Madness - Niall Horan A.U 13+

121766103407
  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2016
  • Opdateret: 9 dec. 2016
  • Status: Færdig
Lige da Anastacia troede, at hele livet var begyndt at give mening, ramlede det hele sammen. I en fortælling om dyb og usikker kærlighed, samt løgne, intriger, drama og identitet, møder Anastacia sandheden om York og dets indbyggere, mens at spørgsmål vil blive besvaret, og andre vil blive stillet. Vil hun nogensinde kunne tilgive dem? Kan hun tilgive ham? Eller vil det hele bare blive endnu værre?
Dette er efterfølgeren til Crazy, så læs den først, for bedre forståelse... OBS. IKKE RETTET IGENNEM

AA
aa

3. Prologue

6 MÅNEDER TIDELIGERE

 

NIALL P.O.V

 

Endnu en gang kunne jeg se frem til en ufatteligt forrygende aften, som endnu en gang ville minde mig om, hvor lidt jeg passede sammen med alle de mennesker. Og hvor få af dem, jeg faktisk kunne lide.

Jeg kiggede mig omkring. Zayn ville sikkert skælde mig ud endnu en gang, for at jeg forsvandt midt i det hele. Jeg sagde jo selvfølgelig ikke, at jeg forlod dem alle sammen, fordi jeg hadede dem. Marie og Harry var selvfølgelig okay. De var også noget andet. Det var alle de andre.

Det virkede så ensformigt det hele. Jeg kunne sidde i den samme sofa i de samme lange konstante timer hver gang. Nogle gange vil en beruset pige eller to falde ind over mig, mens jeg inderst inde ønskede, at bare kunne være én pige, som var anderledes. En som satte sig ned og ikke var fuld. Som havde lidt flere brikker at rykke rundt med, så samtalen handlede om andet end hendes forpulede formål, om at få mig med oven på.

Det var altid det samme. Altid de samme ting. Det var en cirkel, der gentog sig selv i uendelige timer, og jeg kunne ikke slippe ud.

Jeg tog endnu en smøg og vidste godt, at jeg burde stoppe på et eller andet tidspunkt, for at jeg ikke skulle ende op med lungekræft, som de mange labels jo egentlig også advarede mig om. Men lige nu, trængte jeg til at være mig selv. Alene.

Denne her aften havde været en aften, hvor jeg havde glædet mig til at komme væk. Jack havde fået nye varer hjem og jeg kunne endelig føle mig mindre rastløs igen. Det havde søde frøken, hvad fuck hendes navn nu egentlig var, desværre ødelagt totalt for mig.

Jeg kunne ikke vide, Jack ville tage samtlige penge, vi havde splejset sammen og at der så ikke ville være penge tilbage som vi ellers havde lovet. Men for satan altså, hvis de skide idioter ønskede en god aften, så kunne de bare have købt varerne selv. Jeg behøvede vel ikke være ham, der gik til Jack for at købe hver gang? Jeg ønskede at råbe af dem, men jeg tog et hiv af min smøg i stedet og lod røgen forpeste mine lunger.

”Niall!” Skreg en stemme, så jeg fik øje på Leah, der slentrede hen mod mig. At dømme ud fra hendes lettere skæve gang, fornemmede jeg hendes store indtagelse af alkohol.

”Heeey!” Trak hun på ordet, så jeg tog endnu et sug og så pustede cigaretrøgen ud i hovedet på hende.

”Vil du ik’ danse med mig? Zayn gider ikke.” Spurgte hun bedende.

”Ellers tak.” Sagde jeg hurtigt og kiggede over i stuen, hvor en masse stod og dansede, da jeg fik øje på Marie. Jeg væmmedes straks ved synet af hendes bagdel, der gnubbede sig op af en fyr, inden han vendte hende om og nærmest stak sin tunge helt ned i halsen på hende. Jeg trak vejret kvalmt ind og tog en tår af den øl, jeg havde i min anden hånd.

”Tænk hun faktisk kan det der? Jeg troede hun var en lille mus.” Sagde Leah grinende fra min side af, mens hun kiggede over på Marie, der for en gangs skyld, slog sig lidt løs.

”Men så igen, hun er ikke nær så ængstelig en mus, som hendes veninde, hun har slæbt med.” Tilføjede hun, så mine øjne landede ovre på den nye pige, der sad og så ganske ukomfortabel ud i sofaen. Hun havde armene trukket op om sig selv, så jeg på en måde fik lidt medlidenhed for hendes ukomfortable ansigts-udtryk. Hun var ikke den eneste, der hadede at være her.

”Jeg fatter ikke, hvad Marie vil med hende? Hun er jo ikke engang køn? Og hun drikker ikke engang. Hun er jo en totalt sinke!” Jeg drak resten af indholdet i min kop og vendte mig om mod køkkenet, for at gå over og tage den flaske vodka, som Leah havde haft med i dagens anledning.

”Går du?” Spurgte Leah med en barnlig surmule, så jeg straks skruede låget af vodkaflasken og tog en ordentlig tår. Hvis jeg ikke svarede hende, holdt hun vel op?

”Kom nu, Nialler... Jeg er sikker på, hvis du tager en tur i himlen sammen med mig, så skal dit humør nok blive muntret godt op…” Jeg begyndte, at gå udenfor, men hun fulgte stadig efter mig.

”Uhh, så sej du dog er!” Råbte hun, så jeg stoppede op.

”Er du sikker på, du ikke vil muntres op… eller skal jeg ringe efter Jack, så han kan muntre dig op?” Råbte hun hurtigt, så mit hjerte sprang et slag over. Min vejrtrækning blev voldsom, og jeg ønskede for alt i hele verden, at jeg ikke ville gå i sort nu. Ikke nu.

Leah holdt op med at grine og gik så indenfor, mens jeg kiggede efter hende. Kort efter hørte jeg, hvordan nogle smadrede en flaske ude på vejen, mens to piger fumlede rundt i deres vildeste brandert, så jeg mærkede ensformigheden igen.

Jeg kiggede mig omkring, inden jeg småt satte i løb og forlod dem alle sammen. Jeg sked rent ud sagt på, om Zayn ville slå mig ihjel eller ej, fordi jeg endnu gang forlod hele samlingen af skidefulde idioter. De ville alligevel aldrig sætte sig ind i hvordan vi reelt havde det med os selv og hinanden.

Jeg løb hen til mit lille skjulested, hvor jeg satte mig til at drikke tomheden væk. Jeg vidste godt, en hel vodkaflaske sandsynligvis ikke var den bedste løsning til at flygte fra virkeligheden på. Men lige nu havde jeg ikke andre muligheder.

Jeg tog en tår og hostede, da nogle løbende skridt i det fjerne og fornemmede en persons tilstedeværelse tæt på mig.

”Hvem der?!” Råbte jeg, mens personen intet sagde. Jeg kunne straks høre hendes åndedræt, så jeg sukkede opgivende.

”Jeg har hørt dig, Leah! Hvorfor er det, at jeg altid skal sige tingene til dig..” Brokkede jeg mig frustreret og vendte mig om, for endnu en gang at tage den store og lange diskussion med hende om, hvor lidt jeg orkede hendes selskab. Dog var det ikke Leah mine øjne mødte, men en anden. En mere ængstelig type end Leah. Hun var lille og spinkel og lignede en version af en kat, der var blevet puttet ned i en hundegård. Anastacia.

Hun kiggede skræmt op på mig, så jeg fnyste opgivende af hende og tog en tår af min flugtvej og vendte mig om igen. Som forventet kunne jeg høre, at hun begyndte at gå. Jeg mærkede opgivelsen ramme mig, og tænkte jeg nok burde advare hende.

”Hvis du gerne vil falde ned og brække halebenet, foreslår jeg, du dropper rækværket.” Foreslog jeg og tænkte det ville slippe hende for yderligere skræmmer.

”Hvordan kommer jeg så hjem?” Jeg tog mig til hovedet.

"Det ved jeg da ikke? Det burde du da selv vide, før du går nogle steder hen.” Spurgte jeg, så hun tav igen. Hun var altså en lidt finurlig en. I forhold til, hvor meget vi alle havde grint af hende den første fest, hvor jeg havde udmyget hende for groft. Så fattede jeg alligevel ikke, hvad hun lavede her. Eller i det hele taget, hvorfor hun var fulgt efter mig?

"Hvorfor fulgte du efter mig?" Spurgte jeg hurtigt og kiggede lidt om på hende, så jeg kunne se hvordan hun kiggede lidt nervøst rundt.

"Det gjorde jeg heller ikke." Sagde hun lavt, så jeg ikke kunne lade vær med at grine.

"Jeg gik et sted hen og lidt efter kom du samme sted hen som mig... Hvad vil du kalde det?" Spurgte jeg og grinede over hendes ulogiske forklaring.

"Et tilfælde." Sagde hun hurtigt. Jeg kiggede uoverbevist på hende.

"Du fulgte efter." Sagde jeg og vendte mig om mod hende, så hun straks kiggede stift op på mig.

"Har din mor ikke lært dig, ikke at følge efter andre?" Spurgte jeg for at provokere hende. Hun kiggede ængsteligt rundt, inden hun kiggede ned i jorden. Hvorfor var hun fulgt efter mig, hvis hun ikke havde noget at sige? Det virkede ulogisk? Hun var faktisk ret ulogisk. Hun virkede ærligt talt ikke særlig klog, eller som en, der havde sønderligt meget at byde på, i hvert fald. Jeg havde måske løjet lidt, da jeg havde kaldt hende grim, men piger var ikke kun kønne grundet udseende. Det var mere hendes udstråling jeg ikke kunne lide. Hun mindede om en, der ikke vidste, eller muligvis aldrig nogensinde havde vidst, hvem hun selv var. Jeg forsøgte at snakke med hende, men hun sagde ikke meget, og hvis hun endelig sagde noget, så lød det bare som det rene brok. Inden i kunne jeg ikke lade vær med at bede hende om at overraske mig. Sig noget. Sig et eller andet. Gør noget. Vis mig, at du er anderledes.

"Du er virkelig noget for dig selv." Sagde hun efter et stykke tid, så jeg kiggede hen på hende.

"Normale mennesker skræmmer mig." Jeg vidste, det var lidt underligt at citerer Tate fra American Horror Story, men hun ville sikkert ikke have en eneste anelse om, at jeg faktisk citerede nogen. I hendes verden var gyserfilm sikkert noget film var lige så snart, hovedpersonen bare fik en lille smule blod eller smerte på sig. Jeg kiggede på hende og hun kiggede undrende på mig, så jeg spurgte:

"Skræmmer jeg dig?"

"Jeg er ikke bange for noget." Jeg kiggede på hende.

"Så må du være sindssyg."

"Min virkelighed er bare anderledes end din." Jeg kiggede hurtigt på hende. Var der nogen hvis virkelighed var anderledes, så var det min. Hvis hun bare levede en dag i det helvede jeg kaldte livet, ville hun sikkert løbe grædende væk. Hvordan kunne hendes virkelighed være anderledes? Hun var jo bare en blondinetøs, der troede hun kunne få venner og blive til noget større, end det hun var. Ikke?

"Tro mig, hvis du kunne se min virkelighed, ville du være traumatiseret." Sagde jeg hurtigt og kiggede ærgrende ned på min tomme flaske, men realiserede så, at jeg faktisk havde drukket en hel flaske vodka, inden hendes lille stemme sagde:

"Jeg tvivler." Jeg kiggede hurtigt på hende, så mit hjerte sprang et slag over. Jeg vidste, at det nok var vodkaen, der var på vej op igen. Men jeg havde ikke kvalme? Jeg kiggede hende i øjnene og så, hvordan hun endelig lod dem kigge ordentligt ind i mine, så jeg endelig kunne læse hende. Der var noget i hendes øjne. En ild. Der var en brændende ild i hendes øjne. Som om hun brændte af noget. En helt bestemt ild, jeg ikke havde set før. Mit hjerte sprang et slag over igen og denne gang vidste jeg ikke, hvad det kom af. Men det kom af noget. Noget jeg ikke kendte til. En ny følelse. En følelse af noget, der for længst var blevet gemt væk inden i mig. En følelse af…

"Vi ses, babydoll." Sagde jeg hurtigt, inden jeg tænkte videre over det og bevægede mig over mod rækværket, som jeg hurtigt kravlede over, mens jeg flygtede væk fra følelsen.

Følelsen var underlig. Uvant. Det var en følelse, jeg ikke kendte til. En jeg ikke vidste noget om. Og alligevel så jeg mig selv kigge mig over skulderen og om mod hende.

Lige siden den aften var den brændende følelse inden i mig aldrig gået væk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...