Madness - Niall Horan A.U 13+

121766103407
  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2016
  • Opdateret: 9 dec. 2016
  • Status: Færdig
Lige da Anastacia troede, at hele livet var begyndt at give mening, ramlede det hele sammen. I en fortælling om dyb og usikker kærlighed, samt løgne, intriger, drama og identitet, møder Anastacia sandheden om York og dets indbyggere, mens at spørgsmål vil blive besvaret, og andre vil blive stillet. Vil hun nogensinde kunne tilgive dem? Kan hun tilgive ham? Eller vil det hele bare blive endnu værre?
Dette er efterfølgeren til Crazy, så læs den først, for bedre forståelse... OBS. IKKE RETTET IGENNEM

AA
aa

43. Madness

JEG ADVARER MOD VOLDELIGT OG VOLDSOMT INDHOLD

"She says babe, you look so cool"

The 1975 - Robbers

 

NIALL P.O.V

Vi blev skubbet hårdt ind i Rich’s sædvanlige mødelokale og Anastacia kiggede allerede rasende på Rich, mens at Lilly klamrede sig ind i hendes favn og ikke forstod noget af alt det, der skete omkring os. Rich havde tvunget os med hen til hans sædvanlige opholdssted, og både Anastacia og jeg havde vidst, at det var bedst bare at gå med ham.

”Hvor er vi?” Spurgte Lilly og klamrede sine arme om Anastacias hals.

”Bare rolig, søde. Vi er snart ude herfra.” Prøvede Anastacia at trøste hende, men hun kiggede alligevel over til mig søgende efter bekræftelse, og jeg var ked af, ikke at kunne give hende det.

”Fortæl os hvad du vil, Rich!” Råbte jeg hurtigt, inden en stor lysprojektorer lyste op, og hele den gamle nedlagte fabrik blev lyst kraftigt op, så man virkelig kunne se det skumle og forfaldne palads, som Rich havde skabt gennem de sidste år. Han kiggede smilende på os henne fra kanten af sit skrivebord, som han stod godt placeret op ad, med sine arme dominerende over kors.

”Er det ikke feset ind på lystavlen endnu, min ven?” Spurgte han og grinte ledt af os. Jeg kunne mærke blandingen af frustration, vrede og had hobe sig mere og mere op inden i mig og fylde sig helt ud til det yderste af mine vener og årer. Jeg hadede den mand med den inderste celle og mikroorganisme i hele min krop.

”Hvornår fatter du, at jeg ikke arbejder for dig længere?” Spurgte jeg selv lige så hårdt og kontant.

”Hør her, karl smart. I den her branche, træffer man ikke sine egne beslutninger. Man er først færdig, når jeg siger, man er. Og jeg er langt fra færdig med at lave forretninger med dig.” Sagde han og trådte frem.

”Jeg skylder dig ikke noget.” Sagde jeg hurtigt, men mærkede godt klumpen samle sig i min hals, da ordene først forlod min mund. Rich fnyste.

”Ifølge mine beregninger, så er der rimelig mange ting du efterhånden skylder mig, unge mand.”

”Kan du for helvede ikke bare lade ham være?” Spurgte Anastacia bag mig, så Rich rettede sit blik hen mod hende, og trak sleskt i sin mundvige.

”Hør her, smukke.. Jeg kalder dig smukke, okay?” Spurgte han hurtigt, så jeg trådte vredt frem.

”Bland hende uden om!” sagde jeg hårdt. Han grinede igen.

”Så overbeskyttende du dog er over for din pige, Niall. Den havde man sgu aldrig set komme.” Sagde han og begyndte at gå hen i mod os, så jeg straks gik tilbage og lagde min arm rundt om mine piger. Hvis han så meget som rørte bare et enkelt hår på bare én af dem, ville han trække vejret for sidste gang.

”Lad mig skære det ud i pap for jer, så i forstår hvad problemet er.” Sagde han og smørrede ærmerne op på hans hvide og fint strøede skjorte, som han egentligt altid havde på.

”Jeg har en forretning, som jeg meget gerne vil have der er fuldkomment styr på. Dog de sidste par måneder er der sket nogle fejl. Penge er blevet indleveret til tiden, jeg har kun fået det halve beløb jeg er lovet, ting er forsvundet, folk er begyndt at stritte i mod og når først folk stritter i mod, så begynder det at gå ned ad bakke. I sær når de begynder at danne deres egne meninger om, hvordan min forretning skal køres og endda begynder at fucke op i det hele.”

”Det er dig, der har fucket hans liv op! Det her er din skyld!” Indskød Anastacia rasende igen, så jeg lagde mine arme endnu mere beskyttende omkring hende og Lilly, mens smilet på Rich’s læber forsvandt.

”Der tager du fejl, smukke. Niall har selv rodet sig ud i det her. Som sagt, så kræver de rigtige forretninger bare de rette midler og de rette personer... Den rette person, for at være helt eksakt.” Blodet kogte i mig.

”Du kunne have taget hvem som helst og det vil have været akkurat det samme!” Vrissede Anastacia igen, så Rich grinede endnu en gang.

”Sikke du dog kan råbe op, tøs.” Sagde han, så Anastacia satte Lilly ned og gik truende frem mod ham.

”Hvad har han lige præcis af værdi for dig!?” Spurgte hun igen. Rick grinede som om det her var det herligste i hele verden.

”Smukke, der er en grund til, at han er så vigtig for os alle sammen, så vigtig for branchen. Han er sårbar!” Prøvede han at forklare.

”Ja, gud fanden er han sårbar, dit svin! Du udsætter ham for det værst tænkelige...”

”Det er skam ikke mig, der gør det, smukke. Niall er sårbar fordi hans barndom blev revet fra ham. Han blev efterladt, ingen ville have ham, ingen elskede ham…”

”Men det gør du?” Afbrød Anastacia hurtigt. Rick grinede højt.

”Gud fandme, nej, jeg elsker ikke nogen. Sagen er den, at han er som et lille barn. Han er skræmmende, fordi han ved han intet kan gøre, men også frygtet, fordi de ved hvad han kan.” Sagde han og knipsede med fingrene, så nogle fyre kom frem fra hjørnerne.

”Han har ikke bedt om det her!” Vrissede Anastacia vredt.

”Der tager du helt fejl, prinsesse. Det var den idiot, der kom rendende til mig, det var ham, der bønfaldt mig, så selvfølgelig udnytter jeg det.” Sagde han, så jeg mærkede klumpen i min hals.

”Og du synes, det er fair at du udnytter en stakkels fortabt dreng til at klare dine ærinder? Du er jo fucked up?!” Vrissede Anastacia en sidste gang, inden at Rich viftede med hånden og fyrene fra de forskellige hjørner hurtigt gik over mod os og straks greb fat i Anastacia og Lilly.

”Nej! Stop! Hvad laver du?!” Råbte jeg hurtigt, da den ene fyr, der holdt om Anastacia lagde armen stramt om hendes hals og Lilly begyndte at græde højt, da den fremmede mand tog hende op i favnen.

”Hvis jeg ikke kan få det tilbage du har taget fra mig, Horan, så kender du reglerne om, at jeg jo så er nødt til at tage noget andet tilbage.” Sagde han og smilede intimiderende til mig. Mit hjerte bankede hurtigt i brystet på mig, mens min verden faldt sammen omkring mig.

”Slip dem, Rich!” Vrissede jeg hurtigt. Han kiggede på mig uden at trække en mine.

”Slip dem!” Råbte jeg igen, men Rich trådte bare frem og hen mod Lilly og Anastacia. Han rakte hurtigt sin hånd op mod Lillys grædende ansigt, for at røre hende.

”Du rør hende ikke!” Råbte jeg og vidste godt, at hvis jeg for frem mod ham nu, så ville jeg kun forværre min situation. Rich kiggede om på mig igen.

”Du ved… jeg kender den her pige, virkelig køn faktisk, mange muligheder. Men jeg tror faktisk det lægger til familien. Lilly. Kender du hende?” Spurgte han med et smil. Jeg kiggede med det samme op på ham, og mærkede straks panikken banke hårdt op i mig.

”Du er syg!” Sagde Anastacia hurtigt. 

”Rich, det her går alt for langt..” Prøvede hun igen, men han holdt bare hånden op, så fyren, der holdt hende straks holdt hende for munden og holdt hendes stemme inde.

”Rich, Du blander Lilly udenom det her! For guds skyld, Rick, hun er et barn..”

”Jeg gjorde det med en 16 årig, en 4 årig vil ikke være så svært… Hun bliver jo nødt til, at følge i dine fodspor på et eller andet tidspunkt..”

”Rick, please!” Udbrød jeg. Min stemme var hæs og jeg følte mig mere rastløs end nogensinde. Mit værste mareridt spillede sig for øjnene af mig, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre længere for at komme ud af det.

”Hvad så? Vil du tæske mig til døde? Ha! Kom an, Horan, jeg har for meget magt i forhold til hvad du kan gøre mod mig. Og hvad så hvis jeg allerede har udtænkt planer om den lille ælling?”

”Rich, hun er et barn. Jeg anmelder dig for børnemishandling, hvis du tager hende fra mig, om jeg så selv skal forfølge dig resten af mine fucking dage!” Vrissede jeg rasende. Rich kiggede kort på mig og så ud til at tænke over et eller andet, inden han sagde:

”Ved du hvad? Jeg har altid troet, at efter al den tid, så var du ligesom mig. Du kunne ikke holde af nogen, fordi du ved ingen nogensinde ville holde af dig!” Sagde han, inden han ansigtsudtryk ændrede sig.

”Det er sjovt, jeg troede faktisk, at der fandtes folk uden svagheder, men jeg indså vist, at jeg tog fejl.” Sagde han. Jeg kiggede uforstående på ham, idet han grinede.

 ”Jeg opdagede noget, Horan. Du er ikke hård. Du er sårbar. Du har svagheder…  Eller rettere sagt… én svaghed.” Rettede han. Mit hjerte hamrede.

”Jeg har altid troet du ikke var til at knække. Da jeg mødte dig, så det ud til at du var nået til det punkt, hvor intet kunne røre dig længere, men jo ældre du blev og jo mere jeg kunne være med til at følge din udvikling, jo mere fandt jeg ud af, at alle fortabte mennesker faktisk kan reddes. Det kræver bare de rette midler… eller personer.” Jeg kiggede med det samme over mod Anastacia, så mit hjerte sprang et slag over, da Rich fortsatte:

”Du var et knækket menneske før, Horan. Men det sidste stykke tid er du helet, og jeg har endelig fundet ud af hvorfor: kærlighed.” Jeg kiggede hurtigt hen på ham.

”Tænk at sådan noget pladderromantisk pis var det eneste du havde brug for… en skide sølle person, der elsker dig? Jeg troede du var bedre end den slags pis, Horan. Meget bedre.”

”Lad ham være, Rich! Du har ikke lov til at ødelægge ham mere!” Råbte Anastacia hurtigt, efter at have fået sin mund fri fra fyren, der holdt hende.

”Vi kunne have undgået alt det her, Horan, hvis bare du havde gjort som jeg sagde. Du kunne have levet fredeligt og i sikkerhed med dine små skøger, hvis bare du havde gjort præcis som jeg sagde til dig.”

”Jeg gjorde som du fucking sagde! Jeg gjorde alt hvad du fucking sagde jeg skulle gøre! Hvad fuck er det du forlanger af mig?!” Råbte jeg fortvivlet, så Rich kiggede mig i øjnene.

”Så fortæl mig, hvad der skete med mine varer, Horan? Hvad skete der med de penge du hver måned skulle aflevere til mig? Hvad skete der med alle de gange, hvor jeg kunne se, at du havde taget en større andel, og det skete jo ikke kun 1 eller 4 gange, vel Horan?” Spurgte han, så jeg straks mærkede skammen skylle ind over mig. Jeg vidste godt, at det var min egen skyld, at vi alle var endt sådan her. Jeg havde ladet mine egne behov komme ud over min fornuft alt for mange gange til at jeg nogensinde kunne redde mig ud af det igen. Det vidste jeg.

”Og hvad skete der med Jack?” Spurgte han, så jeg kiggede op på ham.

”Så skal vi ikke bare sige, at du intet har at skulle have sagt i den her sammenhæng, min ven? Jeg har taget om dig og du kan ikke længere slippe væk.” Jeg kiggede hurtigt mellem Anastacia og Lilly og Rich og grublede over, hvad jeg skulle gøre. Jeg fik hurtigt øjnene hen på en usikker mulighed længere fremme. Det var desværre også den eneste mulighed, jeg havde tilbage.

 Jeg kiggede hurtigt tilbage på pigerne igen, inden jeg kiggede en sidste gang på Rich og så i én hurtigt tanke, spurtede frem mod Richs skrivebord og greb fat om pistolen, som han havde lagt fra sig og rettede den mod ham. Han kom mig dog i forkøbet, ved at knipse med fingrene igen, så fyren der holdt Anastacia straks trak en kniv op og holdt foran hendes strube, så Lilly græd højt og skrækslagent.

”Tænk over, hvad du gør, Horan.” Sagde Rich hurtigt.

”SLIP HENDE!” Råbte jeg, da de prøvede at holde godt fast om Anastacias hyperventilerende hals, der var faretruende tæt på knivens skarpe blad.

”Hvorfor? Kan du ikke lide at se hende sådan der? Jeg synes faktisk det er fortjent.” Sagde Rich på sin mest sadistiske og ondskabsfulde måde.

”Du er et svin!” Råbte jeg rasende.

”Det kan jeg godt leve med. Spørgsmålet er dog bare mere, kan du?”

”Gør du det her nu, Horan, så har du ingen… Der er ingen tilbage mere du kan gemme dig bag ved og beskytte dig bag som den feje kryster du er. Hvis du skyder nu, så ender du det hele.” Sagde han og kiggede udfordrende på mig.

”Ingen bekymrer sig om dig, Horan. Ingen vil lede efter dig, hvis du forsvandt, og ingen ville give en enkelte lille bitte lillefinger for, hvor mange uskyldige lig du så tager med dig. Du er ingenting, Horan. Du blev til ingenting den dag du gik ind af den dør. Du er ingenting fordi du er min, Niall…” Sagde han og trådte tættere på mig, så han kom til at stå helt tæt op ad mig.

”Du er min, for evigt.” Sagde han som det sidste, så jeg kun lige mærkede kvalmen stige op i mig, inden jeg kiggede op på ham.

”Så hvad med at slippe den pistol, så vi kan slippe dine piger løs og jeg endelig kan blive færdig med dig?” Spurgte han lumskt, så jeg hurtigt kiggede hen på Anastacia og Lilly, inden jeg kiggede tilbage på ham.

”Ikke før jeg bliver færdig med dig.” Sagde jeg inden jeg bankede mit hoved frem mod hans i en hård skalle, så han faldt bag over og jeg rettede pistolen ligefrem og skød, så den ramte ind i fyrens skulder, som holdt fast om Anastacia, så hun slap fri. Hun skyndte sig over og greb fat om Lilly, i det jeg også skød ind i skulderen på ham, der holdt hende.

”EFTER DEM!” Skreg Rich, så flere mænd kom løbende mod os fra mørket.

”LØB!” Skreg jeg til Anastacia, i det at jeg tog Lilly op i min favn og vi spurtede ud fra det kaos, jeg havde startet for 4 år siden.

”JEG SKAL NOK FÅ RAM PÅ DIG, HORAN, OM DET SÅ BLIVER DET SIDSTE JEG GØR!” Skreg Rich efter os, i det at vi nåede i ud sommer solnedgangens lys og spurtede for vores liv.

Vi løb så hurtigt vi kunne, indtil Anastacia og jeg kiggede os over skulderen og så, at de ikke længere var efter os. Vi stoppede med at løbe og jeg satte Lilly ned på jorden, som straks gik over til Anastacia.

”Niall, hvad fanden gør vi? Vi kan jo ikke blive ved med at flygte for evigt?” Sagde Anastacia skingert og hyperventilerende. Jeg fik det endnu dårligere inden i mig selv.

”Jeg ved det ikke, Ana… jeg ved det virkelig ikke. Jeg…” Dog blev jeg hurtigt afbrudt da to høje sirener hørtes, så alle der gik i gaden, straks holdt sig for ørene og kiggede op mod en af de høje bygninger hvor lyden af sirenen kom fra. Der gik et par enkelte sekunder, inden en stemme afløste sirenen og sagde:

”Denne besked går ud til selveste Niall James Horan.” Jeg genkendte straks Richs stemme.

”Du må hellere skynde dig, min ven… For hver time får du endnu et uskyldigt liv på sjælen, hvis ikke du giver mig mine ting tilbage. Tik tak, tik tak, Niall.” Lød mikrofonen for sidste gang, inden at det hele blev helt stille, og jeg kun lige nåede at kigge ned på Ana, inden et højt brag, fra et skud kunne høres, så skrigene omkring os brød løs og det hele blev til det værste ragnarok.

”Niall…” Sagde Anastacia lavt, da alarmsirenerne startede og jeg så tog fat i hendes hånd og langsomt begyndte at gå bag ud og jeg hurtigt tog Lilly op i mine arme igen, inden at vi satte i spurt.

Mit livs værste valg havde endeligt halet sig ind på mig og det eneste jeg kunne tænke på var, at jeg nægtede at lade Anastacia og Lilly ryge med i faldet. Jeg nægtede at være grunden til, at de skulle lide over mit livs absolut værst truffet valg nogensinde. Hvis det her overhovedet skulle komme til at ende på nogen som helst måde, så var én ting sikker. Anastacia og Lilly skulle overleve. Lige meget hvad.

______________________________________________________________________________________________

​FORTSÆTTES

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...