Madness - Niall Horan A.U 13+

121766103407
  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2016
  • Opdateret: 9 dec. 2016
  • Status: Færdig
Lige da Anastacia troede, at hele livet var begyndt at give mening, ramlede det hele sammen. I en fortælling om dyb og usikker kærlighed, samt løgne, intriger, drama og identitet, møder Anastacia sandheden om York og dets indbyggere, mens at spørgsmål vil blive besvaret, og andre vil blive stillet. Vil hun nogensinde kunne tilgive dem? Kan hun tilgive ham? Eller vil det hele bare blive endnu værre?
Dette er efterfølgeren til Crazy, så læs den først, for bedre forståelse... OBS. IKKE RETTET IGENNEM

AA
aa

38. When the world falls apart

“If you love me don’t let go”

X Ambassadors – Unsteady (Eric Lee Gravity Remix)

 

Jeg blev sat af af Liam hjemme ved lejligheden og jeg følte mig tom. En masse følelser spillede rundt igennem mig og jeg vidste ikke, hvad de alle betød. Dog havde jeg erfaret, at jeg aldrig havde styr på mine følelser. Mine følelser havde en tendens til at splitte sig.

Mine øjne sved og jeg følte mig virkelig træt i kroppen, så det eneste jeg reelt havde lyst til, var at pakke mig ind i noget kikset joggingtøj og lægge mig på sofaen med en skål chips og bare lade verden omkring mig passere forbi.

Jeg smed min kjole og kom til låsen oppe i nakken, da mine hænder ramte kæden på det smykke, der havde fået en fast plads omkring min hals. Nialls halskæde.

Jeg trak vejret kort ind og lagde min håndflade over den lille diamant, for at lukke hele min hånd og holde beskyttende om det lille smykke, inden jeg kiggede på mig selv i spejlet over kommoden. Jeg endte dog hurtigt med at smide resten af mit tøj, for så at trække en gammel trøje med ordet ”idiot” på som en reference fra et af mine gamle yndlingsbands og et par gamle soveshorts også. (Outfit findes i kommentar). Efter det tog jeg min dyne og trak den med ind i stuen, hvor jeg satte en film på fra Netflix. Da jeg var cirka halvvejs inde i filmen og var begyndt på den skål chips jeg havde lovet mig selv, blev døren ude fra entreen åbnet og en person kom ind i lejligheden. Jeg kiggede ud og så at det allerede var ved at blive lidt mørkt, så jeg rejste mig hurtigt og gik over for at få ordentligt udsyn til hvem der kom ind. Jeg havde kun et gæt.

”Niall.” Sagde jeg mere som en konstatering til mig selv end et reelt spørgsmål, da han trådte ind med sin jakke i hånden og de øverste knapper knappet op ved hans lyse skjorte. Det så altid så underligt ud, når han havde fint tøj på. Det passede ikke til hans stretches i ørerne og hans til tider hårde udstråling.

”Hey.” Sagde han lavt. Jeg lagde mine arme over kors, mens min mave snørrede sig lidt sammen.

”Hvor gik du hen?” Spurgte jeg hurtigt. Han trak dog bare på skuldrene.

”Lidt rundt i byen. Ikke nogle specielle steder.” Sagde han.

”Fik du tænkt?”

”Meget.” Sagde han. Jeg bed mig i tungen for at tænke lidt over, hvad jeg ellers skulle sige. Det så ikke ud til, at nogen af os ville sige mere, så jeg tænkte det var nemmere at fortsætte hvor jeg slap, så jeg vendte mig om, for at gå over mod sofaen igen.

”Ana, vent lige.” Sagde Niall dog hurtigt, så jeg stoppede op og mærkede knuden tydeligere i min mave.

”Jeg er virkelig ked af det.” Sagde han, så jeg kiggede op på ham.

”Jeg er virkelig ked af, at jeg er som jeg er, og at jeg har udsat dig for alt det her. Det fortjener du ikke… Jeg… Jeg fortjener dig ikke.” Sagde han hurtigt.

”Niall…” Sagde jeg for at stoppe ham, men han holdt bare hånden op for at stoppe mig.

”Jeg er så fuld af fejl, Ana… Jeg er virkelig ked af, det først er gået op for mig det sidste års tid, når jeg har haft 19 år til at tænke over det i forvejen, men jeg er fuld af fejl. Jeg er nærmest en stor fejl…”

”Niall, du er meget mere end det…” Stoppede jeg ham, så han kiggede op på mig.

”Du er meget mere end dine fejl.” Sagde jeg.

”Det er lige det jeg ikke er, Ana. Jeg kan jo ikke gøre noget, uden at jeg ødelægger det hele i sidste ende. Indrøm det nu bare? Jeg er en omvandrende bombe,”

”Niall, stop!” Bad jeg hurtigt, men han rystede bare på hovedet og gik længere ind i lejligheden.

”Hvorfor kan du ikke indse det, Anastacia? Alt hvad jeg nogensinde har gjort har endt ud i at nogen er kommet til skade eller er blevet såret. Jeg kan ikke komme tæt på nogle, uden at der sker dem noget slemt. Det er jo bevist!” Det hele ramlede for ham nu.

”Stop, Niall, det er ikke sandt!” Prøvede jeg, men han vendte sig bare hurtigt om mod og vrissede:

”Kig på dig selv, Ana!” Jeg mærkede hurtigt hvordan jeg blev slået tilbage af hans udbrud.

”Kig på dig selv og se hvad jeg har gjort ved dig, og fortæl mig så, at jeg ikke har gjort dig noget.” Sagde han og kiggede på mig, så erindringerne om hospitalet, tiden hvor jeg ignorerede dem alle sammen, slettede Niall og alle hans løgne og alle de mange sårende ting han altid sagde til mig, kom frem i mig igen.

”Niall, det er lige meget… Det er lang tid siden…”

”Hvordan kan du få dig selv til at sige sådan? Hvordan kan du kigge på mig og slet ikke have den mindste smule had overfor mig?!” Råbte han hurtigt ad mig, så jeg virkelig kunne fornemme frustrationen og sorgen komme ud på tøjet af ham.

”Niall, jeg har ikke lyst til at snakke om det her..” Bad jeg, men det fik ham bare til at tage sig frustreret til hovedet.

”Se selv! Du ved, at du ikke bør være sammen med mig. Jeg ender jo med at trække dig ned igen.” Sagde han og trak vejret tungt ind, så bekymringen steg i mig over hans miserable tilstand.

”Niall, please…” Bad jeg.

”Jeg tror det er bedst, jeg bliver væk.” Sagde han brat, så jeg kiggede chokeret op på ham.

”Hvad?!” Vrissede jeg straks. Han nikkede bare på hovedet.

”Jeg flytter. På den måde kan jeg ikke skade dig.” Sagde han og gik straks hen mod soveværelset.

”Hvad fanden taler du om?!” Råbte jeg og løb efter ham.

”Jeg flytter væk. Langt væk. På den måde sker der ikke flere ulykker.”

”Er du komplet inkompetent?! Niall, du har ingen grund til at flytte… du kan ikke flytte… du må ikke!” Sagde jeg panisk.

”Du må gerne blive her, jeg skal nok betale for lejligheden. Jeg finder på noget.” Sagde han som om beslutningen allerede var truffet.

”Niall, stop! Kan du overhovedet høre hvad du selv siger?!” Spurgte jeg forbavset over hans pludselige beslutning.

”Jeg er overbevist, Ana. Du kan ikke få mig til at skifte mening. Det er bedst sådan.”

”Nej! Det er absolut ikke bedst sådan. Hvor vil du tage hen?!” Vrissede jeg, mens han hev en sportstaske frem og allerede begyndte at pakke den. Mit hjerte hamrede panisk i brystet på mig.

”Langt væk, Ana. Hvorfor kan du ikke bare forstå det?” Spurgte han helt opgivende.

”Det er lige præcis det jeg ikke kan! Niall, du må ikke gå… Jeg kan ikke være her uden dig… jeg vil ikke være her uden dig… Du kan ikke gå fra mig. Ikke nu!” Prøvede jeg og tog hurtigt fat i den trøje han lagde ned i tasken, så jeg selv kunne smide den ned på gulvet.

”Ana, stop nu. Det er sådan det bliver og du kan ikke ændre det.” Sagde han.

”Så jeg har slet ikke noget at skulle have sagt, eller hvad?” Spurgte jeg hurtigt.

”Bare flyt dig.” Sagde han lavt.

”Gu fanden vil jeg ej!” Sagde jeg og greb fat i ham, så han kiggede op på mig.

”Slip mig, Anastacia.” Sagde han og kiggede mig vredt ind i øjnene.

”Nej!”

”Slip mig. Nu!” Sagde han og bed kæberne hårdt sammen, så en blodåre poppede op på hans hals. Men det skræmte det mig ikke. Ikke længere.

”Nej.” Sagde jeg lige så sammenbidt tilbage. Han kiggede på mig i et par sekunder, inden han trådte frem og skubbede mig til side. Jeg for straks efter ham og rev og hev i hans skuldre og arme.

”Du kan ikke forlade mig. Du kan ikke bare gå!” Vrissede jeg, men det var som om han var helt ude fra rækkevidde og jeg ikke længere kunne nå ind til ham.

”Stop så! Du må ikke gå!” Råbte jeg hurtigt efter ham.

”For helvede, Ana. Jeg kan ikke blive!” Vrissede han og prøvede at gå med mig på slæb.

”Vel kan du så! Du har ingen grund til bare at skride fra det hele!”

”Ana, jeg kan ikke blive her. Det er for farligt, fatter du det ikke?!” Vrissede han, så jeg skreg frustreret af ham.

”Fortæl mig forhelvede hvorfor du gør det her, din kryster!” Jeg nåede kun lige at få ordene ud, inden han vendte sig om mod mig og nærmest skreg:

”JEG ENDER MED AT SLÅ DIG IHJEL!” Mit hjerte sprang et slag over og jeg stoppede med at trække vejret et kort sekund.

”Jeg ødelægger alt hvad jeg rører ved, Ana! Det har jeg altid gjort…. Jeg ødelagde dig, og hvis jeg fortsætter så er Louis ikke den eneste jeg slår ihjel.” Han kiggede vildt på mig, mens jeg kiggede nærmest forstenet på ham.

”Det er min skyld Louis døde… Og jeg vil ikke også være skyld i din begravelse.” Sagde han og kiggede helt hudærligt ind i øjnene på mig.

”Du slog ikke Louis ihjel.” Sagde jeg forsigtigt.

”Jo, Ana det gjorde jeg. Var det ikke for mig, så ville han have overlevet. Var det ikke for mig, ville vi ikke have været til den begravelse i dag.” Sagde han, så jeg så den fulde ærlighed i hans øjne. Han mente oprigtigt, at han havde slået Louis ihjel. Det kunne jeg se.

”Niall, lyt til mig…” Sagde jeg og trådte tættere på ham og lagde mine hænder omfavnende om hans kinder, så han rettede sit hoved nedad.

”Du slog ikke Louis ihjel. Louis valgte selv at ofre sig. At Louis døde er ikke din skyld. Det skal du ikke pålægge dig selv..” Sagde jeg forsigtigt.

”Jeg slog Jack ihjel.” Sagde han, så jeg straks mærkede klumpen i min hals.

”Og han er ikke den sidste, hvis liv jeg tager.” Sagde Niall helt stille, så jeg løftede hans hoved, så han kiggede på mig. Jeg prøvede at trække vejret almindeligt, men hans sætning, havde fordoblet klumpen i halsen på mig.

”Men det vil ikke blive mig.” Protesterede jeg og håbede virkelig at han ville få den tanke ud af sit hoved. Han sukkede tungt.

”Jeg tror, at vi som mennesker, ødelægger alt hvad vi rør ved... inklusiv hinanden." Sagde han og kiggede helt ærligt ind i mine øjne. Jeg kunne ikke lade vær med at mærke sorgen.

”Please Niall, ik gør det her.” Bad jeg ham inderligt.

”Man kan ikke elske et monster, Anastacia.”

”Men du er ikke et monster.” Sagde jeg forsigtigt. Han kiggede på mig.

”Jeg har aldrig forstået det. Vi er alle sammen noget. Vi er alle sammen en form for et eller andet. Men hvis du er god, men du er ikke en engel og du synder, men du er ikke djævlen. Hvad er du så… og hvad er jeg?” Spurgte han og kiggede mig ind i øjnene, så jeg kiggede ind i hans og huskede på smykket omkring min hals. Jeg kiggede lidt ned i jorden, inden jeg kiggede op på ham og sagde:

”Et menneske.” Han kiggede ned på mig og jeg kiggede op på ham.

”Niall, der er intet i hele den store verden, der nogensinde ville kunne få mig til at miste mine følelser for dig. Selv da jeg troede du var jordens reneste djævel, var der stadig noget i mig, der skreg efter at få mig til at indse, at du er noget mere. Du er meget mere, Niall. Jeg troede ikke, at man overhovedet kunne føle sådan her om nogen. Lige indtil jeg mødte dig. Jeg har altid troet, at ægte kærlighed var ligesom det man læste om i bøgerne og så på film, men kærlighed er sindssygt. Kærlighed gør dig skør og fordrejer hele din verden, indtil du ikke kan kende den længere. Men det er sådan kærlighed er. Kærlighed kan ikke forklares og det er først ægte, når det slår dine øjne op for, hvor virkelig den er. Verden er sindssyg, ja. Men det er kærlighed også.” Fortalte jeg, mens han bare kiggede forstenet på mig.

”Jeg elsker dig, Niall. Mere end jeg nogensinde selv kan forklare dig. Og muligvis mere end du elsker mig. Men det er lige meget, for jeg elsker dig. Jeg elsker dig og det er intet der er noget som helst værd i hele den her verden, hvis du ikke er ved siden af mig. Så meget elsker jeg dig, Niall. Jeg elsker dig så meget, at hvis verden gik under, så ville jeg altid søge hen til dig med det samme. Jeg elsker dig så meget, at jeg er pisse ligeglad med alle dæmonerne og monstrene, for sammen med dig, så ved jeg at de ikke betyder en skid. Så længe jeg elsker dig, så er der ingen djævle, dæmoner eller monstre. Så længe jeg elsker dig er verden præcis som den er for mine øjne og jeg ser klarere end jeg nogensinde har set før. Jeg vil altid elske dig, gennem dæmoner og alle forhindringer. Så du skal ikke komme her og sige, at du bare vil forlade mig, fordi hvis du forlader mig, så ramler hele min verden sammen og så slår du mig først ihjel.” Sagde jeg og kiggede op på ham. Han kiggede lettere chokeret på mig.

”Kunne du virkelig leve resten af dit liv sammen med mig?” Spurgte han helt tilbageslået.

”Absolut.” Sagde jeg.

”I hundrede liv, i hundrede verdener, i en hver version af realiteten, så ville jeg finde dig, og vælge dig og elske dig.” Sagde jeg som det sidste, inden han i en hurtig bevægelse tog fat om min kæbe for at kysse mig i et langt passioneret og lidenskabeligt kys, så jeg hurtigt lagde mine arme om ham og straks mærkede min brændende længsel efter ham, mens at det var klart at længslen også brændte i ham. Han trak mig hurtigt op, så jeg snoede mine ben omkring hans liv og straks bevægede mine hænder ned mod knapperne på hans skjorte som jeg begyndte at åbne op, mens hans selv trak ned i mine shorts og hev op i min trøje og gik ind med os på soveværelset og lagde os på sengen.

”Jeg elsker dig.” Sagde jeg, mens jeg løsnede hans bælte og han fik trukket mit yderste lag tøj af, så jeg mærkede hvordan min krop brændte.

”Jeg elsker dig. Jeg vil altid elske dig. Lige meget hvad.” Sagde han tilbage, mens han trak resten af sit tøj af, så vores nøgne kroppe kunne smede sig sammen og jeg kunne mærke ham på de mest lidenskabelige måder man kunne mærke et andet menneske på. Før Niall havde jeg altid troet at begrebet at elske kun betød en sølle ting. Men efter Niall forstod jeg endelig dets sande betydning.

At elske nogen betød at man ville gøre alt for dem, at man var bundet til dem resten af livet og ville følge dem gennem alt. At virkelig elske nogen var et ubrydeligt usynligt løfte om aldrig at stoppe med at elske dem igen. Når du først elskede nogen på den måde kunne det aldrig stoppe. _______________________________________________________________________________________________

Jeg tror vi alle trængte en god kærlighedserklæring i alt det her uendelige kaos. Kærlighed kan altid bekæmpe alt, kan man jo som regel håbe.

Håber i at livet glatter sig ud for dem nu, eller er kaosset ikke helt forbi?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...