Madness - Niall Horan A.U 13+

121766103407
  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2016
  • Opdateret: 9 dec. 2016
  • Status: Færdig
Lige da Anastacia troede, at hele livet var begyndt at give mening, ramlede det hele sammen. I en fortælling om dyb og usikker kærlighed, samt løgne, intriger, drama og identitet, møder Anastacia sandheden om York og dets indbyggere, mens at spørgsmål vil blive besvaret, og andre vil blive stillet. Vil hun nogensinde kunne tilgive dem? Kan hun tilgive ham? Eller vil det hele bare blive endnu værre?
Dette er efterfølgeren til Crazy, så læs den først, for bedre forståelse... OBS. IKKE RETTET IGENNEM

AA
aa

13. The truth

"We used to be best buddies, and now we're not, I wish you would tell me why

do you want to build a snowman? It doesn't have to be a snowman"

Jasmine Thompson - Do you want to build a snowman (Frozen cover)

 

Kulden bed hårdt i mine kinder og jeg kunne se min ånde i aftenens mørke. Jeg lod mine fødder danne dybe fodspor i sneen, som stadig kom dalende ned fra himlen. Jeg ville gerne have sagt, at det havde taget mig meget omtanke, om hvorvidt jeg skulle gå eller ej. At jeg havde siddet i flere timer og tænkt hele situationen igennem, mens at jeg til sidst kun havde gjort det, for at tage hen og sætte min fod hårdt i jorden og sige fra. Desværre var situationen bare den, at jeg nærmest var taget af sted med det samme uden at tænke en eneste tanke omkring det hele. Jeg var gået og det eneste mål jeg havde i sigte, var at komme hen og høre hvert eneste ord han havde at sige, uden at sige noget i mod. Jeg hadede mig selv for, at give så hurtigt efter, men den lille del inden i mig, som jeg ellers troede jeg havde gemt så godt væk, skreg efter at høre alle hans sandheder. Jeg håbede sådan at når jeg gik hen til ham i aften, så ville de komme frem.

Jeg gik langsomt hen mod den mørke gyde, mens jeg huskede det nostagiske, men også hjerteknusende minde, fra den aften, hvor jeg havde fulgt ham her hen. Jeg kiggede på det høje stakit, som jeg altid havde kluntet mig over, men som jeg denne gang klatrede problemløst op ad og så hoppede ned på den anden side, uden at lande forkert som jeg havde gjort den første gang.

Den nyfaldne sne lagde sig i et tykt lag over den lille gyde, så jeg tydeligt kunne se det andet par fodspor ud over mine egne. Jeg trådte ned ved siden af de allerede eksisterende par fodspor og gik over og satte mig ned på det gyngestativ, der egentlig altid havde stået der, men som jeg nok havde været for optaget til at tænke over, og satte mig ned på den frie gynge ved siden af ham. De eneste fodspor man kunne se var vores, som om vi var de eneste i hele verden. Men ingen af os sagde noget. Jeg ønskede heller ikke at sige noget. Jeg ønskede kun at sidde der, lige så stille på den frie gynge ved siden af den optagede gynge, hvor fyren med det blonde hår, hæse accent og fortryllende blå øjne sad.

Jeg kiggede forsigtigt hen på ham, da han sank den tår han havde taget i munden fra den flaske alkohol han havde i hånden, inden han tørte sig om munden og så smed flasken hen ad jorden. Jeg trak vejret tungt ind.

”Jeg troede du ville have sværere ved at finde mig.” Sagde han lavt. Jeg svarede ham i mit hoved, men ordene kom ikke ud af min mund.

”Undskyld jeg ringede..” Sagde han hurtigt, så jeg kiggede op på ham.

”Du skal ikke undskylde.” Sagde jeg hurtigt, så han holdt vejret.

”Og alligevel virker det til at være det eneste jeg er nødt til.” Sagde han, så jeg fjernede mit blik fra ham og kiggede ned i mit skød. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Alt virkede nærmest åndssvagt at sige.

”Jeg har fødseldag i morgen.” Indrømmede jeg hurtigt, så han kiggede op på mig.

”Det ved jeg…” Sagde han, så jeg kiggede overrasket op på ham.

”Ved du min fødselsdag?” Spurgte jeg. Han trak på skuldrene.

”Jeg har altid vidst det tror jeg…” Indrømmede han. Jeg sukkede lidt.

”Jeg ved ikke, hvornår du har fødseldag…” Indrømmede jeg. Han trak på skuldrene.

”Det var i September. Men jeg siger det aldrig. Jeg hader fødselsdage…”

”Hvorfor sagde du ingenting? Jeg ville da have købt dig noget.” Sagde jeg og kiggede allerede irriteret på ham. Han trak på skuldrene igen.

”Det er ligemeget… Jeg var alligevel helt væk den dag, så jeg ville garanteret ikke have kunnet husket det alligevel.” Sagde han ærligt, så jeg trak vejret tungt ind.

”Tænk at jeg overså din fødselsdag.” Sagde jeg ærgerligt. Niall sukkede.

”Der var så mange ting jeg selv overså, så jeg tror ikke du har noget at undskylde for…” Sagde han og kiggede op på mig, så jeg tav. Jeg kiggede lidt på ham, men måtte hurtigt kigge væk, da det allerede gjorde alt for ondt.

Der gik et stykke tid, hvor ingen af os sagde noget. Jeg fokuserede bare på den hvide klare sne, der dalede ned over os, og dækkede hele gyden i et tykkere og tykkere lag af klar, hvidt sne.

”Ønsker du ikke nogle gange, at du kunne gå tilbage til dengang alt var simpelt?” Spurgte han dog pludseligt. Jeg sukkede tungt.

”Aldrig. Og alligevel hele tiden.” Sagde jeg ærligt, så han kiggede hen på mig.

”Jeg er så ked af det, Anastacia… Jeg er så forbandet ked af det…” Startede han.

”Niall, jeg…” Prøvede jeg, men han rystede hurtigt på hovedet.

”Jeg skulle have fortalt dig det. Jeg skulle have fortalt dig det hele, lige fra starten af. Så var vi måske aldrig endt sådan her.” Sagde han og kiggede sørgmodigt ned i jorden. Jeg trak vejret dybt ind.

”Hvorfor gjorde du det så ikke?” Spurgte jeg og kiggede på ham. Han holdt vejret.

”Fordi du ville have set alle mine dæmoner.” Sagde han, så mit hjerte sprang et slag over, inden jeg bad ham om det inderlige ønske jeg havde gemt så længe på. Og som jeg garanteret for min egen skyld, bare skulle have sagt til ham fra den dag det kom frem.

”Fortæl mig det. Hver lille detalje. Fortæl mig det hele.” Sagde jeg, så han kiggede op på mig og sank en klump.

”Okay… Jeg fortæller dig det.” Sagde han og startede:

”Jeg kunne mærke raseriet pumpe i kroppen på mig. Jeg hadede ham. Jeg hadede hende. Jeg hadede dem alle sammen. Hvordan kunne han gøre det mod mig? Min egen far? Var det ikke meningen at en far skulle gøre alt for sin søn, og ikke forlade ham, når sønnen kun var sølle 16 år gammel? En alder, hvor han havde allermest brug for sin far? Nej, ikke min far. Min far vidste ikke bedre end sine egne behov. Derfor kunne jeg ikke lade vær med at mærke hadet, da han smækkede røret på og afsluttede vores telefonsamtale, efter at have fortalt mig, at hvis jeg ønskede at flytte til USA og bo hos ham igen, så ville jeg komme til at få brug for en masse penge. Jeg havde ikke penge til en lejlighed, eller Harward, eller bare én fucking flybillet. Jeg havde intet, og alligevel regnede han med at jeg, som en lille dreng på 16 år, ville kunne klare alt selv.

Jeg hadede ham. Jeg hadede ham for at forlade mig. Jeg hadede ham for at skabe Lilly, bare for at overlade hende til tusinde barnepiger, mens jeg skreg efter, at den eneste, der kunne tage ordentligt af hende, var mig. Lilly var det eneste gode jeg havde tilbage efter at min mor skred, og min far smed bomben om, at han flyttede til Amerika. Han undlod bare den lille detalje, at der ingen planer var om, at hans egne børn skulle med.

Han forlod mig. Han forlod os alle sammen. Han var ikke min far længere. Ikke efter den dag. Den dag var han bare en mand på et billede, der måske var en forælder til mig, men han var ikke min far. En far ville aldrig forlade sin søn.

Fra den dag af, startede en følelse inden i mig. I følelse som jeg ikke ønskede at føle, men som jeg efterhånden lærte at jeg ikke kunne slippe af med. Jeg prøvede at få følelsen væk med boksning, men det var ikke nok at slå til en pude. Det var heller ikke nok, hvor mange gange jeg ikke overholdt vores aftaler, eller hvor mange gange jeg bare blev væk i flere dage. Følelsen brændte  inden i mig, fordi alt det jeg gjorde alligevel aldrig ville være nok til at min far ville komme tilbage. Det var en brændende følelse af had.

Lige indtil jeg mødte Rich.

I starten føltes Rich lidt som en erstatning, for den far jeg så længe havde søgt. Han var spændende. Han drak, røg, havde tatoveringer, knaldede en ny pige hver uge og gav ikke en skid for noget. Rigtig god inspiration for en letpåvirkelig 16 årig dreng.

Havde jeg vidst, hvad jeg ville rode mig ud i, så havde jeg vendt om med det samme. Men tanken om hvor meget jeg ville såre min far, ved at gøre det, så han måske endelig kunne se, hvilken sorg han havde skabt for sin søn, frydede mig. Derfor gik jeg med til det.

”Så hvor gammel er det du siger du er?” Spurgte en af de høje drenge. Inderst inde råbte jeg af mig selv. Jeg burde ikke være her. Min far var gået for langt denne gang, men det her var slet ikke den rigtige måde at løse det på, slet ikke! Det her var farligt, for farligt. Jeg burde løbe min vej. Desværre var det første flere år efter, at jeg indså dette.

”16.” Sagde jeg, mens jeg kiggede ned i jorden. Nogle piger over i nogle af sofaerne gispede. Hvis jeg ikke var så bange havde jeg kunnet se deres forbavsede ansigter, men jeg holdt ansigtet rettet mod jorden.

”Jeg er imponeret!” Sagde Rich’ ven, Jack og gik over mod mig. Nervøsiteten steg, da han lagde sin hånd på min skulder, for derefter en smule hårdt, slog mig på siden af hovedet.

”Og hvorfor mener du så, at du er værdi nok til at blive en del af gruppen?” Spurgte Jack hårdt.

”Fordi jeg ikke er bange.” Løj jeg. En af fyrene rystede på hovedet.

”Hør her, makker, det her er ikke en leg.  Det er alvorlige sager. Er du først inde slipper du ikke ud igen!” Sagde han.

”Jeg er ikke bange!” Sagde jeg og kiggede ham insisterende op i øjnene. Jack grinede.

”Jeg må sige, jeg er meget imponeret. Det er ikke tit at vi har rollinger med i gruppen.” Annoncerede han.

”Er du sikker på, du ville kunne klare det, knægt?” Spurgte Rich bag mig, uoverbevist.

”Tag mig nu bare med i den fucking gruppe!” Råbte jeg for at virke hårdere, mens jeg var ved at skide i bukserne. Det her var fucked! Jeg havde aldrig været så langt ude at bunde, og hvis jeg først meldte mig ind i det her, var der ingen vej tilbage. Havde jeg dog bare tænkt over det lidt mere, havde jeg aldrig gået med til det. Men jeg var dum. Jeg kiggede på ham og kunne sværge at jeg så mit livs undergang i hans øjne.

”Okay, vi tager til en fest inde i byen i morgen. Du kender vores betingelser. Kan du klare dem, er du optaget!” Sagde han og kiggede med et skævt smil på mig. Jeg kiggede rundt på dem alle sammen, inden jeg uden at tænke nikkede med hovedet.

”Jeg gør det!” Sagde jeg. Rick klappede af mig, mens jeg kunne se hvordan jeg lige havde begået selvmord.

Hele den nat sov jeg ikke, og jeg havde det så dårligt, da vi aftenen efter mødtes et par fra gruppen ved det hus, som Jack brugte til sine fester. Det var det samme hus altid, og ingen af os vidste rigtigt om det var et han ejede, eller om det bare var et han brugte, eller om det faktisk tilhørte nogle. Sådan et hus, som var møbleret, men som Jack og hans slæng, brugte som dække til deres forretning.

Jeg var dukket op, som jeg havde fået besked på. Dog da jeg så Jack ankomme til festen, mærkede jeg kvalmen stige. Især da han straks gav mig den lille pose med piller, som var min opgave at få væk inden aftens udringning. Jeg kunne have brækket mig af ren nervøsitet ud over hele gulvet.

Jeg vidste at min opgave var at få dem væk så hurtigt som muligt, for at gøre Jack stolt, men hvem fanden skulle jeg gøre det til? Jeg var stadig den nye dreng, der var flyttet til nabobyen for et par måneder siden. Lige indtil der blev prikket på min skulder og jeg vendte mig om og blev mødt af Marie.

Marie havde en ven kaldet Harry, som jeg havde mødtes med et par gange. De virkede begge to som nogle faktisk okay mennesker, og jeg kunne faktisk godt lide dem. Dog havde Marie fortalt mig om deres ven, Louis, som vist ikke var glad for mig. Jeg havde ikke engang gjort ham noget? Men det vidste jeg selvfølgelig ikke, at jeg havde.

Jeg glemte hurtigt min opgave og endte med at sidde i nogle af sofaerne og snakke med Marie og Harry. Vi sad og røg og jeg havde efterhånden vænnet mig til den forkullede røg i mine lunger, hvilket nok var et forfærdeligt tegn. Jeg prøvede dog at se bort fra det.

På et tidspunkt forlod Harry os, fordi en af hans andre venner ville have ham med udenfor. Herefter sad jeg bare og snakkede med Marie. Hun var faktisk virkelig køn, men hun virkede også som den type som alle elskede, men ingen kunne få. Så jeg lod ikke mit håb vokse sig alt for stort. Dog ændrede det sig lidt, da jeg fik øjenkontakt med Jack i det ene hjørne, og han så med et advarende blik peget på uret på hans hånd. Jeg var ved at løbe tør for tid. Hvad fuck skulle jeg gøre?!

”Jeg går ud og danser!” Råbte Marie og gav mig hendes kop i hånden for at hoppe ud på dansegulvet med de andre. Jeg kiggede over på Jack og sank en klump, inden jeg kiggede ned på Maries drink og den taske hun havde efterladt ved siden af mig. Jeg var nødt til at gøre det. Jack ville slå mig ihjel, hvis jeg ikke gjorde, og så ville alle mine handlinger over for min far bare være en endnu større skuffelse.

Så derfor tog jeg posen op fra min lomme med de piller, som jeg skulle dele ud og puttede tre i hendes drink, og sørgede for at hun betalte med de penge, der var i hendes pung.

Jeg havde klaret opgaven.

 

”Druggede du hende? Var det sådan hun endte op med Harry?” Spurgte jeg, da Niall havde sagt det sidste og sad og skælvede, mens tårerne trillede ned af mine kinder.

”Det var aldrig min mening, at såre hende, eller Harry, eller Louis, eller dig, eller nogen som helst!” Undskyldte han.

”Men du fortsatte alligevel?”

”Jeg blev besat, okay? Jeg elskede tanken om, at det jeg gjorde endelig var dårligt. At jeg ikke længere gjorde noget, som der blev forventet af mig, og som folk blev glade af. Jeg elskede at være frygtet af folk og have magten. Jeg ønskede at trodse min far, og såre ham på det dybeste, men så kom Lilly ind i mit liv og du kom, og…”

"Hvorfor er det så at du er i problemer med Rich nu?"

"Fordi så dum som jeg var, så ønskede jeg stadig at tage til Amerika for at stå ansigt til ansigt med min far, men jeg tjente ikke pengene særligt hurtigt, så jeg tænkte, at hvis jeg beholdt nogle af pengene, så ville det ikke skade nogen... Og nu skylder jeg Rich flere penge end jeg har, og jeg aner ikke længere om jeg kan bunde mere i det lort jeg har rodet mig ud i..." Fortalte han, så jeg lukkede mine øjne opgivende i og trak vejret tungt ind, mens jeg for alt i hele verden prøvede at undgå det kaos Niall fortalte mig om. Jeg kunne ikke klare mere kaos. Jeg ønskede ikke mere kaos.

”Hvad skete der efterfølgende? Både med Harry og Marie og Louis… og din skole?” Spurgte jeg forsigtigt. Han sukkede.

”Du ved vel nok, at der blev sendt en video ud den aften, af Harry og Marie sammen. Sandheden er vel, at jeg syntes det var sjovt, at jeg kunne manipulere så meget med så mange mennesker, og såre så mange, så jeg tænkte vel ikke rigtigt over det. Ikke indtil at alle til den fest, talte om deres akt, og Marie ikke dukkede op i flere uger. Helt fra starten af, har hun hadet mig. Harry ved jeg ikke… ham og Marie har jo aldrig været sammen, sammen… men de er hinandens udkårne, så de vil jo gøre alt for hinanden… Men jeg havde jo også fået Harry mere og mere ind i slænget så… Ja, til sidst kom de vel begge tilbage, og jeg bildt dem ind, at det var en syg leg jeg havde kørende, for at de kunne godkendes til at være mine venner. Det var også der jeg opfandt ”Sexappeal-faktoren”. Efter der, tror jeg bare det hele ekspanderede, og inden jeg havde set mig om, havde jeg både skaffet mig venner, men også fjender. Jeg var et svin over for alle jeg kendte, og jeg elskede det… det var derfor jeg blev smidt ud.”

”Hvad skete der?” Gentog jeg og lyttede opmærksomt med. Niall fnyste.

”Jeg solgte noget pulver til en fyr til overpris, og det gad han ikke at finde sig i, så han konfronterede mig med det. Selvfølgelig var jeg jo bare for dum til at tro, at det at starte et slagsmål med ham, midt på gangen, ville være okay. Jeg ville bare give ham en reminder om, at det jo i sidste ende, var mig, der bestemte. Efter det tog lærerne vel chancen til at bortvise mig. Det var selvfølgelig ikke kun efter den ene episode… Jeg troede jo, at jeg var en konge, så selvfølgelig opførte jeg mig som en, så skolen og etik kom altid i sidste række… Og det skabte problemer…” Sluttede han og trak så vejret hakkende ind, så jeg kiggede på ham og kunne se den ærlige angrelse.

”Nogle gange hader jeg mig selv.” Sagde han hårdt, så det var min tur, til at sukke ad ham.

”Jeg vil sådan ønske, at du kunne lære, at elske dig selv, Niall.” Sagde jeg, så han kiggede op på mig.

”Niall, hvis du kunne lære at se dig selv, som jeg ser dig, så tror jeg måske, at alle dine problemer ville forsvinde." Sagde jeg og snøftede kort.

”Jeg har gjort for mange onde ting, til at jeg kan elske mig selv længere, Ana…”

”Der var også en gang, hvor jeg ikke elskede mig selv. Ikke engang en lille smule. Jeg hadede mig selv så meget, at jeg ikke engang troede at man kunne hade noget så meget… Men så mødte jeg dig. Jeg har aldrig elsket mig selv, men dig… åh gud. Jeg elskede dig så meget, at jeg helt glemte hvordan det egentlig føltes at hade mig selv.” Indrømmede jeg, så han kiggede op på mig med en skælvende underlæbe, mens tårerne trillede ned af mine kinder.

”Og selv om jeg ville ønske, at tingene var endt anderledes, så ønsker jeg dig stadig det allerbedste, til trods for alle de ting du har gjort.” Den første tåre trille ned af hans kind. Mit hjerte gjorde så ondt for den fyr, der sad foran mig. Men alligevel så var jeg så træt af smerten og forbandede den så langt væk til det mest forjættede land, selv om det at smide smerten væk, garanteret ville bringe mere smerte.

”Passede vi nogensinde sammen?” Spurgte han og kiggede ned i jorden. Jeg valgte ikke at svare på hans spørgsmål, men stilte ham i stedet et nyt:

”Måske vil vi møde hinanden igen, når vi er bedre for hinanden?” Et knust fnys kom ud af Nialls læber.

”Måske vi en dag vil møde hinanden, når livet er mindre kaotisk? Hvor jeg vil være god for dig, og du vil være god for mig?” Sagde han og snøftede tungt ind. Jeg snøftede også, inden jeg kiggede på ham.  

”Men lige nu er jeg kaos til dine tanker, og du er gift mod mit hjerte.” Sagde jeg. Niall Horan ville for evigt have en stor plads i mit hjerte, som nogen anden nok aldrig ville få. Men jeg var nødt til at give slip, ikke kun for min egen skyld, men også for hans.

”Hvad hvis jeg ikke kan glemme dig?” Spurgte han hurtigt, så jeg trak vejret tungt ind.

”Vi vil altid have en lille del af hinanden i os. Uanset hvad.” Sagde jeg og rejste mig fra gyngen.

"Ana, jeg el.." Startede han, men jeg afbrød ham, inden hans fortryllende ord skabte mere kaos til mit knuste hjerte.

”Elsk dig selv, Niall Horan… Du er alt hvad jeg har.” Sagde jeg som det sidste, inden jeg med tunge skridt efterlod mit hjerte hos ham, og jeg vidste at det nu officielt var forbi. Der var ikke noget der hed Niall og Anastacia mere. Den del efterlod jeg hos Niall.

Den del var desværre hele min sjæl og mit hjerte. Men nogle gange er man nødt til at ofre sig selv for andre og ens eget bedste. Og for Niall ofrede jeg gerne min kærlighed og sjæl til ham. Uden tøven.

Hvis vi begge skulle slippe levende ud af det her, så ofrede jeg gerne alt. _______________________________________________________________________________________________

Sandhederne kom frem, og jeg undskylder. XX   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...