nok ser det ikke ud til, at du tror på dig selv.” Jeg stirrer på hende, jeg ved ikke, om hun har ret, men det er vidst heller ikke forkert. Jeg vælger at glemme det.
    Lige fra denne dag af ser vi hinanden. Vi går i biografen og kan ikke huske halvdelen af filmen. Ikke fordi vi bruger den typiske kliché ved at kysse os til vejs ende, men fordi vi falder i søvn. Jeg møder hendes ordinære familie, der byder mig på krydderboller og hjemmebagt drømmekage uden kokos, fordi de ikke nåede at handle ind i sidste uge. Hun viser mig sin lejlighed, der er fyldt med pastelfarver og med liv i blomsterne, og jeg giver hende en undskyldning og siger, at hun ikke kan se min lejlighed, fordi den er ved at blive fikset. Hun viser mig sit fotoalbum, der indeholder minder, man kan kigge på. De alle sammen er lykkelige, og hendes far er ligeså mærkelig på billederne, som han er i fysisk form.
    Jeg kan godt lide Lulu. Eller som man siger nu om dage: Li’ li’ hende. Jeg er bare bange for, at hun nærmere ser mig som en ven, og det refererer jo tilbage til, at hun sagde, at jeg ikke tror på mig selv.
    Jeg ligger i hendes sofa og venter på, at hun er færdig med at smøre brød til sig selv. Lige om lidt vil hun kaste tøj eller noget andet efter mig, fordi jeg begynder at drille hende. Vi har endnu ikke sovet sammen, og jeg tror lidt, at hun har mottoet ”ingen sex før ægteskab”, så hun undlader enhver form for nærhed i sovetimerne. Jeg har forsøgt at overbevise hende om, at det jo slet ikke går, men hun er standhaftig og urokkelig.
    Lulu triller ud af køkkenet med brødkrummer om munden. Selv med toastbrød i hovedet er hun smuk.
    ”Åh, har du hørt nyhederne?” udbryder hun og slår ud med armene, ”nå nej, hvornår lytter du nogensinde til politik?” Hun sætter sig i sofaen ved siden af mig og lægger fødderne på mine lår.
    ”Alle de partier, der vil have magt og penge, og jeg ved ikke hvad. Kan de ikke bare leve af det, de nu engang får og være glade for, at de ikke er afrikabørn i nød?
    ”Ja, du har helt ret, og de skulle prøve at give hængepartierne et løft,” ler jeg, og hun ved udmærket godt, hvad jeg mener, for i det samme slynger hun en pude efter mig. Den rammer mig i ansigtet.
    Snart efter har vi en kamp med puder. Man kan forestille sig, at der flyver kunstige fjer om vores hoveder, men det eneste, der sker, er, at vi får utallige mavepustere fra de hårde slag. På trods af at der er opstået træthed i armene, beslutter vi os for at få luft.
    ”Ryger du?” spørger jeg måbende, da hun finder en pakke Prince-smøger frem. Vi er netop nået ud i dagslys, og jeg trækker vinterjakken tættere om mig grundet februar-kulden.
    ”Ja, der er sgu meget, du ikke ved om mig endnu, men jeg ryger ikke særlig ofte.” Den absoluthed, der ligger i hendes stemme, får mig til at glippe med øjnene.
    ”Hvornår er ikke særlig ofte?” Vi passerer en gammel mand, der lufter sin hund.
    ”Det er, når jeg savner at kaste mig ud i ungdommen, tror jeg.” Røgen får min næse til at rynke sig. Godt nok har jeg været ude i noget lort før, men cigaretrøg har aldrig været min kop te.
    Gaderne er mennesketomme, og vi går ind i en eller anden café, hvor vi bestiller en kop kakao. Der er kun få mennesker herinde, men de forlader allerede stedet, da de har drukket deres kaffe.
    Hende ved kassen er en muggen dame med tendens til at pille næseindhold, så der går heller ikke længe, før vi sidder tilbage i hendes lejlighed.
    Lulu laver et eller andet, og jeg ligger i sofaen og tænker, hvornår jeg ikke skal se hende igen, og hvornår livet er omme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...