Madness - Niall Horan A.U 13+

121766103407
  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2016
  • Opdateret: 9 dec. 2016
  • Status: Færdig
Lige da Anastacia troede, at hele livet var begyndt at give mening, ramlede det hele sammen. I en fortælling om dyb og usikker kærlighed, samt løgne, intriger, drama og identitet, møder Anastacia sandheden om York og dets indbyggere, mens at spørgsmål vil blive besvaret, og andre vil blive stillet. Vil hun nogensinde kunne tilgive dem? Kan hun tilgive ham? Eller vil det hele bare blive endnu værre?
Dette er efterfølgeren til Crazy, så læs den først, for bedre forståelse... OBS. IKKE RETTET IGENNEM

AA
aa

45. The end.

"Over and over, the only truth

everything comes back to you"

Niall Horan - This Town

 

Jeg sov ikke i de tre dage, der efterfølgende gik. Jeg overlevede bare i en form for traume og trancetilstand, hvor verden bare passerede forbi mig. Mit hjerte gjorde så forfærdeligt ondt, at jeg var sikker på, at jeg i al den tid ikke havde lavet andet end at græde. Det var det mærkeligste af det hele. Bare at gå rundt og ikke føle andet end sorg og håbløshed. Især over for ham. For et år siden, ville jeg have grint mig selv i laser, hvis nogen nævnte, at jeg ville komme til at græde så forfærdeligt over Niall Horan, fordi jeg savnede ham så forfærdeligt meget. Nu, ja nu, der var jeg bare forvirret. Det var som om, at intet gav mening uden ham. Som om, mit liv nu officielt var gået i stå.

Hvorfor skulle han overgive sig? Hvorfor kunne han ikke bare kæmpe videre, som han altid havde gjort. Hvorfor tænkte han absolut på sig selv lige i det øjeblik. Hvorfor tænkte han ikke på, hvad hans beslutning ville føre med sig. Hvad fanden tænkte den store forbistrede idiot dog på?

Niall tænkte på alt andet end sig selv i det øjeblik.

Jeg tog mig til hovedet. Inderst inde, vidste jeg jo godt, at jeg bare lod sorgen drive af med mig, fordi jeg godt var klar over den realitet, der skulle til at møde os alle sammen, ved at Niall røg ind. På en måde, kunne vi alle sammen vel også have det sagt det til os selv på forskud, at det alligevel nok på en eller anden måde ville være endt sådan her, uanset hvad. Jeg havde dog håbet at det ikke var sket så hurtigt.

Larmen af Lilly, der tabte sin dukke ved siden af mig, vækkede mig hurtigt, så jeg kiggede ned og så tog dukken op til hende ved siden af mig. Hun smilede forsigtigt op til mig og lænede sig bag efter ind til mig.

”Kommer jeg så til at bo sammen med dig og Harry nu?” Spurgte hun, mens hun pillede lidt ved håret på Barbie-dukken. Jeg nussede hende forsigtigt i håret.

”Det kommer an på, hvor du helst vil bo henne.” Sagde jeg og holdt en positiv tone for hendes skyld. I min egen trance havde jeg helt glemt, det lille sårbare væsen ved siden af mig, også led under, at hendes eneste trygge base nu blev revet fra hende.

”Jeg vil bo hos dig.” Sagde hun og kiggede bedende op på mig. Jeg smilede bare til hende og lænede mig så ned og kyssede hende i håret, inden Harry kom hen mod os, med nogle papirer i hånden.

”Ifølge papirerne, så hvis bare Niall og hans mor eller far går med til det, så er det okay, hvis du overtager værgemyndigheden over for Lilly. Du kan dog ikke slippe for en hulens masse papirarbejde.” Fortalte han og rakte mig den tykke bunke papirer, som han havde hentet til mig fra administrationsbureauet inde i byen, mens vi alligevel bare havde siddet og ventet her på svar fra alle de andre.

Der var så meget, der skulle klares, at jeg nærmest ikke turde tænke på, hvor meget papir-arbejde der lå i det. Det virkede ikke som mit livs yndlings kop te. Det gjorde intet af det her.

”Er du okay?” Spurgte Harry lidt efter, så jeg fjernede mine hænder fra mit opgivende ansigt og kiggede op på ham.

”Jeg tror, at når det hele er overstået, så vil jeg enten blive super lettet, eller endnu mere ked af det.” Indrømmede jeg og kiggede ned ad gangen til opholdsværelserne for de kommende fængselsfanger.

I dag var dagen, hvor Niall skulle få sin dom. Og inderst kendte jeg allerede svaret.

”Måske er det nemmest bare at tage det hele én dag ad gangen, så du ikke kommer til at stresse dig selv for meget.” Foreslog Harry venligtsindet, så jeg sukkede og sendte ham et tryghedssøgende smil.

”Tror du vi klarer den?” Spurgte jeg fortvivlet. Dog nikkede han bare og sendte mig et forsikrende smil.

”Selvfølgelig gør vi det.” Sagde han, så jeg følte mig lettere om mine skuldre og mit hjerte, så jeg kunne læne mig tilbage i den ukomfortable stol jeg sad i og fortsætte med at vente. Dog gik der ikke længe før dørene ned til fængselsgangen gik op og to vagter kom ud med den kendte lyshårede fyr, jeg så længe havde længtes efter.

Jeg tænkte faktisk slet ikke på nogen af dem, der sad omkring os. Jeg tænkte nærmest ikke på noget. Ikke på andet end Nialls øjne der hævede sig fra gulvet, så de ramte mine og den inderlige længsel i mig, bare blev tusinde gange større og jeg så for op fra stolen og hen til ham og lige ind i hans elskede favn, så følelserne for alvor tog over mig.

”Din store forbandede, lede, uretfærdige, dumme og grimme idiot!” Rasede jeg ind i hans skulder, mens han klemte mig ind til sig.

”Grim ligefrem?” Spurgte han med et let grin, så jeg bare rystede på hovedet og så slap ham.

”Overhovedet ikke.” Sagde jeg og kiggede på ham, så han smilede stort og trak mig ind til sig igen.

”Jeg er så ked af det, Ana… Jeg er virkelig ked af det.”

”Det skal du ikke være.” Trøstede jeg bare, men måske var det mere mig selv jeg trøstede, end Niall. Niall endte dog bare med at slippe mig en sidste gang, inden han lagde sine hænder på mine kinder og så kyssede mig. Han smilede forsigtigt til mig, inden han smilede over mod Harry og lille Lilly, som straks løb over i favnen på sin storebror, så han trak hende op og så slap hende med den ene hånd, for at holde om min i stedet.

”Hvor lang tid er du så fri, min ven?” Spurgte Harry sin bedste ven, inden Niall kiggede fra Harry og ned til mig.

”Jeg har 2 timer.” En klump samlede sig i min hals med det samme. 2 timer og det var farvel.

”Så lad os få det bedste ud af dem.” Sagde Harry, så vi alle smilede til hinanden og gik ud.

 

Vi grinede alle sammen højt, da Harry gyngede Lilly højt på gyngen, så hun skreg højt og grinende, hver gang han skubbede hende et par centimeter højere op, så Niall og jeg, der sad på bakketoppen for enden af legepladsen heller ikke kunne lade vær med at grine.

”I er for åndssvage.” Grinede Niall, mens jeg lænede mig ind til ham og Lilly så stoppede gyngen med sin fod for at hoppe af, så Harry hurtigt kiggede over på os og så meget tænkefuld ud, inden han kiggede på sin telefon, for at se klokken. Jeg kiggede hurtigt på klokken på mit ur.

En halv time tilbage. Hvordan var tiden dog gået så hurtigt? Og hvorfor kunne den dog ikke bare gå meget langsommere?

”Lilly, kunne du ikke tænke dig en kæmpe is?” Spurgte Harry hurtigt, så hun nikkede stort og Niall og jeg så rejste os for at gå over til dem og gå hen og købe is. Dog viftede Harry os underligt hurtigt væk.

”Vi går selv, det er helt fint.” Sagde han, så Niall og jeg hurtigt kiggede hen på ham, inden han bare blinkede til os, og greb Lilly og satte hende op på sine skuldre.

”Tak!” Kaldte Niall hurtigt efter Harry, som bare sendte os en thumps-up, fordi han nu havde givet os den sidste halve time alene. Niall og jeg kiggede på hinanden, inden han tog min hånd i sin og så begyndte at gå med mig, så jeg lænede mig ind til ham.

”Hvor længe?” Spurgte jeg efter et par stille minutter.

”Hvis jeg opfører mig pænt, kan det være, at de tager sagen frem igen om nogle år. De siger jeg har en fordel, fordi jeg ikke er den eneste skyldige i den her sag.” Sagde han. Det skar alligevel i mit hjerte.

”Ved du noget om, hvad der sker med Rich?” Spurgte jeg hurtigt. Han trak på skuldrene.

”Livstid, tror jeg. Han har både ført bander, været i besiddelse af kæmpe mængder narkotika og misbrugt mange uskyldige mennesker.” Jeg sukkede tungt, så Niall kiggede ned på mig og så hurtigt stoppede op.

”Men det gør han ikke mere, Ana. Der er ikke længere nogen Rich, okay? Han er væk nu.” Forsikrede han, så jeg nikkede forstående.

”Det ved jeg, det er bare… Du ryger også ind.” Sagde jeg og kiggede bedrøvet op på ham. Han kiggede tænkende på mig, inden han lagde sine hænder om mine kinder og bukkede sig ned og førte sine læber mod mine.

”Jeg elsker dig, Anastacia Edwards. Lige meget hvad.” Sagde han mod mine læber.

”Det her er så fandens uretfærdigt.” Sagde jeg trist og tom for håb.

”Det ved jeg.” Sagde han og lænede sin pande mod min, så jeg kiggede op i hans øjne.

”Jeg er så ked af det.” Sagde jeg, mens tårerne allerede trillede ned af mine kinder.

”Det skal du ikke være.” Sagde han omsorgsfuldt. Jeg rystede kraftigt på hovedet.

”Du fortjener ikke det her… Du gjorde ikke noget. Du er uskyldig...”

”Hold nu op, baby.” Sagde han og nussede mine kinder. Jeg rystede igen på hovedet.

”Du kan stadig komme med os, Niall!” Sagde jeg desperat. Han rystede dog på hovedet denne gang.

”Jo! Du kan komme med mig!” Bad jeg inderligt, mens mit hjerte bankede i brystet på mig.

”Jeg er nødt til at blive, baby. Lige meget, hvor meget jeg end har lyst til at tage med jer.” Sagde han og kiggede mig i øjnene, inden han trak mig ind i sin favn og jeg prøvede at nyde de allersidste øjeblikke med ham.

”Du lovede vi aldrig ville sige farvel.” Græd jeg knust.

”Jeg er så ked af det, Ana. Det er jeg virkelig.” Sagde han og nussede mig over håret og kyssede min pande en gang i mellem.

”Det er jeg også. Så forfærdeligt.” Sagde jeg snøftende ind i hans skulder. Han sukkede tungt.

”Måske handler det ikke om den lykkelige slutning, men mere om selve historien.” Sagde han efter et stykke tid, så jeg kiggede uforstående op på ham.

”Anastacia, du ændrede mit liv meget mere, end jeg nogensinde havde troet en pige ville komme til at gøre. Du ændrede mig.” Startede han.

”Du gjorde noget for mig som jeg ikke kunne gøre for mig selv. Du elskede mig for den jeg var, og det er der aldrig nogen, der har gjort før. Du var led når jeg mest fortjente det, men du elskede mig også, selv ved mine værste sider og jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme til at takke dig nok. Det eneste jeg ved, er at lige meget, hvor meget verden ændrer sig og du ender med at ændre dig. Så vil jeg aldrig stoppe med at elske dig så meget, som jeg gør nu. Aldrig.” Sagde han og kiggede ærligt ind i mine øjne.

”Og jeg vil aldrig stoppe med at elske dig heller.” Sagde jeg, inden vi kyssede hinanden og jeg blev så trist over tanken om, at det her måske var en af de sidste gange jeg måske kom til at kysse Niall.

”Jeg vil ønske alt var anderledes.” Sagde jeg i det at han tog min hånd, fordi det var tid til at gå tilbage, da tiden var rendt op.

”Det ville vi alle sammen.” Sagde han og kyssede min pande og lagde sin arm om mine skuldre. Livet var det mest uretfærdige i hele verden.

Vi kom alt for hurtigt tilbage til afleveringsstedet, hvor Niall skulle afsone sin straf på ubestemt tid. Jeg havde dog stadig sådan en forfærdelig knude i min mave.

Vi satte os i ventehallen igen, hvor Niall sagde farvel til Harry med en ordentlig krammer, inden han satte sig ned til Lilly, som både gav ham en tegning og lovede ham, at han stadig var verdens bedste storebror, hvilket fik mit hjerte til at smelte, men stadig have vildt ondt over, at hun nu skulle sige farvel til det eneste familiemedlem, der nogensinde havde gidet og elsket hende.

Niall og jeg kiggede til sidst på hinanden, inden han kyssede mig og jeg bare håbede at det kunne blive ved for evigt. Men alting har en ende og han slap mig alt for hurtigt.

”Jeg elsker dig.” Sagde han, men jeg kunne alligevel ikke lade vær med at lade tårerne trille. Hvorfor blev han nødt til at gå?

”Vi ses snart, det lover jeg.” Sagde han idet, han vendte sig om og gik ned mod gangen. Jeg kiggede lidt efter ham, inden Harry trak mig videre og jeg skævt måtte gå med ham, fordi jeg stadig kiggede efter Niall. Mit hjerte gjorde så ondt.

”Jeg kommer til at savne ham.” Sagde Lilly fra Harrys anden hånd af, så han klemte hendes hånd i sin. Jeg fik det dårligt.

”Ja.” Svarede jeg bare stille og endte med at stoppe op. Harry kiggede hurtigt ned på mig.

”Kommer du ikke med?” Spurgte han uforstående.

”Jo jo.” Svarede jeg, men rokkede mig stadigvæk ikke ud af stedet. Han sukkede tungt bag mig, inden han slap mig og jeg så kiggede tilbage på ham.

”Gå nu efter ham.” Sagde han. Jeg sukkede. Inderst inde vidste jeg jo, at det her var det værste i verden. Jeg var ikke klar til at give slip. Jo, jeg var klar til at give slip på det hele og endelig, efter så længe, komme videre og komme væk. Jeg havde bare ikke indset før nu, hvad det var, at jeg skulle give slip på. Den her lille del, som havde betydet så meget og havde været en stor del i det hele. Den store del som jeg for evigt ville skylde alt! For den store del havde ændret det hele.

Jeg blinkede kort og mærkede hvordan et par tårer trillede ned af mine kinder. Jeg ville savne den store del så meget, den store del, som var ham. Ham og kun ham. Ligesom han sagde, at jeg havde, så havde han også hjulpet mig. Da jeg flere gange bad ham skride, forbandede ham til skyerne, så blev han. Han var den eneste, der blev hos mig, da det virkede til at alle andre havde givet op. Derfor var det var så underligt at se ham gå der nede af gangen, for så at vide, at det var sidste gang jeg skulle se ham. Jeg var klar til det her, endelig komme væk, endelig finde fred og leve normalt igen. Jeg var klar til at give slip på den her fortid, den her fortid som havde været en kæmpe del af mig. Men der var bare den her del som jeg ikke kunne give slip på… og det var den store del, som han havde bidraget med. Jeg var ikke klar til at give slip på den del… Jeg var ikke klar til at give slip på ham.

Jeg kiggede på Harry, der nikkede kort med hovedet, inden jeg satte i løb.

”Niall!” Råbte jeg, mens jeg løb ned ad gangen og maste mig forbi folk, der sagtnede min fart. Han stoppede op.

”Niall!” Blev jeg ved med at råbe og løb så hurtigt jeg kunne, mens jeg mærkede tårerne. Hjertet sad helt oppe i min hals, da jeg kun var få meter væk fra ham, og så hvordan han kiggede på mig med det mest bedrøvede blik i hele verden, indtil jeg slog armene om ham og han nærmest løftede mig op. Jeg hulkede ind i hans skulder, mens han knugede mig ind til sig og satte mig ned på jorden. Jeg trak mig lidt væk fra ham, men det var kun kort, inden jeg trykkede mine læber mod hans. Han lagde sine hænder på mine kinder, mens jeg lagde mine hænder oven på hans og nød følelsen af hans læber mod mine.

”Jeg kan ikke sige farvel, Niall. Det er jeg ikke klar til.” Indrømmede jeg, både over for ham og for mig selv.

”Jeg er ikke klar, Niall. Der er stadig så mange ting, jeg vil vide. Der er stadig så mange ting jeg vil vide om dig. Jeg ved stadig ikke, hvilken årstid du bedst kan lide. Eller om du bedst kan lide vand med brus eller uden. Eller om du nogensinde vil komme til at glemme mig…” Sagde jeg hjerteknust. Niall smilede bare.

”Jeg kommer aldrig til at glemme dig, Ana.” Sagde han. Jeg snøftede og kom med et forsigtigt grin.

”Selv om 10 år?” Spurgte jeg.

”Selv når jeg er gammel og grå og ikke kan binde mine egne snørebånd.” Sagde han, så jeg ikke kunne lade vær med at undslippe et lettet grin, inden jeg lagde mine arme om hans hals igen.

”Undskyld, at du er forelsket i en idiot.” Sagde Niall ind i min hals, så jeg grinede let og så sagde:

”Men han er min idiot.” Vi slap hinanden og kiggede i hinandens øjne, inden vi kyssede hinanden en sidste gang og Niall så sluttede af med at læne sin pande mod min.

"Vent på mig." Sagde han.

"Hvor henne?" Spurgte jeg tilbage.

"Er sted mellem virkeligheden og det vi altid har drømt om." Svarede han med et let grin.

"Det lyder skørt." Grinede jeg tilbage.

"Sindssygt!" Rettede han, så jeg krammede ham en sidste gang, inden vagterne bad os slippe hinanden og vi så endelig slap hinanden og Niall så gik væk og jeg gik tilbage til Harry.

Lige meget hvad, så ville jeg aldrig glemme Niall. Det var jeg sikker på.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...