Stimulation

4281735
  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 feb. 2015
  • Opdateret: 4 dec. 2018
  • Status: Igang
Hun ligner ikke en Lulu. Og så ligner hun ikke engang en, der arbejder i 7eleven og sælger croissanter og morgenbrød til gamle mennesker | novellesamling, der afspejles af ungdomslivet

AA
aa

3. I


Det er så underligt, hvordan vores hænder kan dreje skæbnen, og hvordan den derefter fortsætter i sine egne veje. Det er ikke, som folk siger; at skæbnen fører os i de retninger, man forsøger at undgå. Sådan har det i hvert fald altid set ud i min optik, og nu sidder jeg på kroen med spillekort i hænderne.
    Inde i baren står bartenderen og blinker mere eller mindre ualmindeligt til mig, og jeg er ikke helt sikker på, om han har opfattet, at jeg ikke er til samme køn. Jeg har allerede noteret, at han bærer ørering i højre flip.
    Der lugter af røg og af den underlige duft af ensomme mennesker, der søger selskab med øl og vodka, men det er vel ikke så sært, når jeg sidder iblandt dem. Der er flere udefrakommende, som stavrer ind på kroen og beder om øl med skum. Deres hænder flakker mellem taget om ølkruset og smøger i lommerne og derefter begge ting på en gang. Dette her kunne være stedet, hvor alkoholmisbruget blev skabt.
    ”Stik mig klør fem,” befaler jeg og stirrer indgående på den berygtede mand med det grå skæg. Han løfter hånden. ”Nej, ikke din hånd, dit kort. Altså den, du har i hånden.” Skægmanden nulrer sit skæg, før han placerer kortet på min bunke. Jeg ved ikke, hvad vi spiller, men jeg taber en tyvekrone og endnu en, og engang imellem vinder jeg lidt penge, men det forsvinder ligeså snart, at jeg får lagt det i kategorisk orden.
    ”Du har vel ikke flere penge i sparegrisen, eller hvad?” spørger skægmanden hoverende, men afventer ikke svar. Jeg vil gerne sige, at min formue ligger derhjemme, men så vil jeg garanteret blive spurgt om, hvorfor jeg kom herned, og det kan jeg ikke engang huske. Jeg ved ikke engang, hvorfor jeg er her.
   Skægmanden bliver ved med at fable om penge, det gør han hele tiden, og han stopper ikke, før han drikker af sin øl, og så begynder han igen.
    Han tager endnu en slurk af sin øl, og jeg siger ikke noget, stirrer bare lidt på rækken af diverse flasker og tænker på, hvorfor skægmanden har et indprentet ry på sin ryg. Det skulle ikke undre mig, hvis det er, fordi han rager alles penge til sig.
    ”Så er spillet sgu fandeme slut, min ven,” indvender han, dasker mig på skulderen og lader alle mynterne drysse ned i joggingbukserne, ”drik gerne resten af min øl.” Hans stemme er underlig hæs, på trods af at den passer særligt godt til hans udseende. Det er nærmest, som om at det begynder at kradse i min hals.
    Han forlader bordet og flakker rundt mellem halvskallede fyre med huer. Om lidt vil han sætte sig ned og starte en lang samtale om, hvor meget han vinder på hvert spil, og så vil modstanderen bevise, at han sagtens kan slå ham af banen. Skægmanden kunne have brugt pengene på noget sjovt eller have gemt dem, men i stedet lover han øl og cigaretter, hvis modparten vinder.
    Spillet er slut, det lyder som enden på mit liv. Jeg lader øllen stå; jeg har ikke læst til spyt og skæghår mod mine læber. Der er nostalgiske lamper i loftets træbjælker, som spejler sig svagt i det brostensbelagte gulv. De minder mig lidt om mormor, der bagte sandkager til min søde tand og døde af kræft sidste år.
    Jeg har taget min jakke, der trods de mange år stadig er i et stykke, og er ved at rykke udenfor, men kigger mig lige over skulderen og tager bartenderen i at glo på min buksekant. Jeg har lyst til at råbe og sige, at han selv har noget at kigge på, men jeg kommer i tanke om, at jeg egentlig ikke vil spilde min tid på det.
    Det er funklende nat, og udenfor sidder folk på trækasser og ryger hash. Nogle kigger bare og drømmer sig væk i stjerner, andre fordyber sig i hinandens øjne og deler en smøg og et kys. Hvis man lytter godt efter, kan man høre lyden af hiv efter røg og ikke ilt. På den anden side af vejen reflekteres billygterne i bagerens vinduesparti, hvorpå jeg spotter mig selv stå i en kikset stilling.
    Jeg har lyst til at give efter ungdommen, men jeg kender ingen i mængden. Hele scenariet minder om dengang, jeg selv stod op ad den farverige fabriksvæg og røg alt muligt, jeg ikke kendte til. Hver gang jeg ser andre gøre det samme, så har jeg en fjern fornemmelse af, at det er mig, der står der.
    Hjemme i min rodede lejlighed er der mindst ligeså mørkt som udenfor. Der ligger popcorn på vindueskarmen, ølflasker har hobet sig op i en indkøbskur, og gulvtæppet har stadig pletter efter jord.
    Jeg slår benene op på sofabordet med sko på og tænder fjerneren, men vælger at være på en sekundær skærm. Instagram er stadig fyldt med overflødige billeder, og Facebooks newsfeed er stoppet til med gamle nyheder. Såsom at en såkaldt Ane Pedersen har været til en eller anden rockkoncert i forgårs. Hun har punkerhår og en piercing i venstre næsebor. Jeg tænker, at skægmanden og hende ville være et perfekt par.
    Jeg orker ingenting. Jeg orker ikke fjerneren, der fabler om den evige politiks uoverensstemmelser, som fortsætter i en ond cirkel. Jeg skifter kanal igen, men der er ikke noget, der falder i min smag, hvilket også er sjældent.
    Det er underligt at være alene, selv om det er længe siden siden, at jeg flyttede hjemmefra. Man sidder i sin lejlighed og bilder sig selv ind, at alt går perfekt, men sådan siger de alle sammen.
    Mit liv er som en rutineret skole; man ved altid, hvad man møder op til, når man står op.
    Jeg har tidligere på måneden oprettet en bruger på en håbløs datingside under dæknavnet ’thomas7913’ - et klassisk navn - og til min overraskelse har jeg endelig fået en henvendelse fra en, hvilket betyder, at det er den første nogensinde. Jeg er god til at lyve for mig selv og siger bare, at det skyldes min inaktivitet.
    Henvenderen hedder Lulu og arbejder ved den nærmeste 7eleven om morgenen og kan godt lide rød læbestift og sorte tæpper. Selv om jeg ikke er decideret interesseret i hendes ”frække” profiltekst, så ender det alligevel med, at vi aftaler at mødes i Baresso næste eftermiddag – i hvert fald et bedre alternativ end at sidde i Lagkagehuset og alt det der romantiske pladder.
    Jeg skriver, at jeg nok skal betale en Iceblend for hende, på trods af at min pengepung ikke kan tåle det, og hun afslår i første omgang, men lader mig så vinde. Hun ønsker, at det skal være med jordbærsmag. Karamel er ellers min førsteprioritet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...