Madness - Niall Horan A.U 13+

121766103407
  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2016
  • Opdateret: 9 dec. 2016
  • Status: Færdig
Lige da Anastacia troede, at hele livet var begyndt at give mening, ramlede det hele sammen. I en fortælling om dyb og usikker kærlighed, samt løgne, intriger, drama og identitet, møder Anastacia sandheden om York og dets indbyggere, mens at spørgsmål vil blive besvaret, og andre vil blive stillet. Vil hun nogensinde kunne tilgive dem? Kan hun tilgive ham? Eller vil det hele bare blive endnu værre?
Dette er efterfølgeren til Crazy, så læs den først, for bedre forståelse... OBS. IKKE RETTET IGENNEM

AA
aa

30. Visiting the enemy 15+

JEG ADVARER MOD VOLDSOMME SCENER OG SPROGBRUG!

"Jeg er ung for evigt med en fod i graven"

L.O.C - Ung for evigt

 

Da jeg vågnede op den morgen havde jeg allerede besluttet mig. Jeg havde tænkt meget over konsekvenserne af de følgende valg jeg snart ville tage, men håbede selvfølgelig at det kun ville ende i den positive retning.

Jeg var heldig at jeg vågnede op før Niall. På den måde kunne jeg snige min nøgne krop væk fra hans og langsomt op fra sengen, så jeg ikke vækkede ham. Jeg tog mit tøj, der lå på gulvet, som var blevet taget af i forbindelse med den forrige aftens intime stund. Heldigt for mig opdagede Niall ingenting, så jeg kunne let snige mig i tøjet og hurtigt finde en seddel og lægge til ham på puden ved siden af.

Jeg måtte desværre løbe nogle erinder. Jeg ringer når jeg er på vej hjem – Ana. Pludselig var det blevet min tur til at lægge beskeder til Niall morgenen efter.

Jeg tog hurtigt mine ting og sikrede mig, at jeg havde kopieret den rigtige adresse fra Nialls telefon aftenen forinden, da han havde lagt den ulåst på bordet. Allerede nu kunne jeg mærke, hvordan mit hjerte bankede nervøst i brystet på mig. Enten skulle jeg til at gøre noget helt og aldeles storsindet, som ville få alle vores problemer væk, eller noget helt og fuldkomment sindssygt, som bare ville skabe endnu flere.

Det havde jeg en 20 minutters bustur til at gruble over, da jeg skulle helt til udkanten af byen. Dog kunne jeg sagtens forstå, hvorfor det var sidste stop på ruten, inden bussen vendte om igen. Lad os bare sige den lille lejlighed som Niall og jeg boede i, nærmest virkede som et helt palæ, i forhold til de mange rustne containere og forfaldne skure, som var samlet i alt for tæt bebyggelse her ude. Det løb mig koldt ned af ryggen jo længere ind i den skumle bydel jeg kom.

Jeg kiggede en sidste gang på adressen på min mobil, så jeg desværre kunne forsikre mig selv om, at jeg ikke var gået forkert, eller var stået af ved det forkerte stop. Jeg stod endda foran den rigtige bygning. Den lignede en forfalden gammel fabrik, men i så mange etager, så jeg nærmest blev intimideret. Det var nok mere tanken om det, der foregik inde i bygningen som intimiderede mig mere, end bygningens udseende. Jeg trak dog bare vejret dybt ned i mine lunger og håbede på det allerbedste, da jeg bankede på den store dør.

Desværre føltes det som om at døren gik op nærmest med det samme, og jeg straks blev budt velkommen ind i et stort mørkt rum. Mit hjerte hamrede nærmest af sted og jeg var ikke helt sikker på om jeg mon kunne huske hvordan man trak vejret ordenligt.

"Hvad er dit erinde?" Spurgte en ung kvinde hurtigt henne fra et skrivebord i den store mørke velkomsthal, så man skulle tro at jeg skulle ind til et ganske almindeligt og kedeligt jobinterview eller sådan noget. Gid det dog var så vel.

"Jeg skal tale med din øverst befalende.." Sagde jeg forsigtigt og prøvede at kigge alle andre steder hen end i hendes øjne. Det beroligede mig dog ikke mere af at hun kom med et kort hånende fnis, inden hun ringede på en klokke, så en høj mand kom ud fra en skjult dør ovre ved den ene væg og kom over til kvinden og mig.

"Før prinsessen til vores øverste befalende." Sagde hun med et let grin, som også fik den høje mand til at grine, inden han med faste skridt gik over mod mig.

"Jeg vil gerne.." Mere nåede jeg ikke at sige, før han greb hårdt fat om min arm og nærmest hev mig efter sig, så jeg straks mærkede panikken. Han trak mig over mod en lang korridor, hvor der for enden var en dør, som manden åbnede for så nærmest at smide mig ind, så jeg rent ud sagt dumpede ind. Jeg jamrede lidt over det hårde fald, da en stemme over mig fik alt inden i mig til at stivne.

"Jamen dog, hvem er det vi har her?" Jeg turde ikke kigge op, så jeg holdt bare mit blik rettet ned mod jorden. Personens stemme var mørk, hæs og ufatteligt nervepirrende. Det løb mig allerede koldt ned ad ryggen.

"Fortæl mig dit navn, prinsesse. Jeg bider ikke." Jeg fumlede mig op på benene og prøvede at tage mig sammen.

"Det er... Ana.." Noget sagde mig, at jeg var dybt dum, hvis jeg oplyste mit rigtige navn. Bare at stedet allerede gav mig kuldegys, fortalte det nok.

"Ana... Jaså.. Og hvad er det så du er kommet her for i dag, søde Ana?" Spurgte han, så jeg mærkede den nervøse klump i min hals. Jeg vidste lige fra starten af, at det jeg havde tænkt mig at gøre i dag, muligvis ville være den dummeste ide og handling jeg nogensinde havde taget, og alligevel stod jeg der og trak vejret tungt ind, inden jeg sagde:

"Jeg er her fordi, at jeg ønsker du skal stoppe dine forretninger med min ven." Jeg tog mod til mig og turde endelig kigge op, så jeg kunne se manden foran mig. Se hans store, djævelske smil, mærke øjne, men alligevel med fint sat hår og i skjorte og slips, samtidig med at hans autoritære position bag det store brune skrivebord nærmest gjorde ham større. Et sandt monster i jakkesæt. Han skræmte mig allerede fra vid og sans.

"Og hvem er så denne "ven" du taler om?" Spurgte han forsigtigt. Lyv, for satan. Lyv!

"Det er lige meget." Sagde jeg hurtigt, så han lænede hovedet lidt på skrå.

"Der er intet, der er ligegyldig viden for mig, mine kære. Fortæl mig din vens navn. Jeg skader ikke nogen." Jeg kunne ikke lade vær med at føle, at han sad og løj mig lige op i ansigtet.

"Jeg har en ven, som du har forretninger med og jeg er kommet for at sige, at du ikke skal kontakte ham mere." Han løftede det ene øjenbryn, overrasket over min udtale. Jeg ventede på at han skulle sige noget, men han endte bare med at rejse sig fra stolen bag kontorbordet, for at gå om på den anden side og læne sig op af bordet, med armene over kors.

"Du er særligt modig, siden du tør komme her og tro at du kan lave aftaler med mig, hva?" Sagde han og kiggede på mig med et lusket smil. Jeg sank en klump.

"Jeg er ikke bange for noget." Sagde jeg koldt, så han kiggede tænkende på mig.

”Du har ben i næsen.” Vurderede han og begyndte at gå over mod mig. Jeg holdt min vejrtrækning inde.

”Og alligevel ryster du?” Sagde han hurtigt, så jeg hurtigt kiggede ned på mine hænder og ganske rigtigt kunne se, hvordan de fik mine arme til at ryste. Jeg sank hurtigt.

”Du skræmmer mig ikke.” Sagde jeg hurtigt, for at prøve at overbevise mig selv endnu mere om påstanden. Dog gispede jeg hurtigt, da han hurtigt førte sin hånd op til min hals og lænede sig ned mod mig, så jeg mærkede hans kolde ånde mod mit øre.

”Jeg er en menneskekender, min skat. Jeg kan se, hvornår en person viser sine indre følelser. Hvornår de er vrede, glade, eller rædselslagene. Og jeg kan bestemt også se, hvornår en person ikke kun står og lyver over for sig selv, men også lige op i hovedet på mig. Og ved du hvad, smukke? Jeg hader når folk lyver for mig.” Sagde han og greb så stramt fast om min hals, så jeg straks gispede efter den luft han pressede ud af mig.

”Fortæl mig så, hvorfor du rigtigt er her… Anastacia.” Jeg kiggede hurtigt op på ham og mærkede straks, hvordan panikken susede ud i kroppen på mig. Han kendte mig… hvor kendte han mig fra?!

”Jeg ved ikke, hvem du taler om!” Prustede jeg hurtigt, så han vendte mig hårdt om mod sig.

”Men du kender mig… Og alle, der kender mig, kender jeg, kære Anastacia.”

”Jeg ved ikke hvad du taler om…” Prøvede jeg, så han udbrød en ond og lusket latter, som fik det til at gyse i mig.

”Du er dummere, end jeg troede… Tænk at du virkelig troede du kunne komme hele vejen her hen til mit kompleks, og tro at jeg ingen ide ville have om hvem i alverden du var. Specielt når jeg har vidst det hele tiden.” Jeg kiggede hurtigt op på ham og mit hjerte sprang et slag over.

”Hvordan kan du…”

”Tror du ikke mit netværk af djævle er større end du tror? Tror du ikke, at jeg har folk rundt om alle hjørner til at holde øje med mine små tyveknægte. Tror du ikke, de informerer mig om, når små tøsekryb som dig begynder at lave løjer med mig? Tror du ikke de har informeret mig om dig? Tror du ikke godt, jeg ved, at Niall Horan har fået en lille myg til at sværme rundt om sig?”

”Du ved ingenting!” Vrissede jeg hurtigt og spyttede ham så i ansigtet, så det ramte ham lige mellem hans højre øje og næse, så han klemte sit ansigt frastødt sammen. Jeg kiggede ventende på ham, indtil han brølede højt og skubbede mig hårdt ned i jorden.

”Bitch!” Vrissede han, mens jeg prøvede at sætte mig op fra det hårde fald mod det hårde betongulv.

”Jeg ved, hvad i er i gang med! I kan ikke flygte fra mig. Det ved Horan også godt!” Råbte han.

”Du skal lade ham være!”

”Nu skal du ikke komme for godt i gang, tøs! Du er kun et af mine mindre problemer, Niall Horan har meget større betydning end du overhovedet ved af.” Sagde han og smøgede ærmerne på sin hvide skjorte op til sine albuer.

”Jeg skulle have vidst, at den dreng kun ville ende med at give mig problemer. I sær, når han fik sådan en lille hvalp som dig!”

”Hold kæft!” Råbte jeg hurtigt og mærkede både angsten og adrenalinen pumpe i mig. Han grinede bare endnu en gang, inden han satte sig ned på hug foran mig og lagde sin hånd mod min kind, for at ae mig. Dog nåede jeg kun lige at få øjenkontakt med ham, inden han trak sin hånd langt tilbage og fyrede den hårdt mod min kind igen, så jeg væltede ned mod betongulvet igen af det hårde slag og denne gang slog hovedet ned i det. Jeg mærkede straks den voldsomme smerte og gispede hyperventilerende efter vejret.

”Tag hendes mobil og ring til Horan. Han skal lære at styre sine tøser. Jeg er sgu træt af alle hans efterladenskaber.” Sagde han, så der blev revet op i mig ved mit hår, så jeg skreg smertefuldt. Jeg kiggede op og fik øje på et velkendt ansigt. En af dem, der tog fat i mig og mærkede alle steder på mig efter min mobil var ham, der alle de andre gange var dukket op hjemme hos Niall. Jack.

”Jeg har fundet den, Rich!” Sagde han kort efter at have næsten revet min mobil ud af min lomme, for så at smide den over til Rich. Djævlen bag alt det her kaos. Jeg så kun til, mens at Rich tastede igennem mobilen, for at tage den op til øret og så kort efter sige.

”Jeg har din skødehund, Horan. Hvis du ikke kommer og henter hende med det samme, sørger jeg for at hun bliver til storskrald.” Han lagde på og kastede så mobilen hen til mig, så den landede hårdt og smadrende foran mine fødder, så jeg hurtigt kiggede op på ham.

”Han slår dig ihjel.” Sagde jeg advarende. Det fik ham bare til at trække på skuldrene.

”Niall Horan er allerede død, smukke. Han døde den dag han trådte op på mit trappetrin. Han har altid været fuldt bevidst om, hvad han gik ind til. Desværre endte han bare med at bryde reglerne, så jeg nu ikke har noget andet valg end at give ham en deadline, og hvis det ikke sker, så må jeg skille mig af med ham. Det går ikke for et firmas økonomi, at have små krystere, der stjæler og ikke overholder deres aftaler, vel? Men måske vidste jeg det allerede den dag, jeg tog ham ind til os, at han ville ende med at udfordre mig. Men pyt, jeg skal vel også have det lidt sjovt en gang i mellem, ikke?” Fortalte han, mens jeg mærkede, hvordan mit hjerte bankede faretruende i halsen på mig. Han smilede kort, da lyden af nogle døre, som nærmest blev flået op kunne høres på den anden side af væggen fuldt af en alt for velkendt råben:

”Hvor er hun?!”

”Vi har fået selskab.” Sagde Rich og fnyste, da døren ind til den store hal gik op og jeg straks vendte mig om mod Niall.

”Niall!” Skreg jeg højt på ham, men mærkede straks endnu en jagende smerte, da endnu en hård hånd ramte mit ansigt og jeg igen blev kastet hårdt ned i jorden, og mærkede hvordan luften røg ud af mig. Niall for straks over mod mig, men blev efterfulgt af to høje store fyre, der straks tog fat om ham, mens at Jack greb fat i mig og holdt os adskilt.

”Sikke hurtigt du kom, Horan. Hurtigere end jeg havde regnet med.” Sagde Rich hånende, mens Niall kæmpede for at komme ud af de to fyres hårde tag i hans arme, og jeg prøvede at komme ud af Jacks greb om mig, for at komme over til Niall også.

”Du rører hende ikke. ER DU MED?!” Skreg Niall nærmest. Det fik bare Rich til at fnyse, inden han kiggede på os begge to.

”Jeg kommer efter dig, Niall Horan. Og jeg er lige glad med, hvor mange af dine små efterfølgere, jeg må rydde af vejen, for at du forstår hvad du har gjort.” Sagde han, mens at to vagter åbnede dørene bag os.

”Giv så slip på hende!” Råbte Niall igen. Rich sukkede tungt.

”Hører du mig, Horan?! Jeg kommer efter dig og tager de ting tilbage du stjal fra mig, om jeg så skal slå alle ihjel omkring dig. Hører du mig!?” Råbte han i det, at de to fyre slap deres greb om Niall og Rich skubbede mig frem. Smerten jagede i hele mit ansigt, men jeg nåede kun at gå et par vaklende skridt, inden Niall for over og greb mig og trak mig knugende ind i sin favn. Jeg kunne mærke, hvordan hans hjerte bankede hårdt og hurtigt i hans bryst.

”Forlad min ejendom. Og næste gang jeg ser dig, og du ikke har mine penge, så falder brædderne, Horan!” Vrissede Rich bag os, mens at Niall og jeg satte i løb og flygtede ud af den nedlagte fabriks dække over den kaotiske verden, som Niall havde rodet os ud i. Hvad havde jeg dog gjort…______________________________________________________________________________________________

Hvad siger i til kapitlet? Og hvad tror i der sker nu?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...