Madness - Niall Horan A.U 13+

121766103407
  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2016
  • Opdateret: 9 dec. 2016
  • Status: Færdig
Lige da Anastacia troede, at hele livet var begyndt at give mening, ramlede det hele sammen. I en fortælling om dyb og usikker kærlighed, samt løgne, intriger, drama og identitet, møder Anastacia sandheden om York og dets indbyggere, mens at spørgsmål vil blive besvaret, og andre vil blive stillet. Vil hun nogensinde kunne tilgive dem? Kan hun tilgive ham? Eller vil det hele bare blive endnu værre?
Dette er efterfølgeren til Crazy, så læs den først, for bedre forståelse... OBS. IKKE RETTET IGENNEM

AA
aa

33. Victims

"That's what it means to crush, now that I am waking up

I still feel the blow, but at least now i know"

Lady gaga - Perfect illusion

 

Resten af den dag føltes sløret. Jeg kunne ikke få noget til at hænge ordentligt sammen. Det kunne jeg faktisk med ingenting længere. Alt virkede håbløst og det var som om, at hvert valg jeg tog førte mig længere ud på dybere og dybere vande. Hvis der ikke skete noget godt snart, så ville en ryge i faldet og så ville helvede for alvor gå løs. Jeg ønskede for alt i hele verden, at det ikke ville ske. Mine tanker ville bare ikke lade det slippe.

For mit store held, som jeg ellers troede var ved at rinde godt og grundigt ud, så var min lærer syg og jeg havde mine sidste timer fri. Det var nok også det bedste, da de sikkert ville være røget i bunken med ukoncentrerede timer sammen med de mange 100 andre. Så det var måske en lille redning, at de blev aflyst, så jeg kunne gå hjem til Marie og prøve at få styr på mine tanker.

Hele vejen hjem hørte jeg musik gennem mine høretelefoner, så jeg kunne zone ud fra virkeligheden og ind i min egen lille fantasi-verden, hvor der ikke fandtes problemer og katastrofer. Dog stoppede musikken i et par sekunder, for så at starte op igen bag efter, hvilket den altid gjorde, når jeg fik en sms. Dog blev jeg lidt overrasket over, hvem afsenderen kom fra.

#Kommer du snart hjem? – Niall. Jeg tog faktisk min smadrede mobil i hånden for at gøre mig klar til at svare ham tilbage, men endte bare med at kigge på skærmen, for så at lægge den ned i min lomme igen. Jeg havde boet hos Marie den sidste uges tid og havde faktisk ignoreret hver og en af Nialls utallige beskeder. Han havde endda endt op med at ringe til de andre for at spørge om de vidste hvor jeg var. Han havde fået svar fra Marie til sidst, som havde fortalt ham, at det var bedst, at jeg boede hos hende et par dage. Lige siden havde han skrevet til mig hver dag og lige siden havde jeg ignoreret hver og en af hans sms’er og opringninger.

Åh gud, hvor jeg dog hadede det. Jeg hadede at være et af de par, der kun skændtes og havde dårlige dage, frem for gode og kærlige. Jeg hadede at være hende veninden, der kom grædende hen til sine venner, for at fortælle om mig og min kærestes seneste skænderi, hvor vi igen var endt op med at have kastet ting efter hinanden, og den ene af os havde pakket en kuffert og var skredet. Jeg hadede at være i et forhold, der gjorde mig mere ulykkelig, end lykkelig. Og alligevel, så var jeg. Jeg var det hele.

Der var tider, hvor jeg følte, at jeg ikke længere kunne kende mig selv. Eller nogen. Det var som om, at jeg på ét år, var blevet 20 år ældre og jeg desperat prøvede at følge med, men ikke kunne. Det var som om jeg jagtede en del af mig selv, som jeg ikke kunne realisere, at jeg var blevet til.

Jeg gned mig i ansigtet, mens mine øjne sved og jeg prøvede at trække vejret kontrolleret, for ikke at skulle græde igen. Jeg var så træt af at vente på den store katastrofe hele tiden. For det var det, der drænede mig. Jeg ventede på den store katastrofe, som endelig ville slå benene væk under mig. Jeg havde før troet, at den allerede havde indhentet mig, men efterhånden begyndte jeg at indse, at alt det jeg havde været igennem de sidste 10 måneder, nærmest havde været stilheden før stormen. Den store storm, som for alvor ville få hele mit liv til at vende sig 180 grader. Jeg ønskede dog inderligt, at det bare var teorier i stedet for fakta.

Jeg blev vækket af endnu et stop i min musik, da en ny sms bibbede ind. Jeg håbede, at det ikke var Niall. Dog forbløffede afsenderen mig, da sms’en faktisk var fra Harry.

#Møde i huset. Nu. Harry plejede aldrig at formulere sig så kort, eller at være så kommanderende. Noget var galt. Jeg lagde hurtigt min mobil ned i min lomme og satte i løb hen mod retningen af huset på den forbandede parcelhusvej. Mit hjerte bankede allerede panisk i brystet på mig. Please, lad ikke stormen komme nu. Lad den ikke komme nu.

Forpustet dukkede jeg op ved huset cirka 7 minutter senere, og kunne ikke helt finde ud af om jeg ønskede at være dukket op senere, eller tidligere. Muligvis ingen af delene. Jeg kiggede rundt i stuen, hvor Harry stod med krydsede arme og lænede sig op ad en af sofaerne. Marie sad på køkkendisken i køkkendelen af stuen, mens Liam og Louis sad i en af sofaerne. Dog til min store overraskelse stod Leah ovre i hjørnet og kiggede bare meget forstenet ned i jorden. Jeg skulle til at spørge ind til det hele, da døren gik op bag mig og jeg hørte Niall kalde:

”Jeg kom så hurtigt jeg kunne… Hvad sker…” Spurgte han ude af den. Dog stoppede han hurtigt op, da han så mig.

”Ana…” Sagde han og skulle til at gå over mod mig, men Harry nåede at starte stormen:

”Det tror jeg frøken Problemsolver der ovre, kan svare på.” Sagde han og nikkede over mod Leah, som hurtigt tog sine hænder op for at gemme sit ansigt i, mens vi alle kiggede forvirrede over på Harry.

”Hvad sker der?” Spurgte jeg forvirret. Hvorfor så Harry så vred ud, og hvorfor var vi alle sammen samlet her, og endda Leah?

"Undskyld." Sagde Leah hurtigt, så vi alle kiggede hen på hende.

"Hvad undskylder du for?" Spurgte Niall hurtigt. Hun kiggede bedrøvet på os alle.

"Intet af det her ville nogensinde være startet hvis Ana, aldrig var kommet hertil..."

"Leah, hvad fanden fabler du om" Spurgte Marie hurtigt, så Leah kiggede nervøst mellem os alle.

”Jeg troede det ville hjælpe os!” Forsvarede hun frustreret, så Niall hurtigt trådte frem mod hende.

"Hvad gjorde du!?" Vrissede han hårdt, så hun trådte forskrækket tilbage.

"Jeg... J... jeg..."

"Leah!"  Råbte Marie utålmodigt, så Leah sagde:

"Jeg gav ham jeres navne." Vi kiggede alle på hinanden med forvirrede og uforstående blikke. Louis var den sidste til at spørge om det næsten åbenlyse spørgsmål:

”Hvem?” Leah kiggede hurtigt på Niall og så på mig, inden navnet lød over hendes læber.

”Rich Knoxville… Jeg gav ham jeres navne… jeres alle sammens. Jeg vidste ikke, hvordan jeg ellers skulle ramme jer…” Der var stille i et par enkelte sekunder, hvor vi alle kiggede lamslåede hen på Leah, inden forståelsen ramte os, og helvede brød løs. Specielt hos én.... Marie. Hun farede straks over mod Leah og begyndte at slå hårdt på hende, mens utallige rasende franske ord, som jeg efterhånden vidste, ikke havde en positiv betydning, blev kastet ud mod hende.

"Marie!" Råbte Louis og Harry i kor, og løb begge over og greb fat i hendes arme, mens hun vred hele kroppen og skreg ad Leah. Jeg trådte forskrækket tilbage og fik stødt ind i Liam, der hurtigt lagde armen tilbageholdende om mig.

”DIN LEDE KRYSTER! HVORDAN KUNNE DU GØRE DET, DIN FORPULEDE LILLE LU…”

”Marie, stop!” Råbte Niall hurtigt og gik hen foran hende, så hun stoppede med at vride sig i kroppen og så kiggede prustende op på ham.

"Forstår du det ikke, Niall? Hun har dræbt os allerede... Hun har dræbt os alle!" Råbte hun.

”Tag det roligt, Marie!” Sagde han igen, så hun prustede endnu mere.

”Gu fanden vil jeg ej! Hun er en kryster! Hun fortjener at ryge med i faldet.” Sagde hun vredt, så Harry trådte frem.

"Niall, han vil ramme os alle nu, vi er nødt til at finde ud af hvad fanden vi gør." Sagde han lige så oprevet som Marie. Jeg trådte hurtigt hen til dem, selv om Liam prøvede at holde mig tilbage.

”Vi kan jo ikke vide, om der vil ske noget…” Prøvede jeg.

”Tænk over det, Anastacia! Hvis først han kender til os alle sammen, så er der ingen vej tilbage!” Sagde Marie igen, så jeg hurtigt kiggede over på Niall.

”Der må da være noget vi kan gøre?” Spurgte jeg desperat. Desværre endte han bare med at kigge mig ind i øjnene, så jeg kunne se, hvordan sorgen allerede havde spredt sig i ham. Der var intet vi kunne gøre.

”Så hvad betyder det? Hvis han kender til os alle sammen, hvad så?” Spurgte Louis uforstående, så vi alle kiggede på hinanden, inden Leah desværre åbnede sin mund igen.

”Så ved han hvem i alle er, og så kan han finde jer og…” Startede hun, inden at Liam, desværre så klog som han nu var kiggede bedrøvet rundt på os alle.

”Han kan bruge os for at få fat i Niall, og hvis vi ikke er brugbare, er der sikkert kun én udvej.” Sagde han, så jeg hurtigt kiggede chokeret hen på Niall, mens det hele viste sig klart for mig. Rich kunne slå os ihjel. Alle sammen, uden grund, bare fordi han kunne. Der var ingen vej tilbage nu.

Louis nåede ikke at reagere hurtigt nok til at holde ordentligt fast i Marie, inden hun vred i sin krop ud af hans greb og farede hen mod Leah igen.

"Hvordan kunne du gøre det?!" Råbte hun, så Leah trådte et forskrækket skridt tilbage.

”I tog Zayn fra mig!”

”Han tog sig selv væk fra dig, din bitch!” Råbte Marie, mens vi nu alle prøvede at holde hende tilbage.

”Indrøm det! Alt det her var aldrig sket, hvis hun ikke var kommet hertil! Det er hendes skyld det hele!” Råbte Leah og pegede på mig.

”Hold kæft!” Råbte Marie rasende. Jeg kiggede hurtigt på hende, og blev lidt chokeret over synet. Tårerne trillede ned af hendes kinder, mens hun var helt rød i hovedet af raseri. Jeg havde sjældent set Marie sådan. Så sorgfuld, så rasende, så berørt. Marie havde aldrig været typen, der græd eller viste sine følelser offentligt. Jeg havde i hvert fald kun set det meget få gange, derfor var det næsten helt chokerende, når man så det så tæt på.

”Du kan intet gøre, Marie! Det var Niall, der startede den her krig. Det er ham du skal hade!” Vrissede Leah hurtigt, så det var min tur til at vende mig vredt mod Leah.

”Det her er ikke Nialls skyld. Du ved slet ikke, hvad Niall har været igennem!”

”Ana…” Prøvede Niall hurtigt, men jeg fortsatte i stedet:

”Du skal ikke komme og sige, at det er Nialls skyld det her. Sådan som jeg ser det, så er det vores alle skyld… du har bare valgt at skubbe os alle sammen i døden.” Vrissede jeg rasende. Jeg havde fået nok af hende. Jeg havde aldrig været vild med ideen om, at hade, eller være hadet af folk. Jeg havde også altid prøvet at komme ordentligt ud af det med Leah, men det var altid hende, der kom med lede kommentarer og var led mod mig, og denne gang var hun gået over stregen. Nu havde jeg fået nok.

”Så du skal fandme ikke komme her og påstå at du ved en fucking skid, når du selv er en forbandet løgnagtig slange, der lige fra dag et af, alligevel har ønsket at denne her mulighed skulle komme. Vi kommer ikke til at dø på grund af os selv, Leah. Men på grund af dig. Du startede det her. Det her er din krig.” Sagde jeg og mærkede, mens mit hjerte bankede hårdt i brystet på mig. Leah kiggede hårdt på mig.

”Piger starter ikke krige.” Sagde hun bestemt med sine arme over kors, så Marie trådte frem ved siden af mig, fordi Louis lod hende gå. Hun kiggede fra mig og så over på Leah.

”Nej. De slutter dem.” Og så løb hun frem og bankede Leah hårdt ind i væggen, så alle råbte af alt og hinanden og Marie skreg ad Leah, der hylede efter nåde. Vi løb alle over og prøvede at flå dem fra hinanden, inden at Niall hev fat i mig og hev mig ud af stuen og ud i gangen.

”Hvorfor gjorde du det?” Spurgte han hurtigt og kiggede uforstående ind i mine øjne.

”Fordi ingen af os nogensinde vil indrømme det.” Sagde jeg og mærkede stadig mit fuldt pumpende hjerte inde i mit bryst.

”Men hvorfor? Hvorfor kan du ikke bare indse, at hun har ret… Jeg har ødelagt alt, Ana… For jer alle sammen…” Prøvede han. Jeg nikkede forstående.

”Det ved jeg godt.” Indrømmede jeg ærligt og kiggede ham i øjnene. Han sukkede tungt.

”Ana, jeg lover dig… Det var aldrig meningen, at det skulle komme så langt.” Sagde han og trådte tættere på mig, men af flere grunde jeg ikke helt kunne forstå, trådte jeg hurtigt et skridt væk.

”Men det gjorde det.” Sagde jeg og gik tilbage til det kaos, alt det her var endt ud i.

Det her var det kaos, jeg så længe havde fornemmet komme. Jeg frygtede bare, at vi kun var i udkanten af stormen og snart ville blive trukket helt ind til dens mest helvedes kaotiske kerne. _____________________________________________________________________________________________

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...